Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Sygeplejerske om bord

Som sygeplejerske på en borerig i Nordsøen skal man tage prøver af vandets klorindhold, lytte til store mænd med kærestesorger og passe patienter med akut nyresten.

Sygeplejersken 2000 nr. 11, s. 44-46

Af:

Elisabeth Pettersson, hygiejnesygeplejerske

Et dagbogsblad fra november 1999

Beretningen er et af bidragene til en konkurrence, Sygeplejersken udskrev ved årtusindskiftet for at fastholde sygeplejerskers hverdag for eftertiden.

Se flere bidrag og læs mere om konkurrencen i boksen nedenfor.

Åh, nej. Ikke nu igen. Der bankes hårdt på min dør, og jeg får at vide, at jeg skal ned på bunkerstationen og tage vandprøve. Det tager nu ikke så lang tid. Jeg klæder mig på og går ned til riggens styrbordsside for at stå klar med mit lille bæger. Det er et af vores job om bord ­ at tage prøver af det vand, der kommer om bord på riggen fra forsyningsskibet.

Vejret er ret dårligt, og det tager dem

Side 45 

lang tid at få ordnet slangerne ­ få dem sat fast på båden, som vugger noget så grusomt. På en måde er der noget helt specielt ved at stå derude. Selvom det er hundekoldt, er luften frisk. Vandet kommer endelig, og jeg gør et hurtigt mål af ledningsevnen i vandet, pH-værdien og temperaturen. Vi skal godkende kvaliteten, inden de fortsætter med at pumpe vand ind på vores tanke. Bagefter skal jeg op på hospitalet ­ i rigsprog ''Sickbay'' ­ og måle klorindholdet. Når jeg får det resultat, skal kontrolrumsoperatøren have at vide, hvor meget klor han skal tilsætte.

Hjemlig hygge i kahytten

Som sygeplejerske på en borerig, kommer man på adskillige forskellige kurser, fordi meget af vores arbejde er temmelig langt fra arbejdet på en almindelig sygehusafdeling. Bl.a. kommer man på et meget intensivt ''vandkursus,'' som afsluttes med en prøve, der SKAL bestås.

Klokken er heldigvis kun 04.00, så jeg kan roligt gå tilbage til min kahyt og sove lidt længere. Det er næsten det bedste ved at tage vandprøve så tidligt på morgenen ­ at man kan lægge sig ind igen nogle timer!

Herligt. Susie kommer ind med min morgenkaffe. Jeg føler mig virkelig som en VIP (very important person, red.). Det er bare så herligt at vågne ved, at hun kommer listende ind og siger med sin søde, milde norske ryst: ''Go'morgen, har du sovet godt?''

Det er sådanne små ting i hverdagen, som jeg synes gør den store forskel.

Jeg tænder mine stearinlys på bordet i min lille kahyt, som jeg har sørget for at lave så hyggelig som overhovedet muligt. Det er ikke helt let, men det kan faktisk lade sig gøre at forandre et lille bitte rum med vægge, der har en kedelig gul farve efter lang tids ophobning af sod, og diverse andre ting, metalskabe, skuffer og skilte alle steder med ''Rygning forbudt i sengen,'' ''Exit'' og flere pile. De peger hen mod døren til et lille sted, som jeg faktisk får et vist forhold til. Der dufter endda som hjemme hos mig selv, fordi jeg sørger for flere gange om dagen at tænde min lille keramiske vandduftkandel! Det er så vigtigt for mig at have dette omkring mig ­ specielt herude, hvor jeg føler mig milevidt fra mit normale miljø.

Rutinepræget hverdag

Jeg må vel hellere op og gøre mig klar til det daglige morgenmøde, som holdes på platformschefens kontor klokken 07.30. Alt foregår i øvrigt på engelsk herude, fordi ca. en trediedel af besætningen er briter.

Jeg har lige været i USA på ferie, hvor jeg har købt mig fire forskellige, typiske operationsafdelingsuniformer i de sædvanlige farver ­ lyseblå, mørkeblå og grøn. På en eller anden måde er det vigtigt for mig herude at have såkaldt sygeplejersketøj på, fordi jeg gerne vil bibeholde min følelse af, at jeg er sygeplejerske, selvom mit arbejde er så atypisk.

Jeg bliver dog til morgenmødet mødt med kommentaren: ''Har du glemt at få din pyjamas af?'' De hujer selvfølgelig alle sammen ad ham, der kom med så livlig en kommentar fra den tidlige morgenstund. Nå, ja ­ det var så min første ''kompliment'' denne dag!

På morgenmødet fortæller de forskellige områdechefer lidt om, hvad de skal lave i løbet af dagen. Det skal jeg skrive i referatet. Jeg må spørge maskinmesteren mange gange, hvad det egentlig er, han snakker om. Meget af det tekniske, de taler om, er bare en by i Rusland for mig. Og der bliver selvfølgelig også ind imellem rystet på hovedet af min uvidenhed. Når de bliver lidt for strenge, må jeg bare minde dem om, hvad jeg egentlig er for en, og at jeg godt kunne tænke mig at opleve en af dem skrive et referat fra et af vores møder på anæstesiafdelingen!

Jeg skynder mig at gå ind på mit lille domæne på hospitalet bagefter. Jeg skriver referatet og printer det ud til de fem forskellige, som skal have det.

Min hverdag er utrolig rutinepræget ­ og det trives jeg faktisk vældig godt med. Jeg går som regel ned og spiser morgenmad med dem, der går fra nattevagt. Spørger, hvordan deres nat er forløbet. Her til morgen er der en af de unge fyre fra boredækket, Neil, som gerne vil have en snak med mig på hospitalet efter morgenmaden.

Det viser sig, at han har alvorlige kærestesorger. Han er skotte, og han har i hele sin friperiode derhjemme drukket tæt. Jeg ser, at han ryster temmelig meget. Han har sandsynligvis lettere abstinenser. Han græder og spørger til råds. Vi taler lidt om forhold og sådan noget. Jeg har selv haft mange kærestesorger i tidens løb og synes, jeg kan bidrage med en lille smule.

Jeg kan ikke rigtig finde ud af, om han bør blive på riggen, men vi aftaler, at han får noget at slappe lidt af på, og så kan han ellers komme og snakke når som helst, han føler behov for det ­ om det så er midt om natten. Han græder, og jeg får så frygtelig ondt af ham. En borerig kan være så svært et sted at være, hvis man har problemer eller uklare forhold på hjemmefronten. Der er begrænsninger på brug af telefonen (hvis telefonlinjerne altså ikke er brudt ned pga. vejret, hvilket de ret ofte er).

Der er heller ikke rigtig nogen, man kan snakke med om disse ting. Mange betragter sygeplejersken som en person, de ret sikkert kan komme til. Hun er neutral, og hvad, der bliver talt med os om, er konfidentielt ­ med mindre det selvfølgelig er noget, som vi af sikkerhedsmæssige årsager må involvere platformschefen i.

Jeg holder lidt øje med Neil, når jeg ser ham omkring på riggen. Han kommer jævnligt forbi og skæver ind på hospitalet. Der er bare altid nogle herinde, når han kigger forbi, og så kommer han ikke ind. Jeg må forsøge at få fat i ham senere i dag.

Ugens hygiejnerunde

Jeg følte, jeg måtte nævne for chefen om bord, at der var en blandt besætningen, som havde det dårligt rent følelsesmæssigt. Jeg ville sige til, hvis jeg fandt det nødvendigt at sende ham hjem. Vi må altid tænke den tanke også ­ selvom det naturligvis er en væmmelig tanke ­ at en rig er et ensomt sted, og hvis en fra besætningen går med nogle store problemer indestængt, er det et yderst let sted at suicidere, hvis vedkommende skulle blive desperat nok.

Side 46 

I dag har jeg også ugens hygiejnerunde. Som ordet indikerer, handler det om at gå en runde på riggen og kontrollere forskellige ting, der har med hygiejne at gøre. Specielt i dag bliver der et problem, fordi stewardesserne har klaget over, at en fra besætningen har en kahyt, der mere minder om en svinesti. De har sagt til deres chef ''campbossen,'' at de nægter at gøre rent derinde, hvis ikke der sker noget drastisk. Nej, det lyder grotesk, men de har faktisk holdt kontrol med, hvor meget tøj (specielt undertøj) han har sendt til vask, siden han kom for 10 dage siden. Det er ikke meget!

De har sågar set efter, hvornår han har brugt brusebadet, og det er åbenbart også særdeles begrænset. Nu vil de have, at jeg tager en snak med ham. Jeg glæder mig absolut ikke til denne opgave, da jeg for det første er en konfliktsky person og for det andet hader at såre folk. Der er jo ingen måde, hvorpå dette kan siges, uden at det bliver personligt.

Jeg ved, at jeg må tage tyren ved hornene og få det gjort. På sin vis har dette job lært mig flere ting. Jeg bliver tvunget til at gøre ting, som jeg normalt ville lave alle mulige krumspring for at undgå. Jeg bestemmer mig for at tale med ham, når han kommer fra dagvagt. Jeg må finde på en god måde at gøre det på. Mine tanker beskæftiger sig meget med det resten af dagen.

Afstøbning til høreværn

Klokken 15.00 kommer der fire, som skal have taget støbning til egne høreværn.

Vi er blevet undervist i, hvordan vi laver disse afstøbninger. Det er ret spændende, faktisk. Vi fylder øregangen med en masse, som vi har blandet.

Den skal sidde i øret en tid, inden vi tager den ud igen. Massen sender vi ind til et firma, som laver høreværnene og sender dem tilbage til riggen.

Der ligger også en stabel ''uønskede hændelsesrapporter,'' som jeg skal sørge for at få ført ind i det tilhørende computerprogram. Det tager lidt tid.

Jeg tager en tur ud på dækket bagefter for at få lidt frisk luft. Tager min kaffekop med og sætter mig og nyder udsigten på helikopterdækket.

Ved 17.30-tiden kommer Frank ind ­ den amerikanske operatør fra olieselskabet. Han ser yderst dårlig ud. Kommer ind på hospitalet, fremoverbøjet. Jeg kan ligefrem se sveden pible frem i ansigtet på ham. Han er omkring 55 år. Han er ved at kaste op. Jeg lukker døren og beder ham lægge sig på undersøgelsesbriksen. Vi har for ikke så lang tid siden fået os en monitor, og jeg monitorerer ham som det første.

Hans blodtryk og puls er påvirket, og et eller andet helt galt er der i hvert fald. Jeg lægger en venflon og sætter drop op med laktat-infusion. Jeg giver ham nasal ilt også. Han beskriver sine smerter for mig. De er lokaliseret til nedre abdomen, strålende ud i lysken. Han er stadig ved at kaste op, og jeg giver ham primperan intravenøst. Smerterne er næsten ulidelige for ham. Han fortæller, at han tidligere har taget medicin for urinsyregigt, og at han engang i tidernes morgen vist nok har haft nyresten. Han er i stand til at tisse lidt, og jeg kan få lavet en stix af urinen. Den viser makroskopisk blod.

Da han er virkelig stærkt smertepåvirket, vælger jeg at give petidin intravenøst, inden jeg ringer til olieselskabets vagthavende læge i land. På nuværende tidspunkt hælder jeg mest til den tanke, at han har et nyt anfald af nyresten. Petidin har effekt i løbet af bare ganske få minutter, og jeg bliver sikrere på diagnosen. Døren går op, og ind kommer et væld af afdelingsledere, som skal se, hvad der foregår. Mange andre står derude for at se, om de kan få lidt med af dagens dramatik. Jeg går hen og beder dem om at vente udenfor og siger, at jeg nok skal henvende mig, hvis vi får brug for hjælp.

Jeg har en god samtale med lægen og får lidt psykisk rygstød i det, jeg har foretaget mig indtil videre.

Franks tilstand stabiliserer sig i løbet af aftenen, og jeg skyder tanken om redningshelikopter fra mig igen.

En helikopter med nye mennesker

Nu blev det svært at nå det med den norske fyr, som jeg skulle have en snak med angående hans værelse og hans personlige hygiejne. Flere havde for øvrigt nævnt, at han lugtede. Stakkels fyr. Han er en enlig, midaldrende mand, som har svært ved at passe på sig selv. Jeg har frygtelig ondt af ham samtidig med, at jeg selv næsten ikke kan holde ud at tale med ham, da hans ånde er ganske forfærdeligt ildelugtende. Jeg må vel udskyde det til i morgen.

Omkring klokken 21.30 har Frank det tilpas godt igen. Han synes lige så godt, han kan tage tilbage til sin kahyt og være der resten af natten. Vi aftaler, at han bare skal banke på min dør, hvis der skulle blive noget.

Desværre kommer der en helikopter med nye mennesker senere i aften. Det er sygeplejerskens job at introducere alle nye. Hvis der er mange, kan det godt tage sin tid, da vi skal gennemgå forskellige procedurer. Derudover skal vi på en runde omkring riggen, hvor de skal vises forskelligt. Til slut skal jeg rundt til de tre mønstringsstationer og skifte mønstringskort i boksene ­ så vi til alle tider har et korrekt ''headcount'' i tilfælde af en evt. nødsituation. Klokken 23.30 ­ endelig færdig ­ hvor er jeg træt. Det har været en lang dag. Jeg bestemmer mig for at tage et rigtig lækkert bad i hospitalets karbad (riggens eneste karbad). Ligesom jeg startede dagen på en særdeles dejlig måde, slutter min dag på Nordsøen også med rigtig kropsomsorg!

Men mellem os sagt har det alligevel været en af de gode dage, fordi jeg har fået lov til at lave lidt rigtig sygepleje. Desværre kan jeg ikke skjule min iver helt for de andre. Det lyser ud af mig, hvor skønt jeg har det med en rigtig patient og blandt dropslanger, monitor og kanyler!

Dagbøger fra en dag i november 1999

I 1999 udskrev Sygeplejersken en konkurrence om de bedste dagbogsoptegnelser fra en dag i november 1999. 

Hvordan var sygeplejen egentlig i det forrige årtusinde? Hvad foretog sygeplejersker sig, og hvordan var deres hverdag?

Der kom 210 dagbøger, og de tre vindere blev kåret den 11. februar 2000:

Jette Duedahl, sundhedsplejersker i Viborg

Kirsten Holm Dieckmann, primærsygeplejerske i Midtdjurs Kommune

Berit Andersen, sygeplejestuderende,

De tre vinderdagbøger blev bragt i Sygeplejersken nr. 8/2000, og resten af året blev der bragt en række af de mange gode dagbogsblade.

Dagbøger

Barnets tarv - Sygeplejersken nr. 8/2000               

I mit nærvær voksede hun - Sygeplejersken nr. 8/2000                 

En dag med Alfred - Sygeplejersken nr. 8/2000    

En aftenvagt på den lukkede - Sygeplejersken nr. 10/2000           

Sygeplejerske om bord - Sygeplejersken nr. 11/2000 

Nye flygtninge på vej - Sygeplejersken nr, 12/2000

Grænsen går ved sokkerne - Sygeplejersken nr. 13/2000

En dag på gastroskopistuen - Sygeplejersken nr. 14/2000

Aftenvagten - Sygeplejersken nr. 16/2000

Næste gang bliver det bedre - Sygeplejersken nr. 19/2000 

En nat på børneafdelingen - Sygeplejersken nr. 21/2000 

En dag i Ittoqqortoormiit - Sygeplejersken nr. 22/2000   

Indlagt på sin arbejdsplads - Sygeplejersken nr. 24/2000

Kære kollega fra fremtiden - Sygeplejersken nr. 25/2000

En støjende dag på hjerteafdelingen - Sygeplejersken nr. 27/2000  

Vikar på plastikkirurgisk privatklinik - Sygeplejersken nr. 30/2000 

Fødselsvægt: 1.225 gram - Sygeplejersken nr. 31/2000

En dag i forsvarets sundhedstjeneste - Sygeplejersken nr. 32/2000

Patienter kan mærke uærlighed - Sygeplejersken nr. 33/2000

En dag i omklædningsrummet - Sygeplejersken nr. 35/2000

Cyklende rådgiver i al slags vejr - Sygeplejersken nr.. 37/2000

Familie i opløsning - Sygeplejersken nr. 46/2000

Om konkurrencen

Priser til tre dagbøger - Sygeplejersken nr. 8/2000

Fra en dommers dagbog - Sygeplejersken nr. 13/2000

Et kig ind i sygeplejerskens univers - Sygeplejersken nr. 18/2000