Synspunkt: Katastrofeberedskabet kan blive meget bedre

Efter branden på Scandinavian Star i 1990 pålagde sundhedsministeren amterne at planlægge et katastrofeberedskab, som er i stand til at tage hånd om de overlevendes og pårørendes psykosociale behov. For nylig har jeg kigget de enkelte amter i kortene og studeret deres beredskabsplaner. Nogle amter har brugt mange ressourcer, mens andre endnu ikke er kommet så langt. Alle steder kan planlægningen med fordel videreudvikles.

Ved beredskabsplanlægning forholder man sig ikke til dagligdagens problemstillinger, som der ellers kan være nok af. Alligevel er det nødvendigt at have en beredskabsplan; ligesom man også har en brandforsikring. Forsikringer kan man dog betale sig fra ­ en beredskabsplan må man selv udforme. Dette kan virke uoverskueligt og ørkesløst, men flere har efter katastrofer begrædt, at håndteringen af en så uoverskuelig og krævende situation ikke var planlagt. For ''failing to plan, is planning to fail!''

Sundhedsministerens oplæg var, at amterne skal planlægge varetagelsen af de mangeartede behov ­ fra almindelig omsorg til professionel kriseterapi ­ som større ulykker afstedkommer for ofre og pårørende. Det blev pointeret, at løsningen af opgaven ligger uden for sygehusets normale rammer og derfor kræver tæt koordinering og samarbejde med andre myndigheder. Beredskabet skal kunne anvendes ved ulykker og katastrofer af forskellig størrelse, og i nærheden af ulykkesstedet skal der kunne etableres et såkaldt psykosocialt støttecenter som ramme for støtteforanstaltningerne.

I det somatiske beredskab er en patient med et brækket ben også en ''patient'' ved katastrofer. I en stressfyldt situation kan personalet her anvende de kendte faglige metoder fra dagligdagen og gipse benet, som de plejer. I det psykosociale beredskab derimod ­ som oftest planlægges og varetages af psykiatriske afdelinger ­ er der langt mere end organisatoriske forhold og procedurer, der ændres. Her er ''patienten'' hverken sindslidende eller patient, men en borger, som er impliceret i en katastrofe. Og som bestemt ikke opfatter sig som et psykiatrisk tilfælde, selv om behovet for hjælp måske er stort. Udenlandske erfaringer betoner vigtigheden af at holde en særdeles lav psykiatrisk profil. Ellers risikerer man, at de implicerede afviser den bistand, som der ellers kan være behov for. Der er i øvrigt et amt, som anvender et skilt med ordlyden ''katastrofepsykiatrisk opsamlingssted,'' men mon ikke det snart bliver kasseret?

Som psykiatrisk personale kan man således ikke gøre, som man plejer; f.eks. påbegynde anamnesen: ''Er der sindssygdom i familien,'' ''hvordan var din opvækst?,'' ''har du tidligere været på en psykiatrisk afdeling?''

Såfremt det psykosociale beredskab ikke skal anvende en psykiatrisk profil, skal det have en anden profil. Derfor skal der laves en beredskabsplan. Organiseringen af den psykosociale bistandsydelse skal beskrives: hvorledes fremskaffe relevante informationer til katastrofens implicerede, hvordan med brugen af (ukendte?) gruppedynamiske metoder, hvordan med den interne ledelse, organisation, opgavefordeling, samarbejdet m.m.?

I en kaotisk situation, hvor man samtidig organiserer sig anderledes end i dagligdagen, skal dette beskrives detaljeret. Udsagn som ''det finder vi ud af i situationen,'' kan man ikke fæste lid til. Det er kendt, at en stresssituation kan hæmme ens evne til at tænke og ræsonnere.

''Er det nu nødvendigt med uddannelse,'' har jeg hørt planlæggere spørge, ''for personalet er velkvalificeret og vant til at tage sig af mennesker, som har det psykisk svært.'' Det er naturligvis også en fordel, at man har kørekort og er en habil bilist, såfremt man uden varsel bliver udpeget som deltager i et Formel 1-løb i Monte Carlo. Alligevel vil de fleste nok foretrække en vis forudgående instruktion og indøvelse...

Beredskabsplanen udgør grundlaget for at yde psykosocial bistand ved katastrofer. Uddannelse er det nødvendige middel til at sikre, at personalet kender planens indhold, kan udføre dens intentioner i praksis og har den nødvendige faglige viden. Anbefalingen fra dem, der har erfaringer med at håndtere katastrofer, er entydig: ud over en beredskabsplan er uddannelse og træning alfa og omega. En relevant faglig uddannelse er nødvendig, men ikke tilstrækkelig!

At planlægningen halter, kan ikke undre. I psykiatrien er der ikke mange overtallige planlægningstimer eller ressourcer. I samme grad er det et problem, at kun få har specifik viden og erfaring mht. beredskabsplanlægning og katastrofer. Det havde klædt den daværende sundhedsminister, om der var blevet etableret et psykosocialt videns- og udviklingscenter. Dette kunne have til opgave at lave modelplaner, opstille uddannelses- og øvelseskoncept samt proaktivt videreformidle de mange erfaringer fra udlandet, som så få har kendskab til.

Men det kan nås endnu!