Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Synspunkt: Hvor mange gange er du faldet siden sidst?

Står dagens sygeplejersker på deres patienters side eller på de bevilligende myndigheders side?

Sygeplejersken 2000 nr. 8, s. 23

Af:

Ruth Andersen, sygeplejerske

Benedicte har i en årrække haft diagnosen sclerosis dissiminata. Hun er sygeplejerske, men har de sidste seks år været på pension pga. fremadskridende symptomer. I det store og hele har hun kunnet klare sig selv med hjemmehjælp til rengøring hver 14. dag.

For et år siden svigtede benene pludseligt en nat, hun skulle på toilettet, og hun faldt om på gulvet. I flere timer lå hun hjælpeløs på det kolde gulv, før det lykkedes hende at slæbe sig hen til sengen. Benedicte blev indlagt på neurologisk afdeling til undersøgelse og behandling. Overlægen anbefalede, at hun fik etableret kaldeapparat i lejligheden, så hun kunne tilkalde hjælp, hvis hun igen skulle falde.

Afslag på nødkald

Da Benedicte kom hjem, anmodede hun sit lokalcenter om et kaldeapparat. En sygeplejerske aflagde besøg kort efter. Hun spurgte ud om dagligdagens forløb og lovede Benedicte hjælp til tøjvask og daglig varm mad udefra. Inden hun gik, fortalte hun, at der skulle bruges tre nøgler ved evt. oprettelse af et kald, så hjemmeplejen kunne komme ind. Nøglerne blev straks bestilt, men kom til at ligge ubrugte på bordet de næste fire måneder.

Kort efter blev Benedicte nemlig ringet op af samme sygeplejerske, som nu orienterede om, at Benedicte havde fået afslag på det ønskede nødkald med begrundelsen: ''Du kan jo klare dig selv i hverdagen og har aktiviteter ud af huset på egen hånd.'' I det skriftlige afslag, var der tilføjet: ...''hvis der sker ændringer i tilstanden, kan sagen tages op igen.'' Benedictes kommentar: ''Jeg er meget glad for, at jeg har en invalidebil, men den er jo ikke til megen hjælp, hvis jeg igen falder om natten.''

Benedicte er et fornuftigt og troværdigt menneske, der har fortalt om faldet uden at dramatisere. Men hun var bekymret for at få flere af de attakker, som er typiske for sygdommen. Hun forstod ikke afslaget og var både vred og ked af det. Hendes familie, som tæller flere læger, undrede sig og sendte flere henvendelser til lokalcentret med deres opfattelse af situationen. Mere end en måned efter det første besøg kom den samme sygeplejerske igen og stillede som det første spørgsmålet: ''Hvor mange gange er du faldet siden sidst?'' Som om der var tale om at gå og snuble over et eller andet ­ og helt uden forståelse for sygdomsbilledet. Afslaget blev fastholdt ''ud fra en samlet vurdering af situationen.'' Vi prøvede igen at forklare lokalcenteret, at afgørelsen ikke var baseret på de rette fakta. Områdechefen og plejelederen mødte op hos Benedicte sammen med hendes forældre, men afslaget blev fastholdt med begrundelsen ...''at man ikke mener, det vil give en væsentlig lettelse i dagligdagen, og da det (kaldet) ikke er en forudsætning for at blive i egen bolig.''

Anke hjalp ikke

Forældrene ankede til Det sociale Nævn og bad om hurtig sagsbehandling. Tre måneder efter faldet var der stadig intet sket. Derfor henvendte jeg mig til kommunens ''Afdeling for Sundhed og Omsorg.'' Afdelingslederen, en sygeplejerske, kunne ikke se det fornuftige i, at en patient med nævnte diagnose og baggrund fik et kaldeapparat installeret efter egen læges og en neurologisk overlæges anbefalinger. Hun skrev: ''Vi finder, at lokalcenteret har vurderet betydningen af etablering af et kald i forhold til B.H.s samlede situation. Vi finder derfor ikke anledning til at ændre lokalcenterets afgørelse.''

Jeg var rystet over den manglende professionelle indsigt i Benedictes sygdomsbillede og tilstand. Man kunne have læst om attakker ved sclerosis disseminata i enhver lærebog i neurologi. Man kunne have støttet sig til eksperternes anbefalinger. Man kunne også have henholdt sig til Benedictes egne forklaringer. Efter sidste afslag sagde Benedicte: ''Jeg tør næsten ikke bevæge mig omkring til daglig mere af skræk for igen at falde, selvom jeg på hospitalet fik at vide, at det er vigtigt for at vedligeholde det, jeg kan nu...'' Et kaldeapparat ville netop have haft største betydning i hverdagen.

Nødkald efter fem måneders ventetid

I vrede over både lokalcenter og kommunens kontor for ''sundhed og omsorg'' skrev jeg til den ansvarlige rådmand. Han reagerede omgående. Dels fik jeg et venligt svar, hvad lokalcenteret ikke på noget tidspunkt kunne mande sig op til, dels udbad han sig en forklaring fra lokalcenteret. Samtidig kunne Benedictes mor fortælle lokalcenteret, at Benedicte igen var faldet, men heldigvis ikke så alvorligt som første gang. Fra lokalcenteret lød det nu: ...'' at man på baggrund af en revurdering har bevilliget et kald.''

Der skulle gå fem måneder, før Benedicte fik sit nødkald. Det er oprørende at tænke på, hvor mange ængstelige nætter hun og hendes pårørende har haft i den tid. Kan man kalde det for ansvarlig sygepleje, hvor lokalcenteret har ''sat sig i patientens sted?'' Sundhedsminister Carsten Koch udtalte netop i Sygeplejersken nr. 24/99, at ''erkendelsen af, at patienten skal være i centrum, afspejler sig i det sygehusoplæg, regeringen har fremlagt for nylig.... Sundhedsvæsenet er nødt til at være mere orienteret om, hvad patienten har brug for.''

Benedicte er lykkelig for sit kaldeapparat, som omsider har givet hende den sikkerhed, hun har brug for. Den positive ekstragevinst er, at hun pga. trygheden er blevet endnu mere selvhjulpen, end hun var før sit første fald.

Tilbage står for mig to vigtige spørgsmål: Står dagens sygeplejersker på deres patienters side eller på de bevilligende myndigheders side? Hvordan går det patienter uden netværk til at råbe op? De får måske først den hjælp, de har brug for, når de er faldet tilstrækkelig mange gange.

Ruth Andersen arbejder ikke længere som sygeplejerske.