Faglig kommentar: Sukkerkolde poder

Ved morgenbordet skete det. Min datter på ni år trækker tæppet væk under mig, og jeg er et øjeblik ved at kaste håndklædet i ringen. Hun meddeler over sine havregryn, at hun tit får mælkesnitter i skolen.

''Jeg bytter med Michelle. Hun får mine nødder, så får jeg hendes mælkesnitte.''

Nu har jeg ikke netop et varmt forhold til den klistrede, tilsætningsmættede sukkerstang, der bliver markedsført som et mælkeberiget og sundt mellemmåltid, så det overrasker mig, at de hasselnødder, der nu og da havner i madkassen, bliver brugt til at handle med. Jeg føler mig kortvarigt som en blanding af en økologisk klidmoster og en melankolsk solformørkelse. Her har jeg puttet salatblade under spegepølsen, skrællet tonsvis af gulerødder og købt stenfri druer, så bæreposerne næsten rammer cykelstien, når jeg aser hjemad. Og så vil min datter hellere have mælkesnitter end hasselnødder.

Følelsen af fiasko varer kun, til en veninde fortæller om en udstilling, hun har set på skolen. Af madpakker. En vilkårlig dag blev alle tredjeklassernes madkasser samlet ind og sat i store glasmontrer.

Én madkasse indeholdt to stykker toastbrød med pålægschokolade. Én indeholdt tre stykker med leverpostej. Én indeholdt kun 100 kr. Én indeholdt to stykker med rullepølse og en mælkesnitte.

På den baggrund er det forståeligt, hvorfor børn bliver tvære om eftermiddagen, løber ind i talrige konflikter eller slet og ret går sukkerkolde midt i en fodboldkamp. Når de så heller ikke får mad på fritidshjemmet, er det nogle slatne unger, forældrene kan afhente kl. 17.

Pjeceland

Jeg har diskuteret problemet med en leder af et fritidshjem. Hun mener, det er forældrenes opgave at give børnene mad med, så de kan få noget at spise efter skoletid. Jeg har høfligt forespurgt, hvorfor børnene ikke kan få lidt at spise om eftermiddagen, sådan som de gør på de fleste andre fritidshjem. Men som lederen sagde til mig: ''Børnene forlader deres aktiviteter, hvis de skal spise. De vender ikke tilbage, og hvor er vi så henne?''

Næh, hvor er vi så henne.

Det er synd for børnene, at de ikke får ordentlig mad. Det synes fødevareministeren også. Hun vil skolebørnenes elendige madpakker til livs, så hun vil prøve at få sundhedsministeren og undervisningsministeren med på en plan for, hvordan skolebørnene kan få et bedre måltid midt på dagen og større bevidsthed om værdien af god ernæring.

Det er et godt initiativ, men hvad med de stakkels, pressede børnefamilier. Skal de nu påføres skyldfølelse over endnu en fejlslagen indsats oven i alle de andre nederlag?

På biblioteket findes pjecer om danske børns rekord i alkoholforbrug og rygning. Pjecer om, at danske børn motionerer for lidt. Pjecer om, at danske børn er overvægtige eller spiseforstyrrede på anden vis. Pjecer om et utal af følger af, at danske børn har alt for mange stakkels, pressede forældre.

Det er nemmere at skrive pjecer end at tage bladet fra munden og opfordre samtlige stakkels, pressede forældre til at overveje, om en del af presset skyldes en blind stræben efter materielle goder på bekostning af noget så diffust som nærhed og evne til at tilsidesætte egne behov i den korte periode, man har små børn.

Så hellere endnu en pjece. Den skal fortælle, hvordan forældre kan designe en god og munter madpakke. Mens jeg venter på den og på alle de andre pjecer, der helt naturligt vil følge efter, har jeg tænkt over min datters byttehandler.

Det er da i orden, at hun bytter sig til en mælkesnitte, bare det ikke sker hver dag.