Et misbrugt begreb

WHO ønsker i det 19. sundhedsmål, at sundhedspolitik og -programmer mere klart skal baseres på videnskabelige beviser. Hvor langt er sygeplejerskerne i Danmark så nået i bestræbelserne på at finde videnskabelig dokumentation for den pleje, der ydes ­ og kan man benytte evidensbaseret sygepleje alle vegne?

Lis Adamsen, der er sygeplejerske og forskningsleder på hospitalernes Center for Sygepleje Forskning (UCSF), siger, at det på nogle sygeplejefaglige områder er nemmere at anvende den viden, der allerede findes, end på andre:

''På afgrænsede instrumentelle områder, der kan sammenlignes med medicinsk behandling, er det forholdsvis enkelt at bruge objektive metoder til at måle på sårskift, injektionsteknik, indlægning af kateter osv. Man kan sætte sig og finde de studier i den internationale litteratur, der har sat fokus på emnet og så vælge dem, man finder mest gyldige og holdbare og pålidelige,'' siger Lis Adamsen.

Omvendt er det svært at sige noget entydigt om de psykosociale områder, der relaterer til sammenhængen mellem patientens krop, psyke og sociale vilkår: Hvordan oplever patienten dét at være syg, hvordan har informationen været, og hvordan er de pårørende blevet involveret?

''Jeg synes, man skal være varsom med det evidensbaserede. At tro, at der forefindes viden for alle de unikke situationer, som sygeplejersker og patienter befinder sig i, er en misforståelse. Inden for den lægelige verden er det selvfølgelig den eneste rigtige måde at forsøge at måle behandlingsresultater på, men det er det slet ikke inden for sygeplejen.

Det er kun ét aspekt ud af 10 aspekter, som sygeplejersken arbejder med. Og hvorfor skulle en antropologs eller sociologs forskning inden for et område ikke være lige så relevant som lægens eller psykologens? Man vil få masser af diskussion og uenighed om, hvad videnskab er,'' mener Lis Adamsen.

Gode muligheder for indflydelse

Hun er sammen med to andre forskere i øjeblikket ved at afslutte en stor undersøgelse om relationen mellem forskning, teori og praksis med deltagelse af 80 danske sygeplejersker. Halvdelen er tilfældigt udvalgt blandt oversygeplejersker og sygeplejersker ''på gulvet,'' fordelt på store og små sygehuse over hele landet. Den anden gruppe er ''ildsjæle,'' der selv er i gang med projekter og går på UCSFs etårige forskerkursus. De er bl.a. blevet spurgt om deres synspunkter vedrørende evidensbaseret sygepleje:

''Der er nogle, som oplever, at deres daglige, og indtil nu udmærkede, sygepleje pludselig er blevet mistænkeliggjort, og at der bliver sat spørgsmålstegn ved noget, de selv opfatter som god sygepleje. Nu er den pludselig ikke god nok. Også fordi alle interventioner skal kunne dokumenteres ­ og det er jo et urealistisk krav i hverdagen,'' fortæller Lis Adamsen, og understreger, at det ofte er svært tilgængeligt stof, og at sygeplejerskerne er nødt til at læne sig op ad eksperter.

Men måske undervurderer sygeplejerskerne også ofte sig selv. Der er masser af projektidéer og talent blandt sygeplejersker, men ikke megen tro på, at det nytter noget at kæmpe et projekt igennem til den bitre ende. På samme måde savner Lis Adamsen også et engagement i samfundsdebatten, hvor læger langt oftere end sygeplejersker fremstår som patientens advokater.

''Vi er det også, når vi sidder og snakker rundt om kaffebordene, men vi går ikke ud i offentligheden med det. Sådan har det altid været,'' siger Lis Adamsen og kobler denne tilbageholdenhed sammen med den manglende evne til at eksponere viden og egne resultater.

''Man kunne sagtens få beslutningstagere og politikere i tale, hvis man selv tog fat. Lydhørheden og åbenheden er der. Sygeplejersker er uvante med politiske beslutningsmønstre og systemer, og derfor kan de gode idéer sagtens forblive ved skyllerumsdiskussionen. Men hvis man har nogle resultater i posen, er der ikke tale om forskelsbehandling. Jeg er slet ikke i tvivl om, at sygeplejersker har lige så gode muligheder for indflydelse som sociologer, læger og politologer ­ hvis bare de gjorde noget ved det,'' siger Lis Adamsen.