Sygeplejersken
Boganmeldelser
Sygeplejersken 2000 nr. 31, s. 32-33
Af:
Anne Vesterdal, sygeplejefaglig medarbejder
KONSTRUKTIV BRUG AF DEN USMINKEDE VIRKELIGHED
Grete Davidsen
Redskaber til Kvalitetsudvikling
Hinnerup: Forlaget Ankerhus 2000
Overgang og kvalitet
66 sider
Barriereanalysen
25 sider
Redskabsudvikling og anvendelse
52 sider
Dokumentation og udvikling af kvalitet
81 sider
Dannelse og kvalitet
21 sider
Projektets udviklingsforløb
37 sider
Oplevelser fra projektrejse
45 sider
Samlet pris 3.119 kr.
Materialet består af syv rapporter om udvikling af et redskab til kvalitetssikring af pleje og behandling af kræftpatienter, tilknyttet onkologisk afdeling D på Århus Kommunehospital. Materialet tager udgangspunkt i, at kvaliteten især brister ved overgange i behandlings- og plejeforløbene, dér hvor ansvaret går fra en person til en anden. Derfor er personer fra hele spektret af behandlingsforløbet inddraget i projektet, dvs. praktiserende læge, læger og sygeplejersker fra ambulatorium og sengeafdeling, fra alle niveauer i hierarkiet og hjemmesygeplejersker med forskellige funktioner fra flere kommuner. Ikke mindst er patienter og pårørende en central del både i udvikling og anvendelse af redskabet.
Det er en styrke for det samlede projekt og troværdigheden af materialet, at så mange har været inddraget og er blevet hørt og specielt, at patienters og pårørendes udsagn har været grundigt og seriøst behandlet. Konklusionen er, at der er stor forskel på, hvad patient og pårørende mener er udtryk for kvalitet, og hvad personalet tror, at patient og pårørende mener. Disse forskellige opfattelser er blevet grundigt behandlet og ikke bare bortforklaret. Med redskabet kan man analysere forskellige niveauer i de barrierer, der kan hindre god kvalitet. Det endelige redskab repræsenterer en sammensmeltning af alle involveredes opfattelse af, hvilke indikatorer der er udtryk for kvalitet, og det betyder jo, at redskabet er repræsentativt og indiskutabelt. Det er stærkt.
Materialet tager fat i nogle særdeles ømtålelige emner som personalets manglende indlevelse, respektløs optræden, arrogance og utidig omklamring, elendigt informationsniveau, uforberedte møder med patienten, manglende definering af ansvarlige personer, manglende koordinering og manglende opfølgning. Ja, der er ikke det ømtålelige emne, der får lov at ligge. Materialet tager fat i problemerne, som vi alle kender dem, og det er en meget stor præstation at have konfronteret alle parterne med den usminkede virkelighed og få den vendt konstruktivt til indikatorer for kvalitet, som alle parter vil og kan stå inde for. Projektlederne må beundres for deres vedholdenhed og grundige arbejde. De har formået at hæve de forskellige, meget personlige udsagn til generelle problemer, som er blevet omhyggeligt bearbejdet.
Strukturen i materialet er lidt problematisk. Først efter at have læst alle rapporter har jeg fået et samlet billede af materialet og hensigten. Samtidig har jeg følt det overflødigt med alle de mange gentagelser, der lægger op til, at hver rapport kan læses for sig. Først nu kan jeg gå ind og forstå enkeltdelene. Materialet ville stå stærkere, hvis det blev skrevet sammen i en redigeret og gennemarbejdet form.
Materialet indeholder følgende rapporter: Dokumentation og udvikling af kvalitet. Redskabsudvikling og -anvendelse. Projektets udviklingsforløb. Barriereanalyse. Oplevelser fra en projektrejse. Dannelse og kvalitet. Overgange og kvalitet. Materialet er endnu ufuldstændigt, idet der udkommer to yderligere rapporter i løbet af året: Samtalen og kvalitet. Handlekompetence og kvalitet.
Prisen er efter min mening uhørt høj (3.119 kr.). Alligevel håber jeg, at materialet får stor indflydelse på fremtidige projekter om kvalitetsvurdering. Det gennemarbejdede materiale er en stor præstation, og man må især ønske til lykke med, at patienter og pårørende og personale i alle sektorer sammen har defineret, hvilke indikatorer der skal udtrykke kvalitet.
Af Inger Hee, projektkoordinator, Kræftens Bekæmpelses patientstøtteforening.
AKTIV INDGRIBEN I BØRNS VILKÅR
Kaj Struve
Forebyggende pædagogik
- en grundbog
Brøndby: Semi-forlaget 2000
512 sider, 398 kr.
Ordet ''forebyggende'' brugt i pædagogiske sammenhænge kunne tyde på et paradigmeskifte inden for pædagogikstudiet. Tidligere har pædagogen haft fokus på børn og unges trivsel og var uddannet til at finde fejl og symptomer på dårlig trivsel. Forebyggende arbejde handler om at udvikle barnets mangelfulde funktioner, der forhindrer barnet i at udvikle sig. Det er med andre ord aktive indgreb i børns almene vilkår. Pædagogen skal i stigende grad være opmærksom på barnets hele situation. Det fordrer, at pædagogen reflekterer over spørgsmålene: Hvad er den primære opgave lige nu? Hvad kan jeg gøre noget ved, og hvad kan jeg ikke ændre på? Det forebyggende arbejde skal i fremtiden sikre, at daginstitutionerne og skolen ikke øger udstødelsen af risikobørn, men derimod hjælpe dem med at bryde den sociale arv.
Langt de fleste børn har gode opvækstvilkår og trives, men en god barndom tilhører ikke alle børn. De børn, hvis forældre ikke kan drage omsorg, omtales i Lov om Social Service som børn, der har brug for særlig støtte for at opnå de samme muligheder for udvikling, sundhed og udfoldelse som andre børn. Risikobørn er dem, der sætter pædagogen til vægs og fylder mere i pædagogens bevidsthed, end deres antal strengt taget berettiger til.
Kaj Struves 25 år i folkeskolen har givet ham en dyb og nuanceret indsigt i forebyggende pædagogik. ''Forebyggende pædagogik'' er spændende og inspirerende opbygget, idet bogens fem dele bevæger sig i en spiral, hvor der gradvis kobles mere teori til praksis. Indledningsvis beskrives den forebyggende pædagogik i institutioner, skoler og klubber, hvor samarbejde mellem de forskellige institutioner fremhæves som særlig vigtigt, da betydningsfuld viden og erfaring om det enkelte barn ellers let kan forsvinde. Professionel kommunikation og iagttagelsesformer til brug for samtaler med børn eller forældre præsenteres med mange praktiske eksempler og anvisninger på pædagogens arbejdsmetode i forskellige situationer.
Kontaktforstyrrelser, psykisk udviklingshæmning, DAMP og Aspergers Syndrom beskrives symptomatisk, suppleret med konkrete arbejdsmetoder, som kan hjælpe pædagogen til at forstå barnets reaktionsmønstre og opfattelse af virkeligheden. Disse børn befinder sig i en gråzone. De udstødte, de sociale love, habitusbegrebet og coping bliver analyseret kritisk og anvendt som referenceramme. Mønsterbrydere introduceres sådan: ''I det pædagogiske arbejde må alle risikobørn betragtes som potentielle mønsterbrydere, indtil andet er bevist.
Pædagogen må stille sig til rådighed som igangsætter, hun må støtte, beskytte og stimulere barnet til at udvikle sit potentiale til aktuelle kompetencer. Pædagogen skaber muligheden for, at barnet kan betragte sig selv på en ny måde og kan finde en ny måde at handle i omverdenen på. Og måske har hun derved skabt en af de situationer, der senere viser sig at gøre en forskel.''
''Forebyggende pædagogik'' henvender sig primært til pædagoger og lærere, men den er yderst relevant for sygeplejersker og sygeplejestuderende, der beskæftiger sig med psykiatri eller børn og unge.
Af Anna Winkel, ansvarlig praktikvejleder, Klintegården, Frederikssund.