Hun bygger bro mellem den gamle og nye sygepleje

Boelsmandens datter, Jenny, fra Thyholm var kun 14 år, da hun kom ud at tjene hos bønderne. Det blev til tre pladser, før hun i 1957 smed roehakke, kost og malkespand for som 18-årig at blive optaget på Fårevejle Sygeplejehøjskole. Hun havde fra barnsben haft drømmen samt forbilledet i moster Ruth, der med sit sygeplejerskefag og sin selvstændighed ragede højt op i det lokale kvindeunivers.

Jennys uddannelsesmæssige baggrund var syv år i den stråtækte og hendes dannelsesmæssige, at hun, som hun selv udtrykker det, havde lært at bøje nakken. Det sidste var en uvane, som det tog hende år at lægge af, fortæller hun.

Den 1. maj i år holder afdelingssygeplejerske Jenny Riis 40-års jubilæum på parenkymkirurgisk afdeling på Herning Centralsygehus, og den 1. juli går hun på pension. Gennem de sidste 25 år har hun været afdelingens leder. Og en leder, som får disse ord med på vejen i et brev til Sygeplejerskens redaktion:

''Årsagen til, at personalet synes, at det er værd at fortælle alle Danmarks sygeplejersker om Jenny Riis, er, at vores afdelingssygeplejerske kan noget helt unikt. Hun forstår efter så mange år stadig at udvikle afdelingen og personalet, men en af de vigtigste ting er nok hendes eventyrlige evne til at holde fast i den grundlæggende sygepleje og de værdier, der ligger i den. Hun kræver, at den sygepleje, der ydes, er den bedste til enhver tid. Hendes kvaliteter er kendt vidt og bredt, både inden for amtet og på landsplan, når det gælder brystkræft.''

Jenny Riis bliver helt forlegen og må lige have betænkningstid, før hun går med til at lade sig portrættere. Hun synes jo ikke selv, at det er noget særligt, måske nærmest lidt flovt, at have været fantasiløs nok til at blive på samme afdeling i 40 år.

Arbejdsglæden

''De første 30 år var nu også de sjoveste,'' siger hun, når hun gør status.

Hun er nemlig ganske kritisk over for den udvikling, som generelt er foregået inden for hospitalsvæsenet det seneste årti. Og på sit eget område har hun, som hun selv udtrykker det, haft den store sorg at miste sit hjertebarn, onkologien, og dermed kontakten med en elsket patientgruppe, de brystkræftramte, som afdelingen tidligere fulgte fra diagnose og, for manges vedkommende, til død.

Som hun ser udviklingen, er det gået for vidt med besparelserne. Man har nedlagt for mange senge. Det betyder, at de patienter, der bliver tilbage, er meget syge og plejekrævende, hvilket der ikke bliver taget hensyn til ved personalenormeringerne. Overskuddet og arbejdsglæden forsvinder, og det gør plejepersonalet i øvrigt også,

Side 23

så det hele tiden er nye, der skal oplære nye. Alt bliver en kamp for bare lige at få hverdagen på afdelingen til at hænge sammen.

Hun er træt af besparelser under dække af forskellige fine navne og af omstruktureringer, der foretages for omstruktureringernes egen skyld eller for, at nogen skal demonstrere initiativ.

Når man føler en sådan træthed, er det nok på tide, at der kommer nye kræfter til, mener hun.

Men Jenny Riis' status over mere end 40 år i sygeplejen er i øvrigt ikke nogen jammerklage. Tværtimod synes hun, faget har givet hende et rigt og spændende liv.

At hun ikke har bevæget sig rundt fra afdeling til afdeling eller hospital til hospital, betyder ikke, at hun har stået stille. Hun har både udviklet sig personligt og været med til at udvikle faget. Og så har hun, ifølge sine medarbejdere, også præget generationer af unge sygeplejersker, som er passeret gennem hendes afdeling.

Fysisk pleje og psykisk omsorg

Hun har især indarbejdet den holdning, at der skal være høj kvalitet i den basale, grundlæggende fysiske pleje af patienterne. Den er forudsætningen for den psykiske omsorg, som mange unge sygeplejersker i dag, med rette, prioriterer højt, mener hun.

Når hun har ansættelses- eller udviklingssamtaler med unge sygeplejersker og spørger dem om, hvad de lægger vægt på i sygeplejen, er der en del, som udelukkende omtaler den psykiske omsorg, samtalen, kontakten og håndholderiet.

Det er alt sammen fint, men hvorfor nævner du slet ikke den basale pleje? kan hun så spørge.

Jamen, den giver sig selv, den er en selvfølge, svarer den unge.

Nej, mener Jenny Riis. Ikke så længe man kan gå rundt på mange afdelinger og finde venflon, der trænger til at blive skiftet, patienter, der ligger ubekvemt i uredte senge, ikke har fået skjorte på før besøgstid eller på anden vis virker fysisk forsømte.

''Jeg har den filosofi, at man ikke er modtagelig for psykisk omsorg, medmindre den fysiske omsorg er i orden,'' siger hun.

Uretfærdige røfler

Jenny Riis romantiserer ikke sin egen læretid i slutningen af 50'erne:

''Ved holdets 40-års jubilæum snakkede vi en del om alle de uretfærdigheder, der var overgået os. Dengang måtte man ikke svare igen, så man måtte tage mod skideballerne, hvad enten de var berettigede eller ej. Man lærte at bøje nakken, men det kunne jeg i forvejen hjemmefra, og det tog mig senere adskillige år at finde ud af at løfte hovedet og stå fast på mit.''

De uretfærdige røfler overskyggede dog ikke Jenny Riis' enorme glæde ved at lære. Med en syvende klasses baggrund og fire hårde arbejdsår på landet var hun stærkt motiveret og sugede lærdommen til sig, tindrende lykkelig over at være på vej mod sine drømmes mål.

Og elevtidens uretfærdigheder og modgang blev også mildnet af det tætte sammenhold mellem sygeplejeeleverne, der boede sammen. Man kunne læsse af på hinanden og havde det ganske festligt på kollegiet, erindrer hun.

Læreårene på Holstebro Sygehus blev sluttet i 1960, og efter en kort psykiatrisupplering på Statshospitalet i Middelfart kom hun 1. maj 1961 til kirurgisk afdeling på Herning Centralsygehus, hvor hun 15 år senere blev afdelingssygeplejerske.

Bro mellem gamle og  nye holdninger

Når hun ser på de unge, der i dag går ind i faget, er hun ofte positivt overrasket. De har en helt anden baggrund, både uddannelsesmæssigt og menneskeligt, end hun og de fleste i hendes årgang havde, men der er rigtig mange, som kommer med åbent sind og en stærk vilje til at blive gode sygeplejersker.

Men selvfølgelig er hun også stødt på repræsentanter for den narcissisme og selvoptagethed, som ønskebørnsgenerationerne er blevet kendt for.

''Der er altså nogen, som i den grad altid har været midtpunkt, at de har fået svært ved at se ud over deres egen næsetip,'' siger hun.

Jenny Riis vil gerne bygge bro mellem gamle og nye holdninger i sygeplejen: De unge i dag er belæste og kan meget mere teori end tidligere, og det er en god ting, så længe det bliver kombineret med praksis. Akkurat som den følelsesmæssige omsorg skal bygge oven på den grundlæggende traditionelle fysiske pleje.

Rollen som leder

Som leder har hun husket de ubehagelige oplevelser fra sin egen elevtid og altid bestræbt sig på at være retfærdig. Hun mener, at medarbejderne tilgiver deres ledere stort Side 24

set alle menneskelige svagheder bortset fra uhæderlighed.

Hun havde været afdelingssygeplejerske i fem år, før hun i 1982-83 fik fyldt teori på med en lederuddannelse på Danmarks Sygeplejerskehøjskole i Århus, og hun lægger ikke skjul på, at hun ganske ofte har følt sig usikker og ensom som chef, at hun i høj grad har måttet lære af sine egne erfaringer og har haft stor brug for såvel sine medarbejderes samt nærmeste lederes støtte og overbærenhed. Hvilket hun også i stor udstrækning har fået.

Selvtillid var ikke noget, hun fik i vuggegave i husmandshjemmet eller blev socialiseret med som ung, så hun måtte langsomt lære at stole på sig selv, træffe sine egne beslutninger og turde kæmpe for dem.

Det lykkedes til gengæld også vældig godt, lyder skudsmålet fra personalet.

Onkologien

Jenny Riis fremhæves som leder for at have tilgodeset både de menneskelige og de faglige elementer i sin afdelings drift. Hun var den første på Herning Sygehus, som startede med at sætte personaleudviklingssamtaler i system allerede i 1984, og fagligt løftede hun især afdelingen med hensyn til den onkologiske sygepleje.

Fra 1987 til 1993 inddrog hun afdelingen i et projekt om brystkræft, i 1993 forestod afdelingens sygeplejersker et udviklingsarbejde, der beskæftigede sig med udskrivelse til terminalpleje i hjemmet, og i 1999 kom der en ''onkologisk guide'' fra afdelingen.

Jenny Riis tilskrives en stor del af æren for at have startet den onkologiske sygepleje op i Ringkøbing Amt. Desuden har hun været med til at starte den onkologiske efteruddannelse i Vestdanmark, og ikke mindre end fem af afdelingens sygeplejersker gennemgik denne efteruddannelse.

Personligt har Jenny Riis undervist i onkologisk sygepleje både på sygehuset, på sygeplejeskolen og i hjemmeplejen i de fleste kommuner i Ringkøbing Amt, ligesom hun har bidraget med forelæsninger og konferenceindlæg. Hun er også medforfatter på bogen ''Kvindebilleder,'' der beskæftiger sig med kvinders oplevelser før, under og efter cytostatisk behandling af brystkræft. Endelig er hun en værdsat frivillig arbejdskraft, når Kræftens Bekæmpelse holder ''Træffetid for brystopererede'' med rådgivning en gang om måneden.

Jenny Riis' afdeling, A2, fik i 1986 overdraget kemoterapien af brystopererede. Det var en vældig faglig udfordring for sygeplejerskerne samtidig med, at det menneskeligt betød meget, både for patienterne og sygeplejerskerne, at man var fælles om det svære forløb, som ofte strakte sig fra diagnose til død.

I marts sidste år blev onkologien flyttet fra afdelingen, og med den fulgte de højt specialiserede onkologiske sygeplejersker. Begrundelsen var, at onkologien var blevet for omfattende til den kirurgiske afdeling.

Onkologien blev flyttet til den gynækologiske afdeling, og for Jenny Riis var det ''en sorg'' at miste det område, som hun havde bygget op gennem 15 år. Hun savner i dag både patienterne og de sygeplejersker, som hun havde et stort fagligt fællesskab med.

''Samlet set forsvandt 62 års onkologisk ekspertise fra afdelingen. Det var næsten ubærligt for mig, og det har jeg ikke lagt skjul på,'' siger hun.

Og om patienterne:

''Det er hårdt, men også menneskeligt givende at arbejde med terminale patienter,'' siger hun. ''Det er et arbejdsområde, som medfører en meget stærk kontakt mellem patient og sygeplejerske, og det beriger én selv med personlig indsigt og erkendelse. Man får noget, som man ikke kan læse sig til, når man kommer så tæt på andre mennesker og får lov at gøre en forskel i en afgørende fase af deres liv.''

Ud i verden

Om hun gennem 40 år aldrig har haft lyst til at løbe af pladsen?

Jovist. Der har været op- og nedture og forskellige overvejelser, men de er altid endt med, at hun er blevet og i stedet har forsøgt at forbedre og udvikle tingene, hvor hun nu stod.

Jenny Riis er samlet set taknemmelig for sit liv som sygeplejerske, men nu ser hun også frem til, at yngre kræfter tager over.

Så skal der til gengæld blive mere tid til de to døtre, veninderne, koncerterne, teatret, bøgerne og ikke mindst udlandsrejserne. Vel er hun blevet i pladsen i Herning, men det betyder ikke, at hendes horisont er begrænset. Hun har både vandret på den kinesiske mur, hilst på Mother Teresa i Calcutta og stået på den Røde Plads i Moskva. Nu bliver der god tid til at erobre nye dele af verden.