Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

I mit nærvær voksede hun

Hun var bleg og helt sammenkrummet, og med ét så jeg, at hendes hånd var rød og hævet og fuld af blødende rifter. Jeg havde bare sådan en lyst til at gribe hende, ruske hende og skælde hende ud. Hvordan kunne hun gøre det? Hvad bildte hun sig ind efter alt det, vi havde udrettet sammen den dag?

Sygeplejersken 2000 nr. 8, s. 17-19

Af:

Berit Andersen, sygeplejestuderende

Et dagbogsblad fra november 1999

Beretningen er et af bidragene til en konkurrence, Sygeplejersken udskrev ved årtusindskiftet for at fastholde sygeplejerskers hverdag for eftertiden.

Denne dagbog blev en af de tre vindere.

Se flere bidrag og læs mere om konkurrencen i boksen nedenfor.

Dommernes begrundelse

Den indre tro

En dagbog, der sprogligt veloplagt, klart, troværdigt og med modenhed og viljestyrke frem-stiller en sygeplejerskes dag med dens sejre og nederlag. Således beskrev dommerpanelet dette vinderbidrag, som er skrevet af en sygeplejestuderende.

Den sygeplejestuderende fortæller i dagbogen om en oplevelse, hun under sin praktik på en ungdomspsykiatrisk afdeling havde med en ung pige, der var indlagt for anoreksi. Skildringen spænder fra glæde over at have kunnet give pigen et håb, hvad der er et af målene for afdelingens arbejde, til magtesløshed, da hun opdagede, at det håb, hun troede at have formidlet, kun havde eksisteret i kraft af hendes eget nærvær. Hun erkender, at hun ­ ved at have ladet sig opsluge af medfølelse med pigen ­ havde mistet distancen til situationen og handlet uprofessionelt.

Hun slutter dagbogen med nogle overvejelser om, at det ikke altid er nok at forholde sig reflekterende til sine sygeplejehandlinger. Sygeplejersken må også have en indre tro på, at arbejdet vil lykkes, selv om hun begår fejl, og det hele ser håbløst ud.

Det var den tro, dagens oplevelse havde været ved at fratage den sygeplejestuderende. Men mens det er håbløsheden, der præger dagbogens indledning, er hun i dens afslutning nået frem til, at selv om arbejdet ikke altid lykkes, må man ikke lade sig slå ud, men blive ved med at tro på, at det kan nytte. Det gør, at hun ikke bliver hængende i den håbløshed, der opstod, over skuffelsen og nederlaget ved ikke at have slået til professionelt i forhold til anoreksipigen, men personligt og fagligt kan komme videre.

Skildringen lever op til læserkonkurrencens krav om at have dagbogsform og om at fremstille en sygeplejerskes dag med dens sejre og nederlag klart og troværdigt.

Dagbogens skildring viser desuden modenhed og viljestyrke. Samtidig er den sprogligt veloplagt og godt skruet sammen ­ ikke mindst ved forbilledligt at sammenkæde indledning og afslutning.

Af Nete Balslev Wingender, historiker, ph.d., på vegne af dommerpanelet.

Side 18

Optegnelser fra en sygeplejestuderendes dagbog Den 8. november 1999

Det har været en mærkelig dag i dag. Jeg har den underligste følelse i maven. Jeg er vemodig, meget træt, og så føler jeg mig magtesløs. Jeg er i tvivl, om mit arbejde overhovedet kan betale sig ­ eller er det bare en håbløs affære?

For to uger siden startede jeg i praktik på ungdomspsykiatrisk afdeling. Alt er meget nyt for mig. Både kollegerne, patienterne og afdelingens fysiske og psykiske rammer. Der er en besynderlig stemning dette sted. Der er en stilhed og tavshed, som nærmest skærer i ørerne. De unge er så alene i deres tristhed ­ en tilstand, de ikke er i stand til at bryde ud af, hvor meget de ellers gerne ville. Det skaber en isolation fra omverdenen og fra de andre unge. En isolation, som Side 19
 

nærmest er ubrydelig. Men trods denne opgivende, triste stemning oplever jeg tydeligt personalets, især sygeplejerskers og pædagogers, daglige kamp for at bibringe de unge et håb. Et håb for bedring, som gives i form af lytten, opmuntring, trøst og kærtegn. Målet med sygeplejen er, at alt dette langsomt forplanter sig i de unges sind, så de efterhånden opbygger så mange ressourcer, at de får evne og mod til at prøve kræfter med livet igen.

I løbet af de sidste par dage er jeg kommet i kontakt med en pige, som har anoreksi. I formiddags gik vi en tur sammen i skoven. Stille og roligt drejede samtalen sig ind på pigens ambivalente forhold til indlæggelsen. Hun fortalte mig om sine tanker omkring mad og de følelser, det vækker, når hun er tvunget til at spise sine måltider. Hun beskrev den angst og uro, hun får i kroppen, når hun har mad i maven. Det er også skamfuldt at føle en spontan glæde over en god udsendelse i tv og at snakke og grine med de andre unge.

Når hun tager sig i at gøre disse lystbetonede ting, får hun stor skyldfølelse og må straffe sig selv. Hun skal gå på sit værelse, dyrke hemmelig motion og tænke triste tanker. Samtidig føler hun, at når hun isolerer sig på værelset og bliver fyldt af depressive og selvdestruktive tanker, så har hun en længsel efter at kunne bede nogen om hjælp, så hun kommer væk fra alt det negative, som, hun føler, skader hende.

Jeg vil så gerne hjælpe

Jeg fik stor medfølelse med pigen og prøvede at korrigere hendes opfattelse af, at hun skulle fornægte sig al glæde og lystfølelse. Jeg fortalte hende, hvor menneskeligt det er at vise, at man har brug for hinandens selskab og støtte. Jeg sagde, at jeg syntes, hun havde lige så meget ret som alle andre til at hygge sig, se fjernsyn og grine med de andre ­ uden at føle skyld. Hun lyttede, men sagde ikke så meget. Jeg var lidt i tvivl, om hun forstod, hvad jeg mente, men der var bare så meget, jeg gerne ville sige hende, hvis det kunne hjælpe.

Fra den første dag, jeg kom på afdelingen, har jeg følt mig så fortvivlet over at se disse unge mennesker, der har det så svært, jeg vil bare så gerne hjælpe dem til at finde troen på sig selv, se hvor værdifulde de er. Så det greb mig, og jeg fik sagt en hel masse på turen.

For ikke bare at lade det forblive ved ord, men i stedet støtte pigen til konkret handling aftalte vi, at jeg skulle hjælpe hende med at lave en personlig dagsplan for hver dags aktiviteter. Pigen ønskede det selv, for som hun sagde, var det de tomme huller i dagligdagen, der var de farlige.

Da vi kom hjem fra gåturen, fandt jeg ugeskemaer, og vi satte os sammen og gennemgik hver enkelt dags aktiviteter. Via spørgsmål hjalp jeg hende med at klarlægge, hvilke aktiviteter hun var god til og holdt af at lave, og som hun derfor med succes kunne kaste sig over, når hun havde brug for at aflede tankerne.

Her i eftermiddags gik vi tur igen. Denne gang snakkede vi om tøj og musik, og pigen virkede meget mere frimodig og glad. Jeg tænkte, at måske havde jeg formået at plante et håb i hendes sind.

Jeg havde lyst til at skælde ud

Det var med en vis glæde og stolthed, at jeg kunne give aftenvagterne rapport. Jeg fortalte om patientens og mit gode samarbejde og min oplevelse af, at hun havde fået et håb, som måske havde ændret noget for hende. Jo, hun var blevet gladere ­ helt bestemt. Og så havde jeg fri og ville for at lave en god afrunding på dagen lige ind i dagligstuen og sige farvel.

 Og der i hjørnet sad pigen så. Hun var bleg og helt sammenkrummet, og med ét så jeg, at hendes hånd var rød og hævet og fuld af blødende rifter. Jeg ilede hen til hende og spurgte, hvad der var sket, hvad hun havde gjort, hvorfor hun havde skåret sig selv? Hun rystede bare på hovedet, så ned i gulvet og sagde ikke noget. Jeg havde bare sådan en lyst til at gribe hende, ruske hende og skælde hende ud.

Hvordan kunne hun gøre det? Hvad bildte hun sig ind efter alt det, vi havde udrettet sammen den dag? Men så mærkede jeg en uoverkommelig træthed, der langsomt lammede min krop. Jeg orkede bare ikke mere ­ følte den røgfyldte luft i stuen som en kvælende varme, der ikke var til at holde ud. Jeg fik sagt til pigen, at jeg ville hente en sygeplejerske, som kunne komme og tale med hende. Det gjorde jeg. Så cyklede jeg hjem.

Vi må være i håbet

Og nu sidder jeg så her og kan pludselig ikke lade være med at grine ad mig selv. Jeg har da vist begået alle de klassiske fejl, man kan begå. Jeg har ladet mig opsluge af egne følelser i mit forsøg på at spille frelserengel for pigen. Jeg har befundet mig på et helt andet niveau end hun. Jeg føler det, som har jeg blæst al for meget luft i en ballon. Min entusiasme og gode råd fyldte for en kort stund pigen med håb og mod. I mit nærvær voksede hun og lyste svagt blot for at falde sammen i angst og mindreværdsfølelse, da hun blev ladt alene. Jo, jeg har søreme båret mig dumt og uprofessionelt ad i dag.

Og så kommer jeg tilbage til den følelse af håbløshed, som fyldte mig for et øjeblik siden.

Vi hører gang på gang, at sygeplejerskens fornemmeste opgave er at formidle håb til patienten. Men skal vi ikke også selv bære et håb i os? Et håb for, at vi selv, vores sygepleje, vores arbejde lykkes ­ også selvom tingene så ofte mislykkes. Vi lærer, at vi skal forholde os reflekterende til vores sygeplejehandlinger, men jeg synes ikke altid, det er nok. Håbet skal være der, når vi dummer os, mennesker dør, vi får skældud, eller behandlingen slår fejl. Vi må være i håbet, for at vi dag efter dag kan vende tilbage på vores afdelinger, arbejdspladser og fortsætte den hårde kamp for at give patienterne håb.

Dagbøger fra en dag i november 1999

I 1999 udskrev Sygeplejersken en konkurrence om de bedste dagbogsoptegnelser fra en dag i november 1999. 

Hvordan var sygeplejen egentlig i det forrige årtusinde? Hvad foretog sygeplejersker sig, og hvordan var deres hverdag?

Der kom 210 dagbøger, og de tre vindere blev kåret den 11. februar 2000:

Jette Duedahl, sundhedsplejersker i Viborg

Kirsten Holm Dieckmann, primærsygeplejerske i Midtdjurs Kommune

Berit Andersen, sygeplejestuderende,

De tre vinderdagbøger blev bragt i Sygeplejersken nr. 8/2000, og resten af året blev der bragt en række af de mange gode dagbogsblade.

Dagbøger

Barnets tarv - Sygeplejersken nr. 8/2000               

I mit nærvær voksede hun - Sygeplejersken nr. 8/2000                 

En dag med Alfred - Sygeplejersken nr. 8/2000    

En aftenvagt på den lukkede - Sygeplejersken nr. 10/2000           

Sygeplejerske om bord - Sygeplejersken nr. 11/2000 

Nye flygtninge på vej - Sygeplejersken nr, 12/2000

Grænsen går ved sokkerne - Sygeplejersken nr. 13/2000

En dag på gastroskopistuen - Sygeplejersken nr. 14/2000

Aftenvagten - Sygeplejersken nr. 16/2000

Næste gang bliver det bedre - Sygeplejersken nr. 19/2000 

En nat på børneafdelingen - Sygeplejersken nr. 21/2000 

En dag i Ittoqqortoormiit - Sygeplejersken nr. 22/2000   

Indlagt på sin arbejdsplads - Sygeplejersken nr. 24/2000

Kære kollega fra fremtiden - Sygeplejersken nr. 25/2000

En støjende dag på hjerteafdelingen - Sygeplejersken nr. 27/2000  

Vikar på plastikkirurgisk privatklinik - Sygeplejersken nr. 30/2000 

Fødselsvægt: 1.225 gram - Sygeplejersken nr. 31/2000

En dag i forsvarets sundhedstjeneste - Sygeplejersken nr. 32/2000

Patienter kan mærke uærlighed - Sygeplejersken nr. 33/2000

En dag i omklædningsrummet - Sygeplejersken nr. 35/2000

Cyklende rådgiver i al slags vejr - Sygeplejersken nr.. 37/2000

Familie i opløsning - Sygeplejersken nr. 46/2000

Om konkurrencen

Priser til tre dagbøger - Sygeplejersken nr. 8/2000

Fra en dommers dagbog - Sygeplejersken nr. 13/2000

Et kig ind i sygeplejerskens univers - Sygeplejersken nr. 18/2000