Kriminolog: Incest-sager skal ud af straffesystemet

Lille barn i en skov af myndigheder. Skoven er svær at finde rundt i, og nogle steder vokser grenene ind over hinanden. I overført betydning tegner jurist og kriminolog Beth Grothe Nielsen dette billede, når hun skal fortælle, hvordan sager om seksuelle overgreb mod børn inden for familiens rammer håndteres af sociale, sundhedsmæssige og strafferetlige myndigheder.

Beth Grothe Nielsen, lektor, lic.jur. på Aarhus Universitet, har gennem sin forskning i seksuelle overgreb mod børn inden for familien set, hvordan børn kommer i klemme i straffesystemet og mellem myndigheder, som bliver involveret i sagerne.

Hun mener, at man skal overveje at forenkle området ved at skære antallet af regler og instanser ned.

''Der er alt for mange regelsæt og myndigheder indblandet på området,'' siger hun og opremser serviceloven (den kommunale socialforvaltning), regler på det familieretlige område (statsamt) og straffe- og retsplejeloven (politi/anklagemyndighed, domstole).

Hertil kommer forsvars- og bistandsadvokater, psykologer og ansatte i sygehusvæsenet.

Myndighederne har ikke samme fokus. Straffemyndighedernes mål er at straffe, mens andre myndigheder fokuserer på, hvilke sociale tiltag der er bedst for barnet.

''Systemerne er uenige i hinandens afgørelser og modarbejder direkte hinanden. F.eks. sættes de sociale myndigheder ud af spillet under en retssag. Barnet må bl.a. ikke gå til psykolog, før straffesagen er afsluttet. Barnet risikerer let at blive kastebold mellem myndighederne, indtil ingen kan hitte hoved og hale i sagen. Og så er det, at myndighederne typisk reagerer ved at lukke sagen og sige, at de ikke har ressourcer til at forfølge sagen yderligere,'' siger Beth Grothe Nielsen.

Kun én myndighed

Hun foreslår, at man skærer ind til benet og lader en enkelt instans tage sig af sagerne om sexmisbrug af børn.

''En løsning på problemet kunne være, at man begynder helt forfra, skrotter det system, vi har, og overlader sagerne til en og kun en myndighed, som tager hånd om barnet. Denne myndighed skal hverken være moderens eller faderens forlængede arm. Den skulle overtage alle myndighedernes opgaver, inklusive straffesystemets. Påstande om seksuelle overgreb er jo, når det kommer til stykket, i de fleste sager kun en del af et billede af misbrug generelt i familien. Basalt set er disse sager et socialt problem,'' siger hun.

Den seneste udvikling på det strafferetlige område tydeliggør for Beth Grothe Nielsen, at sagerne ikke hører hjemme under straffesystemet.

To højesteretsafgørelser gav i foråret personer, der var tiltalt for seksuelt misbrug af børn, ret til at overvære videoafhøringen af det barn, de pågældende var tiltalt for at have krænket. For nylig gik forsvarsadvokat Thomas Rørdam så ud og opfordrede anklagemyndigheden til at opgive sager om sexmisbrug i daginstitutioner, hvis de kun byggede på børns vidneudsagn.

''På systemets egne præmisser er der ræson i højesteretskendelserne og Rørdams udsagn. De retssikkerhedsgarantier, vi vedtog for 100 år siden, sikrer os mod at dømme uskyldige folk, og vi må ikke slække på retskravene i disse sager. Men principperne duer bare ikke i sager om sexmisbrug, hvor der typisk hverken er fysiske tegn eller vidner. Børn betragtes ikke som selvstændige individer, de kan ikke klare sig uden voksne, og de passer ikke ind i vores straffesystem,'' siger Beth Grothe Nielsen.

Ønsker ikke far i fængsel

Juristen og kriminologen tvivler også på nytten af fængselsstraf i sager om seksuelle overgreb mod børn, især når overgrebene er foregået inden for familiens rammer. Hendes tvivl får de fleste til at rynke på næsen. Grothe Nielsens holdninger om, at disse sager ikke passer ind i straffesystemet, støder den gængse tankegang på dette følsomme område. Retsfølelsen hos mange voksne Side 9
 

peger i den modsatte retning: personer, der begår seksuelle overgreb mod børn, skal straffes med fængsel og gerne så længe som muligt.

Grothe Nielsen forstår godt, at folk bliver provokeret af hendes udtalelser. Men hendes årelange beskæftigelse med sager om krænkede børn i Danmark og i udlandet har overbevist hende om, at børnene sjældent har glæde af, at den, som har begået overgreb mod dem, bliver sendt i fængsel.

Hun understreger, at denne holdning gælder overgreb, som begås af en person, der enten er i familie med barnet eller på anden måde har en tæt relation til barnet og barnets hjemmebase.

Hun har skrevet flere bøger om emnet og har bl.a. i den forbindelse gennemgået omkring 200 sager om seksuelt misbrug af børn og interviewet en række krænkede børn.

''Børnenes store ønske er naturligvis, at misbruget stopper, men i mindst lige så høj grad, at den voksne erkender, hvad han har gjort, siger undskyld og forsikrer barnet om, at det ikke er hendes eller hans skyld. De fleste overgreb begås af et familiemedlem, og barnet nærer ofte kærlighed til sin krænker, selv om denne påfører barnet smerte. Derfor er det ikke barnets ønske, at manden kommer i fængsel,'' fortæller Beth Grothe Nielsen, som har talt med mange børn, der plages af en stor skyldfølelse over at sende deres far eller stedfar i fængsel.

''Disse børn risikerer tilmed at miste deres familie, hvis de melder misbruget til politiet. I en lang række af sager om sexmisbrug inden for familien er der tale om familier, der også er belastede af alkoholmisbrug, skænderier, misrøgt og andre overgreb. Hvis manden kommer i fængsel, kan moderen blive rasende på barnet, barnet må måske fjernes fra hjemmet, og den store taber er ­ barnet.''

Sandhed skal lokkes frem

Beth Grothe Nielsen mener ikke, man kan bekæmpe seksuelle overgreb mod børn i familierne ved at true krænkeren med fængselsstraf. Hun går ind for, at samfundet finder andre, mere fleksible måder at reagere på i. Måder, som udgør alternativer til traditionel fængselsstraf.

Hun ønsker ikke at tage sagerne ud af straffeloven.

''Vi skal bevare den signalværdi, der ligger i, at seksuelle overgreb mod børn er omfattet af straffeloven. Men vi behøver ikke nødvendigvis at straffe med fængselsstraf,'' siger hun.

''En mere fleksibel måde at reagere på i sager om seksuelle overgreb mod børn inden for familien betyder ikke, at vi accepterer overgrebene. Men hvis vi i stedet for at true med bål og brand arbejder på at få sandheden på bordet, tjener vi børnene bedre,'' mener Beth Grothe Nielsen og uddyber:

''Som det er i dag, har krænkerne ikke nogen god grund til at erkende, hvad de har gjort. Straffesystemet er således indrettet, at selv om den voksne indrømmer, at han har krænket et barn seksuelt, bliver han straffet. Hvis du fik at vide, at hvis du talte sandt om, at du havde begået overgreb mod et barn, men kom i fængsel alligevel, ville du så indrømme?''

Hun mener, at der skal være nogle incitamenter, der kan motivere krænkeren til at erkende sine gerninger.

''Vi skal lade være med at signalere fordømmelse af faderen eller stedfaderen. Men sige, at han kan gøre det godt igen ved at indrømme overgrebene. Vi skal tilbyde ham hjælp til at få et normalt sexliv og hermed i stedet signalere, at han har brug for hjælp. Bruge positiv lokkemad, som kan hjælpe med at få sandheden om overgrebene frem. Hvis den kommer frem i lyset, kan parterne måske bryde det mønster, der ellers ødelægger hele familien.''

Hævnfølelse gavner ikke

Hun ved godt, at denne model kræver, at vi giver slip på vores indgroede forestilling om straf og vores behov for at få hævn.

''Jo, men jeg spørger bare, hvem det gavner, at en seksualforbryder får en fængselsdom, når han ikke erkender nogen skyld og ikke modtager nogen hjælp til at ændre sit sexliv. Side 10 

Det gavner i hvert fald sjældent børnene. De kommer i klemme. Børnene føler, at de er skyld i, at faderen skal i fængsel. Og da han hele tiden har nægtet overgrebene, sidder barnet tilbage som løgner. Benægteren kan beskylde barnet for falsk anklage.''

Hun tror ikke, at truslen om at havne i fængsel afholder mange fra at begå seksuelle overgreb mod børn. Tværtimod bruger krænkerne lige præcis denne trussel mod børnene:

''Hvis du siger noget til nogen, så kommer jeg i fængsel, og det vil du vel ikke være skyld i?'' Sådan trues børnene, og det virker ifølge Beth Grothe Nielsen: ''Tanken om, at straffesystemet sætter i gang, hvis de fortæller, hvad der foregår, er nok til, at mange børn ikke siger noget om overgrebene. Børn, som alligevel betror sig til f.eks. skolepsykologen, ønsker ikke, at denne fortæller det videre. Det kan psykologen ikke love, og mange børn har tryglet og bedt kommunale forvaltninger om ikke at anmelde faderen, broderen eller onklen til politiet.''

Overgreb i ny familie

En fængselsstraf sætter rigtigt nok en stopper for overgrebene mod børn i den periode, krænkeren sidder i fængsel. Men her i landet kommer krænkerne typisk ud igen efter nogle måneder eller højst et par år, påpeger Grothe Nielsen.

''Og så ser vi, at de bare fortsætter overgrebene i en ny familie. Hvis manden så bliver dømt igen, får han sig bagefter en ny familie osv. Og hele vejen igennem nægter manden. Der er ingen erkendelse, og der er ingen forandring i mønstret. Er det den rigtige måde at gribe det an på?''

''Jeg kan godt acceptere, at krænkerne i familiesagerne ikke kommer i fængsel, men jeg har svært ved at acceptere, at de kan slippe afsted med at benægte noget, de har gjort over for de børn.''

Mindretal dømmes

Beth Grothe Nielsen mener, at den strafløse model, hun anbefaler, er særlig egnet til sager, hvor krænkeren spiller en stor rolle i barnets liv, f.eks. faderen eller storebroderen.

''Jo tættere krænkeren er på barnet, jo vigtigere er det at tage udgangspunkt i, hvad der er godt for barnet. Barnet skal f.eks. have de bedste muligheder for i større eller mindre grad at leve videre med faderen eller broderen i sit liv, hvis barnet ønsker det,'' siger hun.

I sager, hvor krænkeren ikke er så tæt på barnet, f.eks. en pædagogmedhjælper eller en helt fremmed, er det mindre vigtigt for barnet at komme overens med selve krænkeren, mener Grothe Nielsen. Hun understreger dog stadig, at alle ''slags'' krænkere bør have hjælp til at bryde deres seksuelle mønster.

Men hvad hvis vi antager, at Danmark indførte en større fleksibilitet i sagerne om seksuelt misbrug af børn. Kan Grothe Nielsen så garantere, at flere krænkere vil indrømme seksuelt misbug af børn? Det er vel stadig en meget skamfuld gerning at tilstå?

''Ingen kan garantere noget som helst. Men det er der heller ingen, der kan, som det er nu. I dag får vi kun dømt et lille mindretal. Hvis børnene var sikre på, at deres far ikke kom i fængsel, når de fortalte om overgrebene, ville flere børn måske komme ud af busken. Og så ville flere mænd kunne komme i behandling for deres unormale seksualitet,'' vurderer hun.

Lovende forsøg i Canada

Der findes kun enkeltstående pilotprojekter rundt om i verden, som har afprøvet modellen i praksis. Derfor er der ikke nogen vægtig dokumentation for, om den har nogen gavnlig virkning for børnene eller deres familier. Men visse steder i Canada har man forsøgt sig med en såkaldt family group conferencing. Den består i, at de relevante familiemedlemmer og myndigheder sætter sig sammen om en konfliktbearbejdning af familiens problemer, herunder seksuelt misbrug. Målet med familiekonferencen er at få alt op på bordet, og at alle får talt ud. F.eks. kan faderen undskylde sexmisbruget over for sin datter. Konferencen munder ud i, at familien indgår en kontrakt for, hvordan livet i familien skal være fremover. Politimyndighederne kan herefter beslutte, om de vil gå videre med sagen. Faderen skal altså ikke nødvendigvis straffes med fængsel.

''Projektet er forholdsvist nyt, og forsøget har kun været fulgt af en ret kort opfølgningsperiode, men foreløbig ser det ud til, at det lykkesi langt de fleste tilfæl-de at få familierne til at fungere på en ny ogkonstruktiv måde. Det,at familiemedlemmerne har snakket tingene igennem, betyder, at hvis overgrebet sker igen, så er det tilladt for datteren at gøre opmærksom på det. Moderen og andre søskende er også mere opmærksomme på problemet,'' siger Beth Grothe Nielsen. I Danmark finder metoden på en måde også sted. Dog på uofficielt plan. Beth Grothe Nielsen forklarer:

''Den har kun været afprøvet i den forstand, at danske myndigheder nogle gange efterkommer børnenes ønske om ikke at melde overgrebene til politiet, men i stedet kontakter familien og prøver at hjælpe den. Men der findes ingen viden om resultater for disse sager, da de er tys-tys, fordi de muligvis er i strid med reglerne.''

Læs mere: "Lægen skal være neutral"