Vigtig, men vanskelig evaluering

En af de ændringer, der fulgte med Bekendtgørelsen om sygeplejerskeuddannelsen i 1990, var afskaffelse af de praktiske eksamener. Det var et farvel til en mangeårig tradition for at vurdere elevernes praktiske kunnen ved en form for køreprøve i sygepleje. Mange mente, at det var en forældet evalueringsform, idet den ikke gav et reelt billede af elevens egnethed som sygeplejerske. Standpunktsbedømmelser blev betragtet som et bedre redskab til at sige noget om den studerendes kvalifikationer, og med Bekendtgørelsen fra 1990 blev antallet reduceret til tre, nemlig en ved afslutningen af praktikperioden i hvert af de tre uddannelsesafsnit. Afskaffelsen af de praktiske eksamener var en lettelse for mange, både elever, praktikvejledere og sygeplejelærere. Men er evaluering i praktikken blevet lettere af den grund?

Formålet med standpunktsbedømmelsen er at sikre, at den studerende gennem den praktiske del af uddannelsen erhverver sig de kvalifikationer, der skal til for at øve virksomhed som sygeplejerske og opnå autorisation. Evaluering har således en samfundsmæssig funktion, men ud over at varetage samfundets interesser skal evalueringen også varetage den studerendes interesser ved at sikre en retfærdig og saglig bedømmelse.

Ordet evaluere betyder at værdsætte, og inden for pædagogikken skelner man mellem procesevaluering (formativ evaluering) og produktevaluering (summativ evaluering). Mens procesevalueringen typisk er fremadrettet, f.eks. i form af midtvejsevaluering eller løbende evaluering, er produktevalueringen rettet mod standpunktet her og nu ­ altså i hvilken grad den studerende har opfyldt de fastsatte mål.

Evalueringens tre trin

Evaluering består i princippet af tre trin (1):

1. at beskrive/kortlægge/registrere et fænomen
2. at sætte resultatet af beskrivelsen i forhold til normer, standarder eller værdier (kriterier)
3. at komme frem til en anbefaling/beslutning om konsekvenser.

Side 28

Ad 1) At beskrive et fænomen som en studerendes praksiskundskaber, der er indhøstet over flere måneder, er ikke nogen enkel sag. I enhver beskrivelse forekommer der et valg af aspekter og dermed også et fravalg af andre aspekter. En fuldstændig og objektiv beskrivelse er således en umulighed. Ofte arbejder studerende på egen hånd, og deres handlinger i disse situationer registreres ikke. Resultatet af den studerendes arbejde, f.eks. øget velvære for patienten, siger ikke i sig selv noget om kvaliteten af det udførte arbejde, da resultatet ikke udelukkende afhænger af en enkelt persons indsats. Dertil kommer, at ikke alle aspekter kan sprogliggøres, eksempelvis den studerendes tankevirksomhed i forbindelse med arbejdet. Mange praksiskundskaber forbliver derfor ubeskrevede.

Ad 2) Normer, standarder og værdier for det ønskede resultat af den studerendes læring i praktikken har i mange år traditionelt været formuleret som mål for praktikperioderne ­ dels overordnede mål fra sygeplejeskolens side, dels mere specifikke mål for det enkelte praktiksted. Beskrivelsen af den studerendes standpunkt skal sættes i forhold til disse mål, men også her melder der sig problemer. Hvordan operationaliseres målene, uden at de får karakter af rene checklister over udførte opgaver? Hvordan udtrykkes det forventede kompetenceniveau i de forskellige uddannelsesafsnit? Hvilke synlige og usynlige normer ligger til grund for bedømmelsen? Mange mål er formuleret som hensigtserklæringer. Dvs. at målene i virkeligheden aldrig nås, men tjener som et efterstræbelsesværdigt ideal om sygepleje.

Ad 3) Sidste trin i evalueringen er en anbefaling om konsekvenser, som ifølge Bekendtgørelsen udtrykkes ved, om praktikperioden er bestået eller ikke bestået. Det er altså et enten-eller, og det betyder, at præstationer, der på 13-skalaen spænder fra seks til 13, er bestået. Man kan altså ikke forvente, at den studerende nødvendigvis lever op til de krav, der på 13-skalaen er foreneligt med et ottetal og dermed en middelpræstation.

Tre parter i processen

I Bekendtgørelse om sygeplejerskeuddannelsen står der: ''I udarbejdelsen og afgivelsen af standpunktsbedømmelserne deltager de(n) for praktikuddannelsen ansvarlige sygeplejerske(r) og en sygeplejelærer fra uddannelsesinstitutionen'' (2).

Hvorvidt den studerende også er til stede ved udarbejdelsen af standpunktsbedømmelsen, afhænger af den enkelte studieordning, men under alle omstændigheder er der tre parter impliceret i processen. De problemer, som er forbundet med evaluering i praktikken, kan ses i forhold til disse tre parter:

1. Rollen som praktikvejleder er ikke bare én, men mange roller: Hun er rådgiver, underviser, støtteperson, rollemodel og sidst, men ikke mindst, er hun kontrollant. Hun har således mange kasketter, som på skift er i brug i den studerendes praktikperiode. Selv om rollen som kontrollant har en negativ klang, er den ikke desto mindre nødvendig for at skaffe sig et vurderingsgrundlag. Ligesom i patientplejen spiller det faglige skøn også en vigtig rolle i forhold til at vurdere den studerendes egnethed i faget, og kunsten i evalueringen består derfor i at sætte ord på skønnet. En faldgrube for praktikvejlederen er den såkaldte Rosenthal-effekt, også kaldet stemplingseffekten, hvor opfattelsen af den studerende baseres på en forudindtaget holdning, som grundlægges tidligt i praktikforløbet. En anden faldgrube er Halo-effekten (halo = glorie eller stråleglans), der bevirker, at man som praktikvejleder forblændes af den studerendes personlige udstråling og charme.

2. For den studerende kan praktikperioderne let føre til, at hun udvikler kamæleonadfærd. Hun skal på den ene side træde ind i og tilpasse sig forskellige praksiskulturer for at få adgang til den kundskabsmasse, som ligger indlejret i den daglige organisering af arbejdet (3). På den anden side er hun på gæstevisit og således ikke fuldgyldigt medlem af flokken, men kan fra sin position i periferien forholde sig kritisk og undrende til det, der foregår. Hvorvidt dette er en kompetence, der honoreres ved afgivelsen af standpunktsbedømmelsen, afhænger

Side 29
 

ikke blot af formulerede mål for praktikperioden, men i lige så høj grad af normerne i afdelingen. For den studerende starter eksamen så at sige, når hun træder ind af døren til praktikstedet, men i modsætning til de teoretiske eksamener er der ikke offentlighed i eksaminationen. Ofte er det uklart, hvilken kasket praktikvejlederen har på i en given situation, og den studerende ved derfor ikke, hvilken betydning situationen tillægges, når standpunktsbedømmelsen skal afgives. Den studerende skal i virkeligheden lære noget, som hun først ved, hvad er, i det øjeblik hun har lært det.

3. Ideelt set skal standpunktsbedømmelsen fra praktikstedet være udformet således, at beskrivelsen af den studerendes standpunkt (trin 1) sammenholdt med klart formulerede bedømmelseskriterier (trin 2) ville få enhver uvildig person til at nå til samme anbefaling om konsekvenser (trin 3). Praktikforløbet skulle således kunne bedømmes af en ekstern censor på samme måde som en skriftlig teoretisk opgave.

Sygeplejelærerens rolle i forbindelse med afgivelse af standpunktsbedømmelse kan betragtes som en sådan censorfunktion. I Bekendtgørelsen om censorinstitutionen for visse videregående uddannelser under Undervisningsministeriet (4) er censors opgaver beskrevet i forhold til prøver. Censor skal bl.a. påse, at de studerende får en ensartet og retfærdig behandling og deres præstationer en pålidelig bedømmelse, der er i overensstemmelse med reglerne om karaktergivning og andre regler. Spørgsmålet er, om der overhovedet er nogen mening i sygeplejelærerens censorlignende funktion, når hun udelukkende må forlade sig på praktikstedets beskrivelse af den studerendes præstation, og når denne beskrivelse i sagens natur ikke kan være objektiv og fyldestgørende. Anbefaling om konsekvenser (bestået/ikke bestået) er som regel truffet før selve udarbejdelsen og afgivelsen af standpunktsbedømmelsen og er dermed også den studerende bekendt.

I tilfælde af, at den studerende og praktikstedet er uenige om ordlyden i standpunktsbedømmelsen og konsekvenserne heraf, bliver sygeplejelærerens rolle snarere at fungere som dommer i en sag med to forskellige opfattelser af samme praktikforløb og med yderst begrænset mulighed for at indkalde vidner, der kan belyse sagen, specielt set fra den studerendes side. I sådanne situationer ville den studerende i virkeligheden være bedre tjent med en praktisk eksamen, hvor sygeplejelæreren havde en reel censorfunktion. Denne mulighed har den studerende ifølge Bekendtgørelsen først, hvis hun ikke har bestået standpunktsbedømmelsen anden gang.

Saglig bedømmelse

Til trods for, at enhver evaluering må betragtes som et usikkert og mangelfuldt udsagn om den studerendes potentiale på et begrænset felt, er det vigtigt at vurdere, om hun undervejs i uddannelsen erhverver de fornødne kvalifikationer til at udøve virksomhed som sygeplejerske og samtidig sikre, at den studerende får en retfærdig og saglig bedømmelse.

Da praksis er uregerlig forstået på den måde, at man aldrig på forhånd kan sætte mål for, hvad der skal læres og hvornår, er det så meget desto vigtigere, at den studerende løbende får feed-back på sin praksisudøvelse, så hun på den måde bliver bekendt med de krav, der stilles til hende. Det bliver således procesevalueringen, der får den største betydning og vel at mærke ved, at den skriftligt dokumenteres, ikke blot i en studiejournal, som den studerende er ansvarlig for, men også i optegnelser, som praktikvejlederen undervejs gør om den studerendes praktikforløb. I stedet for at tilstræbe objektivitet, som selvsagt er en umulighed, kan man med fordel koncentrere sig om at håndtere subjektiviteten.

I sygeplejeuddannelsen efter Anordningen fra 1957 var der på vidnesbyrdet en rubrik, der hed: ''Ser man gerne eleven tilbage på afdelingen?'' Besvarelsen ved et kryds i ja- eller nej-feltet siger ikke umiddelbart noget som helst om den studerendes kvalifikationer, men ved at indlede standpunktsbedømmelsen med dette spørgsmål og derefter begrunde sit svar i dialog med kolleger er man allerede nået et skridt på vejen til at håndtere subjektiviteten, nemlig ved at skelne mellem de saglige begrundelser og de personlig sym- og antipatier.

Et andet indledende spørgsmål kunne være: ''Vil jeg gerne have, at den studerende passer mig eller mine pårørende, hvis vi bliver syge?'' Ved at sætte ord på en sådan subjektiv fornemmelse i faglige termer bliver det synligt for de implicerede parter, hvad det er for normer og værdier, der ligger til grund for bedømmelsen, og herved bliver det muligt at eksplicitere nogle af de sider ved den studerende, som ellers unddrager sig beskrivelsen af hendes standpunkt.

Sygeplejelærernes rolle som dommer i standpunktsbedømmelsen er problematisk, men skal ses i sammenhæng med, at rektor har ansvaret for hele uddannelsen i både teori og praktik. Ansvaret for praktikuddannelsen består bl.a. i at håndhæve de krav, der stilles for at godkende et praktiksted, herunder krav om pædagogiske og kliniske kvalifikationer hos de sygeplejersker, der er ansvarlige for afviklingen af praktikuddannelsen og afgivelse af standpunktsbedømmelser. Hvis de fornødne kvalifikationer er til stede, kan sygeplejelæreren nøjes med at fungere som advokat for den studerende under praktikuddannelsen og overlade selve domsafsigelsen til praktikstedet. Den nuværende bekendtgørelses krav om sygeplejelærerens tilstedeværelse ved afgivelse af standpunktsbedømmelser er et levn fra fortiden, hvor sygeplejelæreren blev betragtet som garant for kvalitet og objektivitet i praktikuddannelsen ­ et forhold, det måske er på tide at gøre op med i udarbejdelsen af den forestående nye bekendtgørelse om sygeplejerskeuddannelsen.

Hanne Krogager er sygeplejelærer ved Diakonissestiftelsens Sygeplejeskole for H:S. 

Litteratur

1. Lauvås P, Handal G: Veiledning og praktisk yrkesteori. Oslo: J.W.Cappelens Forlag, 4. oplag; 1993.
2. Undervisnings- og Forskningsministeriet: Bekendtgørelse om sygeplejerskeuddannelsen. Den 2. marts 1990.
3. Heggen K: Sykehuset som ''klasserom,'' praksisopplæring i profesjonsutdanninger. Oslo: Universitetsforlaget, 1995.
4. Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 332 af 25. maj 1993: Bekendtgørelse om censorinstitutionen for visse videregående uddannelser under Undervisningsministeriet.