Fødselsvægt: 1.225 gram

Billede

Side 27 

I dag mandag er jeg i dagvagt på Børneintensivafdeling A5 på Skejby Sygehus. Fordelingsplanen ligger på kontoret. Jeg skal følges med to nye sygeplejersker, dvs. at vi bliver tre personer til at passe et lille barn. Vi går ind på den varme stue og får rapport.

De to nye kollegaer, Pia og Lone, får et kort resumé om Peter, som nu er fem dage gammel. Han er tvilling og blev født i uge 27 + 4. Fødselsvægt: 1.225 g.

Jeg har ikke prøvet at være vejleder før og har aldrig prøvet at følges med to nye sygeplejersker på én gang. Det bliver spændende.

Formiddagen går med at vejlede Pia og Lone i at tjekke udstyr og finde noget nyt frem. Midt i det hele bliver vi afbrudt af en pulsalarm. Peter glemmer et øjeblik at trække vejret, og jeg spritter hurtigt min hånd af og stikker den ind i kuvøsen. Der skal kun en lille smule forstyrrelse til denne gang, og Peter trækker igen sit vejr. Pulsen stiger langsomt fra 65 til 140 pr. min., og igen er der fred og ro.

Vi prøver at planlægge Peters hårde program, så det bliver så skånsomt som muligt. Det vigtigste for Peter er ro og atter ro. Vi skriver en liste over de ting, der skal ordnes. Den harmonerer ikke rigtig med den ro, som Peter har så meget brug for. Jeg bestemmer, at hvis Peter kan klare det, gør vi det hele i en lang forstyrrelse, og så prøver vi at give ham ro resten af dagen. Det kræver god planlægning og timing, og alt skal være klart, inden vi begynder. Jeg er lidt spændt på, om det kan lykkes. Kan Peter klare det?

For højt blodtryk

Så er der stuegang. Lægen undersøger lille Peter, og vi gennemgår hans tilstand. Der ordineres røntgen af mave-tarm-systemet, hvor han har nogle problemer. Endnu et punkt til vores i forvejen hårde program for lille Peter.

Det bliver tid til at gå i gang, og jeg bestemmer, at det er mig, der udfører opgaverne inde i kuvøsen med Pia og Lone som assistenter. Jeg åbner lugerne til kuvøsen og sætter en blodtryksmanchet på. Fortsat lidt højt blodtryk. Hvorfor mon det? Jeg bliver afbrudt i mine tanker. Infusionspumpens alarm fortæller, at den kun mangler tre minutter i at være tom. Jeg beder Pia om at trække 10 pct. glukose op i en infusionssprøjte og sætte den op. Jeg koncentrerer mig igen om Peter. Jeg måler rektaltemperatur og konstaterer, at skindføleren på Peters hud passer med hans kropstemperatur. Jeg gør klar til at tage CPAP'en af og tager min ventilationspose ind i kuvøsen. Lone står klar, og Peter skal nu trække vejret uden CPAP i den tid, det tager at skifte. Mens Lone udskifter CPAP'en, udnytter jeg tiden til at veje Peter inde i kuvøsen. 964 g vejer han i dag.

Jeg bliver igen afbrudt. Denne gang er det Lone, der er uheldig med CPAP'en. Jeg kan ikke rigtig hjælpe hende. Jeg holder godt øje med Peter, der indtil videre klarer sig fint uden CPAP. Heldigvis kommer vores præparationssygehjælper forbi og hjælper med at klare problemet. Skopet alarmerer igen, endnu et pulsfald. Peter er ved at være træt, og jeg skynder mig at tjekke droppet og skifte bleen. Så er CPAP'en klar, og jeg trækker den lille bomuldshue på plads. Tre stykker tape og CPAP-trynen i mindste størrelse sidder, som den skal. Nu mangler vi bare at skifte kuvøsen.

Pia holder slanger og ledninger, og jeg løfter Peter ud. Han er pakket ind i varme svøb og stofbleer for at undgå afkøling. Lone flytter den gamle kuvøse og skifter den ud med en ny. Ind med Peter igen. Jeg pakker ham ud af svøb, bleer og ledninger. Det er utroligt, hvad et lille barn hurtigt kan blive filtret ind i. Jeg putter ham i en lille rede, og han falder hurtigt til ro. Inden jeg når at trække hænderne ud, banker det på døren, og det er tid til røntgenbilledet.

Overvældende
for moderen

Så er det total ro de næste timer og desværre ingen mad. Lægen vil gerne se billedet af tarmene, inden vi giver mad. Men der går ikke mere end fem minutter, så stikker mor hovedet ind af døren.

Hun er lige ved at gå igen, da hun ser hele seks sygeplejersker omkring sine børn. Jeg opfordrer hende til at komme indenfor. Det er jo hendes barn og ikke vores. Mor har haft meget svært ved at komme ind til børnene, da situationen har været lidt overvældende for hende.

Jeg snakker lidt med hende, og med et blandet sind opfordrer jeg hende til at lægge hånden ind til Peter, så de kan mærke hinanden. Han har egentlig brug for ro, men moderens behov for at få et forhold til ham er også stort.

Jeg vurderer, at han godt kan klare den form for forstyrrelse, selv om han er meget træt. Pulsen falder endnu engang, og alarmen lyder. Er det et forkert valg, jeg har truffet? Jeg prøver at stole på min intuition.

Vi forsøger at skabe lidt ro omkring kuvøsen, hvor mor sidder og holder om sit lille barn gennem kuvøselugen. Det lykkes ikke specielt godt, for der skal gives medicin og ryddes op. Ikke lige den ideelle mor-barn situation, men det kan ikke blive bedre. Bagved registrerer jeg, at tvillingbroderen skal igennem den samme tur, som Peter lige har været igennem.

Sikken en formiddag.

Vibeke Ettrup Larsen er ansat på Børneintensivafdeling A5, Skejby Sygehus.