Et spørgsmål om gyldighed

Billede

Side 33 

Autorisation er en grundlæggende form for kvalitetssikring i sundhedsvæsnet, skriver sygeplejekonsulent Bente Høy og forstander Karenlene Ravn i Sygeplejersken 15/16 2000. De skriver desuden, at ordningen skal ses som samfundets måde at regulere de autoriserede faggruppers ansvar, pligter og rettigheder på. Det pointeres, at et af formålene med autorisationen er at sikre, at ''den kompetence og faglige profil, som den studerende tilegner sig i løbet af sygeplejerskeuddannelsen, stemmer overens med sygeplejerskens virksomhed og generalistfunktioner'' (1).

Som autoriserende myndighed ønsker Sundhedsstyrelsen at få det gjort mere klart, hvilke kompetencer en nyuddannet sygeplejerske skal have, hvorfor Sundhedsstyrelsen i august 1999 har fremlagt høringsrapporten ''Kompetenceprofil af en sygeplejerske som grundlag for autorisation'' (2,3). Hovedkernen i kompetenceprofilen beskrives af sygeplejekonsulent Bente Høy som koblingen mellem teoretiske kundskaber, praksiskundskaber og kundskaber i selve virksomhedsudøvelsen. Indgangsvinklen er den græske filosof Aristoteles' kundskabsformer epistémé, phronésis og techné.

Modsætninger

Som kandidatstuderende ved Danmarks Sygeplejerskehøjskole har jeg fundet det interessant at sammenstille Bente Høys udlægning af Aristoteles' kundskabsformer med Niels Møllers danske oversættelse af Aristoteles' tekst ''Den Nikomacheiske Etik'' (4). Herved fremtræder der flere uoverensstemmelser og direkte modsætninger, som bevirker, at gyldigheden af Sundhedsstyrelsens kompetenceprofil kan diskuteres. Da hensigten med Sundhedsstyrelsens kompetenceprofil er, at denne fremover skal udgøre autorisationsgrundlaget for sygeplejersker, har spørgsmålet om gyldighed stor betydning. Et mangelfuldt og dårligt dokumenteret teorigrundlag kan medføre, at sygeplejersker autoriseres på et grundlag, som ikke er troværdigt. Herved skabes der tvivl om det sygeplejefaglige kundskabsgrundlag og med det forståelsen af den sammenhæng, som forekommer mellem sygeplejefagets teori og praksis.

Den teori-praksis anskuelse, som Bente Høy fremfører gennem sin fortolkning af Aristoteles, synes præget af Sundhedsstyrelsens ønske om at bygge bro mellem uddannelse og erhverv. Med en pædagogisk tænkning, som forener teori med praksis, kan Sundhedsstyrelsen imidlertid få svært ved at opnå tilslutning fra landets sygeplejeskoler, som generelt udtrykker en tænkning, hvor teori og praksis betragtes som komplementære. Dvs. en tænkning, hvor teori og praksis betragtes som uforenelige, men ligeværdige størrelser, som kan trække på hinanden og berige hinanden i deres forskellighed (5).

Epistémé, phronésis og techné

Bente Høys anvendte fortolkning af Aristoteles' filosofi kan desuden skabe problemer, idet Sundhedsstyrelsen med den beskrevne kompetenceprofil underkender skolernes faglige og pædagogiske uddannelsesansvar. Når Sundhedsstyrelsen lægger en bestemt teori-praksis anskuelse til grund for den sygeplejefaglige kundskab, får det nemlig konsekvenser for sygeplejeskolernes indholds- og metodeovervejelser, idet skolerne gennem deres uddannelsesordninger skal give de studerende mulighed for at tilegne sig de kompetencer og kvalifikationer, som kræves af en nyuddannet sygeplejerske. For at hindre, at sygeplejerskeuddannelsen påfører sig et troværdighedsproblem, og for at undgå unødvendige faglige uoverensstemmelser er det altså vigtigt, at der til Sundhedsstyrelsens kompetenceprofil stilles krav om et veldokumenteret og klart beskrevet teorigrundlag.

I Sundhedsstyrelsens kompetenceprofil beskriver Bente Høy epistémé, eller fagteoretisk kompetence, som teoretisk kundskab. En videnskabelig kundskab, som er af universel og kontekstuafhængig art. Med udgangspunkt i epistémé beskrives den fagteoretiske kompetence som det at vide at og vide hvorfor. Bente Høy beskriver, at den fagteoretiske kompetence kan medvirke til at kaste lys over praksis, til at forstå det, der ikke umiddelbart kan forstås, og til at forklare og forudsige. Med fagteoretisk kompetence kan det navnløse gives navn, der kan skabes orden og overskuelighed, og ved at gå ud over og bagom det konkrete kan den virkelighed, der udgør praksis, beskrives. Phronésis eller praksiskompetence beskrives som en teori- og kulturbundet kompetence, der bygger på en bestemt form for praktisk, værdi- og teoriorienteret kundskab. At have praksiskompetence omfatter at handle rigtigt ­ at mestre god praksis. Praksiskompetencen rummer ifølge Bente Høy både teoretisk kundskab og praktisk erfaring, og den beskrives som en forening af ''knowing how'' og ''knowing that'' kundskaber. Techné eller erhvervskompetence beskrives som håndværksmæssig kunnen og kunst, det at vide, hvordan man får ting til at ske; at anvende teknikker og metoder. Denne kompetence knyttes direkte til de kapaciteter, en person har eller ikke har i forhold til en specifik erhvervsfunktion.

Bente Høy skriver, at praksiskompetencen bliver det forenende led mellem teori og praksis, idet det, der fastsætter denne kompetenceform, er en teoretisering i form af refleksioner og overvejelser i forhold til konkrete situationer, hvori der også indgår egne bevæggrunde og motiver. Med henvisning

Side 34 

til Aristoteles betragter Bente Høy phronésis som den centrale kompetence, idet den både danner grundlag for, hvilke fagteoretiske forudsætninger der er nødvendige, og hvilke erhvervsfunktioner sygeplejersken kan påtage sig (2 s. 34-41).

Den Nikomacheiske Etik

Ifølge Bente Høy fremstår praksiskompetencen (phronésis) som den centrale kompetence i Sundhedsstyrelsens myndighedsudøvelse, idet den både danner forudsætning for, hvilke fagteoretiske forudsætninger der er nødvendige, og hvilke erhvervsfunktioner de sundhedsprofessionelle kan påtage sig. Ved at anvende praksiskompetencen (phronésis) som forenende led mellem teori og praksis søger Bente Høy at forene den teoretiske kundskab (epistémé) med praktisk erfaring (techné). Det er denne sammenstilling, som skal ''sikre den nødvendige sammenhæng mellem indholdet af uddannelsen og de krav, udøvelsen af faget stiller'' (3 s. 36).

Denne kobling af Aristoteles' kundskabsformer forekommer interessant. Men i henhold til Den Nikomacheiske Etik fremstår det ingen steder, at epistémé og techné kan indesluttes i phronésis (figur 1). Derimod skriver Aristoteles, at ''forstandighed (phronésis) ikke kan være videnskab, så lidt som kunst'' (4 s. 122), hvorfor phronésis ikke kan indeholde teoretisk og håndværksmæssig kundskab. Aristoteles skriver også direkte, at phronésis og techné ikke indesluttes i hinanden. Han skriver, at ''der er forskel på produktion og praksis (praxis)... Så den tilstand, der med fornuft er egnet til at handle (phronésis), er forskellig fra den tilstand, der med fornuft er egnet til at lave noget (techné). Derfor indesluttes de heller ikke i hinanden, for hverken er praksis produktion eller produktion praksis'' (4 s. 120). Phronésis og techné indesluttes derfor ikke i hinanden.

Om forholdet mellem teori og praksis skriver Bente Høy, at fagteoretisk kompetence (epistémé) kan medvirke til at kaste lys over praksis, til at forstå det, der ikke umiddelbart kan forstås, og til at forklare og forudsige. Bente Høy siger hermed, at teorien (den epistémiske kundskab) kan være med til at forklare og forudsige praksis, altså i en vis grad være retningsgivende for denne.

Ifølge Aristoteles kan epistémé være med til at forklare, hvorfor noget er tilfældet, dvs. beskrive virkeligheden, så den bliver forståelig. Derimod kan epistémé ikke forudsige praxis; den frivillige, men fornuftstyrede og etisk rigtige handling, idet praxis inddrager phronésis, som ifølge Aristoteles ''kun kan vindes ved sansebaseret erfaring'' (4 s. 126-127). Aristoteles skriver, at handling drejer sig om enkelthederne: det, som ''er,'' og at dette ''værende'' går forud for den videnskabelige kundskab. Dvs. at det videnskabelige svar på, hvorfor noget er tilfældet, forudsætter en forudgående viden, at noget er tilfældet. Dette at er ifølge Bente Høy indeholdt i den videnskabelige kundskab, men for Aristoteles kan kun erfaring baseret på sansning og den intuitive indsigt i de kendsgerninger, der ikke kan bevises, give indsigt i disse grundlæggende forhold (4 s. 123).

Bente Høy beskriver praksiskompetencen (phronésis) som en teoretisering i form af refleksioner og overvejelser i forhold til konkrete situationer, hvori der indgår egne bevæggrunde og motiver. Ifølge Aristoteles er phronésis en tilstand, der søger sandhed med fornuft i handlinger vedrørende de ting, som er gode for mennesket, ''en evne til at overveje og fatte råd'' (4 s. 121). Phronésis knytter sig hermed til den gode. Den idealperson, der i den givne situation indser det objektivt gode og handler efter sin moralske indsigt. Aristoteles skriver i Den Nikomacheiske Etik, at vi som handlende mennesker er udleveret til handlingslivet på forhånd, dvs. at det moralske liv er en praxis ikke en refleksion over praxis. Phronésis er i sig selv en tilstand, der med fornuft søger sandheden, hvorfor praxis baseret på phronésis, altså den gode praxis, er et mål i sig selv (4 s. 122). Hvor den gode praxis fremstår som et mål i sig selv, vil sygeplejens hensigt derimod relatere sig til sygeplejens genstandsområde, altså de opgaver, som sygeplejefaget skal løse i det eksisterende samfund. Den praksiskompetence, Bente Høy beskriver, vil på denne baggrund have et mål uden for sig selv, nemlig et mål i forhold til dét, sygeplejerskens tanker eller handlinger er rettet imod.

Tvivl om gyldighed

Sundhedsstyrelsens høringsrapport fremstår som et forsøg på at opstille en løsningsmodel, der kan sikre den nødvendige sammenhæng mellem indholdet af sygeplejerskeuddannelsen og de krav, udøvelsen af faget stiller. En model, som skal forsøge at bygge bro mellem teori og praksis ­ og mellem uddannelse og erhverv. Med henvisning til Aristoteles betragter Bente Høy praksiskompetencen (phronésis) som det forenende led mellem teori og praksis, da det, der fastsætter denne kompetenceform, er en teoretisering i form af refleksioner og overvejelser i forhold til konkrete situationer. Netop heri består den primære modsætning til Aristoteles' beskrivelse, da det af Den Nikomacheiske Etik fremgår, at ''forstandighed (phronésis) ikke kan være videnskab

Side 35 

(epistémé) så lidt som kunst (techné).''

Aristoteles begrunder dette, idet han fortsætter: ''videnskab ikke, fordi vor færd er foranderlig, kunst ikke, fordi menneskelig handlen og fremstilling af ting er artsforskellige. Frembringelse af noget har jo et mål uden for sig selv. Det er ikke tilfældet med handling; den gode handling er i sig selv målet. Tilbage står da, at forstandighed er en sjælstilstand, der søger sandheden, med fornuft, i handlinger, som har de for menneskelige væsener gode og dårlige ting for øje'' (4 s. 121-122).

Jeg mener, at dette sammen med de øvrige uoverensstemmelser stiller spørgsmål ved kompetenceprofilens gyldighed. Ved at lade en bestemt ideologisk tilgang styre opbygningen af de beskrevne kompetencer lægges der op til en bestemt definering af indholdet i sygeplejerskeuddannelsen ­ og hermed skolernes uddannelses- og indholdstilrettelæggelse. For at undgå unødvendige faglige uoverensstemmelser og for at hindre, at sygeplejerskeuddannelsen påfører sig et troværdighedsproblem, må vi derfor som sygeplejersker forholde os kritiske til Sundhedsstyrelsens kompetenceprofil og stille krav om et veldokumenteret og klart beskrevet teorigrundlag.•

Birgit Heimann Hansen er ansat ved Sygeplejeskolen i Odense.

En mere detaljeret redegørelse kan læses i opgaven ''Aristoteles' filosofi som grundlag for sygeplejefaglig kompetence,'' DSH; juni 2000. Henvendelse til Birgit Heimann Hansen på tlf. 65 95 18 40.

Aristoteles (384-322 f. Kr.) betragtes både som filosof og videnskabens fader. Han betragtes især som grundlægger af den formelle logik, men han har også gjort etikken til et selvstændigt område. Aristoteles har præget filosofien i høj grad, og inden for den nyere filosofiske debat har han spillet en stor rolle, idet hans grundholdning har nære berøringspunkter med både fænomenologi og hermeneutik. 

Noter

Figuren skal ses som en illustration af epistémé, phronésis og techné, som sammen med sophia og nous er knyttet til den intellektuelle sjæl. Kundskabsformer, som hver for sig kan betragtes som veje, hvorad sjælen opnår sandhed og hermed et for det enkelte menneske lykkeligt liv. Den intellektuelle sjæl er opdelt i to dele (illustreret ved figurens højre og venstre del), en del, hvormed mennesket betragter det uforanderlige, og en del, hvormed mennesket betragter det foranderlige. Til den første del (figurens venstre del) er sophia, epistémé og nous tilknyttet, og til den anden (figurens højre del) hører phronésis og techné. De to dele skal ses adskilte, men sideløbende med hinanden. Figuren er baseret på Niels Møllers danske oversættelse af Aristoteles' tekst; Den Nikomacheiske Etik.

Litteratur

1. Høy B, Ravn K. Autorisation. Pligt til professionel virksomhedsudøvelse. Sygeplejersken 2000; (15/16): 30-33.
2. Høy B. Kompetenceprofil af en sygeplejerske som grundlag for autorisation. København: Sundhedsstyrelsen; 1999.
3. Høy B, Ravn K. Profil af en nyuddannet sygeplejerske. Sygeplejersken 1999; (6): 36-40.
4. Aristoteles. Den Nikomacheiske Etik. Frederiksberg: Det lille forlag; 1995.
5. Fremtidens sygeplejerskeuddannelse. Baggrund, rammer samt vilkår for og indhold i en ny sygeplejerskeuddannelse. Red.: Holdgaard A, Refslund Skrumsager S, Thostrup U. Frederikshavn: Amtsrådsforeningen; 1999.