Hellere rig og rask

Danske kvinder har den korteste middellevetid i EU, og blandt mændene er det kun portugiserne, der lever kortere end danskere.

Det fastslog Middellevetidsudvalget allerede i 1998. Men inden for landets grænser er dødelighed og sundhed ulige fordelt, og uligheden er i høj grad socialt bestemt. Det viser udvalgets anden rapport ''Ulighed i sundhed,'' som udkom i slutningen af juni i år.

Københavnske kvinder har en middellevetid, der ligger to år under landsgennemsnittet, mens mændene ligger fire år under. I den anden ende ligger kvinder fra Ringkjøbing Amt og mænd fra Bornholm, der hver for sig kan forvente at leve et år længere end landsgennemsnittet. 

Østerbro lever længere

Forskellene inden for selve Københavnsområdet er endnu større og svarer nøje til beskæftigelse og indtægtsniveauer i hovedstaden.

En midaldrende mand, der bor i Kongens Enghave (Københavns Sydhavn), kan forvente at leve 6,9 år kortere end en jævnaldrende mand i Vanløse. Bydelen har den laveste gennemsnitsindtægt i Københavns Kommune og mange beboere på overførselsindkomster.

En midaldrende kvinde, der bor på Indre Nørrebro, kan tilsvarende forvente at leve 6,3 år kortere end en jævnaldrende kvinde på Indre Østerbro.

At den danske levealder er kortere end andre europæiske landes, skyldes først og fremmest livsstil. Tilsvarende kan man se, at forskelle i levealder og sygelighed danskerne imellem også hænger sammen med livsstil. Danskere med lave indtægter, kort uddannelse og svigtende beskæftigelse ryger mere, får mindre motion, spiser mere fedt og mindre grønt end vellønnede og højtuddannede. Den eneste risikofaktor, der optræder uanset persons anseelse, er et stort alkoholforbrug.

Livsstil kan dog ikke forklare alle forskellene. En del må tilskrives andre faktorer, især arbejdsmiljøet. F.eks. har buschauffører større risiko for at blive indlagt med hjertesygdomme end ufaglærte som gennemsnit. 

Rige bruger tilbuddene

I det store og hele har grupperne med den største sygelighed også det største forbrug af sundhedsvæsenets ydelser. På nogle områder er der dog en tendens til, at andre faktorer gør sig gældende.

Folk med kort eller uoplyst uddannelse går ikke så meget til speciallæge som folk med længere uddannelse og gode indtægter.

Forskellen kan til dels forklares geografisk. F.eks. er der en høj koncentration af personer med videregående uddannelse i Frederiksborg Amt, hvor amtet har prioriteret speciallægerne. I Ringkjøbing Amt, hvor færre har en videregående uddannelse, har politikerne valgt at tilbyde specialistbehandling i sygehussystemet.

Forbruget af fysioterapi og kiropraktorbehandling følger heller ikke sygeligheden. Forbruget er størst i mellemgrupperne og mindst blandt kortuddannede og arbejdsløse. Formentlig virker det som en barriere, at man selv skal betale hos kiropraktoren og fysioterapeuten i en hel del tilfælde.

Tilsvarende går de bedre stillede mere til tandlæge end de dårligst stillede. Økonomi er en nærliggende forklaring, men derudover gælder, at mere ressourcestærke grupper generelt er mere indstillet på forebyggelse end mindre stærke grupper.

Førtidspensionisterne er den gruppe, der oftest får målt kolesterol, blodtryk og får helbredet undersøgt forebyggende.

Formentlig sker det dog tit som led i forbindelse med egentlig behandling.

Generelt bliver tilbud som kolesterolmåling, forebyggende helbredstjek, blodtryksmåling og celleprøver fra livmoderen benyttet mere af funktionærer end andre. 

Venter kortere

På sygehusene er der en vis tendens til, at højtuddannede kvinder har kortere ventetid på behandling end andre grupper. For mændenes vedkommende er der ingen forskel.

Der er flere mulige forklaringer på denne ulighed for kvindernes vedkommende.

Den kan skyldes, at sygdomsmønsteret varierer mellem uddannelsesgrupperne, og at der generelt er kortere ventetid på de behandlinger, højtuddannede kvinder har brug for.

Forskellen kan også skyldes, at mange højtuddannede kvinder bor i amter, hvor man satser på praktiserende speciallæger. Endelig kan den skyldes forskelle i brugen af det frie sygehusvalg.

Det frie sygehusvalg bliver nemlig ikke brugt lige meget af alle grupper i samfundet. Frit sygehusvalg bruges mest af topledere og højtlønnede lønmodtagere, mindst af arbejdsløse og førtidspensionister.

Brugen af frit sygehusvalg stiger både med uddannelsesniveau og indtægt. Personer med en årsindtægt over 500.000 kr. benytter det frie sygehusvalg 38 pct. oftere end gennemsnittet, når det gælder ambulant behandling, og 49 pct. oftere end gennemsnittet, når det gælder indlæggelse. 

Kilde: DIKE 1998/Middellevetidsudvalget.Kilde: Forebyggelsesregistret/Middellevetidsudvalget.

Kilde: Forebyggelsesregistret/Middellevetidsudvalget.