Boganmeldelse

DEN SOCIALE ARV

Mogens Nygaard Christoffersen

Risikofaktorer i barndommen

-­ en forløbsundersøgelse særligt med henblik på forældres psykiske sygdomme
Publikation 99:18
København: Socialforskningsinstituttet 1999
141 sider, 135 kr. 

Socialforskningsinstituttet har undersøgt langtidsvirkninger af belastninger i barndommen. Analysen af de indsamlede data er endnu ikke tilendebragt, men med rapporten her, ønsker man at give en overskuelig belysning af langtidseffekter af forældrenes psykiske sygdomme sammenlignet med andre risikofaktorer. Rapporten vil desuden indgå i et igangværende udredningsarbejde om social arv.

To generationer af børn født i 1966 og 1973 er fulgt gennem en femtenårig periode fra 1979 til 1993. Undersøgelsen baseres på de tilgængelige registre, der beskriver levekårene for børn og deres forældre. De forskellige belastninger, børnene udsættes for, deles op i seks kategorier: Forældrenes psykiske sygdomme, forældrenes misbrugslidelser (narkotika, alkohol), forældrenes øvrige selvdestruktive adfærd (selvmordsforsøg og selvmord), forældrenes kriminalitet, vold i familien og manglende netværksstøtte i familien. Hver 10. barn født i 1966 har oplevet mindst en af de nævnte belastninger. Undersøgelsen viser, at belastningerne har prognostisk værdi, når man vil danne sig et indtryk af, hvordan det vil gå børnene senere i livet.

De belastede børn har større risiko for at blive kriminelle, både voldelige og sædelighedsforbrydere, narkomaner, alkoholikere. De har flere selvmordsforsøg og selvmord end andre, flere psykiske problemer og større risiko for at dø unge. Der er ikke forskel på, om det er drenge eller piger, der udsættes for belastninger, men der er stor forskel på, hvordan de reagerer. Drengene har mere selvdestruktiv adfærd end pigerne.

En del af undersøgelsens resultater bekræfter andre undersøgelser og formodninger, men der er også overraskende resultater. Det kan f.eks. dokumenteres, at narkomani ikke rammer alle folks børn, som ellers er den gængse opfattelse, men dem, der har haft en dårlig barndom. Der ses en tendens til, at narkomani er socialt tillært og et historisk kulturelt fænomen. Et dilemma er de anbragte børn. Normalt anbringes børn for at få bedre opvækstvilkår, end deres forældre kan give dem, men anbragte børn klarer sig generelt dårligere end de jævnaldrende, der tilsyneladende har haft tilsvarende belastede familieforhold. Det er der flere årsager til. Resultaterne sammenholdes med Bowlbys undersøgelser, hvor der ses sammenhæng mellem tidlig adskillelse fra forældre og dårlige udviklingstendenser. Unge, der har været anbragt, har mindre selvværd, og det tyder på, at det er deres oplevelser inden anbringelsen, der er skyld heri.

Rapporten, en kombination af tabeller og tekst, er absolut et bekendtskab værd. Rapporten kan være et godt udgangspunkt for den samlede, tværfaglige indsats, når vi diskuterer, hvordan vi bedst intervenerer over for børn og unge med vanskelige opvækstvilkår. Rapporten bør nå de mange, der er i kontakt med børn og unge med vanskelige opvækstvilkår.

Af Anne Marie Detlefsen, sundhedsplejerske i Sønderborg Kommune.