Synspunkt: Etik og sygepleje - ideal eller realitet

I dette forår oplevede jeg et dansk sygehus set med den pårørendes briller. Min svigermor blev indlagt til observation for lungebetændelse, men efter diverse biopsier, røntgenundersøgelser og scanninger blev hun udskrevet med diagnosen storcellet lungecancer med metastaser til leveren. Dermed var hun afskrevet til smertebehandling og terminalpleje i hjemmet.

Mor og datter fulgtes til den konkluderende lægesamtale og fortalte samstemmende og indigneret om forløbet: ''Vi afventede dødsdommen i afdelingens personalestue, hvor bordet flød med krummer, og der lugtede af uvasket køleskab. Vi ventede, og vi ventede på lægen, der kom tre kvarter for sent, mens vi snart håbede det bedste, snart frygtede det værste og snart grinede ad sygehusets behov for en kvindes hånd.

Lægen kom, slyngede sin dødsdom ud og gik, før vi havde sundet os til at spørge om det videre forløb. ''Det handler jo om lægernes arrogance vil nogen sige,'' mens jeg spurgte mig selv, hvor var sygeplejerskerne henne?

De var der slet ikke, hverken i ventetiden eller bagefter, hvor spørgsmålene tumlede rundt i et virvar.

Vi mennesker danner os begreber om ting og sager og om hinanden både som grupper og individer, men til ethvert begreb hører vore egne positive eller negative følelser. Derfor forventer den ene det bedste og den anden det værste, når han lægger sit liv i den ukendte læges hånd, da følelsen for gruppen automatisk overføres på individet.

Jeg sondrer derfor mellem de reelle og de ideelle begreber om sygeplejersker og sygepleje. ''Det reelle'' er billedet af os, som vi de facto er, mens ''det ideelle'' er billedet af sygeplejersken, som enhver af os burde være.

Det ideelle lader sig aldrig realisere i den virkelige verden, men det kan tjene den enkelte som kompasnålen, der viser retningen for hans videre udvikling, og heri finder jeg motivationen til at danne mig et begreb om den ideelle sygeplejerske anskuet i et etisk og ikke et fagligt perspektiv.

Da jeg startede som elev for tredive år siden, så man stadig sygeplejen i lyset af Florence Nightingale, som prædikede ''offervillighed'' for sine klasse A-sygeplejersker, der både skulle tjene som ledere og gode eksempler for de gammeldags vågekoner, som kun arbejdede for at tjene penge.

Jeg mødte en del ældre sygeplejersker, som vitterligt havde ofret den ægteskabelige lykke på sygeplejens alter, sygeplejersker, der havde vænnet sig til at arbejde længe og nøjes med en ussel løn.

Vi elever tilhørte imidlertid 68-generationen, som ville det hele på en gang, både arbejde og karriere, familie og venner og udviklende fritidsinteresser, og inden for hvert af disse livsområder dannede vi os ideelle forestillinger.

Sygeplejens nye ideal blev ''professionalisme,'' altså pligten til at dygtiggøre os hele livet, pligten til at blive bedre og bedre til at vælge og udføre de perfekte sygeplejehandlinger inden for normal arbejdstid ­ og naturligvis skulle vi også have en løn, der stod mål med vores indsats.

Op gennem halvfemserne er etik blevet et almindeligt emne i både den offentlige, den private og den faglige debat, og der findes vel dårligt en faggruppe uden et sæt af ''etiske regler.''

Hvad jeg har lært af alle de etiske debatter, er imidlertid kun, at etik drejer sig om ''frivillighed'' i modsætning til ''tvang,'' men den enkelte sygeplejerske er tvunget til at overholde både loven og de faglige regler, så kollektiv og individuel frihed er derfor noget helt forskelligt.

Onkologer er ikke psykologer eller præster, men måske skulle den ideelle sygeplejerske være lidt af hvert, og der findes vitterligt også mange sygeplejersker, som rent faktisk formår at bryde patientens isolation og give ham styrken til at udholde det uudholdelige, men denne sygeplejerske havde desværre fri netop den dag, min svigermor blev indlagt.

Jeg optrådte kun som pårørende og ikke som sygeplejerske i denne situation, og specielt fortryder jeg min tavshed i forbindelse med den automatiske overgang til smertebehandling med Contalgin.

Jeg kender udmærket bivirkningerne i form af nedsat diurese og vidste, at dette middel ville afkorte min svigermoders liv ­ men lægerne havde jo talt.

Når jeg er sygeplejerske, er jeg ikke pårørende, når jeg er pårørende, er jeg hverken sygeplejerske eller patient, men uanset om jeg er det ene eller det andet, så er jeg dog altid ét menneske, der bare spiller den ene, den anden eller syvende rolle, og derfor er det måske mennesket og slet ikke rollen, der skal handle etisk.

Filosoffen Heideggers etik tager sit udgangspunkt i ordet Sorge, der præsenteres som idealet om at sørge for at dække andres behov.

Både supermarked og hospital, både butiks- og sygeplejeassistent er ansat til at sørge for andres behovsdækning, men det kunne jo let betyde, at etikken er knyttet til institutioner og funktioner frem for til de enkelte mennesker.

Vi bedømmer institutioner i forhold til deres formål, og derfor betragter vi måske et hospital som etisk bedre end en tyggegummifabrik, men den går ikke, siger Heidegger, da tyggegummi er lige så nødvendigt i den ene situation, som hospitalet i den anden ­ og dermed er sygeplejerskens etik ikke bedre end butiksassistenten.

Som man vil forstå, er jeg skeptisk over for konsekvensetikken, da det gode formål ofte har helliggjort afskyelige midler, men jeg er heller ikke begejstret for pligt-etikken, der definerer visse handlinger som gode og andre som onde, men helt løsrevet fra den konkrete situation.

Derfor vil jeg gerne bringe Søren Kierkegaard ind i den etiske debat med følgende lettere moderniserede citat fra ''Frygt og Bæven'': ''Det etiske er som sådant det almene og som det almene noget, der er gældende for enhver, hvilket fra en anden side lader sig udtrykke således, at det er gældende i ethvert øjeblik.''

Her hefter jeg mig ved det ''almene,'' der får to betydninger, nemlig dels den samfundsmæssige realitet uden for mig, dels det almenmenneskelige i mig, thi kun det sidste kan jo gælde for ''enhver i ethvert øjeblik.''

Heidegger og med ham mange andre etikere ser kun det ''almene ude i samfundet'' og ikke i sig selv og derfor ej heller i det enkelte menneske, som vi møder på vor vej.

Så vidt jeg forstår Kierkegaard, er det min udvendige pligt at almengøre mig selv som samfundsvæsen, altså som mor, sygeplejerske, datter, hustru og i alle disse roller gøre mig selv til en variation over disse herskende temaer, men dermed er alt altså ikke sagt.

Jeg er forpligtet til at erkende det almen-menneskelige i mig selv, da jeg derved bliver i stand til at genkende mig selv i andre, og genkender jeg mig selv i andre, da forstår jeg deres konkrete gøren og laden, og forstår jeg dem, da tilgiver jeg dem eventuelle krænkelser.

Først og fremmest erkender man naturligvis eget behov for overlevelse og helst på første klasse, og derfor tilgiver jeg gerne andre, at de stræber efter både hus og bil, men dernæst erkender man måske sine sociale behov, dels for alment at blive anset for ''at være noget'' (status), dels for at nogen skal kunne lide eller helst elske mig som menneske.

Ordene samfund, samvær, samarbejde, sammenhold er positivt værdiladede, fordi de betyder noget socialt.

En god atmosfære mellem mennesker, inden for familien, vennekredsen, blandt kollegerne på jobbet og videre ud til hele samfundet og menneskeheden, hvor den enkelte føler sig som en lille del af et større menneskeligt hele.

Som det enkelte menneske kan jeg imidlertid kun realisere mine sociale instinkter i forhold til nogle få andre mennesker ad gangen. Men derfor forstår jeg også fortvivlelsen i det socialt isolerede individ, som ingen søger og ingen savner.

I et socialt samvær føler det ene menneske, hvad det andet føler, og nærmere kommer vi aldrig den gensidige forståelse, og hvis mennesket bag onkologen søgte mennesket bag canceren, blev psykologen overflødig.

I en flok vilde drenge, i et par slyngveninder eller i en gruppe sammenspiste kolleger ser vi de sociale instinkter som menneskets herre, en meget farlig herre, der kan tvinge den enkelte til at gøre noget, som han senere fortryder bitterligt.

Ved at erkende de sociale kræfter i mig selv kan jeg imidlertid lære at kontrollere dem, og som ideal for deres brug ser jeg moderens naturgivne forhold til det nyfødte barn, og jeg erindrer mig selv som moderen, der vitterligt følte mit barns sult, mit barns røde numse som min sult og min svien, og derfor tilfredsstillede jeg både mig selv og barnet ved at skifte ble og amme.

At kontrollere det sociale betyder, at jeg holder mig parat til at indgå i en social symbiose uden dog at trænge mig på, men indtræder jeg i en sådan symbiose, lader den etisk bevidste sig ikke rive med af strømmen, men finder de andre, hvor de er, og fører dem i en bedre retning.

Anskuet således er enhver snak om særlige videnskabs-, jurist- og sygeplejeetikker altså ikke bare nonsens, men vildledende nonsens, hvis altså etikken hviler på det enkelte menneskes egne almenmenneskelige instinkter ­ men det må enhver selvsagt erkende i sig selv og ved sig selv.

Lilly Olsen er ansat ved Social- og Sundhedsskolen i København.