Sygeplejersken
Boganmeldelse
Sygeplejersken 2000 nr. 20, s. 52
Af:
Anne Vesterdal, sygeplejefaglig medarbejder
PLEJE AF UHELBREDELIGT SYGE
Barbro Beck-Friis, Peter Strang
Palliativ medicin
Stockholm: Liber 1999
397 sider, 493 kr.
Godt 30 forfattere med forskellig uddannelsesbaggrund belyser den palliative medicin. Barbro Beck-Friis har især interesseret sig for sygehusbaseret hjemmepleje, og Peter Strang er professor i palliativ medicin.
''Palliativ medicin'' tager udgangspunkt i tværfaglig helhedspleje og henvender sig især til læger, sygeplejersker og andre i berøring med uhelbredeligt syge. Hovedtemaerne er: Helbrede, lindre, trøste. Krisen, etikken og sorgen. At give besked samtalekunst. Patienter og familien. Palliativ pleje ved andre tilstande end kræft. Plejeformer. Symptomkontrol. Plejeteamet. Holdninger og information. Organisation. Bogen tilgodeser fysiske, psykiske, sociale og åndelige behov hos patienten, hjælpere og pårørende. Edgar Borgenhammer skriver om fire palliative kvaliteter: Den logiske fornufts intelligens, følelsens, færdighedens og den åndelige intelligens. Jo mere de fire områder falder sammen, des mere integreret personlighed. Borgenhammer forklarer de fire former for intelligens og kommer ind på begrebet dødskvalitet. Tom Lundin reflekterer over, om man kan acceptere døden. Desuden er der kapitler om kortisonbehandling, smertebehandling, kirurgi som palliation ved symptomgivende metasta-
ser og synspunkter på forskning i palliation. Nyt er kapitler om palliativ pleje ved andre sygdomme end kræft, f.eks. til patienter med alvorlige lungesygdomme og demens. Hvert kapitel har liste over uddybende litteratur. En meget inspirerende og anbefalelsesværdig bog, der kommer langt ud i krogene.
Af Jette Søgård Nissen, MPH-studerende ved Nordiska Hälsovårdshögskolan i Göteborg.