Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Dansk/ svensk samarbejde

Håndkirurgisk afdeling T1, Københavns Amtssygehus, Gentofte, har som en af de første sygehusafdelinger i Øresundsregionen optaget samarbejde med en tilsvarende afdeling i Sverige, nemlig håndkirurgisk afdeling i Malmø, som hører under Lunds Universitet.

Sygeplejersken 2000 nr. 16, s. 38-39

Af:

Nina Vendel, sygeplejerske

Med den kommende Øresunds-forbindelse er der mulighed for, at hele området omkring forbindelsen vil smelte sammen til en storbyregion. Med næsten 3 mio. indbyggere i regionen, fremtidsbyen Ørestad og internationale forskningsmiljøer som Øresunds Universitet og Medicon Valley vil grunden være lagt til et skandinavisk kraftcentrum, og man kan forvente, at også sundhedssektoren vil kunne klare sig på internationalt niveau.

Inden for et lille område, nemlig det håndkirurgiske, er der allerede taget hul på en udvekslingsaftale mellem håndkirurgisk afdeling i Gentofte og afdelingen i Malmø. Det startede for halvandet år siden med en enkelt dags besøg hos de respektive afdelinger, fremvisning af operationsafdelinger, sengeafdelinger og arbejdsterapi.

Siden har jeg været i Malmø i en uge med henblik på uddannelse og inspiration samt for at se tilrettelæggelse og håndtering af operationspatienter på en stor moderne håndkirurgisk afdeling. Fem sygeplejersker og sygehjælpere har været på en enkelt dags besøg. Et tilsvarende samarbejde findes på lægesiden.

Malmø og Gentofte

Håndkirurgien i Malmø er samlet under ét tag, således at der er modtagelse og arbejdsterapi i stuen. I etagen ovenover er der sengeafdeling, lægekontorer og øverst oppe operationsgang med fem operationsstuer og mange birum. Dette giver en centraliseret funktionsenhed, hvor de enkelte grene arbejder tæt på hinanden.

Håndkirurgi i Danmark er et subspeciale under ortopædkirurgien.

Der findes fem håndkirurgiske afdelinger i Danmark med lands- landsdelsfunktion. De er beliggende i Odense, København (Rigshospitalet), KAS Gentofte, Århus og Aalborg. Flere centralsygehuse har også håndkirurgisk uddannede læger, f.eks. Sønderborg, Esbjerg, Holstebro, Slagelse og Hillerød. Omkring 25 ortopædkirurgiske speciallæger arbejder inden for håndkirurgien. I alt er der omkring 25 håndkirurger på landsplan. Håndkirurgerne har sluttet sig

Side 39

sammen i ''Håndkirurgisk Selskab,'' som har omkring 100 medlemmer ­ heraf mange fysioterapeuter og ergoterapeuter, men ingen sygeplejersker.

Selvstændigt arbejde

Håndkirurgisk afdeling i Gentofte er en lille afdeling med et højt aktivitetsniveau, der opereres årligt omkring 900 patienter, heraf 125 akutte. Operationerne foregår enten ambulant eller under indlæggelse. De ambulante operationer udgør mere end halvdelen af afdelingens samlede operationer.

Særlig arbejdet med ambulante håndkirurgiske patienter stiller store krav til sygeplejen. Operationspersonalet tager sig selv af patienterne, fra de ankommer til afdelingen, til de udskrives efter gennemsnitligt halvanden time. Operatøren anlægger lokalanæstesien, hvorefter operationspersonalet observerer og tager sig af patienterne under operationen og postoperativt.

Udveksling af erfaringer og viden med andre sygeplejersker, som arbejder med den samme type patienter, har været positivt og har givet nye indtryk, impulser og igangsætning af nye tiltag og ændring af arbejdsformer. Der er meget at lære af en stor afdeling med en langt bedre normering og fysiske rammer end hos os.

Der findes ikke nogen specialuddannelse eller kurser for håndkirurgisk interesserede sygeplejersker, hvorfor oplæringen foregår i praksis. Dels som undervisning under operationen, men også som undervisning i fritiden. F.eks. havde jeg i efteråret i samarbejde med vores håndkirurgiske læger arrangeret en workshop med brug af osteosyntesemateriale.

Et tættere samarbejde mellem de to afdelinger på hver side af Øresund øger muligheden for at lære nyt. Broen vil indebære, at samarbejdet kan blive endnu tættere og udvekslingsmulighederne endnu nemmere.

Blikket mod øst

Der er allerede lavet en national strategi inden for sundhedsområdet med koordinering og øget prioritering af forskning og udvikling sammen med sydsvenskerne. De store landsdækkende institutioner inden for forskning og uddannelse vender i stigende grad blikket mod øst. Også sygeplejen bør opprioritere et samarbejde med Sydsverige, som involverer uddannelse og udvikling, og som kan give en friere bevægelse af arbejdskraften. Uddannelse inden for det ortopædkirurgiske og håndkirurgiske sygeplejeområde bør opprioriteres. Udviklingsaftaler kan også indebære økonomisk mulighed for at arbejde i kortere tid på en parallel afdeling, hvor nye idéer kan bringes med hjem og give nye impulser i dagligdagen.

Nina Vendel er operationssygeplejerske i Håndkirurgisk afdeling T1, Amtssygehuset i Gentofte.

Øresund