Faglig kommentar: Klap i stedet for afklapsning

Hvem har ikke prøvet at få en god idé jordet. Så sidder man der med fornemmelsen af, at den kun faldt til jorden, fordi det ikke var de andre, der fik den. Der er undtagelser. En dag fik Jette Bagh en idé. Ikke blot en idé, men en lys idé. En idé, som alle i redaktionen applauderede. I anledning af Sygeplejerskens 100-års jubilæum burde der stiftes en pris, som skulle uddeles til en sygeplejerske, der havde brugt sin ytringsfrihed til at tale sygeplejens eller sygeplejerskernes sag. En opmuntring til én, der havde vist personligt mod ved at stå frem og pege på nogle problemer i sundhedsvæsenet, og som måske oven i købet var blevet afklapset af samme grund.

Vi har prøvet det igen og igen. En sygeplejerske eller en studerende kontakter redaktionen og beder os om at tage et problem op. Det kan være dårligt arbejdsmiljø, utilfredsstillende uddannelsespraktik, uetisk patientbehandling, sygeplejestandard under lavmålet eller urimelige arbejdsvilkår. Som regel må vi henvise vedkommende til at skrive et læserbrev eller et synspunkt. Andre gange falder forslaget i tråd med redaktionens planer eller fortjener på anden måde at blive fulgt journalistisk op. ''Vil du stå frem og lade dig interviewe,'' spørger journalisten. Her falder de første fra. Det var ikke lige det, de lagde op til. De ville blot pege på et problem og så i øvrigt selv holde sig i baggrunden. Andre ranker sig og fortæller engageret om deres erfaringer med problemet. De vil gerne være med til at ændre.

Ørerne i maskinen

Lige før tidsskriftet går i trykken, får nogle kolde fødder. De tør alligevel ikke give deres mening til kende. De frygter repressalier af forskellig art. Ser de spøgelser? Nej frygten for ubehagelige konsekvenser er ikke grebet ud af luften. Systemet bryder sig ikke om kritik. Selv om der ikke gribes til direkte trusler om fyring, er der andre måder at skille sig af med kritikere på eller lukke munden på dem. Den klassiske metode består i, at systemet påberåber sig rettergangsfejl. Har den formastelige ikke til punkt og prikke fulgt kommandovejene hele vejen op gennem systemet, er det lige mad for Mons. Det kan man nemlig blæse op, så det oprindelige og egentlige helt sættes i skyggen. Bureaukrati er jo en genial stødpude derved, at kritik, der starter i bunden af hierarkiet, bliver mindre konkret og taber kraft for hvert niveau i hierarkiet, den føres opad.

Andre metoder er f.eks. indkaldelse til en kammeratlig samtale, en udebleven opfordring til at søge en stilling eller den måske fæleste af alle, den kolde skulder og langsomme udskillelse af arbejdsfællesskabet.

På redaktionen har vi i tidens løb hørt om alle metoderne. Vi får som regel enden på historien, når en sygeplejerske eller en studerende har haft et kritisk indlæg i Sygeplejersken eller har snakket med os om et problem. Nogle gange har den åbenmundede fået ørerne i maskinen, så det har kunnet mærkes.

Andre gange er det gået som ønsket. Det rejste problem er blevet taget alvorligt, og sygeplejersken har ikke blot sat gang i en frugtbar proces, men også fået tak.

Ytringsfriheden skal tages alvorligt

Sygeplejerskens redaktion vil også gerne være med til at ændre. En af måderne kunne være at hædre dem, der har ofret energi og vist mod til at gå i brechen for en sag.

Sygeplejersker, der bidrager til den almindelige faglige udvikling gennem projekter, forskning eller en beundringsværdig, daglig praksis, der smitter af, har i forvejen mulighed for at opnå anerkendelse, legater, stipendier eller priser.

Rebellen, den åbenmundede, der trods evt. ydre modstand tager sin ytringsfrihed alvorligt og udtaler sig offentligt om en værdig sag, fortjener også medgang, respekt og et klap. Det er de tanker, der ligger bag den nystiftede pris, Kirsten Stallknecht Prisen.