Sygeplejerskeuddannelsen kortere og bedre

Sygeplejerskeuddannelsen bliver kortere, og praktikvederlaget i de sidste ni måneder af uddannelsen erstattes af Statens Uddannelsesstøtte (SU). Til gengæld får uddannelsen det længe ønskede kvalitetsløft, der giver adgang til den eftertragtede bachelortitel og dermed også mulighed for at komme ind på de relevante kandidatstudier ved universiteterne uden det suppleringsår, der i dag er nødvendigt.

Det er essensen i den reform af sygeplejerskeuddannelsen, som er ved at være forhandlet på plads. Reformen omfatter også de øvrige fem mellemlange videregående sundhedsuddannelser ­ radiograferne, jordemødrene, ergoterapeuterne, fysioterapeuterne og bioanalytikerne.

Den overordnede fællesnævner for de seks uddannelser er indeholdt i undervisningsminister Margrethe Vestagers udspil til reformarbejdet:

Alle seks studier bliver på tre et halvt år. Der indføres SU for alle studerende gennem hele studieforløbet. Teori og praktik skal indgå i et nøje tilrettelagt samspil. Der indføres semesterstruktur. Der skal være mulighed for samundervisning, mere tværfaglighed, fælles projektarbejde samt bedre mulighed for overførsel af merit.

Sygeplejerskeuddannelsens længde er ikke i overensstemmelse med Dansk Sygeplejeråds strategi. Her har man ønsket en uddannelse på fire år, men da de tre et halvt år er en ministerudmelding, har det ikke været til forhandling undervejs:

Tre et halvt år er simpelthen standardlængden på en mellemlang videregående uddannelse, siger man fra undervisnings-ministeriet og peger på, at der skal være nogle ens forudsætninger for at gå med ide kommende centre for videreuddannelse (CVU'erne).

Tidsplanen er stram, fordi de nye uddannelser får studiestart næste efterår. Foreløbig er de seks uddannelsesgrupper, som undervisningsministeriet har nedsat til at arbejde med uddannelsernes indhold, færdige med deres første udkast til bekendtgørelser. Udkastene sendes til høring i januar 2001. Efter høringsrunden og bearbejdning af de indkomne svar skal der ligge beskrivelser klar af de enkelte uddannelser, så de kan komme med i det såkaldte KOT-hefte, det materiale, som den koordinerede tilmelding til de videregående uddannelser sender ud i marts. 

En stor kabale

Reformen af de seks sundhedsuddannelser tager afsæt i Loven om de Mellemlange Videregående Uddannelser (MVU-loven) og Loven om Centre for Videregående Uddannelser (CVU-loven), der blev vedtaget i Folketinget i maj i år. De to love skal bl.a. sikre, at uddannelserne får en ensartet styringsstruktur samt forsøgs- og udviklingsmuligheder og forskningstilknytning.

I undervisningsministeriet lægger man ikke skjul på, at det er en kabale af de større, der skal gå op:

''Timingen er altafgørende, fordi vi skal være færdige til studiestarten i august/september næste år,'' siger styrelseschef i ministeriets

Side 9

uddannelsesstyrelse Ivan Sørensen, der har en nøgleposition i reformarbejdet. Det er via ham, alle elementerne samles i styregruppe og forretningsudvalg:

''Der er nogle knaster tilbage ikke mindst i forhold til økonomien. Der skal være sammenhæng mellem det indholdsmæssige i de kommende bekendtgørelser og så de penge, vi har at gøre godt med. Vi skulle nødigt komme i den situation, at vi skal nedtone nogle af ambitionerne i de enkelte uddannelser, fordi vi ikke har afklaret det økonomiske.''

Ud over økonomien er der også en anden knast, der hedder fordeling af teori og praktik:

''I nogle af udkastene fra uddannelsesgrupperne er der tilsyneladende kommet en overvægt af teori ind i studiet. Det skal vi nu kigge på, om det er velbegrundet. For jordemoderuddannelsen kan vi f.eks. se, der er behov for at styrke den teoretiske del, men det behøver ikke være tilfældet for de øvrige uddannelser. Her er det måske den kliniske del, der skal styrkes. Kun for radiografuddannelsen bliver der tale om en helt ny uddannelse,'' siger Ivan Sørensen og peger også på den diskussion, der har været, om uddannelsernes længde:

''De fleste har haft et ønske om længere studietid, og det forstår jeg på sin vis godt, fordi alle har fagtrængsel, men uanset om man forlænger med et halvt eller et helt år eller endnu mere, vil der være trængsel på studierne. Derfor må vi spørge os selv, hvad der skal ligge i en grunduddannelse, og hvad der skal ligge i efter- og videreuddannelserne. VEU-reformen giver jo netop mulighed for at bygge videre på grunduddannelserne med f.eks. en diplom- eller masteruddannelse, som ud over grunduddannelsen også har krav om to års erhvervserfaring. For sygeplejerskernes vedkommende kan jeg meget nemt forestille mig, at mange af de svære specialer netop bliver til fremtidige diplom- eller masteruddannelser.''

Flot samarbejde

Ivan Sørensen betegner det hidtidige samarbejde med organisationer og institutioner som ualmindelig godt:

''De har været pionererne i arbejdet, dem, der har sat dagsordenen.

Jeg har sjældent mødt en sådan optagethed af tingene og en vilje til at vove noget.''

I modsætning til normal praksis i undervisningsministeriet, hvor det er ministeriet selv, der udarbejder bekendtgørelser og efterfølgende sender dem ud til interessenterne, har man med reformen af sundhedsudannelserne haft de forskellige parter inde i billedet fra starten:

''Det har helt klart været en fordel også med henblik på tidsplanen. Ved at inddrage interessenterne i udvalgsarbejdet regner vi med en kort høringsrunde og få ændringer i forhold til det, vi sender ud,'' siger Ivan Sørensen og tilføjer:

''Det er enestående, at vi håndterer et helt område, i dette tilfælde sundhedsområdet, på én gang. Når vi gør det, hænger det sammen med krav både fra samfundet, regeringen og sundhedssektoren selv:

Der skal skabes større tværfaglighed, større fleksibilitet og mere samarbejde mellem de enkelte faggrupper. Man skal have overblik over, hvad man selv kan byde ind med, og hvad de andre kan, så man kan supplere hinanden i stedet for at bekrige hinanden.''

To processer

Sideløbende med arbejdet i uddannelsesgrupperne, som hver for sig har udarbejdet udkast til nye bekendtgørelser for deres respektive uddannelser, har undervisningsministeriet med udgangspunkt i MVU-loven arbejdet på den generelle bekendtgørelse for de mellemlange videregående uddannelser. Man kan sige, at den generelle bekendtgørelse overhovedet er en forudsætning for de enkelte fags uddannelsesbekendtgørelser.

En af de involverede fagpolitikere har tidligere i forløbet sagt:

''Det kan godt lyde lidt mærkeligt, at vi i de forskellige udvalg skal lave bekendtgørelser, som skal leve op til nogle krav i en generel bekendtgørelse, som p.t. ikke er færdig, men udarbejdes sideløbende.''

Ifølge Ivan Sørensen er der ingen grund til bekymring:

''Tingene kommer til at hænge sammen.

Side 10

Undervisningsministeriets folk sidder med i alle uddannelsesgrupperne, og herfra hentes inspiration til den generelle bekendtgørelse. For os er det helt klart en fordel, at de to processer løber parallelt, netop fordi vi kan trække på hinanden som gennemgående personer. Nogle gange har uddannelsesgrupperne været længere fremme i forløbet end os, og vi har så kunnet trække på dem, og andre gange har det være omvendt. Der har været en fin udveksling og et utrolig godt samspil. I det hele taget er der præsteret et flot stykke arbejde på kort tid.''

Ivan Sørensen fremhæver det positive i at lave en generel bekendtgørelse, som omfatter de seks sundhedsuddannelser:

''Det giver en kolossal styrke, at uddannelserne får en fællesnævner i form af nogle fastsatte kvalitetskrav. Så ved omgivelserne både nationalt og internationalt, hvad man skal forholde sig til. Og jeg kan love, at vi bestemt ikke går efter laveste fællesnævner. Tværtimod. Jeg er også overbevist om, at den generelle bekendtgørelse vil give større respekt og stigende anerkendelse til de seks uddannelser.''

Bacheloren kommer

Nøgleordet i den generelle bekendtgørelse er professionsbacheloren. Bekendtgørelsen kommer nemlig til at omhandle de krav, undervisningsministeriet stiller til indholdet i uddannelserne, så de kan sætte titlen ''professionsbachelor'' på visitkortet.

Nogle af kravene er forskningstilknytning og udviklingsbasering. Forskningstilknytningen betyder, at uddannelsesinstitutionerne skal have tæt tilknytning til et universitet ­ ifølge Ivan Sørensen typisk universiteterne i København, Århus og Odense.

Formålet er bl.a. at få tilført den nyeste viden på området løbende, så man er ajour med udviklingen inden for sit fag. Udviklingsbaseringen sigter på et tæt samarbejde mellem skoler og praktiksteder, bl.a. med det formål, at skolerne får nye impulser til undervisningen fra de projekter, der skal i gang.

''Dette løft skal ses i sammenhæng med CVU-loven, der lægger op til dannelse af centre ude i regionerne. Den enkelte lille skole vil få svært ved at leve op til forskningstilknytning og udviklingsbasering, men ved at gå sammen i centre bliver det muligt, ligesom det vil give den ønskede tværfaglighed og samundervisning i visse fag,'' siger Ivan Sørensen. Han peger på, at selv om sygeplejerskeuddannelsen og radiografuddannelsen er i amtsregi, er det ikke nogen hindring for at kunne være med i en centerdannelse.

Ingen ''science''

Bachelorgraden, som er et kvalitetsstempel, vil gøre det muligt for de enkelte fag at fortsætte i universitetsregi på relevante kandidatstudier. For sygeplejerskerne betyder det f.eks., at de ikke længere skal have det krævede suppleringsår eller tilsvarende kvalifikationer for at komme ind på de ønskede kandidatstudier, men nu kan gå videre i systemet direkte fra grunduddannelsen.

Titlen på engelsk vil med stor sandsynlighed blive ''Bachelor of Nursing'' og ikke ''Bachelor of Nursing Science,'' som Dansk Sygeplejeråd har ønsket. Som det er i dag, har sygeplejersker mulighed for at få den titel påført deres eksamensbevis til brug i udlandet:

''Vi er ikke helt færdige med den diskussion, men ''science'' betyder jo, at uddannelsen er forskningsbaseret, og det bliver den heller ikke under den nye ordning. Der bliver forskningstilknytning til universiteterne, ligesom professionsbacheloren kommer til at ligge på niveau med universiteternes bachelorer, men selve grunduddannelsen er og bliver en professionsuddannelse med indbygget praktik, og derfor skal vi ikke lave noget, der ikke er rigtigt, siger Ivan Sørensen og tilføjer:

''Til gengæld er vi blevet enige om i EU-regi at udarbejde et diploma-supplement, hvor man ud fra nogle fælles kriterier beskriver indholdet i uddannelsen.''

Ud over det europæiske supplement til eksamensbeviset vil uddannelserne også blive tildelt point efter European Credit Transfer System, de såkaldte ETCS-point.

Evalueringsrapporterne om de seks uddannelser har peget på adskillige svagheder i uddannelsernes praktikdel. Derfor er praktikdelen et andet stort område i arbejdet med bekendtgørelserne. Udgangspunktet er, at praktik og teori skal være ligeværdigt repræsenteret i studieforløbet, hvilket betyder, at man bl.a. vil styrke praktikvejlederfunktionen. Ifølge Ivan Sørensen overvejer undervisningsministeriet derfor at etablere en diplomuddannelse, hvor det ene af uddannelsens moduler netop bliver praktikvejledning:

''Og så kommer alle de unge mennesker på SU. Det betyder ganske vist, at de sygeplejestuderende kommer til at miste deres praktikvederlag. Til gengæld slås det fast med reformen, at de ikke er billig arbejdskraft, men netop studerende. Evalueringsrapporterne afslørede jo, at ikke al praktik havde et uddannelsesmæssigt sigte,'' siger Ivan Sørensen.

Når det drejer sig om lærerkvalifikationer generelt, har Dansk Sygeplejeråd peget på, at reformen forudsætter et kvalitetsløft af lærerkvalifikationerne.

De penge, der er blevet brugt på praktikvederlag, kunne passende anvendes til formålet, lyder argumentationen fra sygeplejerskerne.

Ivan Sørensen vil ikke sætte tal på opkvalificeringen af lærerne, men understreger, at der bliver penge til området:

''I øjeblikket er vi ved at danne os et overblik over, hvor mange det drejer sig om, og hvad det er for kvalifikationer, de skal have,'' siger han og peger på, at ministeriet gerne ser, at niveauet bliver en masteruddannelse.

''En masteruddannelse, som i niveau, ikke i længde, svarer til en kandidatuddannelse, vil være relevant. Det skal ikke forstås sådan, at vi går ind for en minimalmodel, men man behøver ikke have en kandidatuddannelse for at kunne undervise på en sygeplejeskole. Vi bliver nødt til at se på, at vi skal have løftet hele området. Det koster tid og penge. Derfor skal vi ikke have overbud på uddannelserne. Med en masteruddannelse som udgangspunkt vil vi kunne opkvalificere området i løbet af 3-4 år. På den måde kan vi indhente det, vi mangler.''