Boganmeldelse

KARI MARTINSEN kOMMER VI IKKE UDEN OM

Herdis Alvsvåg, Eva Gjengedal (red.)

Omsorgstænkning

En indføring i Kari Martinsens forfatterskab
København: Gads Forlag 2000
218 sider, 200 kr. 

25 års intens påvirkning af sygeplejen går ikke upåagtet hen, specielt ikke når den udgår fra en så markant tænker som Kari Martinsen. Denne bog er en indføring i hendes omsorgstænkning. 13 forfattere belyser fire centrale temaer i Martinsens forfatterskab: Grundlæggende fænomener; Sygepleje i udtryk og indtryk; Filosofi, etik og videnskab; Historier og fagdebat. Det er ikke blot en indføring i forfatterskabet, men også et manifest over, hvordan det har præget og stadig præger udviklingen i sygeplejen.

Herdis Avlsvåg viser, at på trods af, at Martinsens forfatterskab har udviklet sig markant igennem 25 år, så har det lige fra den spæde begyndelse, hvor fokus var kropsfænomenologien, været præget af omsorg, udsprunget af personers gensidige afhængighed og indlejring i omgivelserne, som det så klart kommer til udtryk i det senere forfatterskab, hvor fokus er på skabelsesfænomenologien. Vi ser, hvorledes Kari Martinsen skelner mellem menneske og person, mellem legeme og krop, mellem det objektive og det subjektive, og hvordan hun udlægger sansningen som det bærende element i relationen.

Eva Gjengedal tager fat på Martinsens kamp mod en forfejlet videnskabeliggørelse af sygeplejen i professionaliseringens navn, og hun viser, hvordan Martinsen peger på, at kvalitative forskningsmetoder kan bruges til at åbne refleksionen over en praksiskundskab, hvor helhederne viser sig. Vi får eksempler på, hvorledes videnskabelighed kan reducere det relationelle til objektive betragtninger, totalt blottede for mening eller forståelse, og hvordan fortællingen kan flytte opmærksomheden fra den sygdomsorienterede til den situationsorienterede praksis.

Susanne Malchau belyser Martinsens stærkt kritiserede syn på Florence Nightingale som den, der med sin etablering af sygeplejerskeuddannelsen i tidens ånd og ud fra militære erfaringer var årsag til, at sygeplejen op gennem tiden har svigtet sine forpligtelser over for de personer, der har mest behov for omsorg. Gennem historiske analyser peger Martinsen på kaldets betydning for sygeplejen før og i dag.

At Martinsen knytter omsorgen tæt til livsytringer, som de fremstår i K.E. Løgstrups forfatterskab, er ingen hemmelighed. Kirsten Lomborg viser os omsorgens moralske dimension i Martinsens forfatterskab og det nødvendige i at synliggøre magtspillet i det asymmetriske patient-sygeplejerske forhold, så sygeplejen ikke udarter sig til overgreb på patienterne. Når Kirsten Lomborg i den grad forholder sig til Løgstrups udlægning af livsytringer og etik i relation til Martinsens forfatterskab, burde hun have præciseret hans skarpe skelnen mellem etik og moral, måske især fordi Martinsen bruger en anden terminologi.

Edit Blåsternes viser, hvordan temaerne i forfatterskabet giver mulighed for at udlede en større forståelse af sygeplejepraksis ud fra sygeplejefortællinger, hvor sprog, tænkning og praktisk handling er vævet uadskilleligt sammen.

Anne Elsebet Overgaard forholder sig til sanseligheden i Martinsens filosofi, og hvordan den skaber en helt anden indfaldsvinkel til sygeplejen, nemlig spørgsmålet: ''Hvad vil den anden mig?'' Hun viser, hvordan Martinsens fænomenologiske tilgang i sin fokusering på relationer er meget mere praksisnær, end man i første omgang vil tiltro en filosofisk tilgang. Anne Elsebet Overgaard forstår på bedste vis at illustrere, hvordan sygepleje udelukkende baseret på det analyserende blik er reduktionistisk, hvorfor det er nødvendigt at supplere den analyserende objektivitet med de øvrige informationer, det sansende menneske modtager, sådan som det kommer til udtryk i det faglige skøn. Vi får eksempler på, hvordan samtalen kan gøres sanselig i stedet for analyserende, og hvordan berøring, der ikke overskrider grænser, kan udtrykke mere end ord. Sansning i omsorgen fører ikke til omklamring, men til opmærksomhed.

Birthe Larsen sætter fokus på lidelsen som et grundvilkår på lige fod med livsmodet, på sprogets betydning for livsmod og lidelse i menneskelige relationer, og hvordan hverdagssprogets anvendelse i fortællingen kan tilføre sygeplejen ny indsigt.

Charlotte Delmar viser os sygeplejen som en moralsk praksis, hvor sygeplejersken handler i asymmetriske relationer præget af tillid og magt, hvor det drejer sig om ved hjælp af den situationsbestemte sansning at undgå omsorgens udartninger som formynderi og omklamring. Delmars artikel tager udgangspunkt i hendes egen ph.d.-afhandling: Tillid og magt ­ en moralsk udfordring.

Kirsten Bruun præsenterer Martinsen som fænomenolog og metafysiker, der tænker sygeplejen ind i et stærkt Løgstrup-inspireret univers for herved at udvikle teorier for praksis. Samme tema bearbejdes af Tom Kjær, men med en mere dybdegående analyse af Martinsens relation til Hans Lipps og Løgstrup viser han, hvordan hun formår at koble fænomenologi, fortælling og etik.

Kari Wærnes tager udgangspunkt i sit nære samarbejde med Kari Martinsen. De kæmpede mod det herskende, positivistiske videnskabsideal, der ligger i professionaliseringstanken. Vi får indblik i Martinsens holdninger til de politiske tovtrækkerier om en fælles basisuddannelse for sygeplejersker og sygehjælpere. Holdninger, der mundede ud i, at hun blev opfordret til at melde sig ud af Norsk Sykepleierforbund.

At Kari Martinsen også har stor betydning for norsk sygeplejehistorie fremgår af Jorunn Mathisens gennemgang af den del af forfatterskabet, der beskæftiger sig med den norske diakoni, hvorfra sygeplejerskeuddannelsen gradvis blev opbygget. Hun viser, at selv om Martinsens skriverier drejer sig om det historiske, er omsorgen stadig omdrejningspunkt.

Marit Kirkevold viser Martinsens arbejder i forskellige konstellationer i en oversigtsartikel, hvor forfatterskabet bliver tids- og stedfæstet. Hun fokuserer på de temaer, der har præget forfatterskabet, og præsenterer sammenhængene mere skematisk.

Foruden artiklerne rummer bogen en oversigt over Kari Martinsens skriftlige arbejder, en forfatterpræsentation og et stikordsregister. Bogen er en værdig hyldest til Kari Martinsen, som på bedste vis viser alsidigheden i hendes forfatterskab. Skal jeg alligevel pege på en mangel, vil jeg beklage, at der mangler en artikel om det tema, der gennemsyrer forfatterskabet, men som bliver ved med at være overset, måske fordi hun ikke selv tematiserer det. Temaet er Martinsens stadige forfining af sit sprog. Hun har udviklet en stil, hvor hvert ord er ladet med betydning i en stadig kamp mod den objektivering ­ og hermed reduktionisme ­ der også sniger sig ind i hverdagssproget. En kamp, der i lige linie via Løgstrup kan føres tilbage til Hans Lipps. Martinsen kan vi ikke komme uden om i sygeplejen. Heller ikke denne bog.

Af Jens Bydam, uddannelsesleder på sygeplejerskeuddannelsen, Sygepleje- og Radiografskolen, Københavns Amt.