Ghettobørn med svære opvækstvilkår

Jeg har arbejdet som sundhedsplejerske i Gellerupparken ved Århus gennem 16 år. I den periode har sammensætningen af områdets næsten 6.000 beboere ændret sig fra at være af hovedsagelig dansk herkomst til overvejende at være af udenlandsk herkomst. I den centrale afdeling af Gellerupparken er næsten alle børn i vuggestuer og børnehaver af udenlandsk herkomst. Det gør det næsten umuligt at lære børnene og deres forældre danske normer, og børnenes begrebs- og sprogudvikling trues desuden af, at børnene ofte kommer for sent i børnehave, hvor de kan udvikle sprog og begreber og forberede sig til en tilværelse i Danmark.

Gennem mit arbejde har jeg observeret et stigende antal børn på tre år og derover, som ikke var i børnehave.

De børn, der kommer alt for sent i børnehave, gør det af forskellige grunde. Jeg har set en række fænomener, der ikke udelukkende skyldes, at børnene ikke har fået lært dansk eller er dårligt integreret. Jeg har givet mine observationer fem forskellige betegnelser:

• 'Elefanter i sparkedragt.''
• Skræmte og understimulerede tredje-generationsindvandrere, hvor faderen er dårligt integreret, og moderen er familiesammenført.
• De vanskeligt definerbare børn.
• Børn af krigstraumatiserede forældre.
• Understimulerede børn, hvor der er underrettet til de sociale myndigheder, men der mangler tværfagligt samarbejde.

Elefanter i sparkedragt
''Elefanter i sparkedragt'' er en betegnelse for børn, som er blevet passet i hjemmet i hele førskolealderen og først kommer i børnehave året før, de skal i skole. Udtrykket er opstået i et samarbejde mellem sundhedsplejersker og daginstitutionsledere i Gellerup og dækker børn, der er blevet passet i hjemmet i hele førskolealderen og først kommer i børnehave året før, de skal i skole.

De opholder sig indendørs det meste af tiden, er ikke klædt på, men løber rundt i nattøj og bruger megen tid foran fjernsynet. Når de ikke ser fjernsyn, er de meget grænsesøgende. De mangler de færdigheder, et tilsvarende velstimuleret barn på fem år ville have. De kan ikke klæde sig selv af og på, og de har dårlige spisevaner, da mange er vant til at blive madet. Mange har også fået lov at spise slik, kager, chips m.m. i stedet for den lødige kost, familien ellers gør meget ud af at fremstille. Børnene kan ikke selv klare toiletbesøg, og de har ikke lært at cykle.

Deres sprog- og begrebsudvikling på modersmålet er meget dårlig, og de har en dårlig forståelse af omverdenen. De er med andre ord alt for gamle til at kunne så lidt ­ deraf betegnelsen ''Elefanter i sparkedragt.''

Børnehaverne erklærer, at de ikke ønsker disse børn, da hvert barn kræver én voksen for at blive indsluset i en gruppe, og de når alligevel ikke at blive parate til at komme i skole i løbet af et år.

Et arabisk ordsprog lyder: ''Børn vokser.'' Det betyder, at når blot barnet får den nødvendige mad, søvn og tøj på kroppen, så

Side 29

er der sørget godt for det, og det udvikler sig af sig selv. Moderen får traditionelt sin identitet ved at være mor, ved at dække de basale behov og ved at elske og forkæle barnet. Drenge forkæles mere end piger i førskolealderen. I den periode giver moderen omsorg ved at made barnet, klæde det af og på, vaske det og hjælpe med toiletbesøg, og der bliver ikke sat mange grænser. Det knytter mor og barn sammen og opdrager barnet til afhængighed af familien. Når moderen alligevel er derhjemme, som arbejdsløs eller på bistandshjælp, har hun mulighed for at realisere denne tradition samtidig med, at der spares penge til betaling af børnehave.

Det er godt i forhold til at give barnet omsorg. Moderens omsorg giver barnet en kerne, som også er bæredygtig, hvis livet evt. senere går skævt. Dette forhold tydeliggøres af Dominique Bouchet i hans beskrivelse af 40-50 araberdrenge i Odense (1).

Denne form for omsorg er dog dårlig, når den bliver barnets eneste stimulation i førskolealderen, og familien samtidig bor i et isoleret område som Gellerup. Dermed opstår fænomenet ''elefanter i sparkedragt,'' der bevirker, at barnet også senere får svært ved at følge med i skolen.

En anden begrundelse for, at nogle børn kommer for sent i børnehave, er, at en del forældre kun ønsker én bestemt institution, hvortil der er en lang venteliste. Når barnet nærmer sig fem år, keder det sig og er svært at styre. Forældrene vil gerne, at barnet skal lære dansk, inden det skal i skole, og derfor accepteres alligevel en institution, blot den ligger nogenlunde i nærheden af hjemmet.

Lever som i Tyrkiet

Skræmte og understimulerede tredje-generationsindvandrerbørn er børnebørn af en lille gruppe tyrkiske indvandrere, som hovedsageligt kommer fra Sarkisla, en lille by i Tyrkiet. Bedsteforældrene har levet i Gellerupparken al den tid, de har boet i Danmark, og har dannet et Mini-Sarkisla. De ældste kvinder er karakteriserede ved, at de stort set ikke har været ude på arbejdsmarkedet, og de taler ikke dansk. Mændene har været arbejdsløse i mange år. Børnene har klaret sig dårligt i skolen, de er ikke i gang med at uddanne sig, og hovedparten har ikke arbejde. De bor tre til fire generationer i samme lejlighed.

Når en søn bliver giftefærdig, arrangeres ægteskabet med en slægtning i Sarkisla, der ansøges om familiesammenføring, og den nye svigerdatter kommer til at bo sammen med familien. Hun bliver oplært af svigermoderen til at være husmor og mor. Når den næste søn er giftefærdig, og lejligheden bliver for trang, får den ældre søn og hans familie lov at flytte ud af den fælles lejlighed og ind i en selvstændig lejlighed, der almindeligvis ligger i umiddelbar nærhed. Derved kan de traditionelle bånd opretholdes.

Når de unge forældre ikke har en idé om at uddanne sig eller arbejde, bliver de boende og lever et liv, der er meget isoleret fra det danske samfund, og tredje-generations-børnene får endnu dårligere betingelser for at klare sig. Jeg har oplevet disse børn som yderst forbeholdne over for sundhedsplejersken, ja nærmest totalt skræmte. Børnene har desuden en dårlig sprog- og begrebsudvikling og mestrer ikke de færdigheder,

Side 30

et jævnaldrende velstimuleret barn behersker.

Andre unge familier arbejder til gengæld på at løsrive sig fra denne familieform. De ønsker at bo som kernefamilie og at være moderne, hvilket også er indgået i bryllupsaftalerne. Men når den nye svigerdatter kommer hertil, er det slet ikke det, svigerforældrene er indstillet på. De unge familier må ofte kæmpe i mange år for at få lov til at leve et selvstændigt familieliv, og nogle magter ikke at vente. De ansøger om en lejlighed og flytter uden familiens viden ­ og accept ­ og til dennes store fortrydelse. Til gengæld skabes der langt bedre betingelser for børnenes opvækst i disse familier.

Familier med mange typer problemer

Nogle børn udvikler sig tilsyneladende svarende til alderen, men lever i familier med mange børn, i familier med sociale problemer eller i en familie med et handicappet barn. De kaldes vanskeligt definerbare børn.

Et eksempel: Et forældrepar flygtede til Danmark som de eneste fra begges familie. Begge har en akademisk uddannelse, som det ikke er lykkedes at få udnyttet her. De tilhører en særlig islamisk retning og har svært ved at indgå i sammenhænge med andre fra samme etniske gruppe. Moderen klarer selv opfostringen af de fem børn, skønt hun har fået en svær migræne og et svært funktionshandicap. Hun har en idé om, at børnene har bedst af at være hjemme, indtil de mestrer modersmålet i tre til fire års alderen.

Jeg kom i kontakt med familien i forbindelse med det sidste barns fødsel, hvor barn nummer fire, der var to et halvt år, stadig blev passet hjemme. Barnet bar tydelig præg af at kede sig. Det stod på hovedet i min taske, rodede i alle skuffer som en på halvandet år, adlød ikke moderen og havde ikke udviklet noget sprog.

Det lykkedes med noget besvær at overbevise moderen om, at barnet havde behov for at komme i børnehave, selvom sproget endnu ikke var udviklet. I børnehaven viste barnet, at det havde store problemer i kontakten til andre børn. Det kontaktede de andre børn ved i et snuptag at destruere en tegning, et spil, en aktivitet eller en leg. Der blev tilknyttet én fast tosproget pædagog, men der skete meget lidt både med den sproglige og adfærdsmæssige udvikling.

Pædagogen og jeg lavede en underretning for at få en afklaring af, om barnet skulle have en psykiatrisk eller neurologisk lidelse. Underretningen blev ved en fejl sendt til familieafdelingen, som indkaldte moderen til en samtale. Moderen angav, at hun ikke havde brug for hjælp, og sagen blev arkiveret. Der blev siden henvist til Psykologisk Pædagogisk Rådgivning for dels at få en sproglig vurdering og dels en psykologisk vurdering af barnet. Der er lang ventetid til begge undersøgelser. Psykologen var usikker på diagnosen og henviste til børnepsykiatrisk undersøgelse. Hertil er ventetiden fra 10 måneder til et år. Indtil endelig afklaring foreligger, må barnet støttes i en almindelig børnehave med de almindelige ressourcer.

Et andet eksempel: Denne familie er også flygtet som de eneste i familien. Moderen mistede sin første mand i krigen i hjemlandet, med hvem hun havde fået sit første barn. Hun blev gift igen og derefter familiesammenført med en yngre bror til den dræbte, der allerede var flygtet til Danmark. Deres første fælles barn viste sig at være voldsomt retarderet, hvilket gav især moderen et dobbelt traume; krigstraumet blev aktiveret sammen med reaktionen over at få et handicappet barn. Den etniske gruppes reaktion over for forældre til et svært handicappet barn er nådesløs, og denne reaktion har fået familien til at isolere sig voldsomt. Familien viser sig ikke offentligt med barnet. Når der kommer gæster, går moderen ud af lejligheden med barnet, hvis det er faderens gæster, og omvendt.

Familien har siden fået to normale børn, der er blevet passet af moderen i hjemmet, mens det handicappede barn har været i en specialbørnehave, siden det var ganske lille. Pga. omgivelsernes reaktion over for familien er børnene også blevet isoleret fra at lege med andre børn både ude og inde.

De to børn kom først i børnehave, da de var henholdsvis tre og fem år. Især den fem-årige bar stærkt præg af isolation og mangel på stimulation. Legen og modersmålet var udviklet som hos en toårig og forståelsen af omverdenen som hos en på to et halvt år. Barnet blev bl.a. fuldstændig skræmt ved synet af et dyr. Grov- og finmotorikken og den sociale og følelsesmæssige udvikling var udviklet som en tre- til fireårig. Udviklingsprofilen kunne tyde på, at barnet var retarderet. Børnehaven gik i gang med at stimulere de forskellige områder, og barnet er herefter blevet helt fortrolig med dyr. Det udvikler sig nu både sprogligt og socialt, men bliver ikke parat til at starte rettidigt i skolen. Jeg er sikker på, at barnet er normalt begavet. Forældrene indrømmer, at barnet hovedsagelig har sine erfaringer fra fjernsynet, og at isolationen har været langt mere udtalt, end det har været muligt at gennemskue ved mine besøg i hjemmet.

Børn af forældre med krigstraumer

81 pct. af de palæstinensiske flygtninge, der bor i Århus, bor i Gellerupparken. Hovedparten af mændene har været aktive i borgerkrigen i Libanon 1975-1991. Der er en stor gruppe, der lider af krigstraumer. De har hovedpine, de lider af søvnløshed, de har koncentrationsbesvær og kan få voldsomme vredesudbrud. Det medvirker til, at de har meget svært ved at gå på kurser, uddanne sig eller få overskud til at søge arbejde. Det sætter sine spor på familien, hvor moderen oftest er den stærke, der skærmer børnene, når faderen reagerer.

En far fortæller, at han næsten dagligt får anfald af to timers varighed, hvor han går ind på et værelse og skriger og råber.

Side 31

Han får medicinsk behandling og går til samtale hos en psykiater, men der er ikke noget samlet tilbud til familien, som har fire børn. Den yngste er to år og passes af moderen i hjemmet. Forældrene fortæller, at der er store problemer med barnet. Hun bider, piber, skriger og slår.

De børn, Dominique Bouchet beskriver, er bl.a. børn af krigstraumatiserede forældre. Deres fædre har mistet enhver status både i familien og i det danske samfund. De har traumer efter den krig, de har deltaget i, de har eftervirkninger af tortur og lider under arbejdsløsheden og kulturskiftet. Dette gør dem ude af stand til at være den rollemodel, som sønnen skal spejle sig i for at få en identitet.

Edith Montgomery har ligeledes undersøgt nytilkomne børn i Dansk Røde Kors-regie, og hun mener, børnene udgør et folkesundhedsmæssigt problem (2).

Det er også min erfaring, at der ikke er gjort noget særligt for disse børn og deres familier i de danske kommuner, og jeg mener, at den manglende indsats er med til at ''producere tikkende bomber.''

Da de kosovo-albanske flygtninge ankom til Danmark i foråret 1999, blev der af Dansk Røde Kors' sundheds- og sygeplejersker udført en screening på både børn og voksne med henblik på at finde frem til dem, der havde brug for hjælp. Siden er man gået i gang med at bearbejde traumerne i grupper. Dette burde være obligatorisk for alle, der kommer med den baggrund her til landet.

Understimulerede børn

Understimulerede børn, hvor der er lavet underretning til de sociale myndigheder, men hvor der mangler tværfagligt samarbejde, er den sidste af mine betegnelser.

Et eksempel: En familie bestående af far, mor og to børn bor sammen med faderens mor. Faderen flygtede med sin mor og søskende fra Irak, og moderen er blevet familiesammenført ved ægteskab. Familien havde fået to børn på to og tre år, da de flyttede til Gellerupparken. Moderen var stærkt depressiv og uplejet, altid klædt i nattøj og umulig at få øjenkontakt med både for sundhedsplejersken og for børnene.

I den nøjsomt udstyrede stue var der en balje fuld af legetøj. Det lykkedes at få en lille dialog i gang med det ældste barn ved at tale sammen om billeder i en af mine medbragte billedbøger. Barnet prøvede på at få kontakt med moderen ved at kravle op på hendes skød og tage fat i hendes hage i et forsøg på at få øjenkontakt. Da det ikke lykkedes, kyssede barnet sin mor, kravlede ned, tumlede rundt med den anden søskende, stod på hovedet i min taske og pillede snørebånd ud af mine sko. Farmoderen passede moderen og børnene, mens faderen var på kursus.

Jeg sagde til familien, at børnene, og især det ældste, trængte til at komme i børnehave for at være sammen med andre børn og få en større variation i dagligdagen. Det afslog både moderen og farmoderen. Moderen sagde, at hun havde brug for at have børnene ved siden af sig for at blive rask.

Jeg lavede en underretning, og ved det efterfølgende møde ønskede forældrene ikke at få børnene i børnehave, men accepterede, at moderen kom i familiebehandling tre timer to gange om ugen, hvor børnene også kunne deltage. Moderen kom samtidig til behandling i lokalpsykiatrien og fik det bedre.

Det var dog helt tydeligt, at denne foranstaltning var utilstrækkelig for børnene. De

Side 32

blev begge mere og mere grænsesøgende, og den yngste udviklede ikke noget modersmål. Der er ikke noget formaliseret samarbejde mellem familiebehandlingsstedet og sundhedsplejen, hvilket bevirker, at indsatsen ikke koordineres. Dermed bliver arbejdet meget ofte spildt, og børnene bliver tabt på gulvet.

Sundhedsplejerskens indsats

Sundhedsplejerskens styrke består i, at hun har kontakt med alle familier, der får børn. Hun kommer tæt på familiens problemer, fordi der opstår et relationsforhold, som skaber den tillid, familien har brug for i de pressede psykiske, sociale og kulturelle situationer, den befinder sig i.

Sundhedsplejersken bruger tolk, øger gradvist sin viden om forskellige kulturer og øger kompetencen til at gå ind i det kulturelle møde med familien. Det giver mulighed for at pege på familiens egne ressourcer, komme med konstruktive forslag til, hvad familien selv kan gøre, og formidle en lang række budskaber, der kan forstås og accepteres af familien. Sundhedsplejerskens besøg er værdsat i de fleste flygtninge- og indvandrerfamilier, og det gør, at sundhedsplejersken både kan vejlede, diskutere og konfrontere.

I øjeblikket satses og bruges der mange penge på børnenes sprogudvikling, uden der tages hensyn til de brogede forhold, der er beskrevet ovenfor, og som har betydning for barnets udvikling og dermed også for sprogudviklingen. Sundhedsplejerskens indsats kan ikke stå alene, bl.a. fordi hun ikke har tid nok. I Århus Kommune er der afsat seks timer pr. år til hvert barn, der modtager besøg over et år med alt, hvad det indebærer af planlægning, bestilling af tolk, skriftligt arbejde mv. Der aflægges i gennemsnit tre besøg om året. Når sundhedsplejerskens indsats ikke rækker, laves der en underretning til socialcenteret eller en henvisning til Psykologisk Pædagogisk Rådgivning. Det er dog ikke ensbetydende med, at familien får en kvalificeret hjælp til at løse problemerne. Vi henviser til hinanden, og det kan ofte være den eneste kontakt, der er mellem sundhedsplejersken og socialrådgivere eller psykologer. Dermed sker der en handlingslammelse i stedet for en udnyttelse af de forskellige faggruppers tid og evner.

Det tværfaglige samarbejde bør være en moralsk forpligtelse, hvor både sundhedsplejersker, socialrådgivere, psykologer, pædagoger mv. gennem en forståelse af flygtninge og indvandreres baggrund, kultur og traumer forstår at kommunikere med hele familien og arbejder for at sætte familiens ressourcer i centrum. De kreative sider både hos os selv og familien bør erstatte rigide systemer for at skabe de bedste forhold til at løse de beskrevne problemer.

Bevillingerne bør udmøntes efter andre kriterier end hidtil. Hver faggruppe råber på ressourcer, men skal de gavne efter hensigten, skal de kunne tildeles efter en helhedsbetragtning i forhold til barnets, familiens og lokalområdets behov.

Det, man kan kræve i et moderne samfund med en lang række veluddannede faggrupper, er, at både uddannelserne og lovene, som f.eks. sundhedsloven og serviceloven, stiller krav om, at de personer, der skal støtte barnet, skal samarbejde.

Jeg er sikker på, at denne form for indsats i førskolealderen kunne forebygge megen kriminalitet. Børnene kunne lære mere dansk, hvis de fik det bedre, og derved kunne der spares mange dyre foranstaltninger på længere sigt.

Førskolealderen er den vigtigste alder i barnets liv. Det er her, alle ''kornene'' sås, de korn, der giver barnet en god start i livet og gør barnet skoleparat.

''Kornene'' skal naturligvis både gødes og vandes, inden de kan høstes. Derfor må arbejdet fortsætte i skolealderen i et tæt samarbejde mellem forældre, skole og fritid.

Metoder til sundhedsplejerskens arbejde

Jeg har undervist mange flygtninge- og indvandrergrupper i børneopdragelse og i, hvad der har betydning for barnets identitetsdannelse, når det skal vokse op i Danmark. Til det formål har jeg lavet filmen ''En god start i livet.'' Den handler om opdragelse af palæstinensiske børn, der bor i Danmark, og er fremstillet af Århus Amts center for undervisning i 1998. Filmen kan også bruges som en forberedelse for de sundhedsplejersker, der skal i gang med at arbejde med flygtningefamilier.

Jeg kunne godt tænke mig, at der blev lavet ''Sundhedsplejerskeværksteder'' i Gellerupparken og andre områder i landet, hvor der er lignende problemer. Værkstedet skulle være en del af en daginstitution, hvor de ovenfor beskrevne børn kunne være, og hvor sundhedsplejersker og pædagoger kunne vurdere barnet i samspillet med andre børn. Her kunne der også arbejdes for at styrke moderens omsorgsevne, forældrene kunne få hjælp til at støtte og stimulere de sent udviklede og handicappede børn, og her kunne arbejdes med krigstraumerne. Marte Meo-metoden ­ en metode, hvor der anvendes videooptagelser og efterfølgende analyse af situationen, og hvor formålet er at ændre et uhensigtsmæssigt samspil mellem forældre og børn til et mere hensigtsmæssigt ­ indgår mange steder som et værdsat hjælperedskab og kunne med fordel bruges. Involvering af ressourcestærke personer efter modellen Kvinde hjælper kvinde, som er beskrevet og forsøgt i Gellerup (3), er et andet redskab, der kunne anvendes i ''Sundhedsplejerskeværkstedet.''

Litteratur

1. Bouchet D. Det knuste Spejl. Livskræfter ­ et metodeudviklingsprojekt i forhold til de socialt og personligt mest udsatte større børn og unge. Odense Rapporten; 1999.
2. Montgomery E. Flygtningebørn fra Mellemøsten. RCT. København: Institut for Epidemiologi og Socialmedicin. Aarhus Universitet 1996.
3. Kjærsgaard A M, Mandrup G H, Ullerup K. Metoder i social- og sundhedsarbejde ­ om tyrkiske indvandrere bosat i Gellerup. Århus Kommuneinformation, 1991.