Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Pligt til professionel virksomhedsudøvelse

Autorisation er grundlæggende en form for kvalitetssikring i sundhedsvæsenet. Ordningen skal ses som samfundets måde at regulere de autoriserede faggruppers ansvar, pligter og rettigheder på. Autorisation understøtter endvidere sundhedsprofessionernes særkende og fokus, som skabes gennem uddannelse og virksomhedsudøvelse.

Sygeplejersken 2000 nr. 16, s. 30-33

Af:

Bente Høy, MPH, sygeplejekonsulent, Sundhedsstyrelsen,

Karenlene Ravn, forstander, Sundhedsstyrelsen

Når sygeplejersker autoriseres er et af formålene at bidrage til at sikre, at den kompetence og faglige profil, som den studerende tilegner sig i løbet af sygeplejerskeuddannelsen, stemmer overens med sygeplejerskens virksomhed og generalistfunktioner.

Set i lyset af den igangværende diskussion om uddannelsen, og hvad det er for centrale kompetencer, sygeplejersken har brug for i sin virksomhedsudøvelse, er det derfor igen blevet aktuelt at sætte fokus på dette formål. Det nye er at sætte autorisation ind i en aktuel samfundsmæssig sammenhæng.

At blive autoriseret til sygeplejerske eller en anden sundhedsprofession vil sige, at man bemyndiges til at udøve en bestemt virksomhed. Autorisationen er lovbestemt og er en national bekræftelse på, at den autoriserede opfylder formelle kompetencekrav, der er knyttet til en bestemt erhvervstitel og virksomhed.

Autorisation af de sundhedsprofessionelle bygger i Danmark på speciallove for de respektive professioner. Lovene hænger sammen med bestemmelser i loven om sundhedsvæsenets centralstyrelse og særligt med bestemmelsen om Sundhedsstyrelsens tilsyn med sundhedsfaglige personers udøvelse af virksomhed.

FORMÅL MED AUTORISATION

Der eksisterer ikke et formelt formuleret formål med offentlig autorisation af sundhedsprofessionelle, men formålet kan udledes af de respektive autorisationslove og bemærkningerne til dem. Autorisationslovene har først og fremmest til formål at beskytte borgeren mod fejl og forsømmelser ved at pålægge de professionelle et formelt ansvar.

Ansvaret skal bidrage til at sikre en god kvalitet af pleje, behandling og undersøgelse og signalere, at borgerne kan have tillid til de sundhedsprofessionelle.

Det er karakteristisk for ydelserne i sundhedssektoren, at de i de fleste tilfælde ikke kan gøres om, hvis forløbet ikke går som ønsket. Resultatet afhænger af, at de sundhedsprofessionelle handler rigtigt i den konkrete situation.

Pligten til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed er grundlæggende et spørgsmål om:

  1. At den sundhedsprofessionelle udøver sin virksomhed på et sagkyndigt grundlag og en omsorgsfuld måde, der er i overensstemmelse med videnskabelig viden og gennemprøvet praksis.
  2. At patienten/klienten i forhold til pleje og behandling vises omtanke og respekt, og at indsatsen så langt, som det er muligt, udformes og gennemføres i overensstemmelse med patienten/klienten.
  3. At den sundhedsprofessionelle indretter sin virksomhedsudøvelse efter egne kompetencer og udviser ansvarlighed.

PLIGT TIL OMHU
Pligten til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed indebærer et selvstændigt ansvar for, at virksomheden udøves fagligt forsvarligt. Den er også at forstå som en ret og pligt til at modsætte sig rutiner, instrukser og ordinationer, som, man mener, vil resultere i uforsvarlig ydelse i forhold til patienten/klienten.

Indholdet i pligten til omhu og samvittighedsfuldhed vil med andre ord afhænge af den enkelte sundhedsprofessionelles faglige baggrund, personlige erfaringer, kompetence og faktiske stilling/ansættelse.

Pligten til omhu og samvittighedsfuldhed omfatter også, at de sundhedsprofessionelle har pligt til at holde sig fagligt ajour med udviklingen inden for eget område. De må ikke overskride grænserne for egen kompetence og har pligt til at henvise til andre med den nødvendige sagkundskab, når egne kompetencer ikke er tilstrækkelige. Som sundhedsprofessionel har man pligt til at kende egne faglige begrænsninger og til at indrette sin virksomhedsudøvelse efter det.

Sundhedsprofessionernes egne etiske regler, som anviser, hvordan den professionelle skal handle i en række situationer, og hvad der er god skik og brug, er også retningsgivende for indholdet af begreberne omhu og samvittighedsfuldhed.

AUTORISATION ELLER EJ?

Der er i Danmark ikke offentligt blevet sat spørgsmålstegn ved, om autorisationsordningen skal bevares. Men både i Sverige og i Norge har man foretaget en omfattende udredning af autorisationslovene for sundhedsområdet.

I Norge har man endvidere haft en offentlig kritisk høring blandt myndigheder, sundhedsprofessionelle mv. Resultatet er offentliggjort i et høringsnotat i forbindelse med ''Lov om helsepersonell m.v.''

Side 31

Et centralt kritikpunkt i den norske debat har været, at autorisationsordningen ikke i tilstrækkeligt omfang sikrer, at de sundhedsprofessionelle også er egnet til en given virksomhed. Der blev derfor sat spørgsmålstegn ved, om autorisation er andet end en yderligere bekræftelse på, at en person har gennemgået en sundhedsfaglig uddannelse.

Der kan imidlertid peges på følgende forhold, der generelt taler for at bevare en autorisationsordning for de sundhedsprofessionelle.

Til forskel fra et eksamensbevis indebærer autorisation en række rettigheder, pligter og sanktionsmuligheder og har derfor en række fordele for såvel de professionelle som for myndigheder og arbejdsgivere.

For sundhedsmyndigheder indebærer autorisation en adgang til at sikre nødvendige og relevante kompetencer. Det er en indirekte måde til at beskytte patienter/klienter på samt til at sikre offentlighedens tillid til sundhedssektoren.

Behovet for denne form for myndighedsudøvelse er særlig stor, der hvor de sundhedsprofessionelle udøver deres virksomhed med stor grad af selvstændighed, og der hvor faren for fejl er til stede.

ET SPØRGSMÅL OM TILLID

For sundhedsmyndighederne og arbejdsgivere har muligheden for styring ved tilbagekald af autorisation eller andre administrative reaktioner en helt central betydning i forhold til at sikre kvalitet og tillid til sundhedssektoren.

Tilbagekald af autorisation hindrer uegnede professionelle i fortsat at udøve sundhedsfaglig virksomhed. En eventuel fjernelse af autorisationsordningen vil således betyde tab af et offentligt styringsmiddel, og at uegnede sundhedsprofessionelle får større mulighed for at fortsætte med at udøve virksomhed.

For de sundhedsprofessionelle har titelbeskyttelsen stor betydning, og de kan betragte en autorisation som dokumentation for en faglig og etisk standard.

I det norske høringsnotat peges der således på, at autorisation både for den enkelte udøver og for faggruppen kan medvirke til øget anseelse og stolthed over faget. Der er også grund til at tro, at autorisation medvirker til, at de sundhedsprofessionelle føler ansvar for, at det faglige niveau forstærkes.

En autorisationsordning kan endvidere ses som et incitament til, at personer søger ind på og uddanner sig inden for en sundhedsfaglig uddannelse. Ligesom autorisation er en væsentlig faktor i identitetsopfattelsen, hvilket er en del af grundlaget for de respektive gruppers fagpolitiske arbejde.

REGULERING AF UDDANNELSE

Behovet for, at sundhedsmyndighederne kan bruge autorisationslovene til at påvirke de sundhedsfaglige uddannelser, er blevet forstærket i 90'erne, hvor de sundhedsfaglige uddannelser ikke mere ligger i sundhedsmyndighedernes regi og alene reguleres ved et rammestyringsprincip.

Uddannelsesregulering er en helt central del af autorisationsordningen. Baggrunden for sundhedsmyndighedernes adgang til at påvirke indholdet i de sundhedsfaglige uddannelser er dels nødvendigheden af at have et kompetent sundhedspersonale, der kan leve op til de nødvendige og relevante kompetencer og samfundsmæssige behov, dels at sundhedsmyndighederne skal have et grundlag for sin tilsynsforpligtigelse ved virksomhedsudøvelsen. Et grundvilkår for at blive autoriseret og dermed godkendt som sundhedsprofessionel er, at man har gennemgået en uddannelse, som opfylder fastlagte faglige krav, og at den enkelte er personligt egnet til at udøve sin virksomhed. Den, der har gennemgået en sygeplejerskeuddannelse, har et fagligt beredskab og funktionsdygtighed, som karakteriserer sygeplejersken, til forskel fra den, der ikke har gennemgået uddannelsen. Autorisation indebærer i forlængelse heraf, at sygeplejerskeuddannelsen må opfylde nogle nationale krav.

Side 32

Annonce  

Side 33

Reguleringen af sygeplejerskeuddannelsen har siden 1990 bygget på to principper: En uddannelsesbekendtgørelse og en uddannelsesordning.

RAMMESTYRING

Rammestyringsprincippet betyder, at sygeplejerskeuddannelsen på det nationale niveau kun reguleres overordnet med en meget generel fastlæggelse af uddannelsens formål, struktur og indhold. Den mere konkrete regulering sker med afsæt i uddannelsesstedernes uddannelsesordninger.

Som reguleringen er i dag, er det Undervisningsministeriet, der udsteder rammebekendtgørelser og godkender uddannelsesordninger efter udtalelse fra Sundhedsstyrelsen.

Reguleringen af sygeplejerskeuddannelsen forudsætter imidlertid et samarbejde mellem Undervisningsministeriet og Sundhedsstyrelsen. I forbindelse med Undervisningsministeriets fastlæggelse af såvel rammebekendtgørelser som godkendelse af de forskellige uddannelsessteders uddannelsesordninger bliver der lagt stor vægt på Sundhedsstyrelsens udtalelser.

Evalueringer af de sundhedsfaglige uddannelser påpeger imidlertid, at der er behov for at tydeliggøre sundhedsmyndighedernes myndighedsudøvelse. Behovet er ikke mindst blevet tydeligt, fordi de sundhedsfaglige uddannelser både på det statslige og regionale niveau, organisatorisk og styringsmæssigt, ikke ligger i sundhedsvæsenets regi. Men de er i forhold til deres formål og gennemførelse uløseligt knyttet til og afhængige af sundhedsvæsenet.

ANSVAR OG KOMPETENCE

Som den autoriserende myndighed er Sundhedsstyrelsens interesse i de sundhedsfaglige uddannelser ikke så meget den konkrete pædagogiske tilrettelæggelse af uddannelserne, men mere et spørgsmål om at sikre de fornødne og relevante kompetencer i forhold til autorisationsansvar og -pligter ved virksomhedsudøvelsen. Kompetencer, som på den ene side betyder, at den uddannede er kompetent til at udøve den pågældende virksomhed i et bredt spektrum af virksomhedsområder i sundhedssektoren, og på den anden side gør, at vedkommende kontinuerligt vil stræbe efter at fremme en indsats af høj kvalitet.

Sundhedsstyrelsen ønsker at nå frem til en form for myndighedsudøvelse, der i højere grad end tidligere kan matche et rammestyringsprincip og samtidig sikre, at hver enkelt uddannet har kompetence til at leve op til de pålagte pligter og ansvar i henhold til autorisationen.

Sundhedsstyrelsen har her to muligheder. Enten at indføre en statseksamen, hvor den enkelte forud for autorisation demonstrerer, at vedkommende er i besiddelse af de nødvendige og relevante kompetencer.

Eller styrelsen kan opstille rammer og standarder i forhold til uddannelsens slutresultat, som angiver, hvad der er de nødvendige og relevante kompetencer, og overlade det til de uddannelsesansvarlige/uddannelsesstedet at sikre, at den enkelte studerende forud for eksamensbevis som sygeplejerske opfylder betingelserne for autorisation. Sundhedsstyrelsen har valgt det sidste.

Uddannelsens slutresultat kan præsenteres på mange forskellige måder. Da forventningerne til det uddannelsesmæssige resultat ikke kun er et spørgsmål om kvalifikationer i snæver forstand, men et spørgsmål om personlig/faglig myndighed til at sikre forsvarlighed og kvalitet i virksomhedsudøvelsen, lægger Sundhedsstyrelsen nu op til en myndighedsudøvelse, der bygger på en præcisering af de respektive professioners samfundsmæssige ansvar og kernekompetencer.

Kernekompetencer skal i den sammenhæng forstås som en dynamisk sammenhæng mellem fagkompetencer og erhvervskompetencer. 

Artiklen er et resumé af to længere og mere uddybende artikler om autorisation og regulering af sygeplejerskeuddannelsen. Artiklerne kan læses i deres helhed på www.sygeplejersken.dk

Autorisationslovene har først og fremmest til formål at beskytte borgeren mod fejl og forsømmelser ved at pålægge de professionelle et formelt ansvar.