Omkring en tredjedel af jordens befolkning er smittet med TB, men kun 5-10 pct. af de mennesker, som er smittede, bliver på et eller andet tidspunkt i løbet af deres liv syge af TB. (Man skal i det følgende erindre sig forskellen på smittede og syge).
Siden 1993 er det samlede antal af nye TB-sygdomstilfælde steget med 13 pct. om året, og det beregnes, at sygdommen vil koste 70 mio. menneskeliv de næste 20 år.
Der er årligt omkring 8 mio. nye tilfælde af TB i verden, og omkring 3 mio. mennesker vil dø af sygdommen, heraf 100.000 børn.
De fattiges sygdom
- 95 pct. af dem, der dør af tuberkulose, bor i et u-land.
- Op mod halvdelen af verdens flygtninge skønnes at være smittede med TB. Der er i denne gruppe ca. 17.000 sygdomstilfælde om året. Når de bevæger sig rundt i verden, bringer de smitten med sig.
- En smittefarlig person vil typisk overføre smitten til 10-15 raske om året.
- 30 pct. af de hjemløse i San Francisco i Californien og 25 pct. af Londons hjemløse er smittede med TB.
- I Afrika syd for Sahara er der omkring 2 mio. nye TB-sygdomstilfælde pr. år.
- I det sydøstlige Asien er der omkring 3 mio. nye TB-tilfælde pr. år.
- Alene i Indien dør årligt en halv mio. af TB.
- I Østeuropa er der omkring en kvart mio. nye TB-tilfælde pr år.
HIV-TB
- En hiv-positiv person har alt andet lige 30 gange så stor sandsynlighed for at blive syg af TB som andre. En tredjedel af dødsfaldene blandt hiv-positive skyldes tuberkulose.
- Af de 13 mio. afrikanere, der har aids, vil de fire mio. dø af TB.
- 14 pct. af verdens TB-syge er også hiv-positive
- 33 pct. af stigningen i antallet af nye TB-sygdomstilfælde i de senere år kan tilskrives hiv-epidemien.
Behandling og resistens
Det skønnes, at op mod 50 mio. mennesker er smittede med TB-bakterier, der har udviklet resistens over for et eller flere af de gængse antibiotika, der bruges mod sygdommen.
I industrialiserede lande koster det 2.000$ at kurere en patient med TB, men hvis sygdommen er blevet resistent over for den mest almindelige medicin, kan det let komme til at koste hundrede gange så meget eller op mod 250.000$ pr. patient.
I u-landene kan almindelig TB behandles for omkring 40$ pr. patient, men det ligger helt uden for landenes økonomiske rækkevidde at behandle TB, der er resistent over for den gængse medicin.
Kilde: WHO.