Plads til en skævert

Billede

Side 13 

Hvor går gadens folk hen, når de bliver gamle? Mange af dem går ingen steder. De bliver siddende på deres banegårdsbænk med deres pullimut og deres bajere, indtil kroppen en dag siger stop. Når de bliver fundet døde, faldet om i deres sidste brandert, spørger omgivelserne måske sig selv: Kunne vi have gjort noget? Kunne vi have givet Hunde-Hans noget mere omsorg eller pleje af de dårlige ben, den tiltagende demens, de hyppige kramper?

Svaret vil ofte være nej. For de steder, der tilbyder vedvarende omsorg og pleje, kan ikke have en mand som Hunde-Hans. Han er for anderledes ­ med sin råben og skrigen og sin mangel på almindelige normer.

Hvis Hunde-Hans bor i Nordjyllands Amt, har han i dag en konkret mulighed for at få et hjem. Amtet har som det første i Danmark oprettet fem plejehjemspladser til hjemløse og udslidte misbrugere. Plejehjemmet er indrettet i en af længerne på Forsorgshjemmet Svenstrupgaard syd for Aalborg. Fem gamle misbrugere har her fået et hjem, som de i princippet ikke kan miste igen. De kan ikke smides ud pga. druk eller aggressivitet eller utilbørlig opførsel. Det er de ellers blevet utallige gange i deres liv ­ fra væresteder eller kommunale plejehjem eller sygehuse, eller hvor man nu har forsøgt at hjælpe dem.

Traditionsbrud nødvendige

''Hvis man ikke kan være den, man er, i sit eget hjem ­ hvor kan man så? De har førsteret til at være her, og vi andre kan være her. Det skal vi huske, os der er ansat,'' siger Gerda Delé, sygeplejerske gennem mange år. De seneste fire på Forsorgshjemmet Svenstrupgaard.

Sammen med en fagfælle, Lise Lund, har hun det sygeplejefaglige ansvar for samtlige beboere på forsorgshjemmet ­ dvs. omkring 55 ''almindelige'' forsorgshjemsbeboere med midlertidigt ophold og fem plejehjemsbeboere med varigt ophold. De sidstnævnte repræsenterer på flere måder et brud med en meget grundfæstet tradition: En tradition, der forbyder indtagelse af rusmidler på danske forsorgshjem ­ og en tradition, der pålægger forsorgshjemmene at få beboerne videre til eget hjem eller til andre tilbud.

De fem plejehjemsbeboere skal ikke videre. De skal blive boende, så længe de selv ønsker det, og de må indtage de rusmidler, der er nødvendige, for at de kan have et godt liv. Gerda Delé og Lise Lund mener, at traditionsbrud er nødvendige, hvis gamle misbrugere skal kunne tilbydes en værdig livsaften.

''Hvis det er et godt liv, vi vil give dem, så må vi acceptere, at for dem er livet kun godt, når det indeholder øl eller stoffer. For dem er det livskvalitet at være fuld eller skæv. Det kan være svært for os andre at forstå ­ og det behøver vi måske heller ikke at kunne. Men vi skal kunne acceptere det.''

Mislykkede forsøg

Det er ikke sådan, at de fem beboere hidtil har været udelukket fra velfærdssamfundets tilbud. Der har været forsøgt en del. Typisk etablering i egen bolig eller indflytning på et kommunalt plejehjem. Men det er ikke gået.

''Et menneske, der er vant til at leve på gaden, kan ikke finde ud af at bo i egen bolig. Han vil vende tilbage til gaden før eller siden. Og et menneske, der har levet hele sit voksne liv som misbruger, kan ikke bo på et kommunalt plejehjem. De andre beboere bliver utrygge, og deres pårørende bliver vrede over, at deres gamle far eller mor skal leve sammen med en råbende og skrigende person,'' forklarer behandlingsleder Ove Thomsen, Svenstrupgaard.

''Misbrugerens overlevelsesmekanismer og kroniske pengemangel forsvinder ikke, fordi han flytter på plejehjem, og en dag går han måske ind og rapser på de andre beboeres værelser. En anden dag råber han, så vinduerne klirrer, en tredje dag er han fuld og provokerende. Det er svært at leve med for de andre beboere, det er også svært for de ansatte. De er ikke vant til at rumme mennesker med aktivt misbrug, og det er ikke noget, man bare lige kan fra den ene dag til den anden. Det kræver erfaring med misbrugsadfærd, og det har vi et sted som her.''

De to sygeplejersker har erfaringer med misbrugere fra sygehusverdenen.

''Vi har begge to været med til at få misbrugere ud af vagten så hurtigt som muligt. De skaber så meget uro med deres råben og skrigen, og man er nødt til at få dem ud, så snart de kan stå på benene. For dem bliver det en bekræftelse på, at de er uønskede. De er blevet jaget rundt hele deres liv, og det er ikke let at overbevise dem om, at de er til at holde ud at være sammen med. Det er én af udfordringerne i det her job: At give dem en oplevelse af, at de er værd at være sammen med.''

Støvler på i flere år

De fem plejehjemsbeboere er mænd mellem 42 og 63 år. De er slidte både kropsligt og mentalt.

''Når de flytter ind, er de i en miserabel forfatning. De har ikke fået ordentlig mad i lang tid, de er ikke blevet vasket og har ikke skiftet tøj i lige så lang tid. Måske har de diaré, måske har de åbne sår, der skal behandles. Første fase er at få lov til at gøre noget ved hygiejnen, og det kan godt tage sin tid,'' fortæller Gerda Delé. Lise Lund supplerer med et eksempel:

''En af beboerne ville under ingen omstændigheder have sine scooterstøvler af. Han havde haft dem på dag og nat gennem flere år, og da vi efter flere dages snak og parlamenteren fik lov at tage dem af, viste det sig, at han havde åbne skinnebenssår. Han har, ligesom de øvrige beboere, dårligt kredsløb, og det har været et meget stort arbejde at få sårene helet.''

Alle fem får medicin af forskellig slags.

Side 14

Annonce

Side 15 

Typisk er det kredsløsbmedicin, medicin mod kramper og evt. psykofarmaka. Nogle af præparaterne er ordineret for år tilbage, og behandlingen er måske fulgt i perioder, f.eks. under ophold på herberg eller forsorgshjem. Men den har aldrig været regelmæssig.

''Det er den nu for første gang i deres liv, og det har skabt en tydelig bedring. Regelmæssigheden er måske den vigtigste forandring i deres liv: De får nærende mad hver dag, de får søvn og regelmæssig medicin. Det hjælper på alting ­ også på sårhelingen, som har været nærmest håbløs at gøre noget ved, mens de var hjemløse.''

Kort vej til følelserne

Dårligt kredsløb, leversygdomme, alkoholdemens ­ og for en enkelts vedkommende tuberkulose ­ er typiske følgesvende til et langt liv på gaden. Det samme er en direkte og ukontrolleret adgang til følelserne. Plejehjemmets beboere kan råbe op og skælde ud på personalet og på hinanden. Hvad gør de to sygeplejersker, når de står over for en fuld og højtråbende beboer?

''Ingenting. Vi lader i hvert fald være med at diskutere med ham. Hvis han generer de andre, forsøger vi at gelejde ham ind på sit værelse, så han kan dampe lidt af. Og det lykkes som regel at få gennemført det, vi sætter os for. Det handler om at være kontant og kærlig ­ at udstråle, både i ord og kropssprog, at ''nu gør vi sådan og sådan, du og jeg, og det kan du sagtens finde ud af.'' Det gælder også i forhold til sygeplejen. Det skal ikke lægges op som et diskussionsemne, om et sår skal renses eller ej. Det skal fremlægges som en selvfølgelighed,'' siger de to sygeplejersker.

En af beboerne er blevet overfaldet så mange gange, at han er angst for alle former for berøring.

''Han har været mobbeoffer hele sit liv, og hvis vi nærmer os med en hånd, ryger hans arm op foran ansigtet. Han forsøger at beskytte sig selv, helt reflektorisk. Han er meget dement, og han slipper formentlig aldrig af med den refleks. Så vi må acceptere, at han protesterer voldsomt hver gang, vi skal røre ham,'' fortæller Lise Lund.

Den fysiske sygepleje er en del af arbejdet. En anden og endnu vigtigere del er omsorgen. Og hvis man ikke kan holde af beboerne, som de er, skal man ikke søge job et sted som Svenstrupgaard.

''Vi bliver deres netværk ­ det eneste, de måske nogensinde har haft. Og i begyndelsen tror de ikke rigtigt på, at vi virkelig kan lide dem. De kender kun til at blive afvist, og det varer noget, før de begynder at åbne sig. Men så kommer det også: De snakker med os om alting. De har et meget stort behov for at betro sig, og det er jo nogle fantastiske skæbner, de har haft. Social- og sundhedshjælperne, der er sammen med beboerne dagen lang, kommer i virkeligheden tættere på, end vi gør som sygeplejersker. Men vi kommer tæt på, når det bliver komplekst med det psykiske eller fysiske. Og det er komplekse mennesker, vi har med at gøre. Mennesker, der har været svigtet, siden de var børn, og som med uhyggelig konsekvens har videreført en social arv: Deres liv som misbrugere er ikke blevet grundlagt af dem ­ det er blevet grundlagt af deres bedstefar og deres far. Og man skal være varsom med at tro, ''at de selv har valgt det her liv..'' Der har ikke altid været noget at vælge imellem.''

De andre beboere

Samtlige ansatte har været spændte på reaktionen hos de midlertidige beboere. Kan de acceptere, at en lille gruppe plejehjemsbeboere må drikke inden for forsorgshjemmets mure, mens de ikke selv må indføre så meget som en halv øl?

''Vi har ikke mærket nogen surhed ­ måske fordi vi helt åbent har forklaret, hvorfor der er andre regler på plejehjemmet. Mange beboere har sagt, at de synes, det er en god ordning. De synes, det er godt, at de fem personer, som de har kendt fra mange års fælles gadeliv, nu har fået et hjem,'' siger Ove Thomsen, behandlingslederen.

De andres frustration begrænses af, at plejehjemsbeboerne kun må drikke på deres eget værelse og kun i selskab med sig selv.

''Den regel tør vi ikke give slip på. Vi er bange for, at deres værelser vil blive til huler, hvis de må sidde sammen og drikke. Det vil vi måske ikke kunne styre,'' forklarer Ove Thomsen.

De tre medarbejdere er enige om, at de første plejehjemserfaringer er positive.

''Det er småting, der har været: En plejehjemsbeboer, der blev urolig efter at have drukket for mange stærke øl. Nogle midlertidige beboere, der besøgte plejehjemsbeboerne på deres værelser for at sælge noget til dem. Plejehjemsbeboerne hører til i den svage ende af det hierarki, der altid findes blandt misbrugere, og de kunne ikke få de midlertidige beboere til at gå igen. Det var tydeligt, at de var lettede, da vi greb ind ­ med en besked til de stærke beboere om at holde sig væk en tid. Det er også tydeligt, at de er glade for at bo her. De siger alle fem, at de vil blive boende så længe som muligt.''