Terminal-sygeplejen skal have førsteprioritet

Billede 

Side 13

Karl, som var fisker, døde i aftes og ligger nu i sit hjem i Hirtshals ­ iført sit bryllupstøj og med en rose i reverset. Børnebørnene har været der, taget hans døde hånd og sagt: ''Farvel, Bedstefar.'' Hjemmesygeplejersken Ida har også været der, for et terminalt forløb slutter for hjemmesygeplejersken ikke med patientens død. Man skal også støtte de pårørende den første vanskelige tid efter.

Ida fortæller under formiddagsmødet på hjemmesygeplejerskernes kontor på Lynggården, at Karl ligger i sin seng og ser pæn og tilfreds ud. Han blev kun 57 år, men døden kom ikke uventet.

De terminale patienter har højeste prioritet for hjemmesygeplejerskerne i Hirtshals, og hvis en sygeplejerske har særligt mange døende, tilrettelægger man arbejdet, så man kan lette byrderne for hinanden. Mens vi kører rundt i Hirtshals med hjemmesygeplejerske Lene Kaae, fortæller hun om både det gode og det belastende ved at være hjemmesygeplejerske:

''Somme tider kan man være så presset og have så travlt, at man griber sig selv i ikke at have sjælen med. Man er nok fysisk og fagligt til stede hos patienten, men tankerne er også andre steder ­ f.eks. omkring de opgaver, som hober sig op forude. Når jeg har meget travlt, prøver jeg at prioritere ved at sige til mig selv: Mine terminale patienter skal have pleje til mellem 10 og 11 på karakterskalaen, så må de andre i de perioder nøjes med at få det til mellem 7 og 8.''

Lene Kaae er en af de fire udekørende dagsygeplejersker i Hirtshals by, der er delt i fire geografiske områder. Hun er helt overvejende glad for jobbet, som hun har haft i fem år:

''For det første er arbejdet som hjemmesygeplejerske meget frit og selvstændigt. Man træffer beslutninger, og man har ansvar. Dertil kommer, at det er meget afvekslende. Der er ikke to dage, som er ens, og når man går ind ad en dør, ved man ikke, hvilken verden man træder ind i. Endelig er det også fagligt tilfredsstillende, at man kan arbejde ud fra et helhedssyn på patienten og vedkommendes situation. Det er ikke kun patienten, man har med at gøre, men også de pårørende. Og når man skal løse patientens problemer, skal man tænke på tværs og arbejde sammen med andre faggrupper. Det er et arbejde med mange spændende udfordringer.''

Grænseby med midnatsslagter

Hirtshals er en havne- og grænseby med godt 4.000 indbyggere. Færgerne går i pendulfart mellem Danmark og Norge. Ved midnatstid slår slagter Winther dørene op til en af Danmarks største slagteriforretninger, og så vælter nordmændene gennem byens gader med skinker, pølser, sylter og halve får, som bringes om bord på Norgesbådene. Adskillige branderter følger samme vej, mens andre finder danske ølkammerater i skudehavnen, som er opholdssted for nogle af byens skæve eksistenser.

''Hirtshals har sine halvtriste miljøer og sociale problemer, og de forværres om vinteren, hvor enkelte udlejere lejer sommerens turistværelser billigt ud til socialt belastede enlige,'' forklarer Lene Kaae.

Byens erhvervsliv koncentreres omkring fiskerihavnen med den store daglige fiskeriauktion, og hovedturistattraktionen er Nordsømuseet med Europas største indendørs akvarium og sælarium. Derudover er selve naturen også en turistattraktion.

Der er masser af hav, klitter, åbent land og frisk vestenvind. Og når man kører rundt med hjemmesygeplejersken, er det især den gode plads til husene samt den friske luft og lyset, der efterlader indtrykket af, at det ikke er så ringe at blive gammel i Nordjylland.

Der er også mange, som bliver gamle. Af Hirtshals bys omkring 6.843 borgere er godt 880 over 67 år, og 217 er over 80 år. Det giver hjemmehjælpen noget at se til, selvom mange af de gamle er stærke og selvhjulpne.

Taknemmelige nordjyder

''Nordjyderne er som helhed ikke særlig krævende og meget taknemmelige for den hjælp, de får af sundhedspersonalet,'' fortæller Lene Kaae.

''Jow tak, hvis du synes, der er råd til det,'' svarer en gammel mand, da Lene Kaae foreslår, at han får nye støttestrømper.

''Jow, mange tak!'' svarer en anden mand venligt smilende, da hun foreslår, at han kommer på dagcentret til adspredelse. Han har ellers ikke så meget at takke sin skæbne for, kan man mene. Den nu 65-årige blev i lang tid opfattet som præsenil og anbragt i en beskyttet bolig. Hans ægteskab gik i stykker, og først for nylig fandt man ud af, at han i virkeligheden havde en ondartet tumor i hjernen, som han nu er blevet opereret for.

''Nordjyder har ry for at være noget lukkede over for fremmede, men de er nemme at komme ind på for sundhedspersonalet,'' fortæller Lene Kaae, der kom til Hirtshals fra en stilling som hjemmesygeplejerske på Orø i Holbæk Kommune. ''Sammenlignet med Orø er Hirtshals en stor by,'' siger hun.

Side 14 

Lene Kaae, der er sygeplejerske fra 1981 og uddannet i Århus og Hvidovre, foretrækker at arbejde i et lille samfund, hvor folk kender hinanden og føler ansvar for deres medborgere.

Dette ansvar får vi et eksempel på, mens vi kører rundt i byen:

For kort tid siden blev en ældre kvinde enke. Hun er stadig mentalt påvirket af sin sorg og måske lidt forvirret. Nu har nogen bemærket, at hun går mod byen, og de synes lige de vil ringe op til hjemmesygeplejen: ''For det er jo ikke i dag, Emma skal til damefrisøren. Det er da om mandagen...''

Lene Kaae lægger ruten om for at kigge efter Emma, men det viser sig, at hun er kommet godt i hus og ikke har brug for nogen hjælp.

Kollektivet Vestenvinden

Normalt er der tre udekørende dagsygeplejersker, som har mellem 15 og 25 daglige besøg. Arbejdet starter klokken syv. I dag er det sygeplejerskerne Lene, Ida og Mette, som gennemgår og fordeler opgaverne og holder møder med plejegrupperne. Sygeplejerskerne sidder ikke med i plejegrupperne, men superviserer og koordinerer arbejdet.

Plejegrupperne i Hirtshals kaldes for Kollektiverne, og de har poetiske navne som Vestenvinden, Bækken, Parken og Tårnet ­ efter de geografiske kvarterer, som de arbejder i.

Vi kører med Lene Kaae i Emmersbæk-området, hvor kollektivet Bækken arbejder. Det er et kvarter, som er bygget i 1970'erne med helt overvejende pæne, rummelige, velholdte og meget traditionelle parcelhuse, der danner rammen om livet for mange af dem, der nu er ved at komme op i årene. Smagen er anderledes end i avancerede storbykvarterer. Korsstingsbroderier af fiskere med sydvest er en af de populære udsmykninger, ligesom glæden over havet, skibene og landskabet afspejles på væggene i de fleste hjem.

Særligt noterer man sig dog roen, sagtmodigheden og de mange venlige smil, man mødes med ­ selv i de hjem, som sygdom har ramt hårdt.

Der er f.eks. den gamle selvstændige på 79 år, som har prostatakræft, mens hans kone er halvsidigt lammet og sidder i kørestol. De har lige været i udlandet for at besøge slægtninge og bærer i øvrigt deres skæbne med mildhed tegnet i ansigtstrækkene.

''Men de har da også troen,'' fortæller Lene Kaae. ''Det har mange heroppe. Og de klarer de svære situationer bedre end os andre. Det kan man godt somme tider misunde dem.''

Det er især Indre Mission, der står stærkt i Hirtshals, men der er også andre menigheder.

Miserabel og forsømt

Keld vil gerne selv have et foto af den cancer, som dækker hans halve ansigt, så kammeraterne, der kommer og drikker øl med ham, kan se, hvordan der ser ud inden under den store forbinding. Der ser ikke godt ud, og Keld ser ikke godt ud. Han er mager som et skelet og den eneste patient, som virker lidt miserabel og forsømt. Han er sidst i 40'erne og enlig, og det lille køkken bærer ikke præg af, at han indtager meget andet end den smertestillende medicin. Han har fået tilbud om kommunal mad, men har sagt nej tak, fortæller Lene Kaae.

Keld ligger på sin seng det meste af tiden og ser tv ­ i dag er højdepunktet Baywatch, fortæller han.

Næste station bliver formentlig en aflastnings- eller hospiceplads, men det skal Keld selv være parat til, understreger Lene Kaae.

Hun bryder sig ikke om, at man sætter systemer og regler over mennesker, forklarer hun:

''Folk skal ikke passe ind i et ganske bestemt system. Systemet skal passe til menneskene, som må være udgangspunktet. Selvfølgelig må der være retningslinjer,

Side 15 

men de må kunne bøjes, så mennesket bliver det vigtigste. For tiden snakker vi en del om de etiske dilemmaer, der er opstået i forbindelse med den nye lov, ifølge hvilken man må bruge magt i tilfælde af omsorgssvigt. Der er mange gråzoner. Skal man f.eks. hindre folk i at forlade deres boliger, fordi man frygter, at de vil falde eller komme galt af sted? Den form for magt skal anvendes med stor omtanke.''

Keld har lige taget sig et par ketoganer, før vi kommer, og Lene Kaae fortæller, at hjemmesygeplejerskerne ikke har problemer med smertedækning af alvorligt syge og terminale patienter.

''Selvfølgelig har Plejebo-sagen givet stof til eftertanke, men vi undgår problemer, fordi vi har lægerne så tæt på. Hvis vi ikke kan få en patient smertefri, går vi simpelthen ned og sætter os på lægens bord og siger: ''Nu skal der gøres noget.'' Vi har også som noget nyt fået en palliativ sygeplejerske på Hjørring Sygehus, der virker som en slags konsulent for os. Vi bruger subcutan morfinpumpe, epidural kateter i ryggen eller morfinplastre.

Vi sætter også om nødvendigt en fast vagt ved dødslejet de sidste døgn, og hvis de pårørende har plejeorlov, går vi ind og afløser, så de f.eks. kan få en hel nats søvn.''

Gamle under tag

Lene Kaae synes, at Hirtshals Kommune er en god arbejdsplads:

''Der er god social forståelse, når det drejer sig om personlig pleje, og der bliver ikke sparet på de nødvendige hjælpemidler. Der har været lidt problemer med boliger til ældre og handicappede, men det er også svært at planlægge, fordi behovet svinger. Der er netop truffet beslutning om en udvidelse af kapaciteten med 36 boliger. Der er mange demente ­ også i eget hjem, men kommunen har ansat en sygeplejerske med demente og psykisk syge som særområde. Der er også en del psykisk syge og misbrugere med psykiatrisk baggrund. ''Bøjen,'' som er et værested for yngre psykisk syge, har egen sygeplejerske. ''Havglimt,'' som har boliger for ældre psykisk syge, dækkes til gengæld af hjemmesygeplejen.

Betegnelsen ''plejehjem'' er ikke længere gængs sprogbrug, fordi plejehjemmene i dag betragtes som en samling selvstændige boliger, så i Hirtshals bruger man i stedet udtrykket ''bolig under tag,'' og sygeplejerskerne taler om at få de gamle eller handicappede ''under tag.'' Der er fire ''tag,'' som de kan komme ind under. Hjemmesygeplejen har integreret ordning med de tre ''tag,'' mens Lynggården har sine egne to sygeplejersker. Lynggården har også egen aftenvagt. Kommunen dækkes i øvrigt af to udekørende aftensygeplejersker og én fælles nattevagt.

Seje og selvhjulpne

Men mange gamle nordjyder er seje og dygtige til at klare sig selv. Hvem siger, at oldefar ikke kan lære at lave mad og passe hus, når oldemor er faldet af på den og hver dag bliver kørt i dagcentret? ''Man må tage tingene, som de kommer,'' siger han, mens han rører i gryderne.

På dagvagten besøger vi mange oldeforældre. Den runde, milde fiskerenke, der bor med udsigt over havnen og skal have blodtryksmedicin, har alene 23 oldebørn.

I hele landet hører det med til hjemmesygeplejerskers job at se på familiebilleder, og i Hirtshals kan det godt tage sin tid at komme gennem generationerne på væggene. Familiebillederne bringer os også vidt omkring, for Hirtshals er grænseby, og søfolk og fiskere gifter sig ikke nødvendigvis med naboens datter. Enkens fire sønner er således alle gift med norske jenter og beskæftiget i offshorebranchen.

Ikke langt fra enken bor enkemanden, der i en menneskealder har været ringer og kirkegårdsgraver, indtil han fik blodpropper i hjertet. Også han er selvhjulpen og i gang med madkuløren og sovsen, da vi ankommer. Vi får en snak om kirkeklokkeringning.

Side 16 
Annonce

Side 17 

Den kunst er det gået meget tilbage med, mener den gamle ringer. Nutidens ringere døjer med at betjene tre klokker ad gangen, så det lyder ordentligt, forklarer han.

Sådan lærer man så meget, og der falder en del livserfaring af til hjemmesygeplejersken ­ selv fra den demente gamle dame, som skal have doseret medicin. Hun er enke efter en sømand, som gik i land, da de blev gift og fik børn.

''Men havet blev ved med at trække i ham, og så tog han indimellem på langfart. Det var jeg nu meget godt tilfreds med, for man skal ikke sidde lårene af hinanden i et ægteskab.''

Et andet ældre ægtepar har heller ikke været så meget sammen, men det har en tristere årsag. Hustruen er for nylig kommet hjem efter sammenlagt syv år på plejehjem pga. en depressiv lidelse, som nu behandles med elektrochok på sygehuset i Brønderslev hver 14. dag.

Ægtefællerne er glade for at være sammen igen, men de er ikke så glade for deres pensionistbolig, fordi toget kører forbi to gange i timen. Nogle gamle har særligt talent for at indrette sig og få en god tredje alder ­ trods de svagheder, der følger med. Det gælder f.eks. Søren, som har været enkemand siden 1994 og har to børn, seks børnebørn og seks oldebørn.

Han har astma og psoriasis, men skal helst have tidligt besøg af hjemmesygeplejersken, så han kan komme af sted til den veninde, som han tilbringer hver dag sammen med. Hun er enke efter en af hans tidligere arbejdskammerater, og de har nu en hverdag sammen. Han betaler maden, og hun tilbereder den. Han betaler benzinen, og hun har kørekort og bil. Og så kører de ellers næsten hver dag ud i den natur, som er deres fælles interesse.

''Og mine børn har ikke noget imod det,'' fortæller Søren glad.

Hvorfor skulle de dog have det?

Jo, beretter både Søren og Lene Kaae, det hænder faktisk, at de voksne børn bliver skamfulde, vrede eller jaloux, hvis deres gamle mor eller far får en ven/veninde.

Speciale i sårbehandling

Lene Kaae har været på efteruddannelse i sårbehandling, så det er blevet hendes speciale, mens én af hendes kollegaer har særlig forstand på inkontinens og en anden på smertebehandling. Man dækker hinanden ind med supervision på specialeområderne og prøver at dele patienterne efter deres behov. I dag skal Lene Kaae ordne såret på en ældre gigtpatient, som har fået fjernet en gigtknude i sædet. Såret vil ikke hele, så hun har bestilt tid på sårambulatoriet i Hjørring i morgen og vil selv ledsage patienten.

Efter det 12. hjemmebesøg kan vi gøre op, at det blev en relativt ukompliceret arbejdsdag med 12 hjemmebesøg. Undtagelsesvis var ingen af Lene Kaaes yngre sklerose-patienter på dagsprogrammet. Hun har ellers en 4-5 stykker. Af en eller anden grund er sklerose en ret almindelig sygdom på egnen, fortæller hun.

Efter sidste besøg ved 14-tiden tager hun tilbage til Lynggården, hvor hun har telefontid for brugere, pårørende, sygehus og andre samarbejdspartnere. Samtidig skal dagens papirarbejde overstås, og klokken 15 er der overdragelsesforretning med aftenvagten.

De fire dagsygeplejersker, som kører i Hirtshals by, dækker hinanden ind på fridage og under ferier, så til daglig er der kun tre på arbejde.

Kun om onsdagen møder alle fire, og så klarer man meget af det administrative og organisatoriske arbejde, møder med kollektiverne og samarbejdspartnerne som praktiserende læger, ergo- og fysioterapeuter samt køkkenlederen, der har ansvaret for den kommunale kølemad, som en gang om ugen bringes ud til gamle og andre, som ikke selv kan klare madlavning.

Hjælper-uddannelsen

Vi hilser på en teenager, der er i praktik i hjemmeplejen i en uge for at snuse til området. Hun går i 10. klasse på Social- og Sundhedsskolen. Senere skal hun i fire ugers praktik, hvor hun skal vurderes med henblik på uddannelsen til social- og sundhedshjælper.

Det kan være svært at vurdere en purung piges egnethed på fire uger, fortæller Lene Kaae.

Generelt synes hun, at den nye uddannelsesstruktur på social- og sundhedsskolerne er god, men det er et problem, at nogle unge piger bliver presset ind i uddannelsen af skolevejlederne.

Det skulle nødig være sådan, at uddannelsen går hen og bliver en uddannelse for piger, der ikke ved, hvad de vil, for så får hjemmeplejen næppe de dygtigste og mest motiverede medhjælpere.

Men der er heldigvis også solstrålehistorier om kvinder, som kommer ind i hjemmehjælpen via aktivering, søger ind på uddannelsen og bliver rigtig gode og dygtige, noterer Lene Kaae:

''Pleje og omsorg for de svageste er nemlig et fag, som kræver overskud hos sine udøvere. Man bruger meget af sig selv.''