Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Faglig kommentar: Folkets domstol

De massive kampagner om forebyggelse har bivirkninger. De frelste får vind i sejlene, og selvtilfredshed fører til fordømmelse.

Sygeplejersken 2000 nr. 8, s. 31

Af:

Anne Vesterdal, sygeplejefaglig medarbejder

Manden havde sat sig ud i patienternes opholdsstue, mens han ventede på, at gulvet blev vasket på den sygestue, hvor hans far lå. Snakken var i gang, og manden kunne ikke lade være med at lytte. Han lod som om, han var optaget af sin avis.

''Hvordan går det med den gamle mand inde på stue syv? Ligger han stadig og venter på at blive opereret igen?'' spurgte en besøgende. ''Ja, der var vist noget med, at hofteprotesen ikke passede, men de har ikke bestemt sig endnu, så vidt jeg ved.'' ''Hvor det dog er urimeligt at bruge så mange ressourcer på en mand i hans alder. De skulle hellere tage at operere nogle af alle de unge, der ligger og venter.''

Den avislæsende mand rejste sig for at gå ind til sin far. Det var netop ham, der var blevet talt om. Hans far var rigtig nok gammel, godt slidt og havde problemer med både hjerte og lunger, da han faldt og brækkede lårbenshalsen. Men faderen var glad for livet og havde maset på for at komme i gang igen efter operationen. Desværre havde Moore-protesen været for lille, hoften var gået af led et par gange, så nu lå den gamle mand og håbede på, at han snart ville få en ny og større protese sat ind. Han syntes nok, han var værd at lappe på, så han måske kunne få et par hæderlige år til.

Frit slag for fordomme

For nylig tog en af fjernsynskanalerne hul på et nyt program. En gruppe lægfolk med holdninger anbringes rundt om et bord for at debattere forskellige samfundsrelevante emner. Der er ingen sagkundskab til stede, deltagerne får ingen informationer, og fejlagtige opfattelser bliver ikke korrigeret. Temaet i den første udsendelse var, om folk, der var blevet syge af røg, sprut og forædelse, kunne forvente at blive behandlet på samfundets regning. Sideløbende blev der vist klip fra en samtale med en mand, der led af kronisk obstruktiv lungelidelse, rygerlunger i et sent stadium. Den arme mand måtte bruge ilt og inhalator adskillige timer hver dag. Træt og grå. Han prøvede at nedsætte sit cigaretforbrug til 10 om dagen, og det var svært.

De debatterende lægfolk havde også set filmklippene med den ilthungrende mand. Men der var ingen nåde. Særlig en af deltagerne var ubønhørlig. Med al den viden om tobaksrøgs skadelighed, der var til rådighed, var folk selv ude om det, hvis de ikke levede i overensstemmelse med lægernes anbefalinger. Hvis de blev syge, måtte behandling være for egen regning. Hun ønskede i hvert fald ikke at bidrage.

Hvad er det dog for et menneskesyn, der synes at sprede sig som en smitsom sygdom?

I årevis har sygeplejersker deltaget i den almindelige korsang om, at det er bedre at forebygge end at helbrede, og vi har ønsket, at forebyggelse blev højere prioriteret. Nu er forebyggelse omsider blevet et højt prioriteret politisk anliggende. I hvert fald inden for nogle snævert afgrænsede områder: røg, alkohol og overvægt.

Det gode samfund

Det er svært at være negativ over for de mange forsøg på at få folk til at skodde smøgerne, slukke tørsten i kildevand og undgå fedt i maden. Der foreligger god dokumentation for, at en række dødsfald vil kunne undgås, hvis befolkningen tillægger sig nye vaner. Men de massive kampagner har åbenbart også bivirkninger. De frelste, de politisk korrekte får vind i sejlene. Selvtilfredsheden fører til fordømmelse af mindre tjekkede medborgere, som ikke har samme styr på tilværelsen. Engang sagde man, at et samfund skal kendes på, hvordan det behandler sine svageste. Nu synes det, som om det gode samfund er et samfund, hvor alle marcherer i takt, mens de priser og dyrker sundheden. Vi vil ikke betale for dem, der selv er ude om det.

Hvis den holdning til medborgere får lov at brede sig, bliver der selvfølgelig bedre plads på sygehusene. Kortere ventelister og ingen senge på gangene. I første omgang udelukkes de fede, de rygende og de drikkende. Herefter stof- og pillemisbrugere. Dem, der har kørt for hurtigt, er væltet på ski, har kørt uden cykelhjelm, har glemt at slukke adventskransen, har spist rå æg eller ladet sig smitte.

Måske var det lettere at spørge omvendt: Hvor mange sygdomme findes der egentlig, som ikke på en eller anden måde hænger sammen med måden, vi lever på?

Den omsiggribende forherligelse af en bestemt livsstil passer ikke sammen med sygeplejens værdier. Sygdomsforebyggelse og effektiv udnyttelse af ressourcerne kan være godt nok, men ikke hvis det udarter til, at vi udelukker dem, det ikke rigtigt kan betale sig at reparere på, fordi de er for gamle eller ikke lever i overensstemmelse med tidsånden.