WENR: De strides om sproget

Praksis og forskning ­ et fælles vovestykke'' er overskriften på de europæiske sygeplejeforskeres næste åbne konference. Det er sjældent, et forskræp til en konference giver anledning til de store skærmydsler, men for den schweiziske sygeplejerskeorganisation, som skal være vært for konferencen i 2002 i Geneve, er indbydelsen i sig selv lidt af et vovestykke. Indbydelsen er nemlig forfattet på tre sprog ­ engelsk, tysk og fransk, og det er klart i strid med sammenslutningens retningslinier. Arbejdssproget er og bliver engelsk.

Den schweiziske indbydelse blev lanceret på de europæiske sygeplejeforskeres arbejdsgruppemøde i Reykjavik, inden man slog dørene op til dette års åbne konference.

Det er ikke første gang, sprogproblemet er oppe at vende hos de europæiske sygeplejeforskere. Da den spanske sygeplejerskeorganisation var vært i 1992, rullede konferencen som planlagt af sted på engelsk, men uden størsteparten af de mange spanske deltagere. De sad nemlig for sig selv for at nyde godt af den simultantolkning til spansk, som arrangørerne af konferencen havde sørget for.

Det gav sure miner hos flere af de europæiske sygeplejeforskere. Simultantolkning kan være godt, men er alt for dyrt for en sammenslutning som WENR ­ Workgroup of European Nurse Researchers, hed det. Sammenslutningen lever af tilskud fra de europæiske sygeplejerskeorganisationer samt af de indtægter, der kommer fra de åbne konferencer, der holdes en gang hvert andet år et eller andet sted i Europa.

Også i Reykjavik blev der diskuteret heftigt, uden at det kom til nogen endelig konklusion. Som en af deltagerne sagde:

''Nu er indbydelsen trykt og ude blandt sygeplejerskerne. Nu må WENR og arrrangørerne leve op til, at konferencen i Schweiz kommer til at foregå på de tre annoncerede sprog.''

Nord-syd strid

Selv om engelsk er accepteret som videnskabeligt sprog verden over og derfor er et naturligt arbejdssprog for WENR, giver det problemer for mange sygeplejersker i Europa. I mange lande har der ikke været tradition for at lære engelsk som andet sprog. Det kan sydeuropæerne tale med om. Sprogstriden i WENR indeholder derfor også et element af kulturgeografi. Nordvesteuropa taler engelsk, Syd- og Østeuropa prioriterer anderledes.

Anne Marie Kesselring, professor ved sygeplejeinstituttet i Basel og medlem af WENRs arbejdsgruppe, var på forhånd klar over, at hun ville kaste mere brænde på bålet med den schweiziske invitation til konferencen i 2002.

''Men det er det værd,'' siger hun og tilføjer:

''Hovedparten af schweizerne taler og forstår ikke engelsk godt nok til at få noget udbytte af en international konference. Derfor kan den schweiziske sygeplejerskeorganisation heller ikke være vært for en international konference, hvis der ikke er tolkning til vores to store sprog tysk og fransk.''

Anne Marie Kesselring og hendes kolleger i Schweiz har ingen planer om at ændre WENRs retningslinier:

''Det er udmærket at have engelsk som arbejdssprog. Det vil vi ikke røre ved. Men samme retningslinier siger jo ikke noget om, at det er forbudt at tolke til et andet sprog, og det behøver vi i de lande, hvor kendskabet til engelsk er ringe. De sidste 10 år har de åbne konferencer været afviklet i Skandinavien ­ Oslo, Stockholm, Helsinki og nu sidst her i Reykjavik. Her nordpå lærer I engelsk som det første andetsprog, men det gør man ikke i mange andre lande

Side 17 

i Europa. I mit eget land Schweiz har vi ikke mindre end fire nationale sprog, og det første andetsprog, vi lærer i skolen, er naturligvis et eller to af disse sprog. Det trænger sig mere på end engelsk. Det er først her på det allerseneste, at vi i den tyske del diskuterer, om vi skal lære engelsk før fransk.''

Ikke dyrere

Kritikerne af det schweiziske konferenceinitiativ peger på, at simultantolkning vil gøre konferencen i Geneve urimelig dyr.

''Hvorfor skal samtlige konferencedeltagere betale for, at en del af deltagerne skal have en dyr simultantolkning,'' lyder argumentet.

Anne Marie Kesselring har et godt modargument, synes hun:

''Med simultantolkning til tysk og fransk kan vi højst sandsynligt tiltrække et par hundrede konferencedeltagere mere, end vi ellers ville være i stand til,'' siger hun og peger på, at tilbuddet om tysk simultantolkning kan tiltrække ikke kun de tysktalende schweiziske sygeplejersker, men også sygeplejersker fra Tyskland, Østrig og Tjekkiet. På samme måde kan simultantolkningen til fransk tiltrække de fransktalende fra Belgien, Luxemboug og Frankrig. Netop disse tre lande har i årevis glimret ved deres fravær fra de europæiske forskerkonferencer.

''De ekstra deltagere vil kunne bringe den samlede deltagerpris ned. Så udgifterne til simultantolkning skulle ikke betyde højere konferenceafgift, snarere lavere,'' siger Anne Marie Kesselring.

''Holder vi os derimod til engelsk som eneste konferencesprog, bliver deltagerprisen højere, fordi vi så må regne med færre deltagere. Derfor vil også de engelsktalende have fordel af den tresprogede konference.''

Et forslag om, at det bør være de nationale sygeplejerskeorganisationer, der i givet fald må bære omkostningerne ved en simultantolkning, falder ikke i god jord hos Anne Marie Kesselring:

''Organisationerne tager i forvejen den økonomiske risiko ved konferencerne. Hvis de også skal betale for tolkning, tror jeg, at mange vil springe fra. I 2004 har Portugal meldt sig som vært. Her har man foreløbig betinget sig, at der skal kunne tolkes til portugisisk.''

Tror du, at sprogstriden ligefrem kan få WENR til at falde fra hinanden?

''Muligvis. I hvert fald tror jeg, at vi nu må overveje vores mission. Hvem er vi til for? Sygeplejeforskerne? Organisationerne? Eller sygeplejeforskningen i Europa?''

Ja til engelsk

For sygeplejeforskeren Yrsa Andersen, der siden 1992 har ledet WENRs sekretariat, er der ingen tvivl:

''Det videnskabelige sprog er engelsk. Det kommunikerer vi på. Formidler vi på. Derfor er det naturligt, at WENRs arbejdssprog er engelsk, som det også understreges i vores retningslinier. Hvis vi bryder dem, går vi imod vores organisationer, som jo holder liv i WENR. Meget apropos er det de nordiske organisationer, der indtil nu har været de største sponsorer. Flere lande har end ikke betalt så meget som en krone til driften. Andre yder kun et symbolsk beløb. Derfor undrer det mig, at Schweiz og andre nu kræver tolkning, der alt andet lige uvægerligt vil gøre konferencerne dyrere,'' siger hun og peger på, at Schweiz i en sprogsammenhæng er unik:

''Det er meget muligt, at Schweiz kan tiltrække flere deltagere fra andre lande i Europa ved at simultantolke til tysk og fransk, men hvis der skal simultantolkes i Italien, som skal være vært ved det næste årsmøde, og i Portugal, som skal være vært for den næste åbne koference, kommer der jo ikke flere udenlandske deltagere til, fordi der bliver tolket til henholdsvis italiensk og portugisisk. Tolkning er frygteligt dyrt, så selv om der skulle komme flere til konferencen i Schweiz af den grund, tror jeg ikke, at det kan dække ekstraudgiften.''

Yrsa Andersen er også forundret over den måde, det schweiziske initiativ er presset igennem på.

''Hvis ikke vi kan simultantolke, trækker vi os,'' hed det.

Hun medgiver gerne, at det kræver en indsats at kunne kommunikere på engelsk, men det er den vej, man skal, hvis man vil ud i Europa og resten af verden med sin forskning, mener hun.

Også Lis Wagner, seniorforsker ved Universitetshospitalernes Center for Sygeplejeforskning (UCSF), der afløser Yrsa Andersen som dansk Sygeplejeråds repræsentant i WENR, mener, at WENR må holde sig til sine retningslinier om engelsk som arbejdssprog:

''Det er ærgerligt, at vi hænger fast i en sprogdebat,'' siger hun.

''Jeg kan godt se, at sydeuropæerne har problemer med det engelske, men når f.eks. sygeplejerskerne i de baltiske lande kan lære sig engelsk, så må man også kunne det i Sydeuropa,'' siger hun.

''Økonomien skrider, hvis vi skal til at oversætte til flere sprog, fransk og spansk f.eks. Derfor bliver vi nødt til at fastholde engelsk som arbejdssprog, medmindre de nationale sygeplejerskeorganisationer beslutter noget andet.''