Faglig kommentar: Feminisering af følelser

I nogle banker er der oprettet en såkaldt diskretionslinie, som markeres med en stiplet streg på gulvet. Det betyder, at afstanden mellem kassen og kunden, der venter på, at det skal blive hendes tur, er ca. halvanden meter. Hensigten er, at kunden ved kassen beskyttes mod nysgerrige blikke og andre kunders store, lyttende ører, når hun delagtiggør bankassistenten i sin økonomiske ruin.

Hvis det står til mandlige pårørende, burde sygeplejersker arbejde bevidst med at etablere en diskretionslinie på det følelsesmæssige plan. Bladet Børn og unge med kræft nr. 38/2000 har Fædre og Følelser som tema. To fædre og en mandlig psykolog beretter i den forbindelse om, hvordan det er at være mand, i en sygehusverden domineret af kvinder. Her er der ikke tale om patienttilfredshed. Det er utilfredshed, der kommer til udtryk i meget klare vendinger og gennem gode eksempler.

Bl.a. fortæller faderen Kaj om sin oplevelse af at færdes i en kvindekultur, fra hans søn bliver syg af en hjernetumor, til han dør ca. to år senere. For sygeplejersker er der især to ting, der springer i øjnene. Kaj kan ikke lide omklamrende omsorg, og han roser i den forbindelse en støttepædagog, som hans barn havde. Hun satte nogle klare rammer op for sit arbejde, og på den måde markerede hun, hvad der var hendes opgave i den aktuelle situation.

Kaj mener, det er godt med tydelige rammer, så den person, der skal hjælpe, viser, at hun kan tage ansvaret. På den måde føler familien sig i sikre hænder. Sygeplejersker kan lære noget af det synspunkt.

Det kan bestemt lade sig gøre at beskrive de aktuelle arbejdsopgaver for patienter og pårørende, og dermed give dem et indblik i den faglige ekspertise. En aftenvagt kan f.eks. indledes med et besøg hos patienten, hvor man fortæller, ''at i aften skal din forbinding skiftes, og du skal have målt dit blodtryk. Din udskrivelse skal forberedes, så vi skal finde ud af, om du stadigvæk vil være med i kommunens madordning.''

Åndelig diskretionslinie

Kaj fortæller desuden, hvordan han blev voldsomt træt af, at al kommunikation startede med et ''Hvordan har du det?'' ­ og af kvinders snak, trang til kontrol og måde at føle på. Han mener, at gråd og forløsende, dybe samtaler er én måde at bearbejde et tab på, men at kvinderne i sundhedssektoren skal lade være med at tro, at det er den eneste rigtige måde at håndtere sorg og savn på. Det kan også gøres gennem fysisk arbejde, høj musik og en pose øl.

Arbejdsmiljøet ville blive markant bedre for sygeplejersker, hvis de kunne indsnævre og gøre deres arbejdsområde tydeligere i stedet for konstant at udvide det, bl.a. ved at starte enhver kontakt med det uundgåelige spørgsmål: ''Hvordan har du det?'' Svaret kommer med stor sandsynlighed alligevel, mens forbindingen skiftes.

Eller sagt på en anden måde: Der må være grænser for, hvor tæt man skal gå på patienten, og den grænse sættes i høj grad af fagpersonen, sygeplejersken.

Det er i øvrigt værd at diskutere, om sygeplejersker er med til at gøre dyb snak og gråd til en legitim måde at sørge på, mens den mandlige trang til at udføre fysisk arbejde, drikke en øl eller gå i enrum med følelserne patologiseres.

Det føromtalte tema understreger samtidig, at det ville være godt for alle, hvis sundhedssektoren fik en mere ligelig fordeling mellem mænd og kvinder i arbejdsstyrken. Indtil det bliver en realitet, må sygeplejersker placere en åndelig diskretionslinie rundt om fædrene og måske også rundt om de mænd, hvis kærester eller koner er alvorligt syge.