Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

WENR: Kvinder skal forske om kvinder

Forskere, der beskæftiger sig med kvinders sundhed, bør også have forståelse for kvinders livsbetingelser, understreger amerikansk forsker.

Sygeplejersken 2000 nr. 32, s. 19

Af:

Grethe Kjærgaard, journalist

Kvinder forstår kvinder. Derfor kan det være en stor fordel, at det er kvindelige forskere, der forsker i kvinders liv og helbred, mener den amerikanske sygeplejeforsker Nancy Fugate Woods fra University of Washington i Seattle.

Nancy Fugate Woods var inviteret til at afslutte de europæiske sygeplejeforskeres konference på Island med et indlæg om, hvad sygeplejeforskningen har bidraget til, netop når det gælder udforskningen af kvinders sundhed.

''Jeg påstår ikke, at mænd er dårlige til at forske i kvinders sundhed. Der er mange gode eksempler på mænds forskning i kvinders helbredsproblemer. Men det er vigtigt, at de forskere, der kaster sig ud i at undersøge et specifikt kvindeproblem, også har forståelse for kvinders livsbetingelser,'' siger hun og peger på tidligere undersøgelser, udført af mænd, omkring kvinders seksualitet:

''Da mandlige forskere f.eks. skulle undersøge, hvad det betød for en kvinde at få fjernet et bryst, blev hovedvægten af spørgsmålene lagt på det seksuelle. Senere lavede jeg selv noget forskning om emnet, og her viste det sig, at kvinderne nedtonede det seksuelle og i stedet talte om eksistentielle problemer. De måtte simpelthen vurdere deres chancer for at overleve. Ville de eksempelvis leve længe nok til at se deres børn blive voksne?''

Nancy Fugate Woods har en lang forskerkarriere i kvindeproblemer bag sig. Hun har bl.a. forsket i yngre kvinders præmenstruelle symptomer og i ældre kvinders seksualliv. Med hensyn til det sidste så viser hendes forskning, at mange kvinder nyder at have sex højt op i alderen, men at de ofte ikke får sex, fordi de er blevet enker, eller deres partner er blevet impotent.

Ud over at være keynotespeaker på WENR-konferencens sidste dag deltog Nancy Fugate Woods også i den pressekonference, som den islandske sygeplejerskeorganisation havde arrangeret inden konferencens start. Her slog hun fast, at udforskningen af kvinders sundhed må gå nye veje:

''Forskningen har især haft fokus på kvinders reproduktive sundhed og ikke på mange af de aspekter, som i virkeligheden berører kvinders liv og helbred. Kvinder har to roller, én på arbejdsmarkedet og én derhjemme, og det betyder nok, at vi ikke er så gode til at passe på os selv, som vi burde,'' fastslog hun.