Cyklende rådgiver i al slags vejr

Nogle af os møder præcis kl. 8 på områdekontoret, andre kommer dryssende, men telefontiden starter også først kvart over. Som sundhedsplejerske er man sin egen herre og skal ikke afløse nogen fra en nattevagt. Først tre kvarters telefontid, så kontorarbejde og derefter et kvarters kaffe- og tepause med kollegerne. Kl. 10 skal jeg være i dagens første hjemmebesøg.

Det gælder en dreng på to måneder. Familiens tredje barn. Jeg ved fra første besøg, at mor tidligere har haft en fødselspsykose. Derfor ekstra opmærksomhed. Bortset fra lidt tør hud i ansigtet og trøske på tungen er barnet fint. Han smiler let og pludrer tilbage, når jeg taler til ham. Har taget tilpas på i vægt. Græder af træthed, da vi er færdige. Efter en tår mælk hos mor bliver han svøbt i sin dyne og lagt på siden i vuggen. Falder hurtigt i søvn. Mor ved godt, at man nu anbefaler rygleje til så små børn, men i firserne sagde man maveleje, og det døde mange børn af. Derfor stoler hun ikke på autoriteternes anbefalinger mere.

Vi taler om det, mor er optaget af lige nu. Det er svært at leve op til sine egne krav med tre børn. Svært at slække på standarden i hjemmet. Mor har stor ansvars- og pligtfølelse, men kender symptomerne på overbelastning og er sin egen terapeut. Hvis hun spekulerer på noget om natten, der skal huskes, tager hun papir og blyant, som ligger ved sengen, og i mørket skriver hun det ned. Så kan hun sove videre. Der lærte jeg noget. Måske skal mor overlade noget mere af arbejdet i hjemmet til mand og øvrige børn? Der er en arbejdskraftreserve gemt i de fleste hjem. Også i dette, lyder det til. Mor vil tænke over det. Jeg cykler fra villakvarteret hen til boligblokkene. Solen er kommet frem. Efterårsløvet lyser. Næste besøg er hos en arabisk familie.

Dybt bekymret

Mor har været i Danmark i to år, men har kun været tre uger på sprogskole. Kan sige ''værsgod'' og ''farvel.'' Far er ikke hjemme, som han ellers havde lovet. Mor ringer straks til ham og rækker mig telefonen. Han vil være der om et kvarter. Da han kommer, taler han vredt til mor på sit eget sprog. Mor siger intet, kigger stift frem for sig. Far undskylder. Det er vel også dit ansvar, siger jeg. Nok lidt for hårdt, for far virker irriteret. Mor har et enkelt spørgsmål. Om navn på modermælkserstatning. Orker ikke at amme mere.

Barnet er to måneder. Vil sutte hver anden time døgnet rundt, og min vejledning fra sidste gang har ikke hjulpet. Jeg skriver navnet op på et bestemt mærke og beder far hjælpe mor med tilberedningen. De kender det fra første barn, der er et år, siger far. Storesøster ser ud til at være normalt udviklet. Den lille er svær at få øjenkontakt med. Det lykkes til sidst. Smiler en enkelt gang. Har et tykt lag arp under hårmanken. Jeg viser, hvordan det fjernes. Det er svært for far at huske at oversætte, jeg må jævnligt minde ham om det. Mor sidder stadig som stivnet.

Da jeg spørger ind til, hvordan hun har det, begynder tårerne at trille. Hun

Side 37 

har bare dårlig mave, siger far og afviser lægebesøg. Kontakt til anden mor af samme nationalitet og tolk med næste gang. Men min fornemmelse siger mig, at der er noget helt galt. Jeg er dybt bekymret, da jeg cykler derfra. Beslutter mig for at ringe til familiens læge uden at have fået tilladelse. Så kan han være opmærksom på mors tilstand, når barnet kommer til tremåneders vaccination. Hvis mor da er med.

Efter en kort middagspause på kontoret, hvor jeg spiser min madpakke, er det videre til næste besøg. Det er en førstegangsmor på 34 år. Barnet er halvanden måned. Det går fint med trivslen, og begge forældre er aktive i plejen. Men barnet drejer stadig hovedet mod højre som ved mit første besøg. Måske har han ligget sådan i livmoderen. Han vil helst se den vej, siger mor. Jeg siger, at han selv må bestemme, hvornår han vil spise og sove, men ikke hvordan han vil vende hovedet. Kranieknoglerne kan blive forskudte og kraniet skævt. Alle stimuli mod højre skal fjernes, og barnet bæres på en bestemt måde. Jeg demonstrerer hvordan.

Hvis ikke det hjælper, må barnet til læge. Det kan være en torticollis (skævhals), der kræver indlæggelse. Jeg håber, jeg har været tydelig nok denne gang. Jeg har en mødregruppe klar til mor, det er hun glad for. Så snakker vi lidt om moderens mor. Hun stiller spørgsmål, som mor ikke kan lide. Som f.eks.: Er du nu sikker på, at du har mælk nok? Ak ja. Både mødre og svigermødre kan uforvarende komme til at såre en nybagt og følsom mor. Så må mor eller far venligt, men bestemt sætte grænsen for, hvad de kan acceptere, at bedsteforældrene blander sig i.

Så til sidst ud til en tyrkisk familie, der lige har været på besøg i deres hjemland i to måneder. Mor taler flydende dansk. Barnet er otte måneder og skal have lavet BOEL-prøve. Den prøve klarer hun fint. Men hun knækker på vægtkurven. Pigen har også været syg i en måned på rejsen med opkastninger og diarre. Er nu begyndt at spise igen. Men ikke nok, synes mor.

Da jeg husker, at storebror har haft spiseproblemer, gentager jeg opskriften til mor, der arbejder hårdt for at få sit barn til at spise: Pres ikke barnet, øv dig i at tage det roligt, vent hellere, til hun er sulten og selv beder om maden. Mor nikker. Vi aftaler, at familien kommer til vægtkontrol i Åbent Hus med barnet om en måned. På vej ud af døren kommer mor ilende efter mig med en stor æske chokolade i hånden. Det sker, vi får gaver, når vi afslutter besøgene. Det er alt for meget, siger jeg. Mor ser uforstående på mig, mens hun åbner æsken og byder mig et af de resterende stykker. Den er ikke til at redde. Det er bare om at komme afsted.

På hjemvejen punkterer jeg på den kommunale cykel. For tredje gang på to uger. Jeg trækker hen til cykelhandleren. Det er begyndt at blæse op. Bladene hvirvler rundt. Jeg beder om punktérfrit dæk på baghjulet. Det er der allerede, siger han.