Synspunkt: Visioner om fremtidens sygepleje

Opfordret og udfordret til debat angående visioner om fremtidens sygeplejerske melder jeg mig hermed på banen. Anledningen er dels prisopgaven ''Sygeplejerske i det 21. århundrede'' af Ulla Fasting og dels indstikket ''Visioner for det 21. århundredes sygeplejerske'' af Buus, Fasting, Mahler & Uhrenfeldt, som fulgte med Sygeplejersken nr. 52/1999.

Jeg opfatter visioner som forestillinger om en udvikling, som man enten kan håbe på eller frygte. Og visionsgruppens bud er blot ét blandt mange, som Jette Søe skriver i forordet til ''Visioner for det 21. århundredes sygeplejerske.''

Det har hun ret i. En af de overvejelser, som begge de omtalte indlæg rejser hos mig, er den stærke fokusering på sygeplejersken frem for sygeplejen som samfundstjeneste. Det kan være en tilfældighed, men er det næppe. Dansk Sygeplejeråd har jo til opgave at varetage medlemmernes, altså sygeplejerskernes interesser. Spørgsmålet er så, om det er det, man opnår ved at fokusere på personen sygeplejerske og nedtone behovet for den særlige indsats, som begrunder faget sygepleje. Jeg er ikke sikker.

Lad det være klart med det samme: mine faglige visioner for fremtiden er, at sygeplejefag og sygeplejerskers virksomhed udvikler sig komplementært til behandling. Det betyder, at sygepleje både er forskellig fra behandling og sammen med behandling udgør en helhed. Mine visioner er altså forskellige fra Ulla Fastings (UF), sådan som de kommer til udtryk i prisopgaven. Mit anliggende med dette synspunkt er derfor at bidrage til debatten med mit håb og min frygt for fagets udvikling.

I resumeet til ''Sygeplejerske i det 21. århundrede'' fremhæver UF at sygeplejen har brug for forskellighed. Det er jeg helt enig i; spørgsmålet for mig er imidlertid: Forskelligt fra hvad?

Såvel i prisopgaven som i ''Visioner for det 21. århundredes sygeplejerske'' beskrives sygepleje som overvejende praktisk lægearbejde. Med henvisning til den amerikanske sygeplejerske Lydia Halls beskrivelse af sygeplejen i USA i 1960'erne fastslår forfatterne, at sygeplejersker i Danmark i 1999 bruger 50-60 pct. af deres tid på behandlingsopgaver. Behandlingsopgaver og praktisk lægearbejde er, stadig ifølge forfatterne, at observere patienten ved f.eks. at vaske, tale med og mobilisere patienten. Observationer kan også omfatte laboratoriesvar m.m., og refleksionerne over de forskellige observationer afgør, ''om sygeplejersken vælger at kontakte lægen straks, eller om hun synes, hun kan vente til senere''.

Det er med baggrund i sådanne eksempler,

Side 29

at det konstateres, at sygepleje er et biologisk fag, og at forholdet mellem pleje og behandling ikke skal adskilles, men placeres på et kontinuum. Dette fordi, mange sygdomme er kroniske, og behandling derfor får mere karakter af pleje. Det er bl.a. sådanne formuleringer, der aktiverer min bekymring for fremtiden. Hvor blev behovet for forskellighed af?

Fra sygepleje blev etableret som samfundstjeneste og fag i slutningen af 1800-tallet og frem til uddannelsesreformen i 1990, er faget blevet defineret og bedømt i forhold til lægers arbejde. Det medførte, at sygepleje blev en hjælpedisciplin til medicinen. Grundlaget var naturvidenskabelig og medicinsk kundskab blot på et lavere niveau end lægernes, hvilket jo var naturligt nok for en hjælpegruppe.

Med de ændrede sygdoms- og sundhedsopfattelser i samfundet som helhed er vi efterhånden ved at erkende, at en naturvidenskabelig, biologisk tilgang til behandling og pleje ikke alene kan føre til det ønskede resultat om højere sundhed og velbefindende i befolkningen. Blandt andet derfor blev uddannelsesreformen for sundhedsuddannelserne gennemført i 1990. For første gang i fagets historie er det blevet anerkendt, at sygeplejefagets teori og metode er forskellig fra medicinens. Sygeplejerskers kundskabsgrundlag og behandlernes kundskabsgrundlag skal supplere og komplettere grundlaget for de samlede sundhedstilbud til landets borgere.

Derfor er jeg bekymret over de vilkår, fremtidens syge og svækkede bliver tilbudt, hvis UFs visioner bliver til virkelighed i fremtidens sygepleje. For mig at se, er det visioner om en tilbagevenden til fortidens sygeplejerske som lægeassistent, nu blot med nogle mere avancerede behandlingsmæssige opgaver end tidligere. I min vision er fremtidens sygeplejersker fagpersoner, der kan indgå i sundhedsfaglige team med et kundskabsfelt og et handlingsfelt, der er forskelligt fra de øvrige faglige tilbud, og derfor komplementere disse.

Den tyske filosof Hans-Georg Gadamer fyldte 100 år den 11. februar i år. I den anledning skrev Peter Kemp en kronik i Information den 9. februar 2000. Peter Kemp kommer bl.a. ind på krisen i det danske sundhedsvæsen og sætter den i relation til Gadamers sundhedsopfattelse. Ifølge Gadamer er sundhed en ligevægt mellem fintmærkende og sårbare funktioner i en kropslig, psykisk og social sammenhæng. Sygdom er en forstyrrelse i denne ligevægt. For at genetablere ligevægten må der sættes handlinger i værk, som omfatter ''den hele væren.'' Her er det ikke tilstrækkeligt med lægekunsten.

 Lægekunsten skal normalt ikke frembringe noget nyt, den skal genoprette noget, der allerede var der, men som blev forstyrret. Den syge må også selv mobilisere sine ressourcer, og det er ikke kun kroppens egne energifunktioner, men i lige så høj grad viljen og ønsket om at blive rask. Balancen mellem sygdom og sundhed består ikke i, at sundhed er fravær af sygdom, men at sygdom er fravær af sundhed, siger Gadamer. Sygdom rammer ikke blot sjæl og krop, men hele den sociale sammenhæng, den syge er en del af, der er ikke blot tale om en biologisk proces.

Kemp overvejer, om krisen i sundhedsvæsenet i Danmark i dag kan hænge sammen med, at man for ensidigt fokuserer på kroppen som organisme og glemmer, at helbredelse drejer sig om at genoprette en livssammenhæng.

Denne forståelse af sammenhængen mellem sygdom og sundhed er i overensstemmelse med min faglige og min personlige erfaring. Derfor frygter jeg, at visionerne om, at sygeplejersker i højere grad end i dag skal have fokus på biologien, kan være med til at fastholde krisen i sundhedsvæsenet.

Forfatterpanelet rejser spørgsmålet: Hvad vil der ske, hvis vi nedbryder adskillelsen mellem pleje og behandling? Vil det medføre, at sygepleje automatisk vil blive en medicinsk subdisciplin og aldrig et fag med et selvstændigt emne ­ eller genstandsområde?

Mit bud på den første del af spørgsmålet er, at den del af plejen, der er rettet mod at fremme livsprocesser som livsmod og livstrang, er i risiko for at glide ud af sygeplejefagets kundskabsgrundlag og handlingsfelt.

Svaret på den anden del af spørgsmålet må derfor blive et klart ja!

De visioner og begrundelser for sygeplejens udvikling i det 21. århundrede, som UF ridser op viser, at det er mangel på læger og de deraf afledte behandlingsbehov, der begrunder sygeplejerskers virksomhed. Der er ikke tale om forskellige tilbud, der kan omfatte ''den hele væren,'' der er derimod tale om diagnosticerings- og behandlingstilbud, der er rettet mod at opspore, forebygge og behandle den biologiske sygdom. Jeg er helt enig i, at det er en væsentlig forudsætning for menneskers sundhed, men det er ikke den eneste.

Derfor er mine visioner for fremtidens sygepleje og fremtidens sygeplejersker, at vi i uddannelsen og i praksisfeltet erkender og handler på forskellen mellem naturvidenskabens forklaring på, hvad et menneske er, og fænomenologiens forståelse og fortolkning af, hvad det vil sige at være menneske. Jeg kan ikke placere disse to erkendelser på et kontinuum, sådan som Fasting m.fl. foreslår det, for pleje og behandling. Jeg kan i stedet forstå de to erkendelsesmåder som nødvendige og forskellige forudsætninger for handlinger, der fremmer menneskers sundhed.

Sygeplejersker skal også i fremtiden medvirke til behandling og påtage sig lægeafledte opgaver, men det må aldrig blive vores faglige begrundelse. Hvis visioner ombiosygeplejersken bliver retningsgivende for fremtidens sygeplejersker, så er det vores faglige forpligtelse at sørge for, at de andre faggrupper i plejefeltet overtager plejeopgaverne. Og det er jo en anden vision, eller er det?

Janne Lyngaa er sygeplejerske, cand.cur. Institutleder på Danmarks Sygeplejerskehøjskole, Afdelingen i København.