Faglig kommentar: Pippis tømmermænd

Jeg har tømmermænd, betroede Pippi mig med et lille skævt smil. ''Det plejer jeg ikke at få.'' Pippi var kommet over søndag eftermiddag for at se, hvad vi lavede og give en hånd med. Det har hun gjort i høsten gennem flere år, og nu hvor hun er 15, er det en hjælpende hånd, vi kan mærke.

''Så vil du have godt af noget ribssaft,'' sagde jeg og hentede kanden. Det faldt i god jord. ''Jeg fik tequila i går. Tre lige efter hinanden. Det har jeg aldrig prøvet før, og så gik det stærkt,'' fortsatte Pippi sin beretning. ''Ja, det er stærke sager,'' kommenterede jeg. ''Hvor var du til fest?'' ''På diskotek inde i byen,'' fortalte Pippi, og så var der ikke tid til mere snak om den ting.

Næste eftermiddag spurgte Pippi, om hun måtte køre med mig, da jeg skulle ud i marken med leverpostejmad og ribssaft til den støvede mand i mejetærskeren. ''Du må gemme et glas saft til Pippi,'' sagde jeg til den støvede mand, ''hun har tømmermænd.'' Nej, de var skam overstået, hævdede pigen, men så let skulle hun nu ikke slippe. Vi spurgte drillende løs om, hvad der foregik på diskoteket med det blakkede ry. Om drinks. Om ecstasy. Om hendes mor vidste det. Om det var bodytequila, hun havde fået. Vi hørte om sælsomme, søde blandinger med tjekkede navne og ingredienser som chokolademælk, æblejuice og ananassaft ­ og selvfølgelig vodka.

Så blev vi det klogere, og Pippi havde fået vendt sine erfaringer med et par voksne i bedsteforældrealderen. Det lykkedes vist ikke at overbevise hende om, at vi ikke havde personligt kendskab til beruselse. Men tiderne og sæderne har alligevel ændret sig. Som et par mimrende dinosaurer kunne vi sidde og udbrede os over, hvordan en bajersk øl i vores ungdom skulle strækkes over en hel lørdag aften på Vingården, fordi der ikke var penge til mere, når vi havde betalt indgangsbilletten. Spiritus var helt uden for økonomisk rækkevidde, og hashen dårligt nok kommet til landet.

Foruroligende drikkevaner

I dag er børn og unges drikkevaner foruroligende. De begynder tidligere, varerne er stærkere, og forbruget alarmerende højt. Det er væmmeligt at se halvstore børn vælte rundt i sanseløs beruselse, og indimellem går det grueligt galt. Men er ungerne i dag anderledes, end vi andre var, eller gør vi blot en dyd af nødvendigheden, nemlig datidens sparsomme lommepenge?

Vi er ikke bekymrede for Pippi. Hun er nysgerrig på livet og tørster efter at lære, eksperimentere og få egne erfaringer. Pippi er begavet og i harmoni med sig selv, sin familie og omgivelser. Hun skal nok komme helskindet gennem sine eksperimenter. Vi kender andre af hendes kammerater uden samme ballast og robusthed. Pubertære og utilnærmelige med lav selvtillid. De ikke bare eksperimenterer, de skal også stive sig af for at syne af noget i forhold til den gruppe, de gerne vil være en del af. Dem kan vi godt være bekymrede for.

Gad vide, hvordan Pippi og hendes jævnaldrende vil reagere, hvis sundhedsministeren kommer igennem med sine forslag om forbud, regulering og kontrol af unges brug af sprut og stoffer. Rusmidlerne eksisterer. De er en del af den verden, de voksne har skabt, så de unge skal nok få fat i det, de vil. Det vil blive en del af pirringen, en sport at omgås forbud og snyde kontrollanter. Hvis de unges adfærd kriminaliseres, øges afstanden til de voksne. Den umiddelbare tillid til, at man godt kan snakke med en voksen om sin første rigtige kæfert, risikerer at gå fløjten. De mindre robuste unge risikerer at havne i misbrug, og sundhedsministerens servicemindede forslag om, at adresser på diskoteker, hvor der sælges stoffer, skal bringes på Internettet, kan kun gøre vejen lettere at finde.

I stedet for kollektive, straffende foranstaltninger, der slår alle unge over en kam, skulle man hellere tage hånd om de unge, der ikke magter mødet med voksenverdenens fristelser. Hvis forældre og skole skyder ansvaret for børnene fra sig og overlader det til en tilfældig sundhedsministers handletrang, kan det netop ende i groteske foranstaltninger, der kun indbyder til at blive omgået. I stedet for at lade ressourcerne gå til frelserpatruljer, projektmagere og kampagneledere skulle skole og hjem hellere tage ordentligt hånd om de unge, der er på vej ud i misbrug.

Skal Pippi kriminaliseres, eller skal hun vises tillid, mens hun gør sig sine erfaringer ­ som alle unge til alle tider har gjort det?