Sygeplejersken
Fra en dommers dagbog
Det har været en helt fantastisk berigende og positiv oplevelse at læse de 211 dagbøger, mener en af dagbogskonkurrencens dommere.
Sygeplejersken 2000 nr. 13, s. 46-47
Af:
Lene Seibæk, sygeplejerske, MHH, ph.d.
Beretningen er et af bidragene til en konkurrence, Sygeplejersken udskrev ved årtusindskiftet for at fastholde sygeplejerskers hverdag for eftertiden.
Denne dagbog var en af de tre vindere.
Se flere bidrag og læs mere om konkurrencen i boksen nedenfor.
Kære dagbogsskrivere!
Det var med spændt forventning, at jeg for noget der føles som længe siden sagde ja tak til at være dommer i Sygeplejerskens læserkonkurrence ''Skriv dagbog om en arbejdsdag.'' Noget sådant havde jeg aldrig prøvet før, og jeg gjorde mig i tiden op til konkurrencen mange tanker om den ny interessante opgave, jeg havde fået.
Hvor mange besvarelser ville vi mon få?
Hvilke sygeplejersker ville få lyst til at skrive? Hvad ville de skrive om?
Uge 45 oprandt og svandt, og en dag lå den første konvolut fra Sygeplejersken i postkassen. Den åbnede jeg med overtøjet på og nærmest slugte de første dagbøger, hvor var det spændende. Senere begyndte jeg at blive betænkelig. For bidragene blev ved og ved og ved med at strømme ind, 211 stk. i alt. Nu måtte jeg gå anderledes systematisk til værks. Den enkelte dagbog skulle selvfølgelig først læses, dernæst skulle jeg sikre mig, at den overholdt konkurrencens betingelser. Jeg valgte at lave et system, hvor
Side 47
speciale, indhold og form fremgik. Da alle dagbøger var grundigt gennemarbejdede, startede jeg forfra. Nu skulle mine vinderforslag findes. I første omgang var der rigtig mange!
Den praktiske sygepleje
Det har været fremhævet, at det har været et stort arbejde. Men det kan ikke pointeres nok, at det har været en helt fantastisk berigende og positiv oplevelse at læse jeres dagbøger.
Der har været dagbøger fra Thule og Tønder, fra studerende og gamle rotter, fra udøvende, undervisende og ledende sygeplejersker i by og på land, ja endda fra udlandet.
Der har været dagbøger fra sygeplejersken, der overkommer langt mere, end rimeligt er og endda går hjem fra vagten med dårlig samvittighed, og fra sygeplejersken, der snart ikke orker mere og derfor ikke får særlig meget fra hånden.
Der har været beskrivelser af livets begyndelse, administrativt arbejde, dødsfald, undervisning, sårpleje, samtaler med pårørende, stribevis af møder, intensiv observation, medicingivning, samarbejde med utallige andre faggrupper ja, jeg kunne blive ved. Skal jeg fremhæve noget, vil det blive de mange smukke beskrivelser af den praktiske sygepleje. Den sygepleje, som udføres hver dag samvittighedsfuldt, med omhu og omtanke. De beskrivelser giver stolthed og faglig identitet.
Fra præmature Peter til gamle Ane
Jeres dagbøger har ved læsningen vakt mange slags følelser.
Jeg føler vemod med sygeplejersken, der mødes med et ''er det i aften, I dør morfar?,'' da hun træder ind på sengestuen, hvor patientens barnebarn leger på gulvet. Bevæges ved at læse om intensivsygeplejersken, der en lang nat igennem checker værdier, slanger og apparatur uden et eneste sekund at glemme mennesket i sengen. Bliver vred og irriteret med den sygeplejerske, der bruger størstedelen af sin dag på at skaffe personale til den følgende aften og nat. Morer mig over beskrivelsen af sygeplejersken, der møder sin gamle kæreste ved et hjemmebesøg, og primærsygeplejersken, der over nødkaldet anmodes om at fange en bortløben hund!
En sygeplejerskes arbejde er så sandelig varieret.
Sygeplejen rettes i jeres beskrivelser mod uendeligt forskellige mennesker. Fra præmature Peter på 964 g til gamle Ane på 96 år og et ukendt antal kilo. Efterlønsmodtagere, børn, flygtninge, unge, elever og studerende, kolleger, erhvervsaktive, hjerneskadede, stærke og svage sygeplejen tilpasses og rettes, med sygeplejersken som det fintmærkende instrument, mod den enkelte.
Masser af kaffe
Jeres arbejdsmiljø bliver også synligt for læseren. Vejret viser sig at have stor betydning for os. Selvfølgelig mest for jer i primærsektor, som jo skal ud i det mange gange i dagens løb. Kollegerne - taler vi ordentligt til og med hinanden? Undervisning og inspiration er det et sjældent gode eller en selvfølge? Refleksionen, omtanken, pausen - bliver der tid til det? Det ser endvidere ud til, at de fleste sygeplejersker nu om dage har et langt mere betydningsfuldt forhold til deres computer end til lægerne! Kaffen må heller ikke glemmes. Den bliver der drukket spandevis af.
Skal der dryppes en dråbe malurt i bægeret, må det blive spørgsmålet, om vi for ukritisk tager den ny løns besynderlige stillingsbetegnelser til os? ''Forflytningsressourceperson.'' Det kræver godt nok et langt navneskilt. Næh, lad os holde fast i, at vi er sygeplejersker. Det er en titel, som har vist sig at være langtidsholdbar, og som vi såmænd godt kan være stolte af.
Tak, kære kolleger, for jeres dagbøger. Jeg håber, så mange som muligt vil blive offentliggjort og få mange læsere også blandt andre faggrupper. Det fortjener de.
Lene Seibæk er ansat på afd. D, Århus Kommunehospital.
I 1999 udskrev Sygeplejersken en konkurrence om de bedste dagbogsoptegnelser fra en dag i november 1999.
Hvordan var sygeplejen egentlig i det forrige årtusinde? Hvad foretog sygeplejersker sig, og hvordan var deres hverdag?
Der kom 210 dagbøger, og de tre vindere blev kåret den 11. februar 2000:
Jette Duedahl, sundhedsplejersker i Viborg
Kirsten Holm Dieckmann, primærsygeplejerske i Midtdjurs Kommune
Berit Andersen, sygeplejestuderende,
De tre vinderdagbøger blev bragt i Sygeplejersken nr. 8/2000, og resten af året blev der bragt en række af de mange gode dagbogsblade.
Dagbøger
Barnets tarv - Sygeplejersken nr. 8/2000
I mit nærvær voksede hun - Sygeplejersken nr. 8/2000
En dag med Alfred - Sygeplejersken nr. 8/2000
En aftenvagt på den lukkede - Sygeplejersken nr. 10/2000
Sygeplejerske om bord - Sygeplejersken nr. 11/2000
Nye flygtninge på vej - Sygeplejersken nr, 12/2000
Grænsen går ved sokkerne - Sygeplejersken nr. 13/2000
En dag på gastroskopistuen - Sygeplejersken nr. 14/2000
Aftenvagten - Sygeplejersken nr. 16/2000
Næste gang bliver det bedre - Sygeplejersken nr. 19/2000
En nat på børneafdelingen - Sygeplejersken nr. 21/2000
En dag i Ittoqqortoormiit - Sygeplejersken nr. 22/2000
Indlagt på sin arbejdsplads - Sygeplejersken nr. 24/2000
Kære kollega fra fremtiden - Sygeplejersken nr. 25/2000
En støjende dag på hjerteafdelingen - Sygeplejersken nr. 27/2000
Vikar på plastikkirurgisk privatklinik - Sygeplejersken nr. 30/2000
Fødselsvægt: 1.225 gram - Sygeplejersken nr. 31/2000
En dag i forsvarets sundhedstjeneste - Sygeplejersken nr. 32/2000
Patienter kan mærke uærlighed - Sygeplejersken nr. 33/2000
En dag i omklædningsrummet - Sygeplejersken nr. 35/2000
Cyklende rådgiver i al slags vejr - Sygeplejersken nr.. 37/2000
Familie i opløsning - Sygeplejersken nr. 46/2000
Om konkurrencen
Priser til tre dagbøger - Sygeplejersken nr. 8/2000
Fra en dommers dagbog - Sygeplejersken nr. 13/2000
Et kig ind i sygeplejerskens univers - Sygeplejersken nr. 18/2000