En dag i omklædningsrummet

En kold regnvejrsdag på onkologisk afdeling. Da jeg fra morgenstunden træder ud af elevatoren, mærker jeg den trykkende stilhed. Den grå gang ligger øde hen. Der er ikke den vanlige odør af sprit og universalrengøring, latex og linoleum. Luften er sødere og lidt lummer, og jeg bliver klar over, at et liv er ved at være til ende på den første stue. Et par skridt længere nede ad gangen kigger jeg ind til den nye patient, der netop har fået håbet om livet tilbage. Jeg skal være sygeplejerske for dem begge, støtte Marie i hendes afsked med livet og hjælpe Ejbert tilbage.

Jeg skal leve de sidste timer med Maries familie. Jeg kan mærke en spire af uro i mig selv, som en lille modstand der skal overvindes, før jeg går ned mod stuen. Hvordan er stemningen mon? Har de pårørende indset det uundgåelige? Har de mest lyst til at flygte ud ad døren, eller er der roligt og fredfyldt på stuen?

Jeg starter gåturen fra kontoret til stuen. Jeg kender turen og kender dens faldgruber. Kender faren for at blive trukket ind i skyllerummets uoverskuelige rod, hvor bækkener og kolber gør sig til og lokker med lidt håndgribeligt og simpelt arbejde. Eller jeg kan støde på Hr. Jensen, der igen har fået en for lille trøje på med mellemrum mellem knapperne, der gaber af fuld hals efter en badekåbe. Kender faren for at dvæle lidt længere end vanligt ved en opgave med handlingsplan og løsning inden for overskuelig rækkevidde. Men jeg vælger at iføre mig mentale skyklapper, følger linoleumsrillerne i gulvet og går målrettet mod døren.

Vished

Jeg banker stille på, før jeg går ind og giver mig tid til at opfange stemningen. Jeg præsenterer mig og bemærker de flakkende og bekymrede blikke, der søger kontakt og vished. Familien har trukket stolene ud langs de hvide vægge, og deres spørgsmål afslører en usikkerhed. Hvor meget mærker hun? Hører hun mere nu?

Tiden bliver mit redskab. Nutiden er mærket af en trykket stemning, og fremtiden eksisterer ikke. Jeg drager fortiden ind. Spørger til personen Marie, forsøger at bringe familien på hjemmebane og trænge fjernheden og uvisheden op i en krog eller ud af stuen. Familien har en konkret opgave i at være her med Marie.

Hun virker ikke forpint. Der er en diskret sekretraslen, vejrtrækningen er stødende med apnøperioder, men ansigtet er afslappet. Der er ingen anspændte rynker og ingen beklagende lyde. Jeg fortæller, hvad jeg ser. Denne situation emmer mest af alt af vished. Måneders kamp, en kædereaktion af brudte håb og nederlag er til ende, og der er nu kun én udvej. Der bliver ikke nogen i morgen for Marie. Jeg forsøger at videreformidle visheden, ikke så skarpt, men som en ro der kan bringe noget fredfyldt frem i lokalet.

En tanke bliver kastet ind i min bevidsthed. Kan de da ikke se, at jeg bare er mig? Kan det overhovedet lade sig gøre for en jordisk skabning på overbevisende og tilfredsstillende vis at træde ind i familiens rum og være til nytte? Men familien sætter ikke spørgsmålstegn. De ser en sygeplejerske, spørger til livet og døden og bruger mig som vidensbase, grædeskulder, praktisk hjælper og støtte. Jeg forlader stuen med en god fornemmelse, og familien er rykket nærmere.

Jeg træder de få skridt ned ad gangen og går endnu en gang ind ad en dør. For Ejbert er tiden en anden. Han skal have første dags kemoterapi, håbet ligger i fremtiden, og jeg skal støtte ham i hans rejse tilbage til livet. Ejbert har ikke bemærket noget usædvanligt ved stemningen i afdelingen. Han er ny her og ser ikke de små detaljer. Han bemærker ikke luftens usædvanlige tæthed, men tror bare, at sådan er der på kræftafdelingen.

Side 27 

Vi taler om behandling og fremtidsudsigter, og stemningen er præget af et håb om i morgen.

Livsbekræftende

Klokken 11.07 dør Marie. Hun skal ikke forlade afdelingen som patient, men som personen Marie iført joggingbukser og kondisko, for sådan var Marie. Et billede på sengebordet taler til mig fra en anden tid og giver mig beviset. Familien ønsker en time alene på stuen, og jeg forlader dem.

Én time. Den grå gang bliver mit omklædningsrum, og i løbet af få skridt er jeg igen ganske ubemærket blevet iført den effektive og fremtidsorienterede kittel. Arbejdet bliver helt konkret. Lægge venflon, blande kemoterapi, vejlede ­ og vildlede? Fornemmer han da ikke den sødlige lugt i mit tøj, ser han ikke den alvorlige skygge, der glider forbi min bevidsthed, når jeg tænker på stuen ved siden af?

Det bliver tid til sygeplejekonference. Jeg lufter mine tanker og min undren over, at jeg som menneske i den grad kan mingelere med, hvad jeg repræsenterer. De få sekunder i gangene er min mulighed for at omstille mig, og dørene fungerer som kontakter, der synkroniserer mig endeligt med den nye tidshorisont.

Men det handler ikke om ydre roller og omklædning. Derimod om at mestre et bredt spektrum af sygeplejefaglighed, om at kunne gå ind i en situation og sætte hele personen og fagligheden som indsats i nutiden.

Ejberts kemoterapi kører, og jeg tager afsked med Maries familie.

Hver ting sin tid. Mange ting samme tid. Mange tider, en sygeplejerske.

Klokken er 15. Lige så overbevisende skal jeg nu gå ud ad glasdøren, tage elevatoren ned og forsvinde i Københavns gader. Jeg tager kitlen af og trækker i civil. Ganske langsomt træder dagens dont i baggrunden, og jeg kan egentlig ikke længere forstå, at jeg har været en del af de billeder, der stadig står tegnet for min indre nethinde. Men jeg føler mig privilegeret. Jeg har fået lov til at opleve intense stunder af livet, og trods en dagvagt med død og sygdom har jeg fået noget livsbekræftende med hjem til min egen tid.

Anne Løhndorf-Larsen arbejder på onkologisk afdeling, Finsencentret, Rigshospitalet, København.