Sygeplejersken
Sygeplejeskoler til Estland
I det tidligere Sovjetunionen blev sygeplejersker betragtet som lægernes assistenter. Nu har man i Estland brudt definitivt med den gamle tradition og opbygget et helt nyt uddannelsesprogram, som skal uddanne sygeplejersker til at være en selvstændig faggruppe.
Sygeplejersken 2000 nr. 31, s. 21
Af:
Anne Lea Landsted, journalist
For mange lande betyder WHOs sundhed for alle-program en helt ny måde at tænke på. Bl.a. i de baltiske lande. I Estland udgør sygeplejersker langt den største gruppe af sundhedsarbejdere, men deres indsats har i mange år været undervurderet. Nu skal en ny national handlingsplan sikre, at sygeplejersker og andet sundhedspersonale får den nødvendige uddannelse og træning i at tackle det 21. århundredes sundhedsbehov.
I det tidligere Sovjetunionen blev sygeplejersker betragtet som lægernes assistenter. De havde ingen selvstændige funktioner, og som gruppe var der ingen, der tog dem alvorligt. Det forsøger Estland nu at råde bod på.
Inspireret af bl.a. WHOs sundhed for alle-politik har Estland opbygget et helt nyt uddannelsesprogram for sygeplejersker. Den nye uddannelse er et definitivt brud med den gamle tradition. Det skal være slut med at være lægens forlængede arm. Nu skal sygeplejerskerne uddannes som en selvstændig faggruppe, som vi kender det fra bl.a. Danmark.
Den skandinaviske model
Den nye sygeplejerskeuddannelse kommer til at bestå af en grunduddannelse, som tager tre et halvt år og foregår på tre af landets medicinske skoler. Derudover vil det med hjælp fra danske sygeplejelærere blive muligt at læse videre til sygeplejelærer eller leder. Desuden vil der løbende blive tilbudt efteruddannelseskurser for sygeplejersker i samarbejde med sygeplejeorganisationer i Sverige, Finland og Danmark.
Sundhedsministeriet i Estland har opstillet en række mål for sundhedspolitikken, siden landet blev selvstændigt i 1991 med udgangspunkt i den skandinaviske model:
- en decentralisering af sundhedsadministrationen
- finansiering af behandlingen gennem sygesikring
- flere praktiserende læger i den primære sundhedstjeneste
- integration af sundhed i det sociale arbejde
- udvikling af en primær sundhedstjeneste
Familielæge var et fremmedord i Sovjet-tiden. De fleste læger var uddannede specialister. Var man syg, gik man derfor ikke til en praktiserende læge, men opsøgte en specialist. Det er også slut nu.
I løbet af i år regner sundhedsministeriet i Estland med at få uddannet omkring 700 familielæger til den primære sundhedstjeneste. Det er tanken, at sygeplejerskerne skal følge efter i løbet af nogle år.