Sundhed skal prioriteres

Man kan blive helt forpustet, når man skuer tilbage over de 21 sundhedsmål, som WHO har opstillet for det 21. århundrede. Hvordan kan det overhovedet lykkes at få omsat alle intentionerne til brugbar virkelighed lokalt og nationalt?

Ainna Fawcett-Henesy, som er regional rådgiver i sygepleje- og jordemoderspørgsmål ved WHOs europæiske regionalkontor i København, mener heller ikke, det er muligt.

''Det vigtige er, at vi prøver at skabe en bevidsthed om, at sundhed grundlægges inden for alle sektorer, og at vi derfor skal søge partnerskaber med disse sektorer. Vi ser på sundhed i en bredere forstand, og det er det budskab, vi gerne vil have ud, og som vi håber, medlemslandene tager til sig,'' siger hun.

Som eksempel nævner hun Storbritannien, der i øjeblikket gør et stort stykke arbejde med at udvikle separate Health21-strategier for England, Skotland, Wales og Nordirland. Myndighederne sammenkæder desuden strategierne med aktiviteter i mange andre sektorer, f.eks. gennem økonomiske udviklingsplaner, planer om at bringe enlige forældre tilbage på arbejdsmarkedet, om at støtte børn i vanskelige kår osv.

''Den svenske målsætning tager også udgangspunkt i, at sundhed er et bredt begreb, som kan have at gøre med mange faktorer: Dårlige boligforhold, dårlig ernæring, manglende uddannelse, så man ikke har adgang til information og derfor heller ikke kan træffe de nødvendige valg. Det vil sige, at man dér ønsker at tackle de underliggende årsager til sygdom: Arbejdsløshed f.eks.,'' fortæller Ainna Fawcett-Henesy.

I det centrale Østeuropa er mange lande ved at udvikle lignende strategier. De identificerer områder, de vil prioritere ­ hjertesygdomme, psykisk sundhed, cancer ­ og går målrettet efter det. Disse relativt fattigere lande har de samme forpligtelser som mere velstående naboer, men problemet er naturligvis, at deres udgangspunkt er meget dårligere.

''De østeuropæiske lande er i en overgangsfase, hvor demokratierne først er ved at opstå, så man kan ikke forvente mirakler lige med det samme. Men husk, at de alle har skrevet under på Health21-dokumentet, og det indikerer, at de er enige i målet, selvom det måske tager lidt længere tid for dem at nå dertil.''

Sygeplejersker er frontliniearbejdere

Ainna Fawcett-Henesy oplever, at der er en stor bevægelse vedrørende offentlig sundhed i Europa, og ikke bare i WHOs regi:

''Også i EU siger man, at vi ikke længere har råd til bare at investere i behandlinger, vi må også gøre noget ved det, der forårsager det dårlige helbred. Altså ikke kun bruge alle penge på at kurere, men også huske at forebygge, og dermed også koncentrere kræfterne om den pleje, der ligger uden for hospitalsregi.''

WHOs sygeplejeafdeling har gennemgået de 21 mål og defineret, hvad jordemødre, læger og sygeplejersker kan bidrage med for at opfylde målene. Især sygeplejersker er udset til at spille en central rolle, når det gælder om at sætte sundhed på dagsordenen, og det forventes, at de sprænger rammerne for deres egen selvopfattelse og erobrer nye virkeområder.

''Jamen, sådan er sygepleje. Den handler også om at fremme sundheden, ikke kun om at pleje de syge. Alt, hvad man gør med en patient, er faktisk en sundhedsfremmende aktivitet ­ om man så hjælper dem med at vaske sig selv på hospitalerne eller med deres medicinindtag. Det gælder om at sætte dem i stand til at klare tingene selv i stedet for at gøre det for dem. Jeg er på det rene med, at sygeplejersker har meget travlt, og at sundhed måske ikke prioriteres. Men de er nødt til at prioritere det. Det er det vigtigste, vi kan gøre for folk: At give dem kræfter til at klare deres egne liv og træffe deres egne beslutninger,'' siger Ainna Fawcett-Henesy, som har dette budskab til sine kolleger:

''Vi er så mange sygeplejersker, at vi har en enorm mulighed for at øve indflydelse på den offentlige dagsorden og sikre, at den politik, som regeringen fører, også er til patienternes bedste. Vi er frontliniearbejdere med stor indsigt i borgernes liv, og vi har en så stor energi i os, at vi sagtens kan få indflydelse politisk.''