Den dag Juliane døde

Billede

Side 9 

Samtalen falder naturligt på spørgsmålet om aktiv dødshjælp, da Nexøs nat- og dagsygeplejersker holder morgenmøde klokken 7.15 i forbindelse med vagtskiftet.

Nattevagten Helle Alexandersen har tre gange i løbet af natten været hos Juliane (navnet opdigtet) og givet morfin, men de pårørende er ikke tilfredse. De mener, sygeplejerskerne kunne gøre noget mere effektivt for at befri den døende for et liv, som ikke længere er værd at leve.

Når døden trækker ud, bliver døgnene lange og krisefyldte ­ både for de pårørende og for hjemmesygeplejerskerne.

Juliane er i 70'erne og har ligget bevidstløs i fem døgn. Vitale indre organer er ødelagt af cancer. Børn og svigerbørn våger udmattede ved dødslejet og presser sygeplejerskerne: Hvorfor ikke hjælpe mor mere effektivt af sted på den uundgåelige rejse?

Sygeplejerskerne sparer ikke på den lægeordinerede smertestillende medicin, men længere kan de heller ikke gå.

Plejebo-sagen har sat sine spor

Vi taler om Plejebo-sagen. Har den påvirket sygeplejerskerne, så de er blevet mere forsigtige i deres omgang med smertestillende medicin til terminale patienter?

Jo, det mener sygeplejerske Charlotte Jensen, som har en af de tre dagvagter. Plejebo-sagen har påvirket på den måde, at der er skærpet opmærksomhed omkring brugen af medicinen. Man er ikke blevet mere bange for at lindre patienternes smerter i den terminale fase, men man sørger hele tiden meget omhyggeligt for at have rygdækning og for at have dokumentationen i pinagtig orden.

''Og sådan skal det jo under alle omstændigheder være,'' indskyder områdeleder Elisabeth Wichmann, der leder døgnplejen i Nexø/Snogebæk. Hun er chef for de 12 sygeplejersker i hjemmesygeplejen og 88 hjælpere i døgnplejen.

Netop som hun har sagt det, er der opkald på den walkie-talkie, som står i forbindelse med patienternes nødkaldeapparater rundt i hjemmene. Hun tager selv samtalen.

Det er fru Julianes svigerdatter, der kalder:

''Juliane er død.''

Områdelederen tilbyder at sende en sygeplejerske straks, men familien vil gerne være lidt alene. Så vil Charlotte i stedet kigge forbi op ad formiddagen. (Her er alle på fornavn).

Og hjemmehjælperen skal lige have besked om, at der er et besøg mindre. 

Seje gamle i Nexø

Morgenmødet skifter emne. Der er mange andre sager på dagsordenen. Her til formiddag kommer en terminal patient hjem fra Bornholms Centralsygehus i Rønne. Der skal arrangeres besøg og pleje i hjemmet.

En 99-årig (100 år til september) trænger til lidt ekstra opmærksomhed og snak. Hun er overbevist om, at det er i dag, hun skal dø. Det kan hun mærke på nogle trækninger i pandehuden, har hun sagt til natsygeplejersken. Men objektivt er der ikke noget, der tyder på, at hun er ved at dø. Så sent som i går gik hun rundt og slikkede solskin i haven.

Mange mennesker i Nexø bliver meget gamle. Af hjemmesygeplejens aktuelle 236 patienter er de 104 over 80 år. 85 af patienterne er mellem 67 og 79 år, og 47 patienter er under 66 år.

En 96-årig kvinde kommer hver dag cyklende op ad bakken til Nørremøllecentret for at besøge sin jævnaldrende mand. Nørremøllecentret er den kombination af plejehjem og ældreboliger, hvor også hjemmesygeplejen og døgnplejen har base. En del af hjemmesygeplejens patienter bor på Nørremøllecentret.

Under morgenmødet indløber der besked om, at en af de gamle på Nørremøllecentret har fået det dårligt. Charlotte Jensen går afsted for at se til patienten. Så ser vi ikke mere til Charlotte under morgenmødet, for hun får travlt med at arrangere indlæggelse af den pågældende på sygehuset i Rønne. Charlotte vurderer, at det drejer sig om et hjertetilfælde. Og hendes diagnose holder stik, viser tilbagemeldingerne fra sygehuset senere på dagen.

Efter morgenmødet holder dagsygeplejerskerne møder med plejegrupperne. Der er

Side 10 

praktiske ting, som skal aftales, opgaver, der skal koordineres, og medicin, der skal med ud til nogle af døgnplejens 300 klienter.

Sygeplejerskerne sidder ikke med i plejegrupperne, der er sammensat af social- og sundhedsassistenter, sygehjælpere, social- og sundhedshjælpere og hjemmehjælpere. Lederjobbet går på skift inden for disse faggrupper. Sygeplejerskernes opgaver er at supervisere plejegruppernes arbejde og sørge for koordinationen af den samlede indsats. Mange af døgnplejens klienter er også hjemmesygeplejens patienter, men ikke alle.

En hær af kvinder

Vi følger sygeplejerske Jytte Kure til morgenmøde i plejegrupperne 3 og 4, hvor der hurtigt kommer styr på dagens praktiske arrangementer.

Vi befinder os i en kvindeverden. Kun to af de 88 hjælpere i Nexø/Snogebæk er yngre mænd. Det er praktisk taget en hær af kvinder, som hver morgen sendes ud over det ganske land for at tage sig af Danmarks gamle, syge og svage.

Sygeplejerske Jytte Kure, som vi skal følge på dagvagten, priser samarbejdet med hjælperne, som de bredt kaldes, fordi der er så mange forskellige stillingsbetegnelser. Hun er meget glad for social- og sundhedsassistenterne, som har overtaget nogle af sygeplejerskernes rutineopgaver. De må f.eks. give insulin til stabile diabetespatienter.

''Assistenterne,'' som denne gruppe benævnes, er ikke konkurrenter, for der er arbejde nok til alle. Nogle assistenter i hver plejegruppe er tværtimod en stor gevinst for sygeplejerskerne, som frigøres fra rutinen og får tid til mere kvalificeret arbejde, siger Jytte Kure.

Efter møderne i plejegrupperne går Jytte Kure tilbage til kontoret for at pakke dagens kurv med aflåst medicinboks, journaler og walkie-talkie. Hun skal også lige have fax'et en liste til lægehuset over de patienter, som skal drøftes på dagens møde med den praktiserende læge. Og så skal hun i dag have den særlige walkie-talkie, som er reserveret til nødopkald fra patienterne.

Praktisk taget al kommunikation mellem hjemmesygeplejerskerne og deres base på Nørremøllecentret foregår pr. walkie-talkie, der fint dækker hele området.

Det nære samfund på godt og ondt

Kl. 8.30 er sygeplejerske Jytte Kure klar til at køre på hjemmebesøg i Nexø by, hvor patienterne bor inden for en radius af et par kilometer fra Nørremøllecentret. Det er et nært samfund på godt og ondt. Det gode er, at det straks vil blive bemærket, hvis et gammelt menneske ikke trækker gardinerne fra om morgenen, fortæller Jytte Kure. Og folk er gode til at føle ansvar for hinanden.

Dér på gaden cykler f.eks. Ejnar på 80 år, som Jytte Kure stopper og taler med. Ejnar passer ikke alene sin egen svækkede kone, men har også overskud til at besøge gamle venner, som har brug for lidt praktisk hjælp eller bare selskab. Jytte skal lige høre, hvordan det går med en af hendes patienter, som Ejnar kommer hos.

Jytte Kure er født få kilometer fra sin arbejdsplads. Her er hun vokset op, og derfor kender hun de fleste af den lille bys borgere. Hun kan dårligt bevæge sig ud uden at møde nogle af sine patienter.

Det betyder, at hun dagligt kan gøre observationer vedrørende patienterne ­ også her på turen, hvor hun kun behøver at kigge ud ad bilruden.

Hun konstaterer f.eks., at manden, som cykler foran os i en af de smalle idylliske gamle gader, ser ud til at klare sig godt med sit nye ben. Og der kommer ambulancen fra Rønne med den terminale patient. Det må vi lige give besked om til den dagsygeplejerske, som har hende på listen.

Det er ikke kun Jytte, som kender patienterne. Det går også den anden vej. Mange af de ældre har kendt Jytte fra hun var barn. På lægemødet senere på dagen fortæller lægen, at der er en patient, som udtrykkelig

Side 11 

har bedt om at få ''Jytte fra Bækkegården'' sendt ud som sygeplejerske.

Der kan opstå situationer, hvor det er problematisk at leve så tæt på sine patienter i et lille samfund, fortæller Jytte. Ikke at hun selv har oplevet det, men man kunne f.eks. tænke sig en situation, hvor en gammel kæreste eller skolekammerat skulle have antabus. Så ville man nok bede en af de andre sygeplejersker om at klare opgaven.

Jytte kan somme tider føle det nære samfund som en belastning. Det kan hænde, at hun ikke orker at gå ud og handle eller gå til byfest, fordi hun ikke er oplagt til at møde forhenværende eller nuværende patienter og pårørende, som altid gerne vil slå en sludder af med hjemmesygeplejersken. Men for det meste synes hun, at det er hyggeligt nok.

Benno med fjernbetjeningerne

Dagens første besøg gælder en aldersdiabetiker, der ikke selv kan overskue at tage den daglige insulin. Det er normalt en social- og sundhedsassistent, der løser opgaven, men hun er på ferie. Besøget er hurtigt klaret.

Det næste besøg tager længere tid, fordi der er dækket op med kaffe og sandkage hos Benno på 43 år. Han har en invaliderende psykiatrisk lidelse, som kræver daglig medicin. Hjemmesygeplejersken udgør også hans sociale netværk, fortæller Jytte.

Benno tager mildt og venligt imod. Han har glædet sig meget, fordi Jytte har gæster med. (Alle Jyttes patienter var på forhånd orienteret og ville gerne medvirke i denne artikel). For det meste sidder Benno alene med en lang række sirligt fremlagte fjernbetjeninger foran sig på sofabordet. Han er meget glad for elektronik og dygtig til at skille, reparere og samle. Men på et tidspunkt havde han fået hele sin lejlighed fyldt med computerdele og tabte overblikket. Så blev han helt rundt på gulvet, fortæller han.

Nu er han meget optaget af, at han skal flytte ind i en af de handicapvenlige boliger, der ligger i tilknytning til Nørremøllecentret. Så kan han måske finde nogen at spise sin ømad sammen med, håber han.

Ømad er den langtidsholdbare portions-mad, som kun bringes ud én gang om ugen, fordi den kan klare syv dage i køleskabet. Nyordningen sparer kommunen for omkostninger til daglig udbringning og løn til køkkenpersonale i weekenden. Men ensomme mennesker som Benno mister den beskedne sociale kontakt ved daglig levering.

Formiddagens tredje besøg går til Elly. Hun er gift med Ejnar, som vi allerede har truffet. Elly skal have medicin i dagsdosis-æsker til næste uge. Fjerde besøg gælder en gravid, som skal have taget mål til støttestrømper.

En vanskelig patient

Jytte Kures femte patient denne formiddag er en af de problematiske, som det er svært at finde en løsning for. Det er en 49-årig blandingsmisbruger, som er nedbrudt både fysisk og psykisk af års alkoholisme og medicinmisbrug. Da han var mest underernæret og miserabel, tog man ham ind på én af Nørremøllecentrets 12 aflastningspladser, men så snart han var kommet en smule til hægterne, gik han sin vej.

Han er ikke umyndiggjort, så ingen kunne holde ham tilbage.

Nu bor han igen i sin lille lejlighed med skorper af snavs på væg til væg-tæpperne. Han tager venligt imod, men har svært ved at holde tråden i en samtale. Han fortæller, at han har børn, men kan ikke huske, hvor mange eller hvor gamle de er.

Han er ude af stand til at holde rent omkring sig, og der kommer ingen hjemmehjælp.

Det kan man arbejdsmiljømæssigt og sikkerhedsmæssigt ikke byde hjemmehjælperne, forklarer Jytte Kure. I stedet får man nu og da et rengøringsselskab til at muge ud.

Det er nemlig sådan, at byens fortabte eksistenser holder varmestue i lejligheden, når det er for vådt eller koldt at sidde på bumsebænken ude på parkeringspladsen.

Den 49-årige får vitaminer og medicin mod ansigtskramper. Antabus er ikke på tale. Det ville gå helt galt pga. hans mangelfulde hukommelse.

''Hans helbredssituation kunne formentlig kun forbedres ved hjælp af umyndiggørelse og tvang, og så er det, man må spørge sig

Side 12 

selv, hvis behov man egentlig ville tilfredsstille med tvangen. Patientens eller vores?'' siger Jytte.

Jytte så hellere, at man f.eks. fik anbragt en skurvogn i tilknytning til bumsebænken. Den kunne give ly i dårligt vejr, og så kunne der måske komme en støtteperson med dagligt tilbud om fast føde og anden bistand.

Formiddagens sjette besøg gør Jytte Kure helt nostalgisk. Vi skal til Nexø-huset, som tidligere var Nexøs eget lille 23-sengs sygehus, hvor Jytte Kure arbejdede i 10 år, før det lukkede i 1989. Efter en meget flot modernisering er det nu hjem for 13 udviklingshæmmede. En af beboerne, Thomas, skal have skiftet forbinding på et stort brandsår på ryggen, som skyldes skoldning med varm te.

De pårørendes vrede

Så nærmer klokken sig 11.00, hvor der er formiddagskaffe på sygeplejerskernes kontor på Nørremøllecentret. Jytte har to ærinder, som skal ordnes inden: Hun skal til bageren, fordi det er hendes tur til at tage brød med til kaffen, og hun skal på apoteket for at hente medicin.

Hjemmesygeplejen har også et fint samarbejde med apoteket, fortæller hun. Sidste vinter arrangerede apotekeren en forelæsningsrække om farmakologi for sygeplejerskernes klub.

Tilbage på kontoret er der kaffe, udveksling af praktiske beskeder og almindelig småsnak om formiddagens oplevelser.

Charlotte har været hos de pårørende til afdøde Juliane. Hun fornemmede stadig en vis bitterhed over, at sygeplejerskerne ikke havde efterkommet ønsket om dødshjælp. Samtalen falder på en anden person, som også er blevet vred på sundhedssystemet efter en nær slægtnings død.

Sygeplejerskerne taler lidt om, at det er almindeligt, at pårørende må af med deres sorgblandede vrede, når de har mistet en kær person. I nogle tilfælde retter de uretmæssigt vreden mod sundhedspersonalet. Dødshjælp eller hjælp til at dø bliver også et emne hos Jytte Kures syvende og sidste patient den dag. Besøget gælder den 75-årige Asta, en sød og energisk dame, der trods smertefuld sygdom arbejder hårdt for at holde sit hus og sin have i pillen orden. Hun havde sammen med sin mand et travlt liv med tankstation og butik i Nexø, men blev for nogle år siden enke. Hun klarer sig godt, fordi hun er et socialt menneske med et godt netværk af venner.

Der kommer straks kolde drikke og snacks på bordet, og billeder af børn, børnebørn og oldebørn vises frem. Under sodavanden kommer samtalen til at handle om mandens død.

Den var meget fredfyldt takket være en såkaldt morfinpumpe på sygehuset i Rønne, fortæller Asta. Hun kendte også en anden, som døde med morfinpumpen, og vedkommendes ansigtstræk var afslappede, fredelige og kønne efter døden. Til gengæld har hun også set døde med smerteforvrængede ansigter. De fik ikke nogen morfinpumpe, siger hun. Jytte Kure forklarer, at det kun er hospitalet, der råder over en sådan pumpe.

''Så vil jeg gerne på sygehuset. Jeg vil gerne bestille en morfinpumpe til, når jeg skal dø,'' siger hun med fast og rolig stemmeføring. Jytte Kure noterer det ned.

Kl. 13.00 er Jytte til det ugentlige møde i lægehuset. Sammen med læge Birgitte Tolstrup gennemgår hun en lang række patienter. Lægen har nogle, som skal have besøg af sygeplejersken. Og Jytte har nogle, som skal have tid hos lægen eller have fornyet deres recepter. Man taler også generelt om, hvordan patienterne har det.

Her er mennesker ikke anonyme journalnumre. Det fremgår, at læge og sygeplejerske har et godt kendskab til praktisk taget hver eneste patient.

Lægen siger, at der er kommet prøvesvar, som viser, at en patient har blodmangel.

''Ja, han går også rundt og ser lidt bleg ud,'' siger Jytte med udgangspunkt i en af de observationer, hun pr. automatik foretager i sit lille lokalsamfund.