Familiesygeplejerske i praksis

Side 18

Billede

Side19

Som min arbejdsdag former sig, mener jeg, at jeg arbejder som familiesygeplejerske. For at give et indtryk har jeg her beskrevet en ganske almindelig dag i konsultationen.

Dagen starter 7.50. Dagens post åbnes, læses og sorteres. Vigtigt at være forberedt på især indkomne epikriser, så patienterne oplever, at jeg er et par skridt foran, når de henvender sig. Næste punkt på dagsordenen er at få overblik over, hvordan dagens program ser ud i forhold til ledige tider. Denne dags patienter er blevet gennemgået i går. Det giver en god fornemmelse af at være et par skridt foran, inden dagen starter. Den første telefon er igennem.

Det er den velkendte Axel, der spørger: ''Du har vel ikke en tid i dag?''

Det afstedkommer uvilkårligt spørgsmålet: ''Hvad drejer det sig om?''

Axel får tid i morgen. Kun akut opståede problemer er til samme dag.

Smerter og kulturforskelle

Næste patient er nytilflyttet vietnameser. På gebrokkent dansk gør faderen forståeligt, at han har en femårig søn, der har mavesmerter. Det er svært at få et indtryk af, hvad sagen i bund og grund drejer sig om. Jeg beslutter, at de kan komme om en halv time, ind til mig vel at mærke. Vigtigt at de får fortalt deres historie, bliver lyttet til, taget alvorligt. Ved skranken står to ventende patienter. Den ene er en velkendt 40-årig bosnisk asylindehaver.

''Det er min nakke, min ryg og mine arme,'' siger han.

Prøver ubevidst at lægge legemsdelene til reparation, velkendt fænomen. Vi kender hele den store familie. Far syg af levercancer. Vold i forældres ægteskab, hustru uden for arbejdsmarkedet.

Med andre ord. Der er al mulig grund til at have smerter i nakke, ryg og arme. Den viden, vi som familiens sygeplejerske og læge har om patienten, anvendes her, da den giver forståelse for denne patients livssituation og væremåde. Vi er oppe imod forskellen på bosnisk og dansk kultur i forhold til sygdom og brug af sundhedsvæsenet. Vi må nærme os hinandens kultur, Mulan og jeg. For at få et frugtbart udbytte er det i første omgang mig, der må sætte mig ind i Mulans forståelse af sygdom.

''Hvis det i sandhed skal lykkes at møde et andet menneske, skal det mødes der, hvor mennesket er,'' skrev Søren Kierkegaard. Mulan får tid senere på dagen.

Minidoktor med strategi

Man behøver ikke være ikke-dansker for at have besvær med at forstå, at vi på klinikken ikke lige netop står på spring for at komme enhver til undsætning, som ­ i egne øjne ­ har et akut, nærmest livstruende problem. Den særdeles velkendte Børge er dukket op ved skranken.

''Telefonen er jo optaget, så jeg gik lige herhen i stedet for. Jeg bliver sgu nødt til at have en tid her til formiddag, mit morgensukker var oppe på 12, og jeg har ikke sovet i nat, fingrene er kolde.''

Nu skal alle sejl sættes til. Det blev de allerede, da jeg for få minutter siden så Børge passere dørtrinnet. Der er flere strategier, jeg kan anlægge, men alle vil med stor sandsynlighed medføre Børges utilfredshed, vrede og aggression. Aggressionen er så småt at skimte mellem Børges ord og hans kropssprog.

Det, jeg egentlig hører ham sige, er: ''Nå, lille minidoktor. Nu skal vi to lige have en god diskussion, hvor jeg til hver en tid vil kræve min ret til at blive undersøgt og behandlet af en rigtig læge, for jeg må virkelig fejle noget alvorligt, såsom kræft eller hjertesvækkelse, og derfor sætter jeg mig i venteværelset for at komme til inden for en time.''

Jeg mærker i mig selv en vis stædighed, beslutsomhed, viljefasthed og mulighed for dagens udfordring. Og helt nøgternt består mit arbejde i at visitere patienterne, bl.a. ud fra devisen, at der også skal være plads og ressourcer til de stille og svage eksistenser. Jeg beslutter et skaktræk, Børge ikke tidligere har mødt. Telefonsvareren tilsluttes.

''Kom endelig med, Børge, og fortæl mig noget mere.''

Børge følger overrasket med, får alligevel ikke brug for hele arsenalet af ammunition. Det eneste lille men er, at det var jo ikke den rigtige læge. Men at blive taget på ordet og få en konsultation her og nu virker som et overraskelsesmoment.

Jeg har ikke tid til at lytte til bunds. Børge får ny tid til næste dag ­ hos mig. For konsultationen slutter med, at Børge sidder og græder over sin afdøde søn og hustru efter min indgangskommentar: ''Det virker på mig, som om du har det rigtig dårligt i dag.''

Uforstyrret frokostpause

Det var en happy end, at vi skiltes i fordragelighed. Børge blev hørt, og der var stadig tid i lægens tidsbestilling til en ekstra akut. Jeg mærker min medfølelse for Børge i dag. Til andre tider kan det være vrede og irritation over, at Børge skal bestemme vores husregler. Indimellem kan jeg føle, at Børge begår overgreb mod mig, fordi hans behov er så stærke, at de overskygger alt. Han minder mig om et barn, der stamper i gulvet, når han ikke får sin vilje. Jeg har brug for at få diskuteret episoden i

Side 20

formiddagspausen. Jeg ved, at min svage side er konflikter, at jeg uanset hvad ikke kan gøre alle tilfredse, og at nogle vil blive vrede, når de ikke får det, de beder om. Jeg glæder mig over, at vi har fået indført uforstyrret formiddagspause med indtalt bånd i telefonsvareren.

Selvhjælp uden indblanding

Telefonkøen er vokset, da jeg atter dukker op ved skranken. To er ankommet med urin til efterundersøgelse af cystitis og bestiller samtidig tid til børneundersøgelse. Én kommer med medicinliste fra apoteket og har spørgsmål til medicintilskudsreglerne. To står og vil aflevere sygesikringskort inden konsultationen. Patienterne ved skranken ekspederes. I telefonen er en bekymret far med et måske sygt barn. Jeg må nu 100 pct. koncentrere mig om kommunikationen.

''Hej Jane, det er Søren.'' Jeg kender tydeligt stemmen, men derudover er der vel 25 med fornavnet Søren, som er tilmeldt klinikken. Men hans forventninger om, at jeg kender ham på fornavn, er indlysende, og hans forventninger bliver indfriet.

Meget lang og detaljeret forklaring om barnets tilstand, men også mellem linierne klart signal om sin egen store bekymring:

''Og så er det jo weekend i morgen...''

Telefonkonsultationen slutter med Sørens ord: ''Men mon ikke feberen er et tegn på, at Louise ikke er kommet sig helt efter skarlagensfeberen, og hun er egentlig frisk her til morgen, ja, hun sidder og leger nu, så det går nok endda.''

Jeg slutter med: ''Ring igen mandag, hvis Louise ikke er blevet rask.''

Søren kurerede sig selv, men jeg skulle flere gang bide mig selv i læben for ikke at give gode råd og komme med løsning på Sørens problem ­ for han kunne selv ­ han skulle bare have lov til at fortælle og tale sig frem til sin egen løsning.

Blødende slagter

Jeg snupper tre medicinbestillinger pr. telefon og to fra hjemmeplejen, der er indløbet på telefax. Nu kommer en lokal slagter med blødende finger gemt under meterlang køkkenrulle. I venteværelset er opstået en mindre kø. Lægen er kommet 7-8 minutter bagud.

At tiderne overholdes, prioriteres højt, såvel for patientens skyld som for vores egen. Det er usædvanligt stressende at se en hel mængde ventende patienter. En sidder og venter på mig ­ en blodprøve.

Jeg må tage mig af den blødende. Han ligner én, der kunne besvime inden længe. I venteværelset får de andre patienter besked om, at de må påregne ventetid. Lægen passer telefonen så længe.

Den blødende placeres på mit leje og angiver ''jeg har det fint,'' men kropssproget siger det modsatte, og det konfronterer jeg ham med, mens jeg besigtiger snitsåret. Afvask og tetanusvaccination.

Afvente lægelig vurdering af såret ­ skal det sutureres, eller klarer vi det med steristrips?

I mellemtiden gælder det om at få ekspederet Mona, der venter på den månedlige blodprøve. Dernæst kan jeg gå til telefonen. Det, der lige mangler nu, er et akut sygebesøg. Så ville jeg skulle i gang med at flytte nogle af de kommende patienter til andre dage, så venteværelset ikke overfyldes, og vi ikke frustreres over, at tidsbestillingen skrider totalt.

Nøglen til det allerhelligste

Den sårede venter og løber ingen vegne ­ han er faktisk positivt overrasket over, at han kom til straks. At ventetiden til lægetilsyn trækker ud, betyder mindre, kan jeg mærke på ham. Jeg taler med 5-6 patienter i telefonen. Flere bekymrede forældre med syge børn ­ der bruges to af de seks daglige akuttider. Den meget velkendte Tanja ringer og insisterer på at tale med lægen. Jeg repeterer, at det stadig er sådan, at hun først kort må fortælle mig, hvad det drejer sig om. Tanja indvilger noget modvilligt.

Jeg er lige nu overbevist om, at hun opfatter mig som en led strigle, der gemmer alle nøglerne til det allerhelligste, ''lægens konsultation.'' Men sådan har vi nu valgt at arbejde i bestræbelserne på at gøre det klart, at noget er lægearbejde, og andet er sygeplejerskearbejde, og at det er sygeplejersken, der visiterer.

Den lille vietnameser er imidlertid ankommet. Jeg vælger at blive ved telefonen en lille tid endnu. Nogle kan have ringet til en optaget telefon. Imens kan jeg samtidig betragte hele den vietnamesiske familie med lille Peter, der havde mavepine. Han går frejdigt i gang med legetøjet, taler og fortæller i et væk. Vigtig observation i det samlede billede af Peters mavepine.

Så bliver det Peters tur til at komme med mig. Hele familien på fire tropper op. Jeg forklarer, hvordan vi arbejder i dette lægehus. At jeg som sygeplejerske undersøger for at foretage en første vurdering. Far beretter på forståeligt dansk med høj falsetstemme i rivende hast uden afbrydelser fra min side. Det viser sig, faderen er sikker på, at Peter er blevet salmonellaforgiftet. Jeg genkalder mig det indkomne lægebrev på Peter fra lægevagten i weekenden. Så starter min udspørgen om diverse symptomer samt temperaturtagning.

Jeg afgiver min vurdering af Peters tilstand til lægen, som kommer ind for at foretage objektiv undersøgelse. Peter er ikke alvorlig syg. Jeg medgiver materiale til fæcesundersøgelse efter møjsommelig instruktion og besked om, at de kan henvende sig, hvis ikke Peters mavepine svinder, eller hvis tilstanden forværres. Forældrene takker næsten for meget, i hvert fald i forhold til dansk kultur.

I mellemtiden er den tilskadekomne slagter blevet lægeundersøgt. Steristrip, armslynge, sygemelding. Nu er tiden kommet til at

Side 21

indsætte pausebåndet i telefonsvareren. Tredive minutters pause uden forstyrrelse af andet end akuttelefonen. Vi får drøftet formiddagens patienter, hvor konsultationen eller mødet ved skranken eller telefonen tog en anden drejning, end vi havde forventet. Vi delagtiggør hinanden i vores viden om de enkelte patienter, så vi får stykket et helt billede sammen af patienten. Som regel giver det et bedre udgangspunkt for at forstå patientens verden. Desuden bliver frustrationer og problemer drøftet, så de ikke hober sig op. Tiden fra 10.30 til 12.00 byder på flere telefoner. Derudover to patienter til mig. Poul til den sædvanlige diabeteskontrol og Birthe til blodprøve.

Diabetes og helvede på jord

Poul kommer stor og mægtig og forslået i ansigtet (der foreligger epikrise om, at han har været indbragt til skadestuen pga. fald i beruset tilstand). Alle somatiske undersøgelser foretages. Som forventet dårligt reguleret diabetes. Sluttelig konfronterer jeg Poul med, at jeg har læst brevet fra skadestuen, og at jeg er bekymret for ham, da der har været flere lignende fortilfælde.

Det kommer frem, at Poul har elendig nattesøvn. Depression klinger pludselig i mit hoved. Jeg spørger ind til resten af depressionssymptomerne. Noget lavmælt og med tårer i øjnene beretter Poul om et helvede på jord. Prompte konsulterer jeg lægen. Det aftales at udlevere lille overskuelig forklaring på depressionsmedicin samt skema til afkrydsning af spørgsmål vedrørende sindstilstand. Ny tid om nogle dage med besked om, at han kan overveje, om han er interesseret i medicinsk behandling.

Flere telefoner og henvendelser ved skranken. I telefonen en social- og sundhedsassistent fra hjemmeplejen vedrørende bestilling af ketogan til en døende patient. Jeg er kendt med patientforløbet, og jeg erindrer mig selv om, at det kan være meget svært for personalet at håndtere den mængde ketogan, der er ordineret, ikke mindst med Plejebo-sagen i erindring. Jeg spørger direkte til, hvordan hun har det med dette. Jeg bekræftes i, at dette er svært at håndtere. Aftalen bliver ny opringning og rapportering inden middag. Vigtigt, at hun får fortalt om sine spekulationer både angående ansvar og kompetence, men mest om de modstridende følelser i forhold til den døende, der har brug for meget smertestillende medicin for at opnå en værdig død.

Fem skridt foran
medicinmisbruger

Kurt kommer til skranken, velkendt medicin- og alkoholmisbruger, som ellers kun dukker op, når hans egen læge har lukket. Nu er det med at være fem skridt foran i åndelig forstand. Jeg mærker vreden og irritationen. Jeg ved, det er vigtigt at møde Kurt afmålt og beslutsomt. At konversere med Kurt er det samme som at give ham troen på, at han kan få det, han kommer efter. Jeg genkalder mig tidligere konfrontationer for at lægge min indre strategi. Min hjerne ­ og mave ­ arbejder på højtryk. En konflikt lurer om hjørnet. Her har jeg at gøre med en garvet misbruger, som kun har ét for øje ­ at få, hvad han kommer for. Åbner jeg den mindste sprække, ved jeg, at han slår til.

''Hvad drejer det sig om, Kurt?''

Kurt: ''Nå, du har ikke glemt mig. Hvordan har du det ellers?''

Jeg mærker en rislen ned ad ryggen og følelsen af at blive smurt ind i hans påtagne sødme.

''Drejer det sig om kodein?'' spørger jeg.

''Nu ikke så sur... Ja, jeg mangler lige nogle.''

''Din medicin skal du bestille hos din egen læge.''

''Han har jo lukket, det står i avisen.''

''Det er først fra i morgen, så du skal kontakte ham i stedet for.''

Jeg vender mig og går væk, så jeg ikke falder i fælden med at parlamentere med ham. Her slutter vi. Kurt går nølende. Jeg mærker adrenalinet pumpe. Jeg ser allerede frem til middagspausen. Det er vigtigt for mig at få genfortalt episoden i næste pause for at evaluere hele forløbet og for at få tømt ud af de negative følelser og fornemmelser, så jeg ikke slides op af dem, og de måske kommer til udtryk i andre sammenhænge, hvor de ikke hører hjemme.

Privat overskud

Nu venter Birthe spændt på sin blodprøve, om jeg kan ramme. Ellers betyder det en tur til onkologisk afdeling, hvor blodprøven skal tages fra centralvenedroppet. Et år med kemoterapi for fremskreden cancer er gået forud.

I eftermiddag kommer Birthe atter til mig. Her gælder det den månedlige samtale om den store sorg og smerte i forbindelse med sygdommen.

Det er særdeles vigtigt, at der skelnes mellem somatik og psykologi.

Flere telefoner. Formiddagen er ved at være gået. Frokost i en halv time, hvor morgendagens patienter kort gennemgås, så vi kan være så forberedte som muligt på de udfordringer, der venter.

Vi håber på lidt tid i overskud til at fortælle om, hvad vi hver især personligt har oplevet: Læste bøger, vores børn, gerne et par humoristiske episoder fra konsultationen, hvor vi kan slå os på lårene af grin.

Så er vi nemlig klar til eftermiddagens patienter med en lukket telefon, så vi kan koncentrere os om én patient ad gangen.

Investering i sundhed

Som konsultationssygeplejerske kender jeg familierne ganske godt. De kan henvende sig og aftale tid. I lægeklinikken har vi ikke lange ventelister og skriveborde at gemme os bagved. Jeg oplever, at jeg som sygeplejerske ikke er så farlig at tale med som, hvis det kræver en lægekonsultation. Ofte skal den bekymrede mor eller teenageren bare lige spørge om noget. På den måde har jeg mulighed for at få indblik i, hvordan deres problem eller hverdag hænger sammen, og ofte ender det med samtaler om de svære sorger og smerter, som livet giver.

En målrettet efteruddannelse af konsultationssygeplejersker, som vil mere end at fjerne suturer og vaccinere, kunne måske være en god investering i fremtidens sundhed.