Barnets tarv

I skrivende stund melder mange spørgsmål sig. Spørgsmål, som skubber til hinanden. Det ene mere vigtigt end det andet. Jeg spørger mig selv igen og igen: Evner Gerda og Svend mon at være forældre for deres lille datter Anne på syv uger ­ nu og i fremtiden? Jeg tænker, hvor rummeligt bør et fagligt skøn være/ikke være i relation til et lille barns tarv? Det faglige skøn arbejder ikke kun i nutid, det vender sig mod fortiden og gør sig tanker om fremtiden. Den fremtid, som ingen af os reelt kender. Som familie er I prisgivet de øjne, som ser, de ører, som lytter, de hænder, som føler. Jeg tænker på, hvor meget der står på spil imellem jeres verden og mine evner til at iagttage, indleve og prøve at forstå. 

Uvisheden

Forvaltningen er dybt bekymret. En bekymring, som I er blevet bekendt med. Du har spurgt mig flere gange, Gerda, om vi tager Anne fra jer. Jeg kender ikke svaret. Men jeg tænker: Findes der mon større angst og større lidelse end uvisheden? Uvisheden, om forældreskabet slår til.

Når I sidder her på kommunekontoret i dag, er det jo fordi, I skal vide, at forvaltningen ikke er mindre bekymret, efter at I har frabedt jer den daglige støttepædagog i hjemmet. Samtalen finder sted på kommunekontoret fremfor i eget hjem for at tydeliggøre bekymringen. Jeg undrer mig og tænker, om det er stedet for ligeværdig samtale? I fornemmer jo tydeligvis det ulige magtforhold. I har, mere end nogensinde før, brug for at blive mødt i jeres verden. Den verden, som er jeres den bedste, men vanskelig at leve sig ind i, tænker jeg.

Det vanskelige er bl.a. at sætte sig i dit sted, Gerda. Hvordan mon det føles ikke at have kendt en mor eller fars entydige kærlighed? Ikke kendt en tryg barndom? Ikke kendt til respekt eller indføling for egen person? Har du mon nogensinde følt dig værdsat som menneske? Du genkender alt for godt angst, nederlag og krænkelser. Fra tidlig barndom, ungdom og nu voksenliv. Dit største tab er tabet af forældremyndigheden over dine to større børn. Lige nu sidder du igen med afmagtens følelser, som du genkender ­ kun alt for godt. Er vi mon ude på at tage Anne fra dig? Mon jeg forstår, hvorfor du holder dine følelser så tæt ind på kroppen?

Jeg ser, at du er bleg og tager Anne op, selvom hun ligger tilfreds i liften. Du giver ikke slip på Anne. Du lader Svend føre ordet, fordi Svend har lært at udtrykke følelser og tanker bedre end dig. Svend har gode forældre, siger han. Svend ved endnu ikke, hvad der forventes af styrke og modenhed til at kunne få et familieliv til at lykkes.

Vi lever ikke ens

Jeg lytter og hører ham sige, at den hjælp, I er blevet tilbudt, kan I ikke bruge. Svend fortæller på sin måde, at pædagogen ville tilpasse jeres hjem til hendes norm for et rigtigt hjem. ''Og vi lever jo ikke ens,'' som Svend siger.

Svend fremfører andre fornuftige argumenter, hvorfor det ikke er gået med pædagogen i hjemmet. Jeg spørger igen mig selv, om Svend og Gerda er blevet mødt ud fra deres verden? Den verden, som kan synes så vanskelig at identificere sig med, fordi den netop er så forskellig fra egen og andres tilværelse. Alene af den grund mødes vi måske ikke, hvor I har behov for at blive mødt?

I forbinder ikke en god tilværelse med orden og renlighed. I ser ikke status i moderne møbler, moderigtige vægfarver og et veludstyret, ''rigtigt'' børneværelse. Anne sover imellem jer. I undres ikke over, at vandet løber ned ad vinduerne og sætter fugt i vægge og omgivelser. I undres ikke over, at vasketøjet på radiatorerne danner endnu mere fugt.

Mon I ser de gamle, nedslidte gulvtæpper, trænger til udskiftning? Mon I ser de mange, blodige ''eftersmæk'' på tapetet fra sommerens sværm af fluer? Mon I ser edderkoppespind, som breder sig uforstyrret fra vindueskarm til loft? Støv, som er kommet for at blive? Blomster, som mere består af visne blade end af grønt? Dagevis af gammel opvask eller gamle madrester i køkkenvasken? Jeg tror det ikke.

Dette er jeres verden. Dette synes at være normen for jeres det gode liv, også selvom du, Gerda, har svær astma, er støvallergiker og daglig indtager medicin for frie luftveje. En verden, som I ikke selv stiller spørgsmålstegn ved, førend fagfolk får indblik og undrer sig: Mon et barn vil få det godt her?

Hvad fortæller Anne selv, tænker jeg. Anne fortæller allerede meget. Både om de følelser, hun genkender, af kærlighed, tryghed og omsorg og om de følelser, hun ikke får tydet og dækket. Efter samtalen i dag klæder jeg Anne af. Du smiler og pludrer. Din hud er fin og velplejet. Med numsen bar, på maven, løfter du dit hoved flot i vejret. Jeg lægger mærke til, at du er dejlig tryg uden tøj på. Afslappet i kroppen.

Bånd knyttes

Du ligger og er meget optaget af din fars ansigt. Jeres øjne mødes, og din far snakker nænsomt i blide toner. Du smiler bevidst til din far og pludrer igen. Sådan føres dialogen ret længe. Her er bånd, som knyttes, tænker jeg. Du fortæller mig, at du bliver set og mødt af din far i dette øjeblik. Lidt efter græder du. Du skal ikke græde ret længe, før din mor tager dig op, og du putter dig ind til hende. Du ammes og trives ovenud godt på modermælk alene. Din mor viser ikke sin kærlighed med ord, men med mange kys og kropslig kontakt.

Jeg ser, at det kan være svært for din mor at bibeholde øjenkontakt til dig ret længe ad gangen. Jeg ser, at din mor, uden at tænke over det, handler hen over hovedet på dig og gør ting ved dig i raske bevægelser, hvor du græder. Jeg hører, at din mor kan tale lidt hårdt til dig, selvom hun ikke mener det ondt. Da lytter du særlig opmærksomt og får et ængsteligt udtryk i øjnene. Her knyttes bånd på en anden måde, tænker jeg.

Jeg får igen din opmærksomhed. Du er vedholdende i øjenkontakten og ser mig undersøgende an. Ja, hvad mon jeg er for én? Det er, som om du kunne finde på at spørge: ''Ser du nu også alt det gode samt mindre gode i min verden?''

Jeg ser uendelig meget stå på spil.

Jette Duedahl, sundhedsplejerske