Sygeplejersken
Håber på hjælp
Efter Sovjetunionens sammenbrud er en tiårig usbekisk dreng, der har mistet begge sine arme efter en ulykke, kommet alvorligt i klemme. I dagens Usbekistan har han nemlig ikke mulighed for at få den protese, der ville gøre det muligt for ham at klare sig selv uden hjælp fra andre. Personalet på hospitalets brandsårsafdeling og drengens familie, der selv har gjort en bemærkelsesværdig indsats for forældreløse børn, håber nu på hjælp fra udlandet.
Sygeplejersken 2000 nr. 32, s. 14-15
Af:
Dina Yafasova, journalist
Billede
Side 15
Mens befolkningen i det meste af Europa sad og så EM-fodbold i fjernsynet, lå en tiårig dreng på et forarmet sygehus i den centralasiatiske by Samarkand i Usbekistan og græd over at have mistet begge arme og en fremtid som fodboldspiller.
Den fodboldinteresserede Fariddin Samatov var om morgenen den 14. maj blevet lovet en sportsdragt og en fodbold af sine forældre, og mens de var taget til søndagsmarked i byen, blev Fariddin hjemme sammen med sine tre søskende. Hen på aftenen gik han ud for at spille fodbold med nogle skolekammerater på en ubebygget grund i nabolaget, hvor der stod en højspændingsmast.
På et tidspunkt satte bolden sig fast i toppen af masten, og Fariddin klatrede op efter den. Kort efter lå han efter et fald på fem meter på jorden med svære forbrændinger. Henved 100 voksne, der havde hørt kammeraternes råb om hjælp, stod den næste halve time forsamlet rundt om drengen, men ingen turde røre ham af frygt for selv at få elektrisk stød.
Det er ikke muligt at tilkalde en ambulance på landet i Usbekistan, og drengen lå derfor livløs på jorden, indtil en onkel og en nabo kom forbi. De lagde drengen ind i en personbil og kørte mod det lokale sygehus kun fem km væk. Undervejs holdt Fariddins hjerte op med at slå. Til alt held havde hans onkel lært førstehjælp, og han gav drengen hjertemassage og kunstigt åndedræt, indtil de nåede sygehuset.
Fariddin blev senere overført til brandsårsafdelingen på regionssygehuset i Samarkand, hvor lægerne måtte amputere den venstre arm ved skulderen. Nogle dage senere måtte lægerne også amputere halvdelen af højre underarm. Ud over svære forbrændinger havde drengen også et stort åbent sår i nakkeregionen og et alvorligt brud på det ene ben som følge af faldet.
Ingen muligheder for en protese
Hvis ikke Sovjetunionen var brudt sammen, ville Fariddin være blevet tilbudt en af de avancerede proteser, som fremstilles på en institution i Skt. Petersborg. Den mulighed eksisterer ikke længere, og personalet på brandsårsafdelingen håber derfor på hjælp fra udlandet.
På grund af landets dårlige økonomi har de fleste hospitaler i Usbekistan desuden ikke mulighed for at tilbyde patienterne den nødvendige medicin under hele behandlingsforløbet. Efter den akutte behandling og et par dages indlæggelse skal patienterne således selv betale alle udgifter til medicin, hospitalsinstrumenter, forbindingsstoffer, kanyler osv.
Faraddin vil efter alt at dømme have behov for at blive behandlet i månedsvis, og de nødvendige lægemidler i forbindelse med behandlingen koster omkring 10-12.000 usbekiske sum om dagen. Til sammenligning tjener en lærer eller en læge i Usbekistan ca. 6-8.000 sum om måneden.
Foreløbig har Fariddins familie betalt for hans hospitalsophold ved hjælp af bidrag fra slægtninge og andre, men inden for kort tid vil de måske være nødt til at sælge deres ejendele for at sikre, at drengen fortsat kan blive behandlet.
Et håb i nøden
Under Anden Verdenskrig blev hundredetusinder af børn evakueret fra de krigshærgede dele af Sovjetunionen og Østeuropa til det fredelige Centralasien og Usbekistan, hvor talrige familier tog dem til sig, som var det deres egne. Fariddins farfar Khamid Samatov opfostrede således ikke færre end femten evakuerede børn sammen med familiens seks egne. Og det var netop en af dem, som reddede Fariddins liv ved at give ham førstehjælp på vej til sygehuset. De øvrige har med deres opsparinger hjulpet Fariddins forældre til at kunne betale hospitalsudgifterne. I Usbekistan har både aviser og historikere gennem tiderne skrevet om den store internationale familie, og der er også lavet en tv-film om historien. Fariddins farfar døde for nogle år siden, men han og familien huskes stadig for deres bemærkelsesværdige indsats under og efter krigen.
Nu har de imidlertid selv brug for hjælp, og familiens eneste håb synes at være, at nogen vil støtte dem med bidrag til behandling og fremstilling af en protese i udlandet, så den tiårige Fariddin igen får mulighed for at lege, gå i skole og klare sig selv.
Tilsagn om hjælp eller bidrag formidles af chefredaktør Peter Skeel Hjorth, der har kontakt med afdelingen og familien.