Faglig kommentar: Som præsten prædiker

Når man arbejder med forebyggelse, vil nogle patienter opfatte en ydelse som et tilbud. Andre vil opfatte den samme ydelse som et udtryk for sundhedsformynderi eller måske uvæsentlig i forhold til vigtigere værdier. Sundhedsformidling skal derfor tilpasses den enkelte og forebyggelse tilbydes sådan, at tillidsforholdet ikke går tabt. Troværdigheden skal bevares.

Det er et hovedbudskab i en fin lille pjece, Den Almindelige Danske Lægeforening har udgivet og udsendt sammen med Ugeskrift for Læger i foråret. En pensioneret overlæge ringede og gjorde opmærksom på pjecens kvaliteter. Han mente, at den måtte have interesse for sygeplejersker, ''da vi jo arbejder for samme sag.'' Det lille sag på otte tekstsider opsummerer nogle holdninger til sundhedsformidling, som sygeplejersker også går ind for. Skriftet handler om, at forebyggelseskulturen bør styrkes i forhold til behandlingskulturen. Den omtaler Kleinmans illness-disease-model, Prochaskas og DiClementes motivationscirkel, sundhedsformidling som dialog og forebyggelse som en proces, at sundhedsformidling skal tage udgangspunkt i patientens liv og forklaringsmodeller, og at patientens handlemuligheder ikke altid rækker ind i sundheden. Respekten for patientens valg ­ også de usunde ­ betyder, at lægens egne normer og moralbegreber udfordres.

Grundholdningen er den samme

Om der står læge eller sygeplejerske i pjecen er ligegyldigt for sagens kerne. Grundholdningen i sundhedsformidling er den samme, og det er en god ting, hvis de to faggrupper ikke skal modarbejde hinanden. Det gælder også i skriftets sidste sætning: ''Så selv om vi kan komme langt med viden og god sundhedsformidling, kommer lægen ikke uden om at tage et medansvar for sundhedspolitiske og sundhedsøkonomiske tiltag til forbedring af levevilkårene for de dårligst stillede ­ hvis vi vil muliggøre det sunde valg for alle.''

Det kan vi tilslutte os. Sundhedsprofessionerne har en forpligtelse til at formidle viden om social slagside i sundhed og sygdom til borgere, medier og direkte til politikerne, så sundhedspolitikken kan udformes mere retfærdigt og efter befolkningens behov.

Vi skal bare ikke glemme, at ord alene ikke gør det. Der må være konsekvens i sundhedsvæsenets tilbud og personalets handlinger, hvis det talte budskab skal have en mening. Som bekendt har vi det mere med at bemærke præstens handlinger end hans ord.

At f.eks. et godt råd om at lægge tobakken på hylden mister noget af sin kraft, hvis patienten kan se en 20-styks Prince i lægens eller sygeplejerskens kittellomme, har været fremhævet til bevidstløshed. Men der er andre eksempler på inkonsekvens mellem sundhedsvæsenets tilbud og anbefalingerne om sund levevis. ''Reager straks på dette eller hint symptom, får befolkningen at vide,'' hvorefter de bliver sat på venteliste. Motion og genoptræning er afgørende for at bevare eller genvinde sundheden, lyder det. Hvorefter muligheden for at få betalt fysioterapi reduceres.

Kun til pynt

Spis 600 g grønt og frugt om dagen, det er med til at forebygge kræft, har vi lært. Helene havde altid spist efter forskrifterne, og hun blev om muligt endnu mere omhyggelig med sin kost, da hun alligevel fik kræft. ''Men det var umuligt at få 600 g grønt og frugt fra buffeten, da jeg var indlagt,'' fortalte hun. Miniskåle med kedelige, revne gulerødder uden antydning af marinade, få og slatne grønsager. ''Jeg beklagede mig over udbudet, da jeg stod ved buffeten. Jeg spurgte sygeplejersken, om jeg ikke kunne få nogle flere salatblade. Det kunne jeg ikke. De var til pynt.''

Hvor megen vægt tillægger patienterne mon budskaberne i samtaler om forebyggelse og sundhed, hvis ikke institutionen selv viser, at de tror på budskabet? Så er det måske ikke så vigtigt endda, tænker patienten, som må nøjes med trappetræning hver anden dag, eller som ser, at en tallerken henkogt frugt og en skefuld dåsemajs kan gøre det ud for dagens dosis frugt og grønt.

Man tillægger sig ikke sunde vaner og ny livsstil på et sygehus. Det hører hverdagen til. Men det var måske nemmere at forstå budskabet i den sundhedsformidlende dialog, der indledes på sygehus, hvis man samtidig kunne se, hvordan det ideelle så ud. I stedet ser patienterne en prioritering, som de så kan overføre til egen hverdag.