Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Hjerterum

De fleste psykiatriske patienter har behov for regelmæssighed og omgivelser, der ikke ændrer sig. I denne artikel tegner en sygeplejerske et billede af arbejdet med en dagpatient, som fik svært ved selv at finde vej til afdelingen efter en ombygning i det lokale indkøbscenter.

Sygeplejersken 2000 nr. 16, s. 52

Af:

Helle Thorhus, sygeplejerske

Toget kører ind på perronen, og folk myldrer ind og ud. Da toget er kørt, står der en gammel, skrutrygget mand tilbage. Han kigger sig skulende omkring og begynder så at lunte afsted, væk fra mig. Jeg galoperer efter ham, og da han får øje på mig, lyser han op i et genkendelsens smil.

''Goddav Knud,'' siger jeg.

''Høm...,'' svarer han bare og tager mig fast i armen. Vi vender om og spadserer i den anden retning.

Knud har ellers altid selv taget denne tur hjemmefra og ud til os på psykiatrisk afdeling, hvor han er dagpatient. Hans faste rute gik gennem det lokale indkøbscenter, men efter, man er begyndt at bygge dette om, kan Knud ikke længere finde vej. Han er 84 år og i god fysisk form, men tingene skal helst være, som de plejer. I lang tid er jeg, eller en af mine kolleger, taget ned på stationen for at følges med ham ad en ny rute med den hensigt, at han efterhånden selv vil kunne finde ud til os.

''Nu tror folk nok, vi er gift,'' siger Knud. Det siger han hver gang, vi går sammen.

''Ja,'' svarer jeg. Knud skæver til mig igen og siger så med sin drævende stemme:

''Du har et godt hjerte.'' (Det var en ny bemærkning).

''Vi to kan godt lidt hinanden, ja vi kan.''

Det bekræfter jeg.

Ens procedurer

Vi når op på et lille torv, hvor vi først kigger lidt på cyklerne.

''Jeg har en cykel derhjemme,'' siger Knud.

(Det ved jeg godt. Den er to tusinde fem hundrede værd).

''Og den er to tusinde fem hundrede værd!''

Så når vi op til smørrebrødsforretningen, og vi skal lige se, om der er noget, Knud kan spise. Jo, der er nogle kartoffelmadder, dem skal han have tre af. Knud spiser ellers efter et nøje udregnet system. Noget med, om dags dato er delelig med tre. De andre dage spiser han ikke noget. Siger han. Men i hans køkkenskabe er der dåsemad og Knorr's diverse til en hel atomkrig, og wienerbrød og andet. Hjemmehjælpen kommer to gange om ugen og holder justits med det hele. Den samme hjemmehjælp hver gang. Det er nødvendigt, da Knud er meget speciel og godt kan blive vred. Der er systemer i hans tilværelse, og de må ikke ændres. Det ved vi, der omgås ham til daglig, og vi giver ham rum til det. Selvfølgelig.

''Hvor gammel er du?'' spørger Knud. Samme spørgsmål hver dag.

''20 år,'' svarer jeg (og nogle somre). Samme svar hver dag.

''Nå ja, det havde jeg glemt. Ha, ha, ha.'' (Stor skraldlatter).

Papir på normalitet

Vi sludrer om løst og fast. Jeg fortæller, hvilken dag det er, hvad klokken er, hvem der er på afdelingen i dag.

''Er Inger der i dag?'' (Det er vores rengøringsassistent, hun betyder meget for Knud).

''Ja, i dag er Inger der, og Ketty!'' (Hans faste kontaktperson gennem alle de år, han har gået på afdelingen).

''Ketty, nå det var godt,'' siger han.

På vej ind på hospitalets grund, fortæller Knud mig om den gang, han var i militæret.

''Jeg har papir på, at jeg er normal, ha, ha.''(Igen stor skraldlatter).

Ketty står i døren og tager imod. Knud slipper min arm, som han har holdt godt fast i, går hen til Ketty, ser hende dybt i øjnene og siger:

''Hvor er det godt, du ikke er jaloux! Ha, ha.''

Knud går hen og hænger sin jakke og alle de tomme plasticposer, han altid slæber rundt på, op på 3-4 bøjler og går derefter ind i opholdsstuen, hvor de andre patienter og personalet hilser ham hjerteligt velkommen.

Hvor længe, vi skal blive ved med at hente Knud på stationen, ved jeg ikke. Nogle gange er han kommet selv, andre gange kommer han slet ikke. Når vi spørger ham, om han ikke snart selv kan finde vej, svarer han med sit skæve, lumske smil:

''Jo, men det er jo så hyggeligt at blive hentet.''

Patienten i artiklen er anonymiseret. Forfatteren fortæller, at efter, at artiklen er skrevet, er patienten blevet så fortrolig med sin nye rute, at han igen finder frem til hospitalet uden personalets hjælp.

Sygeplejerske Helle Thorhus arbejder på psykiatrisk afdeling Y 2, Amtssygehuset i Herlev.