Sygeplejersken
Boganmeldelser
Sygeplejersken 2000 nr. 34, s. 26
Af:
Anne Vesterdal, sygeplejefaglig medarbejder
SYGEPLEJEN VED OMGANG MED MEDICIN
Ib Bo Lumholtz, Iben Lovring, Vivi Brandt Rasmussen, Karsten Jensen
Lægemiddellære og akutte forgiftninger
10. udgave
Lærebog for sygeplejestuderende
Dansk Sygeplejeråd København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck 2000
513 sider, 435 kr.
Forfatterpanelet til den reviderede udgave tæller denne gang to sygeplejelærere, der har formået at vægte det sygeplejefaglige stof markant ved at disponere deres stof ud fra sygeplejerskens virksomhedsområde: Det kliniske, det administrative, det ledelsesmæssige, det pædagogiske og det udviklingsmæssige.
Efter en ganske kort, men relevant indledende historisk perspektivering, prioriteres sygeplejen som kerneområdet og farmakologien som redskabet til at udføre medicinadministration. Der refereres til Sundhedsstyrelsens kompetencekrav til medicinalpersoners viden og omgang med farmaka og infusioner. Netop denne viden adskiller sygeplejerskens kompetence fra andre plejegruppers.
Et typisk dilemma fra praksis er eksempelvis udmærket besvaret: Kan denne tablet/kapsel knuses eller bør den synkes hel? Dispensorer, inhalatorer og injektionsremedier er rigelig grundigt gennemgået og illustreret. Mere relevant er, at der er lagt afgørende vægt på de sygeplejemæssige observationer ved almen medicinering, injektioner og infusioner.
Der er eksempler på manuel og elektronisk medicinregistrering og dokumentation. Netop denne del af omgangen med medicin er vigtig, idet der her hyppigt kan konstateres fejl, hvad enten det er ordinationen, der ikke er fulgt; eller lægen, der ikke har noteret sin mundtlige ordination i journalen. Et grundigt afsnit med jura, hvor straffelove citeres, suppleret med autorisations- og erstatningsansvar, er derfor en relevant prioritering med en god central placering. Den gamle læresætning: ''Den rigtige medicin til den rigtige patient på den rigtige måde'' er heller ikke glemt.
I erkendelse af, at mange patienter benytter alternativ medicin f.eks. antioksidanter og hvidløgspræparater, er der skabt plads til et afsnit om naturmedicin, og den faglige skelnen mellem egentlige lægemidler, naturpræparater og kosttilskud defineres sagligt. Også i forhold hertil er sygeplejerskens rolle og faglige ansvar præciseret.
Den medicinske del er mere traditionel, men ikke mindre grundig. Den følger blot den gode, efterprøvede, oplysende model med en almen del med bl.a. historie, definitioner, farmakodynamik og -kinetik, dispensering og markedsføring, fulgt af en speciel del, opdelt efter lægemidlernes fysiologiske virkningsområde efter ATC-systemet (Anatomical Therapeutic Chemical Classification System) med eksempler på præparater og deres virkning. Der er et fyldigt afsnit om placebobegrebet, endog med en lille underfundighed om en livseliksir, skabt af Napoleons livlæge. En fagbog kan godt være underholdende og samtidig fagligt kvalitativ. Der afsluttes med et kapitel om forgiftninger og symptomer herpå.
Der er løbende anvendt billedmateriale, tegninger og farvefotos også overflødige, f.eks. et åbent medicinskab, indrettet efter ATC-systemet og en anatomisk tegning i figur 12, der viser hvor tabletter kan sætte sig fast på sin vej mod ventriklen. Ingen sygeplejerske ville vel finde på at lede efter medicinen i patientens spiserør. Fremhæv hellere tekstens budskab: Vand, vand og rigeligt vand (indvortes og i oprejst stilling) ved enhver medicinindtagelse. Godt illustreret er derimod afsnittet med injektionsteknik og forslag til placering af depotplastre. Bogens omslag er hverken særlig inspirerende eller kreativt, men illustrerer sygeplejerskens medicinske dagligdag i kliniske fotos.
Bogens kvalitet ligger i dens omfang, prioritering, oplysningsniveau og gode redigering. Det er en bog, jeg gerne vil have inden for rækkevidde ved tvivlstilfælde eller ved forberedelse, og den er en oplagt opslagsbog til sin primære målgruppe, de studerende, hvis uddannelse, specielt i de kliniske moduler, kræver hurtigt og korrekt overblik i bogens discipliner og definitioner. Et godt register er uundværligt i en opslagsbog. Her er det suppleret med et register for handelsnavne for medikamenter. Hensigten er brugervenlighed, men desværre forældes et sådant register hurtigt. Meget er med, men man finder f.eks. hverken midazolam eller Dormicum, så jeg vil anbefale det årligt reviderede Lægemiddelkatalog til systematiske medicinopslag.
Af Ole Bjørke, sygeplejelærer på Sygepleje- og Radiografskolen, Københavns Amt.
HVOR LÆNGE KAN LIVET FORLÆNGES?
Pia Fromholt, Jessy Hjorth-Hansen, Dorte Høeg, Andreus Viidik (red.)
Svækkelse i alderdommen Omsorg og etik i svækkelsesforløbet
Frederikshavn: Dafolo 1999
88 sider, 160 kr.
I modsætning til den righoldige litteratur om den raske aldring, alderdommens sygdomme og demens er der kun skrevet lidt om den uafvendelige mentale og fysiske svækkelse hos ældre uden udsigt til bedring. Gerontologer fra forskellige faggrupper lægger op til diskussion om, hvorvidt begreber som stimulering, aktivering og vedligeholdelse af fysiske og mentale ressourcer skal indtage den meget centrale plads i moderne aldringsforståelse, som vi er vant til at give dem. De rejser spørgsmål om det meningsfulde heri, når svækkelsen for alvor sætter ind, og om den kan komme på tværs af de behov, der opstår ved svækkelse.
Den lille perle af en bog rummer desuden store perspektiverende spørgsmål om, hvor længe liv kan forlænges. Kan vi overleve ''til enden'' uden svækkelse? Det moderne servicekoncept og dets relation til den svækkede ældre indtager en anden central plads. Hvad er ingredienserne i den gode omsorg, og hvad stiller man op, når det ikke længere er meningsfuldt at tale om forebyggelse og vedligeholdelse?
Bogen spænder fra geriatri til biologi, over psykologi og samfundsvidenskab til historie og etik. En del af materialet er forskningsbaseret, andet er resultatet af forfatternes mangeårige erfaringer med ældre. Målgruppen spænder også bredt, idet alle, der vil debattere ældres forhold fra en etisk synsvinkel, kan hente god inspiration.
Af Anette Brunshøj, primærsygeplejerske i Herlev Kommune