Forsinkelse af Sygeplejersken og evt. kalender
Postomdelingen har beklageligvis været ramt af sygemeldinger, hvilket har forsinket ca. 3000 forsendelser. Sygeplejersken og din kalender (hvis du har bestilt kalender) er på vej hjem til dig.
Sygeplejersken
Aftenvagten
På den første aftenvagt i en syv-vagts periode er en hund løbet væk, to demente beboere er kommet op at slås, og en familie til en terminal patient får pludselig brug for særlig omsorg.
Sygeplejersken 2000 nr. 16, s. 52-57
Af:
Erni Gertsen, sygeplejerske
Beretningen er et af bidragene til en konkurrence, Sygeplejersken udskrev ved årtusindskiftet for at fastholde sygeplejerskers hverdag for eftertiden.
Se flere bidrag og læs mere om konkurrencen i boksen nedenfor.
Billede
Side 55
Mødte ind klokken 14.30. Først rapport fra dagpersonalet på plejehjemmet:
En stille og rolig dag, dog havde et par af de demente beboere været oppe og toppes. Det havde medført, at den ene havde fået et blåt øje. Nå, men vi må se aftenen an, om der udvikler sig andre gener efter det lille slagsmål.
Skal forresten også huske at hente medicin til beboer A.B., der skal påbegynde en sulfakur. Medicinen er i Brugsen i by 1.
Kl. 14.45
Rapport fra hjemmesygeplejerskerne. Område 1: Husk stiklagner og bleer med ud til C.C. en terminalpatient, der passes af mand og datter.
Husk at hente smertestillende medicin i brødudsalget i by 2, der er ikke nok hos klienten til i morgen. Ellers er der intet nyt i området. Der er de sædvanlige klienter, altså otte besøg her.
Rapport fra Område 2: Ekstra besøg hos P.P. Er alene hjemme, hustruen er rejst på besøg hos sønnen. Der har været lægebesøg hos D.M., så der er medicin i Brugsen i by 3, skal doseres til 14 dage. Det er hjertemedicin, og D.M. er nervøs ved tanken om, at det mangler i doseringsæskerne. Dette område har seks planlagte besøg til mig plus det ekstra, altså i alt en vagt med 14 kendte besøg, plus diverse på plejehjemmet.
Kl. 15.00
Alle fem aftenvagter er mødt ind. Det er tid til at fordele opgaver og rapportere nyt. To af os, en hjælper og jeg selv, skal ud og køre, de tre andre skal passe huset med 27 beboere. Der er ikke sket de store ting i friugen, så rapporten kommer hurtigt over i almen snak. Anne (den udekørende hjælper) og jeg starter vores evige snak om kommunebilernes fejl og mangler. Jeg kan godt mærke, at jeg har haft fri i syv dage, armene og ryggen er restituerede, men nu skal de bruges hårdt igen, når vi skal til at slæbe rundt med de forbaskede bleer.
Kl. 15.30
En lille kop kaffe før vi skal af sted. En hylende tone fra nødkaldsanlægget forstyrrer freden. Hurtigt løb til centralen. En kode 2 fra Å.F.
''Det er fra plejehjemmet, kan vi hjælpe dig med noget?''
''Ja, det er Å.F. Jeg er kommet til at lukke hunden ud, og nu vil den ikke ind.''
Åh, nej. Nu ikke igen. Klienten er en sød, meget gammel dame på 96 år, der ind imellem passer sønnens hund, når han er i marken, men hvis den kan se sit snit, stikker den af, og Å.F. kan ikke få den ind så er det jo nærliggende at bruge nødkaldet. ''Vi kommer lige om lidt, lad nu døren stå åben, hvis han vil ind igen.''
Samtalen over anlægget må hurtigt afsluttes, da der fra en sidegang på hjemmet lyder et brag. Hurtigt op og ud. De to kamphaner fra formiddagens kamp er atter oppe og toppes. Denne gang drejer det sig vist om retten til at bruge klaveret. Der må hurtigt mægles. Låget til klaveret lukkes og låses. Fred. En hed strøm af forbandelser følger mig til dørs, de er nu blevet enige, og det er mig, der skal kanøfles. Tiden begynder at løbe.
Kl. 16.10
Bilen startes, telefonen sættes i holderen, benzinmåleren kontrolleres, tanken næsten tom. Det må vente. Mon ikke jeg klarer første besøg på reservetanken? Der må fyldes på ved Brugsen, skal alligevel hente medicin.
Kl. 16.20
Efter en lidt for kvik kørsel kører jeg ind igennem porten på en gammel, men særdeles velholdt gård. Her bor fr. Å.F. i en aftægtsbolig.
Sønnen, der er ungkarl, bor i stuehuset. Alle døre står åbne, hvor mon nu hunden og Å.F. er? Efter at have rendt ud og ind ad adskillige døre finder jeg klienten, hun er både vred og ked af det. Vred, fordi jeg kommer så sent! Ked af det, for hvis nu der sker hunden noget. Jeg undskylder og trøster, alt imens jeg prøver at finde ud af, hvor den mon kan være. Jeg kalder og kalder. Fløjter og lover alt mellem himmel og jord, bare den vil komme. Intet sker. Tiden går. Brugserne med medicinen venter.
Mobiltelefonen kalder: ''Husk, at du skal give insulin inden kl. 18.00 hos den beboer, vi har på aflastning.'' Åh, ja det er jo da rigtigt. Telefonen afbrydes. ''Nå, skal du nu også tale i telefon, mens du hjælper mig?'' Å.F. er atter mest vred: Hvorfor kommer den hund ikke? Der kaldes atter. Intet sker. Men så lysner det. Sønnen kommer ind på gårdspladsen i sin traktor, og ud springer en venlig, logrende sort hund.
''Nå, så vi har besøg af sygeplejersken. Er der noget galt med mor? Jeg så jo den grønne bil komme.'' ''Nej, hun kunne bare ikke finde hunden.'' ''Nå, men den havde jeg taget med en tur i marken.'' Et hurtigt farvel, og så af sted.
Kl. 17.15
Hente medicin i by 1, ordne de få besøg, der er her. To klienter skulle have aftenmedicin, og en skulle på toilettet.
Tilbage på hjemmet, giver insulin og får en hurtig snak med beboeren. Hun har lige Side 56
Annonce
Side 57
været indlagt på sygehuset og trænger til lidt afhospitalisering, før hun atter skal hjem til sit lille noget øde beliggende hus. Er glad for opholdet, men savner alle sine ting. Jeg prøver at få hende med op i spisestuen, men nej tak, hun er jo ikke så vant til andres selskab.
Kl. 18.30
Så på farten igen. Der er lige 1/2 time til at nå rundt og hente medicin i by 2 og 3. Det nås, men det gik også stærkt.
Kl. 19.00
Tilbage på hjemmet. En kop kaffe og en mellemmad står og venter, sat frem af en sød husassistent. Så en rundtur på hjemmet. For ikke at spilde tiden tager jeg kaffevognen med. Så får alle beboerne et lille kig og lidt drikkelse. De to kamphaner er faldet til ro, men da de ser mig, blusser de op igen. Hvorfor har jeg taget klaveret, det var jo den enes søns... og nu bliver han sur, når han kommer fra skole.
Atter må der tales, omend ikke særlig fornuftigt, men der snakkes, og roen falder på igen. Beboeren på stue 8 er blevet utilpas under aftensmaden. Et kig ind på stuen. J.J. ligger i sin seng, som nærmest hopper pga.
indehaverens kulderystelser. Jeg tager hans temperatur. Urinposen til kateteret kontrolleres, så er den gal igen. Det er stoppet. Jeg forsøger at skylle, men intet sker. Nyt kateter. Bente, en af aftenhjælperne, finder hurtigt tingene frem. Kateteret skiftes, og der udtømmes en pæn portion urin. Beboeren falder til ro. Sengen står atter stille, og kaffevognen og jeg forsøger at fortsætte, hvor vi slap. Men tiden løber. To aftaler i byen inden kl. 20.00. Jeg må overgive vognen til en af hjælperne og så af sted.
De fem næste besøg forløber efter planen. Ekstrabesøget hos P.P. er en hyggelig oplevelse. På trods af svært handicap klarer han næsten alt selv. Da jeg kommer ind i stuen, er der dækket op til aftenkaffe. Et hurtigt kig på uret, jo det skal nås. Jeg lægger jakken, og vi hygger os i 20 minutter. ''Tak'' siger J.J., da jeg ønsker godnat. ''Det er da godt, du ikke har mere travlt, end du kan tage dig lidt af mig, nu hvor konen er på ferie.'' 21.10. Hurtigt videre. Skal møde med hjælperen kl. 21.15. Vi skal hjælpes ad med at lægge en ældre mand i seng. Uden for hoveddøren, kalder mobilen igen.
Det er fra min terminalpatient. Hun er blevet dårligere, datteren har brug for hjælp. Må forlade min gode hjælper, der siger, hun sagtens kan klare at putte klienten, hans hustru vil gerne hjælpe.
Af sted. Heldigvis er der kun få kilometers kørsel. Da jeg kommer, står manden i døren, han er bleg, jeg kan regne ud, at tilstanden er blevet noget værre. Af med jakken, en dyb indånding og ind i stuen, som er lavet om til plejeværelse. Datteren står ved sengen og holder om sin mor. Jeg vurderer situationen. Patienten er blevet meget dårlig, pulsen er svag og respirationen udsættende. Jeg går ud og taler med manden, som sidder i køkkenet. Vi bliver enige om, at jeg skal blive der, de tør ikke længere være alene. Jeg låner telefonen og ringer til hjemmet. ''Hvor langt er I? kan en af jer køre min tur færdig? Godt.'' Jeg nævner de klienter, jeg mangler. Der er to, der skal puttes, og fire, der skal have tryghedskig, en af dem kan der blot ringes til for at høre, om alt er vel.
Jeg går atter ind i stuen, tilstanden er uforandret. Jeg får datteren til at gå ud i køkkenet, mens jeg retter lidt på patienten, så vejrtrækningen bliver lidt friere. Sengen efterses, patienten ligger tørt og godt. Familien samles atter om sengen, og en fredfyldt ro lægger sig. Vi venter. Vi hvisker lidt sammen. Datteren spørger, hvor længe det varer endnu, jeg må svare sandt, som det er, at det ved jeg ikke. Jeg spørger, om der er nogen, vi skal kontakte, men de er kun de tre. Der går en lille 1/2 time, så sover patienten stille ind, datteren vil gerne, at vi beder fadervor, inden vi gør moderen i stand. Hun skal have sin brudekjole på, det er lidt svært, men det lykkes, og vi står ved sengen, stille og fredeligt ligger hun nu. De to, der er tilbage, græder, men synes også, det har været rart, at hun kunne blive hjemme.
Jeg går ud i køkkenet, laver lidt kaffe og kalder på dem. Inde i stuen har de tændt levende lys og spørger, om ikke vi skal drikke kaffen derinde. Stille sidder vi i de pæne møbler, mens talen ganske langsomt drejer ind på alle de gode oplevelser, de har haft sammen de tre. Jeg spørger, om der er noget, jeg kan hjælpe dem med. De har mange spørgsmål, bedemand, begravelse, præst, lægebesøg, ja, alt det der dukker op i forbindelse med en ventet dødsfald, som alligevel ikke var ventet. Vi skriver en huskeliste, jeg kontakter lægevagten og meddeler et dødsfald, som var forventet. Kl. 23.15 forlader jeg huset, får et stort knus af de to efterladte, som takker mig for min hjælp.
Kl. 23.30
Tilbage på plejehjemmet efter en stille køretur, trænger til at få aftenen på plads. Så blev det alligevel ikke en vagt, som jeg regnede med. Men det er også sjældent, at tingene går, som man venter, når man er fast aftenvagt i en landkommune.
Nattevagten får besked. Hjælperne får tak, fordi de så hurtigt kan tage over, når der sker noget uforudset. Aftenens forløb vendes, gjorde vi det godt nok? Vi synes, at vi gjorde, hvad vi kunne.
Så er det torsdag i morgen. Mon planen holder?
Erni Gertsen er ansvarshavende aftensygeplejerske på Plejehjem Nørrevang, Remsø.
I 1999 udskrev Sygeplejersken en konkurrence om de bedste dagbogsoptegnelser fra en dag i november 1999.
Hvordan var sygeplejen egentlig i det forrige årtusinde? Hvad foretog sygeplejersker sig, og hvordan var deres hverdag?
Der kom 210 dagbøger, og de tre vindere blev kåret den 11. februar 2000:
Jette Duedahl, sundhedsplejersker i Viborg
Kirsten Holm Dieckmann, primærsygeplejerske i Midtdjurs Kommune
Berit Andersen, sygeplejestuderende,
De tre vinderdagbøger blev bragt i Sygeplejersken nr. 8/2000, og resten af året blev der bragt en række af de mange gode dagbogsblade.
Dagbøger
Barnets tarv - Sygeplejersken nr. 8/2000
I mit nærvær voksede hun - Sygeplejersken nr. 8/2000
En dag med Alfred - Sygeplejersken nr. 8/2000
En aftenvagt på den lukkede - Sygeplejersken nr. 10/2000
Sygeplejerske om bord - Sygeplejersken nr. 11/2000
Nye flygtninge på vej - Sygeplejersken nr, 12/2000
Grænsen går ved sokkerne - Sygeplejersken nr. 13/2000
En dag på gastroskopistuen - Sygeplejersken nr. 14/2000
Aftenvagten - Sygeplejersken nr. 16/2000
Næste gang bliver det bedre - Sygeplejersken nr. 19/2000
En nat på børneafdelingen - Sygeplejersken nr. 21/2000
En dag i Ittoqqortoormiit - Sygeplejersken nr. 22/2000
Indlagt på sin arbejdsplads - Sygeplejersken nr. 24/2000
Kære kollega fra fremtiden - Sygeplejersken nr. 25/2000
En støjende dag på hjerteafdelingen - Sygeplejersken nr. 27/2000
Vikar på plastikkirurgisk privatklinik - Sygeplejersken nr. 30/2000
Fødselsvægt: 1.225 gram - Sygeplejersken nr. 31/2000
En dag i forsvarets sundhedstjeneste - Sygeplejersken nr. 32/2000
Patienter kan mærke uærlighed - Sygeplejersken nr. 33/2000
En dag i omklædningsrummet - Sygeplejersken nr. 35/2000
Cyklende rådgiver i al slags vejr - Sygeplejersken nr.. 37/2000
Familie i opløsning - Sygeplejersken nr. 46/2000
Om konkurrencen
Priser til tre dagbøger - Sygeplejersken nr. 8/2000
Fra en dommers dagbog - Sygeplejersken nr. 13/2000
Et kig ind i sygeplejerskens univers - Sygeplejersken nr. 18/2000