Kvalitetsløft til uddannelsen

Lovene om de Mellemlange Videregående Uddannelser (MVU) og Center for Videregående Uddannelser (CVU) åbner mulighed for, at sygeplejerskeuddannelsen kan få et kvalitetsløft. Det kan ske ved, at underviserne i fremtiden har en kandidatuddannelse, og at uddannelsen bliver forsknings- og udviklingsbaseret. Dertil åbnes for, at der kan skabes forskningsnetværk mellem universiteter, MVU og CVU, så underviserne i fremtiden kan forventes ikke alene at formidle andres forskning og udvikling, men også at undervise med afsæt i egne empiriske studier. De studerende vil således blive undervist i videnskabelige teorier, begreber og metoder, som underviserne selv har brugt, og som kan være med til at beskrive, forklare og give forståelse for de problemstillinger og kontekster, sygeplejepraksis udfoldes i.

MVU-loven stiller forslag om, at lærerne ved videregående uddannelser uden for universiteterne i vidt omfang er dimitteret fra universiteter. Det betyder bl.a., at lærerne ved sygeplejeskolerne i fremtiden skal være i besiddelse af minimum en kandidatuddannelse, og for nogles vedkommende snart ph.d.-grad med mulighed for at forske og udvikle, tilknyttet et lokalt forskningsnetværk. CVU'et skal godkendes på baggrund af en vurdering af institutionens faglige bredde, studentergrundlag, lærerkvalifikationer, udviklingsopgaver og -muligheder og samarbejde med forskningsinstitutioner.

Traditionelt har uddannelsestænkningen inden for professionsuddannelserne været bundet op på, at faget først skal læres teoretisk på skolebænken, for dernæst at blive omsat til praktik, som på den måde bliver udøvet eftertænksomt og reflekteret. Det betyder, at uddannelsen er blevet opbygget ud fra emner, som virksomheden har struktureret. Virksomheden er således blevet strukturerende for uddannelsen (1,2). I realiteten har der dog været mulighed for at tænke anderledes, idet Rammebekendtgørelsen af 1990 (3) kræver, at der undervises i sygeplejefagets egen teori og metode. Rammebekendtgørelsen benævner sygepleje som et fag, der studeres gennem uddannelsen, og ikke alene som en virksomhed. Sygeplejerskeuddannelsen har altså siden 1990 været anset som et fag, der kan studeres, og ikke kun været set som samlefag af alle mulige andre fag inden for virksomhedsfeltet. Ved at fokusere på sygeplejens egen teori og metode blev der også fokuseret på de andre grundvidenskabelige teorier, begreber, metodologi og teknikker, som kan bidrage til at beskrive og forklare problemer, fænomener og kontekster, sygeplejersker arbejder med og i.

Ren retorik

Bekendtgørelsen fra 1990 om sygepleje som fag blev opfattet som ren retorik. I realiteten skete der ingen ændringer i uddannelsesplanlægning og curriculum på sygeplejeskolerne, fordi man i realiteten ikke havde noget fag, som kunne defineres som sygepleje, dvs. et teoretisk fag med selvstændige teorier og metoder. Faget sygepleje var og er fortsat kendetegnet ved at være et praktisk fag. Som tiden er gået, har stadig

Side 23

flere udforsket faget empirisk, og man kan se begyndende forskning i, for og om sygepleje, som på sigt vil danne sygeplejefagets teoretiske grundlag. Underviserne på sygeplejeskolerne var de samme efter 1990, eftersom der ikke blev stillet ændrede officielle krav til lærerne om nye kompetencer og kvalifikationer. Det betød, at de sygeplejeskoler og amter, som ikke prioriterede kompetenceudvikling for lærerne, i princippet kunne undlade at afsætte ressourcer hertil.

Med MVU-loven og CVU-loven stilles krav om, at lærerne ved de mellemlange videregående uddannelsesinstitutioner skal være kandidater, hvilket vil betyde et reelt kvalitetsløft for sygeplejerskeuddannelsen.

Undervisning i relevante teorier

I sygeplejerskeuddannelsen skal der undervises i relevante videnskabelige teorier, begreber, metodologi, klinik og øvelser. Der skal indgå praksisstudier og træning, hvor den studerende bl.a. øver og afprøver indlærte metoder og teknikker fra forskellige videnskabsfag og arbejdsmetoder, som benyttes i den lokale, praktiske virksomhed. Uddannelsen skal tilgodese to forhold. For det første skal den give den studerende almen dannelse, for det andet skal den give den studerende en særlig kompetence inden for sygeplejevirksomheden. Begge dele skal øves i både teori og praktik. Af den sygeplejestuderende kræves en stor mængde teoretisk og praktisk personlighed og social dannelse for at kunne bestride de funktioner, der knytter sig til virksomheden. Uddannelsesplanlægningen skal imødegå en tendens til kun at gøre sygeplejerskeuddannelsen til færdighedstræning i underordnede specialfunktioner. Sundhedssektoren udvikles og ændres med voldsom hast, hvorfor sygeplejerskeuddannelsen må være bredere og mere omfattende end strikt udøvelse af alene det teknisk professionelle arbejde. Uddannelsen skal give den studerende et grundigt kendskab til videnskabelige teorier, metoder og teknikker samt øvelser i praktikken. Den skal i mindre grad omfatte professionsforskrivende teorier og teknologiske forskrifter, bl.a. fordi disse typer teorier knytter sig til praksisfeltet og derfor hele tiden ændres (2,4).

Siden 1990 har Viborg Sygeplejeskole og Viborg Amt prioriteret kompetenceudvikling for underviserne på sygeplejeskolen, og siden 1998 er der blevet arbejdet på en beskrivelse af faget sygepleje, samtidig med at der er arbejdet med den enkelte undervisers kompetenceudvikling. Faget sygepleje er blevet defineret med fem hovedområder, nemlig sygepleje som:

• Kunst og håndværksmæssig praksis,
• Kunst, håndværk og teknologisk praksis,
• Historisk, medmenneskelig og moralsk praksis,
• Pædagogisk, psykologisk og kommunikativ praksis,
• Videnskab og samfundsmæssig praksis.

Uddannelsen skal tilrettelægges i forhold til hovedområderne inden for det virksomhedsfelt, som omhandler pleje, omsorg, sundhedsfremme, forebyggelse, behandling og rehabilitering.

Vekselvirkning

Uddannelsen skal tilrettelægges, så der er vekselvirkning mellem teori og praksis. Hovedområderne danner struktur for studiets opbygning, og undervisningen er både teoretisk og praktiks inden for hovedområderne.

Underviserne skal ikke længere være generalister, som skal undervise i hele sygeplejens virksomhed eller alle tematikker.

Side 24

Underviserne skal i fremtiden være specialister med kompetence inden for ét af de fem hovedområder. Intentionen er, at den enkelte underviser kun skal være tilknyttet et af hovedområderne, hvortil er knyttet fag fra henholdsvis det sundheds-, natur,- human- og samfundsvidenskabelige område samt teologi. F.eks. er der til hovedområdet pædagogisk, psykologisk og kommunikativ praksis knyttet fag som psykologi, pædagogik og kommunikationsteori. Undervisere tilknyttet dette hovedområde skal derfor beherske teorier, begreber og metoder fra disse fag. Fagene psykologi, pædagogik og kommunikationsteori skal bidrage til at beskrive, forklare og forstå de specifikke sygeplejefaglige problemer og fænomener. Underviserne skal kunne vælge grundvidenskabelig teori fra pædagogik, psykologi og kommunikationsteori og kunne undervise i fagenes begreber, metoder og teknikker med henblik på forklaring og forståelse af virkeligheden.

Underviseren skal beherske faget, hvilket indebærer, at underviseren selv skal have studeret faget og dets videnskabsteoretiske forankring, centrale teorier og begreber, metoder og teknikker. Derved kan de studerende også meritere sig gennem de enheder, der gives og pointfastsættes, når de nye uddannelsesstrukturer falder på plads. Når man f.eks. har erhvervet sig fem point i filosofi ved en sygeplejeskole, skal disse point kunne give merit, hvis man ønsker at fordybe sig i andre studier som f.eks filosofi. Det betyder, at skoler på MVU-niveau bør struktureres, så de åbner op for videre studier og ikke bliver monopoliserede blindgyder for de studerende.

Brug for mange kompetencer

Det betyder, at sygeplejeskolerne har brug for kompetencer inden for det sundheds-, natur,- human- og samfundsvidenskabelige og teologiske område. Eksempelvis har Viborg Sygeplejeskole udarbejdet en plan for lærerkollegiet, hvor de beskevne hovedområder i curriculum er ramme for den enkelte undervisers kompetenceudvikling.

Status i forhold til kompetenceudvikling er:

• Tre undervisere har afsluttet cand.cur.-studiet 1995-96, og alle tre har påbegyndt ph.d.-studier, som forventes afsluttet i løbet af de kommende 2-4 år.
• En underviser har afsluttet cand.phil.-studiet i litteraturhistorie i 1993, og forventes at afslutte ph.d.-studium i 2001.
• Tre undervisere har påbegyndt cand.cur.-studiet og forventes at afslutte inden for de næste to år.
• En underviser har afsluttet cand.phil.-studium i religionshistorie.
• En underviser har påbegyndt cand.san.-studiet og forventer at afslutte inden for de kommende to år.
• En underviser har påbegyndt suppleringsuddannelse i historie ved Aarhus Universitet.
• Tre undervisere har påbegyndt cand.pæd.pæd.-studiet. Den ene forventes at afslutte i 2001 og de to andre inden for de næste to år.
• En underviser er i gang med cand.pæd.psych.-studiet og forventes at afslutte i 2001.
• En underviser har påbegyndt sociologi-studiet ved Aalborg Universitet.
• En underviser har påbegyndt en master-uddannelse i pædagogik i New Zealand og forventer at afslutte studiet ved Københavns Universitet.
• To undervisere afslutter den sociale kandidatuddannelse ved Aalborg Universitet inden for de kommende to år.
• En underviser er lægeuddannet.
• Tre undervisere har endnu ikke påbegyndt kandidatstudiet.

Samtlige undervisere har i forvejen videreuddannelse fra Danmarks Sygeplejerskehøjskole undtagen den lægeuddannede underviser.

De kommende CVU'er skal have forskningstilknytning, så en del af undervisernes virke i fremtiden bliver forsknings- og udviklingsarbejde. Forsknings- og udviklingsarbejdet kan f.eks. være empiriske studier fra omsorgs- og plejemæssig praksis, som kan komme til at danne rammen om noget af det konkrete undervisningsindhold. Indholdet i sygeplejerskeuddannelsen bliver på den måde forsknings- og udviklingsbaseret.

Denne måde at tænke uddannelse og kompetenceudvikling på kan i fremtiden føre til, at sygeplejen bliver beskrevet med egen teori, metode og objekt. Det er vigtigt at pointere, at man må have en rammeplan i en ny bekendtgørelse og ikke en fælles studieordning for hele Danmark. Studieordningen skal udarbejdes lokalt med respekt for lokale ressourcer, mens tilbuddene på landsplan bliver forskellige, men også udfordrende for skolerne i deres kursusudbud. Den studerende kan vælge et relevant kursus på en anden skole og få merit. På den måde kan den studerende selv sammensætte og udvikle sin sygeplejerskeuddannelse.

Aase Lydiksen er rektor på Viborg Sygeplejeskole.

Litteratur

1. Petersen, KA. Om projektet i Viborg Amt. Akademiske Sygeplejersker, FASID 2000(4).
2. Callewaert S. Towards a general theory of professional knowledge and action. Nordisk Pedagogik 1999(4).
3. Undervisnings- og Forskningsministeriets bekendtgørelse om Sygeplejerskeuddannelsen, nr. 143 af 2. marts 1990.
4. Petersen KA. Kunst, praksisteori og videnskab. FS 13 NYT 1995 (1).

Billedtekster
Faget sygepleje var og er fortsat kendetegnet ved at være et praktisk fag.

Man må have en rammeplan i en ny bekendtgørelse og ikke en fælles studieordning for hele Danmark. Studieordningen skal udarbejdes lokalt med respekt for de lokale ressourcer, mens tilbuddene på landsplan bliver forskellige, men også udfordrende for skolerne i deres kursusudbud.