Med faglig dansk ballast i det fremmede

Side 18

Billede

Side 19

Endnu en dag er ved at være forbi. Ungerne sover efter at være blevet bombarderet med ''De små synger.'' Under ingen omstændigheder må de glemme deres, om end kun halvt, men dog så vigtige, danske rødder.

Jeg sidder i Berkeley, Californien, og lytter til ''Nulle og Verdensorkesteret'' og tænker på Lorna, som var min anden patient i dag. Hun er bare 63, lærer og på trods af sin lungecancer fuld af liv, i hvert fald i øjne og udstråling. Hun er så anæmisk, at hun næsten er gennemsigtig. Hendes læber er blålige. Selv hendes decubitus på hælen er helt blegrødt. I nat var hun faldet og havde ligget på gulvet i over en time, før hendes mor, der fylder 101 i næste måned, var vågnet og havde kaldt på naboen. Naboen kom kl. 4 i morges og løftede hende i seng og tørrede derefter opkast og diaré op fra gulvet og sengen.

Jeg er hendes hjemmesygeplejerske. Jeg har set hende dagligt i to uger. Hendes decubitus er grunden til, at hendes forsikringsselskab lader mig se hende hver dag. Hvert eneste besøg skal kunne forsvares med en begrundet forklaring på, at det, jeg gør for hende, ikke kunne gøres af hende selv eller hendes pårørende, eller at jeg kunne oplære dem i at gøre det selv. Jeg har forklaret forsikringsselskabet, at hendes mor er 100 år og ikke i stand til at lære den sårbehandling, Lorna har brug for. Jeg har også sendt en socialrådgiver og en fysioterapeut ud til hende. I dag fik jeg oplyst, at Lornas forsikring kun tillader 100 hjemmebesøg pr. kalenderår. Vi har allerede brugt 24 besøg her den 27. januar. Lorna har de sidste to dage fået utroligt ondt i hoften, sikkert knoglemetastaser. Hun har måttet supplere med en del flydende morfin ud over sit morfinplaster.

Der er intet, der tyder på, at hun bliver bedre, tværtimod. Alligevel bliver jeg nødt til at begrænse besøgene hos hende ­ spare ­ til hun bliver endnu mere syg. Jeg var i syv sind inden mit besøg i dag, men besluttede sammen med Lorna at forsøge at oplære hendes mor i sårbehandlingen, så jeg kan nøjes med at komme en eller to gange om ugen og ellers efter behov til blodprøvetagning, smertebehandling og sårobservation. Jeg måtte virkelig have mit professionelle panser på, da jeg stod der med kræftsyge Lorna og hendes gamle mor og forsøgte at lære hende, hvad sårgel, ''wet to dry dressings,'' og de mest basale hygiejniske principper er. Hun fik ikke fat i det, men Lornas kusine, som er her i tre uger for at hjælpe, forstod heldigvis mine instruktioner og kan så assistere hendes mor de næste par dage, så vi kan spare på vores dyrebare besøg.

Det var en heftig start på dagen, og det fik mig til at tænke på min tid i hjemmeplejen i København. Der var jeg aldrig blevet tvunget ud i en situation som denne, men havde nok heller aldrig overvejet at oplære en pårørende i sårbehandling. I København havde Lorna haft døgnpleje, men nok aldrig bedt kusinen fra Jylland om at slippe, hvad hun havde i hænderne, og komme i tre uger eller hentet naboen midt om natten. I København havde det været en grotesk tanke at begrænse besøgene til en cancerpatient. Her siger mine overordnede: ''Hun skulle have sat sig bedre ind i, hvad hendes forsikring dækkede.'' ''Før hun besluttede sig for at få lungecancer?'' tænkte jeg.

Næste patient er ny

Min næste patient var ny. Hun havde haft en massiv hjerneblødning for tre uger siden, med højresidig hemiparese og ekspressiv/ impressiv afasi. Hun er nu hjemme på A. K.-behandling og 13 andre præparater. Hun bor på The Plaza Boulevard i et fantastisk rigt og overdådigt kvarter i et stort fint hus, som hun enerådigt har styret indtil sin hjerneblødning. Hun er ret overvægtig, hvilket i hendes situation i sig selv er en sygeplejemæssig udfordring.

Hun har en lille tynd mand, der åbnede døren med et stort råb om hjælp malet over hele sin lille person. Jeg bad om at se hans kones medicin, og det fik ham næsten til at græde og sige, at jeg ikke måtte spørge ham om noget som helst vedrørende hendes medicin. Han fandt dog 20-25 pilleæsker frem sammen med diverse mere eller mindre opdaterede lister over hendes medicin. Heldigvis havde jeg udskrivningspapirerne fra hospitalet, som via mit kontor var blevet faxet til mig. Jeg fandt ud af, hvad hun skulle tage og fik doseret det i et par skåle, indtil jeg kommer igen med en doseringsæske i morgen. Jeg tog også en blodprøve, som jeg senere kørte hen til laboratoriet, og sidst på eftermiddagen ringede jeg, fik resultaterne og rapporterede til lægen. Denne patient er 72 år og derfor berettiget til ''Medicare,'' den offentlige forsikring for alle over 65. Antallet af hjemmebesøg dækket af Medicare er ubegrænsede, så længe de er nødvendige.

Når jeg ser en ny patient, udfylder og skriver jeg ca. 25 stykker papir. Patienten skriver under på tre forskellige formularer, jeg laver en komplet liste over patientens medicin inklusive virkninger og bivirkninger. Jeg beskriver baggrundsdata, sygeforløb, sociale omstændigheder og liste over sygeplejeproblemer. Jeg beskriver mine handlinger og instruktioner og udfaldet af disse og gør mit mål og plan for det kommende besøg klart, så en anden sygeplejerske med sygeplejejournalen vil kunne tage næste besøg og vide, hvad planen er. Jeg ringer til forsikringsselskabet med mit estimerede antal af besøg for at få dem godkendt, ringer til lægen med rapport om patientens tilstand og evt. nye problemer. Jeg skriver ordinationer, der så bliver sendt til lægen til underskrift. Jeg ringer til de andre faggrupper alt efter, hvem der er brug for: ''nurses' aides'' (som hjælper patienten med personlig hygiejne og intet andet), socialrådgiveren, fysioterapeuten, ergoterapeuten, talepædagogen, diætassistenten, sårsygeplejersken eller den psykiatriske sygeplejerske. En ny patient tager ca. 2 1/2-3 timer. Jeg har en ny patient næsten hver dag.

Sygeplejerske med titel og god løn

Min titel er ''Case Manager.'' Amerikanerne elsker titler, men jeg er ganske almindelig menig sygeplejerske. Min løn er god, jeg tjener omregnet til danske kroner ca. 300.000 kr. efter skat årligt og arbejder fire dage om ugen. Til gengæld har jeg ingen betalt ferie eller sygedage. Ingen sygeforsikring gennem mit job, og jeg betaler selv

Side 20

alle udgifter i forbindelse med bil og de fleste sygeplejemæssige udgifter såsom blodtryksapparat, stetoskop og uniform ­ hvis jeg havde valgt at bruge uniform.

En stor del af mit job går med at koordinere plejen for de ca. 20 patienter, jeg som regel har. Jeg er selv 100 pct. ansvarlig for deres pleje i hjemmet og skal sørge for, at andre sygeplejersker ser dem, hvis jeg har fri. Som regel ser jeg seks eller syv patienter om dagen ­ og har travlt! På Østerbro så jeg ofte over 20 patienter om dagen og var altid færdig klokken halv fire.

En stor og urimeligt tidskrævende del af min dag her går med at dokumentere, hvad jeg har lavet, ned til den mindste detalje, både for at kunne forsvare besøget over for forsikringsselskabet, men også for at have alt dokumenteret, i fald en eller anden skulle blive sagsøgt (mig, f.eks.). En anden stor del går med at tale i telefon med alle de implicerede parter; lægen, de andre faggrupper, pårørende, apoteker, hjælpemiddelcentraler, forsikringsselskaber, hospitaler og mange flere. Mange af telefonsamtalerne foregår i min bil på vej fra en patient til den næste. Mit kompetenceområde er lidt større, end det var i den danske hjemmesygepleje. Bl.a. lægger jeg kateter på mænd, stetoskoperer, skifter suprapubiske katetre og giver intravenøs medicin. Oftest antibiotika, men af og til også kemoterapi.

Det var svært at være ny sygeplejerske her, men så snart de praktiske ting sidder på rygmarven, opdager man, at den basale sygepleje og patienternes behov for omsorg og hjælp med at få overblik er den samme, både i Berkeley og på Østerbro.

Da jeg kom til San Francisco, som er naboby til Berkeley, i 1987, måtte jeg for at kunne arbejde bestå Stateboard-eksamen, som på det tidspunkt var en todages, seks timer lang multiple choice-prøve i alt inden for sygepleje. Derudover skal jeg hvert andet år tage 30 timers undervisning og bevise, at jeg forstår stoffet, enten ved en test eller ved at tage et superviseret kursus for at bibeholde mit ''License'' (autorisation). Jeg skal også tage førstehjælpskursus hvert andet år.

Patient, der gør indtryk

I morgen skal jeg se Elida Romero. Hun er en af de patienter, der har gjort størst indtryk på mig. Hun er 55, men berettiget til Medicare pga. handicapstatus. En undtagelse, der berettiger personer under 65 til Medicare. De kalder hende Sioux på det faldefærdige hotel i Downtown Oakland, hvor hun bor, fordi hun er Sioux-indianer. Hun har dårligt reguleret diabetes, delvis pga. et inficeret sår på hendes fod efter en amputation af hendes fjerde tå. Hun er på metadon på fjerde år efter mangeårigt heroinmisbrug. Hun har i otte år boet i det hotelværelse på ca. 15 kvadratmeter, som hun deler med sin kæreste og sit barnebarn på 17 år. Hun passer hele sommeren to andre børnebørn på fire og seks år. Værelset har en lille vaskekumme, hvor kun det varme (skoldhede) vand virker, og hvor hendes to kogeplader bliver skubbet ind under sengen, når hun er færdig med at lave mad, så man kan komme rundt om sengen. Hun deler toilet på gangen med ca. 20 andre værelser. Hun begyndte at gå i skole sidste sommer. Hun studerer amerikansk litteratur og computerscience og har totalt vundet min respekt og mit hjerte med sin fantastiske livsgnist og overlevelsesevne.

Elidas sår er blevet mere eller mindre negligeret af lægen. Der er tydeligt forskel på, hvilke patienter der uden besvær får lægens opmærksomhed og omsorg, og hvilke der kun får hul i samarbejdet ved brug af deres imaginære megafon. (For ikke at nævne alle dem, der bare stiltiende bliver overset). Det er også drænende som sygeplejerske at skulle kæmpe for lægesamarbejde samtidig med, at man kæmper en sej sårkamp i et usandsynligt dårligt sårhelingsmiljø.

Sioux var blevet sendt hjem fra hospitalet med besked om ikke at gå på sit ben og uden recept på smertestillende. Hun kan kun få sin metadon ved at møde op personligt og indtage den for øjnene af en sygeplejerske på metadonklinikken. Hun har ikke råd til busbilletter, så hun går dagligt på sin dårlige fod de 1 1/2 km til klinikken. Hver dag kommer jeg til en kulsort forbinding, som indimellem er i trevler. Jeg lånte derfor hendes nyerhvervede telefon, som en af hendes venner fra hotellet har givet hende, og ringede til hendes læge, der arrangerede et konferencekald til lægen fra metadonklinikken. Sammen fik vi lavet en ordning, hvor hun kan få metadon til en uge ad gangen, og hendes barnebarn kan hente metadonen til hende. Da jeg kom næste dag, var hendes telefon væk. Hun forklarede, at den havde været fuld af kakerlakker, så hun havde smidt den ud. Den oplysning fik godt nok gang i kuldegysningerne. Jeg, som troede, jeg bare talte med to læger, og så var vi i virkeligheden flere hundrede på linjen. DET har jeg godt nok aldrig oplevet på Østerbro.

En utrolig tilfredsstillelse

Arbejdet som hjemmesygeplejerske i Berkeley er en utrolig tilfredsstillelse, fordi jeg føler mig i stand til at udøve et holistisk syn på sygeplejen. Det har lært mig en masse om mig selv, men allermest har det lært mig mere om det amerikanske samfund, end jeg lærte ved at bo her 10 år forinden, jeg startede dette job.

Jeg har lært at undervise patienter, der kun taler kinesisk, forklaret, hvorfor det er farligt at sove med sin revolver under hovedpuden, og fået tætte forhold til de mest hårdkogte og utilnærmelige ''gangmembers'' og til diamantbesatte millionærer. Jeg har lært, at sund fornuft, intuition og kreativ tænkning kombineret med en god faglig ballast fra min danske sygeplejerskeuddannelse kan klare de fleste, ofte bizarre og uventede situationer. Det er et hårdt og ofte overvældende job, men svært at undvære.Med faglig dansk ballast i det fremmede