Januar
To hospitaler, Bispebjerg og Skejby, beslutter at lukke røgen ude og bede personalet om at skodde cigaretterne, inden de træder ind på hospitalsområdet. Det sker dog ikke uden protester. Godt en fjerdedel af personalet på Skejby Sygehus er så utilfredse med beslutningen, at Århus Amt bliver nødt til at tage sagen op igen. Og det ender med en sejr til rygerne.
Men Bispebjerg holder dampen oppe og lader cigaretterne ligge udenfor.
Februar
Tre jyske sygeplejersker løber med sejren i Sygeplejerskens læserkonkurrence ''Dagbog fra en arbejdsdag.'' Sundhedsplejerske Jette Duedahl, hjemmesygeplejerske Kirsten Holm Deichmann og sygeplejestuderende Berit Andersen modtager hver en check på 10.000 kr. for deres øjebliksbilleder af sygeplejen.
De i alt 210 dagbogsbidrag er overgivet til Dansk Sygeplejeråd.
Marts
Dansk Sygeplejeråd lancerer familiesygeplejerskebegrebet i Danmark. Ideen stammer oprindeligt fra verdenssundhedsorganisationen WHOs principprogram ''Sundhed i det 21. århundrede.'' Den nye familiesygeplejerskes funktion kræver en lovændring med øget kompetence til sygeplejerskerne, så de f.eks. får mulighed for at ordinere visse former for medicin. Bolden bliver spillet videre til daværende sundhedsminister Sonja Mikkelsen, hvor den nu ligger og venter på at komme i spil.
April
Den 26. april vinder Dansk Sygeplejeråd en vigtig principiel sag om arbejdsskade ved Østre Landsret. Forinden har sygeplejerske Mogens Jørgensen kæmpet i næsten 10 år for at få myndighederne til at anerkende det fulde omfang af den arbejdsskade, han pådrog sig, da han var ved at hjælpe en plejehjemsbeboer fra sengen og over i en kørestol.
Landsretten giver Dansk Sygeplejeråd ret i, at Mogens Jørgensen har mistet 65 pct. af sin erhvervsevne og derfor er berettiget til en højere arbejdsskadeerstatning og en højere førtidspension.
Maj
Sygeplejerskerne er til kongres. Eneste sikre punkt på dagsordenen er valg af formand for de næste fire år. Jette Søe genopstiller, men bliver væltet. Bomben springer på kongressens næstsidste dag, den 25. maj. Med 95 stemmer mod 79 bliver den daværende amtskredsformand i Frederiksborg Amtskreds Connie Kruckow valgt som ny formand. Det er en rystet, men fattet Jette Søe, som ønsker afløseren tillykke. Det er anden gang inden for bare fire år, sygeplejerskerne vælger ny formand.
Sygeplejersken får Anders Bording-prisen igen. Det er tredje gang inden for femten år, bladet modtager Dansk fagpresses fornemme pris, som blev indstiftet i 1964. Prisen går denne gang til journalisterne Lotte Havemann, Jesper Berg og Teddy Østerlin Koch for deres artikler om pædofili og misbrug af børn. Sygeplejefaglig medarbejder Jette Bagh var en af flere ressourcepersoner, som stod bag artiklerne, som blev bragt i Sygeplejersken i 1998.
Folketinget vedtager den 31. maj en af sygeplejersker længe imødeset lovpakke for de mellemlange, videregående uddannelser. Lovpakken indeholder tre elementer, nemlig loven om etablering af Centre for Videregående Uddannelser (CVU-loven), en reform af de mellemlange videregående uddannelser (MVU-loven) og endelig oprettelsen af Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU-loven). Formålet med lovene er at sikre et højt fagligt niveau i uddannelserne og større sammenhæng mellem dem.
Juni
På verdenssundhedsorganisationen WHOs ministerkonference i München får sygeplejerskerne og jordemødrene en ny sygeplejedeklaration. Overskriften er stadig primær sundhedstjeneste, men denne gang med familiesygeplejen i centrum. Daværende sundhedsminister Sonja Mikkelsen deltager ikke selv i konferencen, men sender en forstander fra sundhedsstyrelsen og en fuldmægtig fra ministeriet. Fra Dansk Sygeplejeråd deltager direktør Merete Thorsén og formanden for den danske jordemoderforening, Merete Larsen.
Juli
Det står skidt til med sundheden i Danmark. Vi ryger, drikker og spiser for meget. Men hvad værre er: Vi er blevet overhalet af svenskerne på sundhedsområdet. Nye og endnu ikke offentliggjorte tal fastslår, at danskere op til 75 år har en overdødelighed på 50-60 pct. i forhold til svenskerne i samme aldersgruppe. Overdødeligheden gør sig gældende på alle områder, men især lungekræft præger den kedelige statistik. I gennemsnit lever vore svenske brødre to til tre år længere end os.
August
Kærlighed i hvide kitler har altid været en del af hospitalsverdenen og et yndet tema for ugebladsnoveller. Sygeplejersken sætter fokus på de forbudte følelser mellem sygeplejerske og patient, og emnet debatteres af sygeplejersker og en enkelt patient på www.sygeplejersken.dk
September
Efter Plejebo-sagen bliver plejehjemmenes nødbeholdninger af medicin forbudt. Det betyder, at terminale plejehjemsbeboere kan komme til at vente i op til fire timer på smertestillende medicin, hvis de får smerter uden for de praktiserende lægers arbejdstid. Enkelte plejehjem omgår reglen ved f.eks. at låne medicin hos andre beboere, så den døende ikke kommer til at lide unødigt. Problematikken følges op i andre medier.
Oktober
Dansk Sygeplejeråd byder inden for på Kulturnatten den 13. oktober. Dansk Sygeplejeråds formand Connie Kruckow er selv til stede for at svare på spørgsmål og tage imod gode råd fra de mange fremmødte sygeplejersker og ikke-sygeplejersker. Temaerne for Dansk Sygeplejeråds deltagelse i kulturnatten er dels sygeplejeuddannelsen, dels forebyggelse af sygdom og bevarelse af sundhed.
November
Dansk Sygeplejeråd holder konference om patientsikkerhed sammen med blandt mange andre Lægeforeningen og Sundhedsstyrelsen. Interessen er overvældende. Alle er enige om, at der skal gøres mest muligt for at forebygge fejl i sundhedsvæsnet.
På Sygeplejerskens hjemmeside starter en debat om emnet med Anne Vesterdal og læge Søren Gustavsen som debatledere. På debatsiden er der mulighed for at se klip fra filmen ''First, do no harm,'' en amerikansk videofilm om et grotesk forløb af en graviditetskontrol. Filmen ender med, at den nyfødte fejlmedicineres.
December
Sygeplejersken besøger Grønland for bl.a. at studere arktisk sygepleje. Betegnelsen dækker over sygepleje, der er tilpasset forholdene i et land, hvor naturen og vejret ofte sætter grænser for selv den mest optimale pleje og behandling. Sygeplejerskerne uddannes til selv at kunne klare ekstreme situationer som f.eks. en fødsel, når lægen eller jordemoderen ikke kan være til stede.