Sygeplejersken
Boganmeldelser
Sygeplejersken 2000 nr. 16, s. 58-59
Af:
Anne Vesterdal, sygeplejefaglig medarbejder
TRANSPERSONLIG OG METAFYSISK SYGEPLEJE
Jean Watson
Omsorg og videnskab
En sygeplejeteori
Oversat fra amerikansk af Kirsten Amstrup Kristensen
København: Munksgaard 1999
140 sider, 178 kr.
Jean Watson tilhører den nye generation af sygeplejeteoretikere, der vender sig mod filosofien for at finde nye veje og svar. Watson ønsker, at sygeplejen sætter sig ud over objektivisme, verifikation, rigide operationer og definitioner og i højere grad beskæftiger sig med mening, relationer, kontekst og mønstre. At sygeplejen udvikler metoder, der bevarer den menneskelige kontekst og fremmer viden om den menneskelige oplevelsesverden, altså et opgør med den ''traditionelle medicinsk-videnskabelige trældom.''
Watson definerer sygeplejevidenskab som en humanvidenskab, der beskæftiger sig med personer og deres oplevelse af sundhed og sygdom og formidles af professionelle, personlige, videnskabelige, æstetiske og etiske omsorgshandlinger. Sygeplejersken skal være kliniker, forsker, videnskabsmand, menneskekærlig og moralsk handlende, fordi sygeplejersken som person er forpligtet i omsorgshandlingerne. Sygeplejevidenskab handler om intersubjektiv, mellemmenneskelig omsorg, hvor sygeplejen som proces og praksis både er transpersonlig og metafysisk. Når de transpersonlige og metafysiske aspekter anerkendes og inddrages i det videnskabelige arbejde, kan sygeplejen opdyrke intuitiv, æstetisk og kvasirationel tænkning, følsomhed og handling.
Sygeplejens kerneområde i Watsons omsorgsteori er: Sygepleje i en humanvidenskabelig og kunstnerisk kontekst, gensidighed mellem personen/selvet hos både sygeplejersken og patienten. Samt en gestalt af sind, krop og sjæl i en intersubjektiv kontekst og omsorgsrelation som moralsk ideal. Værdigrundlaget er forbundet med dyb respekt for livets undere og menneskets evne til forandring, ærbødighed for personens spirituelt-subjektive centrum, der har kraft til at vokse og forandre sig, og en ikke-paternalistisk fremgangsmåde, når en person skal hjælpes til at opnå større selverkendelse, selvkontrol og selvhelbredelse.
Watson argumenterer for 10 omsorgsfaktorer (carative factors), som skal virkeliggøres i omsorgsprocessen, hvor sygeplejersken deler væren med en anden person. Faktorerne består af humanistiske og altruistiske værdier, f.eks. tro og håb, sensivitet over for en selv og andre, tillid og støtte samt eksistentielle, fænomenologiske og spirituelle kræfter. Disse omsorgsfaktorer virkeliggøres i omsorgsprocessen og kræver specifikke intentioner, vilje og engagement, omsorgen bliver et moralsk ideal.
Af Anne Winkel, ansvarlig praktikvejleder på Klintegården, Frederikssund.
TALENT, MENNESKE OG SAMSPIL
Gunhild Lange Skovgaard, Michael Blædel (red.)
Det danske sundhedsvæsen - hvis ansvar?
København: Gyldendal 1999
224 sider, 228 kr.
Redaktørerne har både ønsket at gøre status over sundhedsvæsenet og at pege fremad. Fjorten forfattere med viden om og ansvar for sundhedsvæsenets udvikling forholder sig til sundhedsvæsenets vitale områder, beskriver hvad der er blevet gjort, og hvad der kan og bør gøres.
Der er sundhedsministeren, der beskriver sin mors sygeforløb og død, formanden for bestyrelsen og direktøren i Hovedstadens Sygehusfællesskab (H:S), to hospitalsdirektører og en økonomi- og planlægningschef, dekaner fra to sundhedsvidenskabelige fakulteter, formanden for Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd, formænd for to lægeforeninger, en patientvejleder og en konsulent fra Kjaer & Kjerulf A/S. De er der alle sammen eller er de? For hvordan kan det være, at der ikke er en repræsentant for sygeplejen? Hverken en chefsygeplejerske, formanden eller direktøren for Dansk Sygeplejeråd er blandt forfatterne. Har de takket nej til at bidrage, eller er det slet ikke faldet redaktørerne ind at spørge en sygeplejerske?
Nu skal en bog ikke anmeldes på, hvad den ikke indeholder, men på hvad den indeholder. Der er informative kapitler om H:S og diskussioner om rammestyring af sygehusene. Sundhedsministeren peger på, at rammestyring sikrer en høj grad af budgetsikkerhed, men at en rigid rammestyring samler sig om at overholde budgetrammen. Formanden for Foreningen af Speciallæger fremhæver paradokset i, at det er de samme politikere og embedsmænd, som ved snæver rammestyring tildeler sundhedsvæsenet ressourcer, der samtidig øremærker pengene til særlige formål.
Økonomi- og planlægningschef ved Rigshospitalet finder det nødvendigt, at rammestyringen inden for nogle år afløses af eller suppleres med andre og nye styringsmekanismer. Samtidig må det sundhedsfaglige personale indse, at man ikke i længden kan slippe godt af sted med at overlade økonomerne rollen som udgifts- og budgetbestyrere.
Kvalitet, kvalitetssikring er andre nøgleord. Hospitalsdirektøren for Rigshospitalet påpeger, at brugertilfredshed ikke kan benyttes som udtryk for kvaliteten af sygehusvæsenets ydelser. Det er vel ikke uvæsentligt, siger han, om man taler om kvaliteten af kerneydelsen, f.eks. om operationen gik godt, eller om periferydelsen, f.eks. om vinduerne var pudset ordentligt. Vi ved med andre ord for lidt om kvaliteten. Kvalitetssikring og kvalitetsudvikling er smukke ord, men måske burde vi dele formanden for Foreningen af Speciallægers frygt. Han er inde på, at kvalitetssikring og kvalitetsudvikling på baggrund af kliniske databaser, referenceprogrammer, afdelingsinstrukser etc. let bliver tilbageskuende og baseret på ''yesterday's news.'' For programmerne ser jo først dagens lys, når de er færdige, og så er de muligvis allerede forældede.
Konsulenten fra Kjaer & Kjerulf undrer sig over, hvordan det f.eks. kan være, at edb-systemerne på sygehusene enten er usammenhængende eller forældede 80'er systemer med små grønne tal på skærmen. Og hvorfor er journaler stadig i papirform, så den sidste og ofte mest interessante side mangler, fordi den ligger til skrivning hos sekretæren? Hvorfor har vi et logistikbehov som en lufthavn, men en indretning som et kloster? Hvorfor fastholdes den stive opdeling i faggrænser, når det er tydeligt, at det er ukonstruktivt i forhold til en smidig opgaveløsning? Hvordan kan det være, at 27 pct. af befolkningen i en undersøgelse mente, at sygehuse mest var indrettet for personalets skyld?
Bogen lægger ikke alene op til debat, men også til handling. En forudsætning er dog, at man på alle niveauer er parate til at ændre de nuværende magtbalancer og betragte sygehusene som organisationer, hvis eneste produktive kraft er talentfulde menneskers samspil.
Af Helle Ploug Hansen, antropolog og sygeplejerske, lektor og studieleder ved den sundhedsfaglige supplerings- og kandidatuddannelse, Syddansk Universitet, Odense.
DEN INHUMANE OG DEN PÆNE PSYKIATRI
Lars Ole Andersen, Anna-Elisabeth Brade
Psykisk sygdom og psykiatri i historisk perspektiv
Et undervisningsmateriale med kilder Bind 1 Bind 2
København: Medicinsk-historisk museum 1999
henholdsvis 64 sider og 40 sider, samlet 80 kr.
Det er ofte en spidsfindig affære at beskrive psykiatrien historisk. Skal perspektivet være medicinsk eller sociologisk? Skal man fokusere på de gale, plejergruppen, sygeplejen eller lovgivningen?
I det lille tobindsværk er der et tydeligt medicinsk perspektiv til den korte og gode introduktion til et kompliceret socialt fænomen. Særlig interessant er det varierede udvalg af kilder i andet bind. Kilderne indeholder nemlig flere problemstillinger, end der eksplicit behandles i første bind: Hvorfor går det i 1846 ikke an at behandle ''Patienter af den finere Verden sammen med de tjenende Klasser?'' Hvorfor fungerer distriktspsykiatrien ikke optimalt? Ønsker man at gå i clinch med disse og andre gode spørgsmål, er litteraturlisten i bind 1 en god hjælp. Det længste og bærende kapitel om den medicinsk-historiske udvikling bærer tydelige præg af det medicinske perspektiv. Forandringer i opfattelsen af galskab beskrives i store træk helt tilbage til oldtiden og tolkes konsekvent ud fra den viden, man har, om psykisk sygdom i dag. De tidligere tiders vildfarelser kritiseres ikke direkte, men historien skrives, så den får et præg af et være en fremskridtshistorie: Fra tidligere tiders inhumane djævleuddrivelser til den humane og naturvidenskabeligt baserede medicin. Derfor kritiseres medicinen ikke i væsentlig grad, til trods for at udviklingen ikke altid er forløbet tilsigtet. F.eks. citeres Erik Strömgren for at beskrive 1953-loven som et vendepunkt i dansk psykiatri. 1953-loven var startskuddet på en planlagt decentralisering og udvidelse af psykiatriens kapacitet. Men i realiteten er psykiatrien ikke blevet udbygget efter intentionerne i 1950'erne, og det beskrives ikke. Man præsenteres for et alt for pænt billede af forandringer i psykiatrien i Danmark, og en kritik med lidt bid i udebliver. Disse indvendinger rokker dog ikke ved bogens gode egenskaber som introduktion til området.
Sygeplejerskerne er ikke beskrevet i særligt omfang. De er faktisk tydeligst som ranke skikkelser i baggrunden på et par af de tankevækkende illustrationer. ''Psykiatriprofessionen'' skrives i ental. Et af de få steder, sygeplejersker nævnes, er i perioden 1900-1910, hvor de beskrives som autoriserede. Det er en fejl, da autorisationen først var en kendsgerning fra 1.1.1934.
Af Niels Buus, sygeplejerske, stud.cur.
FAMILIETYPOLOGI SOM DYNAMISK REDSKAB
Inger Glavind Bo, Søren Kristiansen
Når familier fortæller...
Børn af psykisk syge forældre 2
Frederikshavn: Dafolo 1999
197 sider, 272,50 kr.
Børn af psykisk syge forældre har siden 1994-95 været et særlig prioriteret område i Socialministeriet. Formålet med denne sidste rapport er at komme med en sociologisk forståelse af familiernes dynamik og på den måde stimulere professionelle til at reflektere over de beskrevne typologier. Målgruppen er de faggrupper bredt, der arbejder med børn af sindslidende forældre.
Rapporten bygger på analyse af familier, hvor den ene forælder har en sindslidelse, og et projekt med det formål at finde besøgsfamilier til familierne. De kvalitative og kvantitative data er bragt til veje gennem interview med familier. Rapportens typologi er inspireret af en antropologisk tilgang til kultur og familiemønstre, som stammer fra et studie af storbyfænomener i sociale sammenhænge. De fire typer er: den individualistiske, den isolerede, den centrale hierarkiske kultur og de disenterede enklaver. Herved fremkommer fire idealtypiske familieformer. Typologierne er generelle og omfatter familier generelt. Her danner de baggrund for at forstå familier med en sindslidende forælder. Hver typologi præsenteres og belyses med historier.
''Den kærlige og kaotiske familie'' har vanskeligt ved at sætte grænser både i familien og i forhold til omverdenen. Familietypen præges af intimitet og stærke følelsesmæssige bånd mellem medlemmer. ''Den uinvolverede og stabile familie'' er præget af lukkede grænser mod omverdenen, mens den interne struktur ofte er løs. Interaktionen og kommunikationen i familien er svag eller mangler. Selv om der ikke er megen social interaktion, findes der ofte stabile og forudsigelige rammer, som medvirker til at skabe tryghed i forholdet mellem voksne og børn. ''Den åbne og polariserede familie'' forholder sig forholdsvis åbent mod omgivelserne og samtidig med en forholdsvis fast intern struktur med forældreauoritet. Denne type families problemer drejer sig om den asymmetri, der opstår, når den ene forælder er sindslidende. Det skaber både ubalance i familien og i relation til det omgivende samfund med mulighed for stigmatisering. ''Den rolige lukkede og rolige familie'' har faste, lukkede grænser mod omverdenen og en fast intern struktur. Den dominerende problematik er den begrænsede, positive interaktion mellem børn og voksne, og at det meste af interaktionen foregår på den voksnes præmisser.
Rapporten er langt mere teoretisk uddybende end denne præsentation af familietypologierne, og et omfattende casemateriale fra besøg hos forskellige familier illustrerer teorierne fornemt. Formålet med typologien er at opfange nogle af de problemer, det potentiale og de ressourcer, familierne indeholder. Typologien må ikke opfattes som en statisk diagnostik af bestemte familier, men som et dynamisk redskab, der kan inspirere i et samarbejde med familierne.
Besøgsfamilierne beskrives med lignende gennembearbejdede teorigrundlag, blot er der her færre eksempler. Der reflekteres over, hvordan besøgsfamilier og familier med sindslidende kan matche, så udbyttet af besøgsordningen bliver konstruktivt.
Det er en helstøbt og gennembearbejdet rapport med metodebeskrivelse og dataanalyse på et højt niveau. Strukturen er stringent, og rapporten læses let og flydende. Kombinationen af antropologisk synsvinkel og sociologiske teorier er dynamisk og spændende, og i teorigennemgangen forklares kombinationen enkelt og oplysende. Rapporten har meget at tilbyde faggrupper, der arbejder med familier med sindslidende og med familiearbejde generelt.
Af Gete Bjerring, vicechefsygeplejerske på Amtssygehuset Fjorden, Roskilde.