Broen åbner for samarbejde

Når Øresundsbroen åbner den 2. juli, bliver sjællændere og skåninger for alvor nære naboer. En kort køretur bliver alt, hvad der skiller. På mange områder, også inden for sundhedsvæsenet, bliver det nærliggende at tænke den anden side med, når der skal planlægges.

Der er allerede indgået aftale om, at danske og svenske myndigheder skal hjælpe hinanden ved store ulykker i Københavnsområdet eller Skåne.

Men et samarbejde vil også vokse frem i den mere udramatiske dagligdag. De første kontakter mellem sygehusafdelinger i Københavnsområdet og tilsvarende afdelinger på universitetssygehusene i Malmø og Lund er for længst etableret.

På mange måder vil en dansk sygeplejerske umiddelbart føle sig hjemme i det svenske sundhedsvæsen. Og så alligevel ikke.

Der er ikke så stor forskel på dansk og svensk kultur, at hun ikke umiddelbart kan genkende patienterne og deres problemer. Men sygeplejerskens rolle i Sverige er traditionelt lidt anderledes.

Svenske sygeplejersker har i mange år udført tekniske opgaver, som deres danske kolleger først har fået i de senere år. Givet intravenøs medicin, lagt katetre osv.

Omsorgen har de danske sygeplejersker til gengæld haft bedre muligheder for at give. Det var meldingen fra de svenske sygeplejersker, der fik job i Danmark, da sygeplejerskemanglen herhjemme var på sit højeste.

Vurderer og visiterer

I dette og de kommende numre af Sygeplejersken vil vi fortælle om et sundhedsvæsen, hvor sygeplejersken har en central position, især på de niveauer, der er tættest på borgerne.

Sygeplejersken er det første led i behandlingskæden. Hun er den første person, svenskerne kommer i kontakt med, når de søger behandling på Vårdcentralen (det offentlige lægehus eller sundhedscenter), og når de har tilkaldt en ambulance.

På Vårdcentralen har sygeplejersken egen konsultation og kan udskrive recepter i bestemte tilfælde. I ambulancen kan sygeplejersken indlede en lang række behandlinger efter udstukne retningslinjer.

I kommunernes hjemmesygepleje har sygeplejerskerne arbejdsopgaver, som meget ligner de danske. Men i hver kommune findes desuden et sundhedsfagligt tilsyn, som ligger i hænderne på en sygeplejerske.

Et tilsvarende kommunalt tilsyn med ældreplejen findes ikke i Danmark, selv om idéen har været vendt i forbindelse med de senere års plejehjemssager.

Det fungerer altså i praksis i Sverige, hvor man i det hele taget har sat kvalitetskontrol og kvalitetssikring mere i system og lovgivet på området.

På sygehusene er forskellene i organisation mindre. Ligesom i Danmark har de senere år været præget af rationalisering og organisatorisk opbrud, selv om det svenske sundhedsvæsen kom senere i gang.

Mens rationaliseringerne på de danske sygehuse allerede var i fuld gang i 80'erne, var det først i 90'erne, svenskerne for alvor tog fat på at begrænse sengedage og sygehuskapacitet.

Side 11

Men modellerne er tit de samme. Hvis vårdenheterne på Malmö Almänna Sjukhuset minder danske sygeplejersker om Rigshospitalets centre, er det ikke noget tilfælde. Organisationen bygger nemlig på fælles inspiration fra Karolinska Sjukhuset i Stockholm.

Region Skåne

Omlægningen af det svenske sundhedsvæsen er til gengæld mere ideologisk præget end den danske. Man taler om privatisering, udlicitering og konkurrence i svensk sundhedspolitik ­ og man gør noget ved det.

Ved indgangen til 1999 opstod Region Skåne ved sammenlægning af Malmø by og de to gamle amter Malmöhus Län og Kristiansstad Län. De eksisterende landsting (amtsråd) blev nedlagt og erstattet med en folkevalgt regionsledelse. Den tiltrådte 1. januar 1999 og er ved at gennemføre en politisk reform af sundhedsvæsenet, hvor der skal satses mere på markedsmekanismerne.

To af regionens 10 sygehuse er omdannet til aktieselskaber. Det drejer sig om sygehusene i Helsingborg og Ängelholm. Et tredje sygehus, det i Simrishamn, skal udliciteres.

Ambulancedriften har allerede været i licitation, og fra 1. januar i år har Falck fået entreprisen i tre af de fem ambulancedistrikter. I de to sidste distrikter vandt det kommunale brandvæsen licitationen.

I det hele taget har Region Skåne bestræbt sig på at adskille den politiske styring fra den egentlige produktion af sundhedsydelser.

Region Skåne er delt op i fem sundhedsdistrikter, og hvert distrikt har et bestillernævn, der definerer det tilbud, borgerne skal have. Derefter forhandler nævnet med producenterne, dvs. sygehusene, vårdcentralerne og redningstjenesterne, hvilke ydelser de kan påtage sig at levere til hvilken pris.

Det gælder, hvad enten producenten er offentlig eller privat. Offentlige producenter er f.eks. regionens egne sygehuse og vårdcentraler og kommunernes brandvæsen. De private producenter er foreløbig kun privatpraktiserende læger og Falck.

Som i Danmark er hjemmesygeplejen, plejehjemmene og andre lokale plejetilbud kommunale, men det har de ikke været ret længe. Plejeafdelinger og sygehjem hørte under amterne, indtil de blev overført til kommunerne efter den såkaldte Ädel-reform i 1992.

Alle andre sundhedsydelser, også sundhedsplejen, ligger i amtsligt regi.

Ved dannelsen af Region Skåne blev de skånske amters opgaver overført til regionen sammen med en række opgaver, som tidligere hørte under staten. Først og fremmest inden for trafik, miljø, overordnet planlægning, kultur og undervisning.