Doktor IT: Sygeplejerskerne skal med

I den verden, som beskæftiger sig med informationsteknologi, taler man meget om de nødvendige ildsjæle. Folk, der har set lyset og brænder for sagen, så de kan få trukket de mere træge og tvivlende medud i cyberspace. Den 58-årige Finn Klamer, landsbylæge, som han gerne kalder sig, er en af disse ildsjæle, men han har samtidig fødderne solidt plantet i den gode muld på Mors, hvor han i 27 år har haft praksis i Øster Jølby.

Samtidig med begejstringen for alle de nye tekniske muligheder holder han fast i sine hovedbudskaber, hvoraf det ene er, at teknikken kun er et redskab, som skal frigøre ressourcer til det menneskelige arbejde. Det andet hovedbudskab er, at det er ''sundhedspersonalet, som skal dirigere orkestret,'' altså styre teknikken. Ikke omvendt.

Og så mener han i øvrigt, at udviklingen skal følges tæt af overvejelser om midler, mål, moral og etik. Det rejser han gerne rundt og holder foredrag om i sin fritid, når han da ikke passer sine tillidshverv eller er optaget af IT-udviklingsarbejdet, hvor han har haft sæde i en række udvalg og projektgrupper.

Sygeplejersken har besøgt Doktor IT, ­som han gerne kaldes, i hans praksis, som er en af landets mest moderne. På tankstationen forklarer de, at den ligger i ''det tredjesidste hus, før Øster Jølby holder op.''

Mens kragerne vender udenfor, fremviser Klamer stolt sin 130 kvadratmeter store praksis med en imponerende samling af soft- og hardware, men vi skal også lige bemærke venteværelset med blomsterdekoration, legetøj og ældrevenlige stole, for det hele handler først og sidst om patienterne. De er målet, alt det andet er midler.

Finn Klamer har været med i den informationsteknologiske udvikling af lægepraksis fra dengang ''computerne gik på damp.''

I 1988 købte han sin første computer for 28.000 kr. og oplevede hurtigt, hvordan det svandt i papirbunkerne samtidig med, at der blev mere tid til det egentlige lægearbejde med patienterne. Siden er det gået hurtigt, og i dag er han indehaver af landets mest elektroniserede praksis.

Papirløs praksis

Patienterne, der kommer til klinikken, registreres elektronisk ved indlæsning af sygesikringskortet, og al kommunikation med apotek, hospital, adskillige speciallæger, laboratorier og sygesikring foregår via Nettet (MedComs sundhedsdatanet, se boks side 9). Næste skridt er, at kommunen også skal kobles på, så man sparer papirgangene til hjemmesygeplejen, sundhedsplejersken og fysioterapeuten.

De ni pc'er i den papirløse praksis kommunikerer indbyrdes på et såkaldt intranet. Intranettet er forbundet til en server, som er elektronisk hjemsted for links til og versioner af væsentlig faglitteratur, opslagsværker og lærebøger, som Finn Klamer henter ude på Internettet og til stadighed opdaterer. På det interne net lagrer han også materiale, som han kan bruge, mens patienten sidder i konsultationen. Måske en introduktionsvideo af en undersøgelse eller et indgreb, som patienten skal på sygehuset og have foretaget. Det skaber tryghed at vide, hvad der skal ske. Eller hvad der er sket, når man kommer hjem fra hospitalet.

''Når mine patienter har ''været lånt ud,'' som jeg kalder det, så er det min opgave at få dem til at lande trygt igen. Elektronikken kan i den forbindelse bruges til at formidle det varme og nære læge-patient-forhold,'' understreger han. Han hiver tit patienterne med hen foran skærmen og finder gode links, så de selv kan sætte sig ind i sygdomsforebyggelse og/eller behandling.

Internetpatienter

På den anden side tegner der sig også nye udfordringer for sundhedsvæsenet med den nye type af patienter, som via Internettet bliver eksperter i deres egen sygdom. De møder op i konsultationen med ringbind af udskrifter fra Internettet. Det kan være meget interessant, men også tidskrævende.

''Denne nye type patienter er en udfordring, men også en risiko for den praktiserende læge. Man er i et dilemma. På den ene side drejer det sig om ressourcestærke personer, hvis ressourcer man godt kunne fristes til at udnytte mere. De har et behov for, at man går ind som koordinator og rådgiver. Det tager tid, og den tid kommer man så let til at tage fra de mindre ressourcestærke patienter,'' fortæller Finn Klamer.

Selvevaluering

Blandt elektronikkens øvrige fordele peger Finn Klamer særligt på, at samarbejdet i sundhedssektoren forbedres. Mulighederne for at knytte sundhedsvæsenet sammen på en god måde er blevet langt større med MedComs veludviklede sundhedsdatanet,'' siger han (se boks).

Informationsteknologien giver også den enkelte medarbejder større arbejdsglæde, fordi man hele tiden har muligheden for at føle sig opdateret og sikker i sit fag, mener han. Og så er den med til at sikre kvaliteten, fordi man løbende kan klikke ind og evaluere sin egen adfærd i forhold til andres.

Hvorfor skriver jeg flere recepter på antibiotika end andre? Hvorfor begynder narkomanerne at komme i min konsultation eller forlade den? Er jeg for blød eller for hård?

Endelig giver den elektroniske registrering mulighed for små og store undersøgelser og forskningsprojekter.

''Jeg kan gå ind og se, hvordan sygdomme følger familiemønstre, eller finde ud af, om børnene i et bestemt geografisk område har flere luftvejssygdomme end andre. Eller at medarbejderne på en bestemt virksomhed har uforholdsmæssigt mange tilfælde af seneskedehindebetændelse. Den slags kunne man selvfølgelig også finde ud af tidligere, men så skulle man lave undersøgelser, der tog måneder og år. Nu er det bare et klik eller to på pc'en, hvor standardiserede informationer allerede er systematisk registreret. Det betyder, at man meget hurtigere kan skride ind over for problemerne,'' siger han.

Big Brother-problemet

Finn Klamer er ikke blind for, at den systematiske registrering rejser mange bekymringer, angst for overvågning og misbrug af informationer. Ubehaget ved den elektroniske Big Brother finder man hos patienterne, men også hos det sundhedspersonale, som kan kigges over skulderen og fagligt vurderes.

''Man må først og fremmest tage patienternes bekymring alvorligt. Deres data skal lagres på sikker og forsvarlig måde, således, at det er de rigtige personer, som har adgang til dem på de rigtige tidspunkter,'' siger han. ''For tiden er der nogle tanker om at gøre sygesikringskortene ''intelligente,'' således at sygesikringskortet kan bruges som adgangskort til patientens journal. Det kræver mange overvejelser om, hvordan man bedst sikrer systemet.''

''Læger og sygeplejersker er også en slags mennesker, som kan være følsomme over for registreringssystemer, der medtager fejltagelser, uheld eller dårlige vaner. Personligt har jeg ikke noget imod at blive målt på kvalitet, men det skal være de rigtige kvalitetsindikatorer, man har lagt ind. Det er ikke så enkelt at finde dem. De skal diskuteres, forklares og vejes på en guldvægt. Og de skal være så gennemtænkte og dækkende, at man er sikker på, at de kan danne grundlag for en samlet vurdering af lægens eller sygeplejerskens kunnen.

Da læge Finn Klamer for nylig holdt oplæg på Dansk Sygeplejeråds teknologikonference, blev han spurgt om udsigterne til én stor fælles elektronisk patientjournal, der gik på tværs af primær- og sekundærsektoren.

''Det er nogle spændende tanker, men jeg tror ikke, tiden er moden til det endnu. Vi skal først have nedbrudt de mentale grænser mellem sekundærsektoren og primærsektoren. Selvom praksissektoren behandler 94 pct. af alle, så er der en traditionel tilbøjelighed til at betragte sekundærsektoren som et højere niveau. Det er noget kulturelt fra dengang, specialebegrebet var mere indsnævret. I dag har man indset nødvendigheden af den praktiserende læges specialistrolle som koordinatoren, der kan skabe et trygt og sammenhængende patientforløb.''

Opsummering efter indlæggelse

Finn Klamer mener, at man foreløbig er kommet et godt stykke med sundhedsdatanettet MedCom, hvor sundhedssektorens aktører laver sammendrag af patientforløb, som de andre parter så kan hente hjem. Finn Klamer klikker således ind på sundhedsdatanettet om morgenen for at se, hvad der måtte være sket hans patienter på hospitalet eller i lægevagten siden sidst. Det er meget vigtigt for ham at være ført ajour, før de igen dukker op i hans praksis:

''Du aner ikke, hvor mange af mine ressourcer, der går på, at patienter møder frustrerede op, fordi de har været ude i sekundærsektoren og ikke kan finde ud af, hvad der er foregået. De har mødt syv eller otte forskellige læger, som de ikke ved hvad hedder, og som har sagt syv eller otte forskellige ting om den samme sag. De har rent ud sagt oplevet det som kaos. Det er så min opgave at få dem tilbage i struktur, og i den forbindelse er det en stor fordel at kunne klikke ind og få en opsummering af, hvad der er sket.''

Finn Klamer har selv været formand for MedCom-projektet Klinisk arbejde og elektronisk Kommunikation og medlem af den MedCom-gruppe, som bl.a. har udarbejdet anbefalingerne til indholdet i MedComs elektroniske meddelelsesmodeller i forbindelse med den gode epikrise og den gode henvisning. Altså forslag til, hvordan de elektroniske blanketter, der bevæger sig rundt mellem de forskellige instanser, skal konstrueres, så de bliver dækkende og anvendelige. Han giver et eksempel:

''Når fru Larsen har været på hospitalet, kommer hun herhen og spørger, hvad der nu skal ske. Så klikker jeg ind på området: behandlingsplan, hvor jeg kan jeg se, hvad sygehuset har foreslået, hvad hjemmesygeplejersken skal gøre, hvilken medicin der er ordineret osv., fortæller han.

På årsbasis cirkulerer der 30 mio. meddelelser rundt mellem praktiserende læger, hospitalsafdelinger, seruminstituttet, apotekerne, røntgenafdelinger, lægevagten, afdelinger for klinisk mikrobiologi og patologisk institut med flere.

Sygeplejersker på Nettet

''Visionen er, at den nødvendige information også skal gå elektronisk ud til hjemmesygeplejersken. Nettet er der, så resten er kun et spørgsmål om økonomi og organisation. Foreløbig kører det et par steder på projekt- og forsøgsbasis. Der er et ovre på Fyn, og vi skal også i gang med det her.

Det er vigtigt, at hjemmesygeplejerskerne kommer på, for de journaler, vi i øjeblikket bruger i vores kommunikation med hjemmesygeplejerskerne, dur ikke. De er for det første i håndskrift, som ikke altid kan læses eller forstås. Derudover er de ofte ikke opdaterede og ikke til stede på de rigtige tidspunkter.

Fremtiden vil blive sådan, at sygeplejersken har en bærbar pc eller på anden måde er i stand til at komme på Nettet ude på de enkelte plejehjem. Når så patienten har været hos mig og har fået ordineret ny medicin eller doseringsændring, kan sygeplejersken straks se det. Det er oplagt, arbejdsbesparende og kvalitetsskabende. Problemet er, at der endnu ikke er hardware (pc'er) til det derude. Det er lidt det samme med hospitalerne, som halter bagefter praksissektoren med de elektroniske patientjournaler,'' siger Finn Klamer. Han mener, at politikerne er tilbøjelige til at nedprioritere teknikken, fordi det er lettere at få stemmer på behandling og operation.

Det er en kortsigtet strategi, siger han, fordi teknikken på længere sigt vil medføre både besparelser og øget kvalitet. Derfor har praksissektoren også taget den til sig. 85 pct. af lægerne i primærsektoren bruger i dag elektroniske patientjournaler, mens kun få hospitaler er med, overvejende på forsøgsbasis:

''Det har noget at gøre med, at vi i modsætning til hospitalerne er beslutningsdygtige, selvstændige erhvervsdrivende, som godt vil investere i noget, der gør livet lettere for patienterne og for os selv,'' siger han.

Tele-dermatologi

Finn Klamer er meget optaget af de nye telemedicinske muligheder, og han har i regi af MedComs og Viborg Amt kørt sit eget pionerprojekt med elektronisk billedoverførsel fra sin praksis i Øster Jølby til hudlæge Birger Knudsen Nissens speciallægepraksis i Skive.

Når Finn Klamer fik en patient ind med udslæt eller eksem, tog han et knivskarpt billede med sit digitalkamera og overførte det elektronisk til hudspecialisten, som han på stedet kunne diskutere lidelsen med. Forsøget varede i tre måneder og afslørede mange potentielle gevinster, som listes op i rapporten:

Øjeblikkelig speciallægestøtte ved komplicerede hudlidelser. Bedre patientservice som følge af hurtig specialistvurdering, færre lægebesøg, ingen ekstra transport, ventetid eller fravær fra hjem eller arbejde. Kvalitetsforbedring i behandlingen. Løbende efteruddannelse af den praktiserende læge og understøttelse af patientens frie valg af speciallæge.

Forsøget er nu slut, og hvorfor fortsætter det ikke, når det nu fungerede så godt?

Fordi der er en lang række organisatoriske og juridiske problemer, der skal afklares, før man reformerer sundhedsvæsenet med ny teknik. Det siges i branchen, at det handler 20 pct. om teknikken og 80 pct. om organisationen. F.eks. skal der nye overenskomster til, før lægerne kan give sig til at diagnosticere og behandle via computer, og de nye behandlingsformer kræver også en juridisk afklaring omkring placeringen af det lægelige ansvar.

Begrænsning

Men visioner er der mange af, og Finn Klamer er med blandt de danske frontløbere. Kun er det vigtigt for ham, at man hele tiden holder mennesket i centrum. Når han ser billederne af læger, der diagnosticerer og behandler via pc-video, synes han på den ene side, at det er fascinerende, men på den anden side vil han gerne understrege, at teknikken har nogle begrænsninger:

''Man kan ikke fornemme patienten, se kropssproget, lugte til det syge barn, bruge sin faglige intuition i forbindelse med den elektroniske fjernkontakt.''

Elektronikken har nogle svagheder i forhold til mennesker. Finn Klamer nævner noget så enkelt som tidsbestilling:

''Når Susanne ringer og siger, at hun skal have en tid til hovedpine, så ved min kone godt, at der skal sættes en halv time af, fordi Susanne møder op med en seddel med otte punkter. Hun har nemlig en lang række psykosociale problemer. Det kan computeren ikke vide. Den tager hovedpine for hovedpine.''